Das Beckwerk søger praktikanter til Funus Imaginarium

DAS BECKWERK SØGER PRAKTIKANTER TIL FUNUS IMAGINARIUM

 Til efteråret gennemfører Das Beckwerk kulminationen på vores udforskning af identitetsbegrebet, idet vi med Funus Imaginarium iscenesætter den offentlige afsked med den  personlige identitet.

 Funus Imaginarium er centreret omkring et 7 døgns sygeleje i en til lejligheden opført bygning på trafikøen på Dantes Plads. De syv døgn afsluttes af et begravelsesoptog gennem København med efterfølgende begravelse. Under de syv døgns sygeleje vil der være sygeplejersker til stede i bygningen og daglige besøg af læger m.m. Derudover indeholder projektet bl.a. en udstilling på Glyptoteket, udløbere på museer i ind og udlandet, et seminar på KUA, en dokumentarfilm m.m.

 Til gennemførslen af dette enorme projekt har Das Beckwerk brug for kvalificeret hjælp. Vi søger derfor 2 praktikanter med faglig baggrund i kunst, kultur, litteratur og teater.

 Den ene praktikantstilling fokuserer på research, publikumskontakt, udstillingen og de internationale aspekter af projektet. Stilling kræver teoretisk overblik og gode researchevner, gerne kendskab til Das Beckwerk og erfaring med hjemmesidearbejde, PR, organisation el. teaterarbejde. Arbejdet vil bl.a. foregå i tæt samarbejde med Das Beckwerks producent.

 Den anden stilling kræver praktisk og teoretisk teatererfaring. Du kommer til at fungere som en slags instruktørassistent, og arbejder tæt sammen med vores kunstneriske leder. Der skal dog også beregnes en del praktisk arbejde med rekvisitter, koordinering af gæster til begravelsen m.m.

 Sygelejet og begravelsen finder sted fra d. 30. september – 9. oktober begge dage inklusiv. Vi regner med at praktikken starter allerede i begyndelsen af august. Længden af perioden kan tilpasses studiekrav. 

 Som det fremgår, er der ikke tale om en traditionel teaterforestilling, så det er vigtigt at du er opsat på at arbejde uden for de vante rammer og roller. Der er i første omgang tale om blækspruttestillinger, men med gode muligheder for selv at vælge fokusområder – og så er det chancen for at være med i et enestående og utraditionelt projekt i det offentlige rum.

Du kan læse meget mere om projektet på http://dasbeckwerk.com/World_politics/Funus_Imaginarium/

 Hvis du er interesseret eller har spørgsmål, så send snarest en mail med C.V. osv. til producent Morten Krogh på info@nulldasbeckwerk.com.    

MVH.

Morten Krogh

Das Beckwerk