Danseperformance og tjekkisk kultfilmklassiker i aften!!

DANSEPERFORMANCEN PAPERCUTS + KULTFILMEN VALERIE AND HER WEEK OF WONDERS

Valerie and Her Week of Wonders

 

Onsdag d. 18. maj kl. 19-21.00 byder Traneudstillingen på æstetiske oplevelser i flere dimensioner; danseperformancen Papercuts efterfulgt af den tjekkiske kultfilm Valerie and Her Weeks of Wonders.

 

Paptercuts er en ny danseforestilling, der er skabt af danseduoen Mejse Vedel og Sofia Karlsson og som opføres til live musik af Thomas W. Raae. Performancen udspiller sig i universet mellem dans, musik og papiret som grafisk og stofligt materiale. Papercuts opføres kl. 19.00 i Traneudstillingen omkring Rikke Benborgs kunstinstallation Hermetica.

 

Herefter fortsætter aftenen med et Tranefilmsarrangement, der denne gang viser den smukke og foruroligende kultklassiker Valerie and Her Week of Wonders fra 1970 af den tjekkiske filminstruktør Jaromil Jireš. Valerie and Her Week of Wonders blander horror, eventyr, surrealisme og freudiansk symbolik for at skildre den fantastiske, dog obskure, puritanske og dybt religiøse verden, beboet af en ung pige på tærsklen til voksenlivet. Med sine drømmelignende, forførende og magiske stemninger er filmen et værk af ren fantasi, der samtidig fortryller og foruroliger beskueren. Valerie and Her Week of Wonders er således en af de mest bemærkelsesværdige æstetiske fantasiverdener, der er visualiseret på film, og har herigennem opnået kultstatus.

 

Arrangementet er et led i Rikke Benborgs videoinstallation Hermetica på Traneudstillingenhvor dans og surrealisme også er bærende elementer. Hermetica kan ses frem til d. 4. juni. Læs mere om udstillingen her http://www.genbib.dk/forside/det_sker/udstillinger/traneudstilling_-_rikke_benborg_-_hermetica

 

En billet til både performance og film koster 50 kr. og kan købes på www.booking.gentofte.dk

Det vil også være muligt, at købe billet i døren. Danseperformancen begynder kl 19 sharp, så kom i god tid.

 

SEMINAR: Traume & kunst

TRAUMER & KUNST

– perspektiver på traumebegrebet og samtidskunsten i relation.

Lørdag d. 6. november 2010 kl. 13-18, Øregårdssalen, Gentofte Hovedbibliotek.

Hvordan defineres et psykisk traume? Hvad er forskellen på et kollektivt og et individuelt traume? Hvordan erindres traumer? Hvordan bearbejdes traumer? Kan kunst være traumebearbejdende?

I forbindelse med billedkunstner Peter Brandts Traneudstilling I Died in Italy but No One Knows It på Traneudstillingen, som tematiserer det personlige traume som efterveer af et voldsoverfald, inviteres alle interesserede til et lørdagsseminar, der går tæt på det komplekse og tabuiserede begreb traume. 

Seminaret præsenterer en række oplægsholdere, der fra forskellige faglige indgangsvinkler og kontekster arbejder med traumer og repræsentationer af det traumatiske. Programmet byder på oplæg og værkpræsentationer, der kommer omkring en række væsentlige perspektiver på hvordan traumer opstår, hvad de består af, og hvordan de kan håndteres. Der  gives samtidig eksempler, hvordan samtidskunsten kan spille en helende rolle i efterveerne på en traumatisk begivenhed eller oplevelse.

Seminaret vil foregå på dansk. Programmet findes på http://www.genbib.dk/arrangementer/arrangementer_p_gentofte_hovedbibliotek/seminar_traume_og_kunst

Pris: 100 kr. entré (75 kr. for studerende) Tilmelding på www.booking.gentofte.dk

Sted: Gentofte Hovedbibliotek – Øregårdsalen, Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup.

For mere information kontakt kunstkonsulent Aukje Lepoutre Ravn på alra@nullgentofte.dk eller på telefon 39985843

TRANEFILM: Pier Paolo Pasolini: Saló eller 120 dage i Sodoma

TRANEFILM: Pier Paolo Pasolini: Saló eller 120 dage i Sodoma

Tirsdag d. 12. oktober kl 17 er der mulighed for at se Pasolinis kontroversielle film Saló eller 120 dage i Sodoma.

Filmen introduceres ved Lilian Munk Rösing, forfatter, kritiker og lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Salò o le 120 Giornate di Sodoma (Salò eller de 120 dage i Sodoma), ofte benævnt Salò, er et kontroversielt italiensk drama fra 1975 skrevet og instrueret af den italienske instruktør Pier Paolo Pasolini. Filmen er baseret på bogen The 120 Days of Sodom af Marquis de Sade og skildrer gennem sine lange scener intenst grafisk vold, sadisme, seksuelt fordærv og psykisk tortur, som et metaforisk billede på datidens tyranniske fasicme i 1940-ernes Italien.

Saló ansås i sin samtid som særdeles kontroversiel og blev forbudt i flere lande. Det var også Pasolini sidste film, da han blev myrdet kort før Salò blev frigivet.

Filmen vises som et TRANEFILM-arrangement i forbindelse med Peter Brandts Traneudstilling I Died In Italy But No One Knows It, der gennem billeder og lyd skildrer lignende retrospektive reflektioner omkring traume og menneskelig nedværdigelse, som efterveer på et voldsoverfald. Læs mere om Peter Brandts udstilling på www.genbib.dk

Lilian Munk Rösing, forfatter, kritiker og lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, introducerer filmen og præsenterer dens historiske kontekst, referenceapparet og symbolsprog.

Sted: Gentofte Hovedbibliotek (Øregaardssalen), Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup.

Entré 40 kr. – betales ved indgangen.

TRANEFILM: Pier Paolo Pasolini: Saló eller 120 dage i Sodoma

Tranefilm: Surrealistiske tjekkiske animationer og kunstnerdokumentar fra New York

Our City Dreams_Chiara Clemente

Darkness-Light-Darkness-2Jan Svankmajer

 

TRANEFILM

Tirsdag d. 22. juni, 2010, kl. 17.00-19.00,  Gentofte Hovedbibliotek,  Øregaardssalen.  

For anden gang i år er der Tranefilm på programmet.

Denne gang har de fire kunstnere Annesofie Sandal, Nanna Starck, Christina Hamre og Charlotte Bergmann Johansen, som er aktuelle på Traneudstillingen med den overdådige skulpturinstallation Orgie, sammensat et filmprogram, der i sit kunstneriske indhold og stil, inspirerer deres eget arbejde med kunst. Det udvalgte program består af tre surrealistiske animationsfilm af den tjekkiske avantgarde kunstner Jan Švankmajer, samt den nyere dokumentarfilm Our City Dreamaf den italienske filmskaber Chiara Clemente, der følger fem indflydelsesrige kvindelige kunstnere i New York anno 2008.

 Jan Švankmajer

Den tjekkisk surrealistiske kunstner Jan Švankmajer (1939) er en legendarisk animator, hvis film kendetegnes ved deres surrealistiske, groteske og foruroligende dog komiske universer og fortællinger. I filmene sammenblander Švankmajer gerne marionetter, mennesker, dyr og lerfigurer i de såkaldte ”claymations” og med brug af animationens velkendte stop-motion teknik.  Livløse genstande bringes til live på pudsig vis, så man kan møde vandrende, talende knogler og andre løsrevne kropsdele, skadefro dødefigurer og tragikomiske antihelte, der med held forsvarer sig i en grusom, surrealistisk verden.

Švankmajer værker har haft stor indflydelse på nogle af tidens mest innovative moderne filmskabere som Tim Burton, Terry Gilliam og The Brothers Quay og hans film er blevet kaldt ligeså følelsesmæssigt uforglemmelige som Kafka’s historier.

Tranefilm viser tre af Švankmajers animationer: Darkness-Light-Darkness, 1989 (7 min), Food, 1992 (16 min.) og Flora, 1990, (30 sek.)

Our City Dreams 

I den lyriske dokumentarfilm Our City Dreams følger den italienske filmskaber Chiara Clemente fem kvindelige kunstnere i deres liv og kunstneriske virke i New York gennem to år. Kunstnerne – Nancy Spero, Marina Abramovic, Kiki Smith, Ghada Amer og SWOON – befinder sig på forskellige stadier af deres kunstneriske karriere og har forskellige kulturelle baggrunde, men har hver især tilkæmpet sig en plads på den internationale kunstscene ved at lade sig inspirere i og af smeltedigelen New York.

Filmen dokumenterer triumfer og udfordringer for hver af de deltagende kunstnere, og publikum får et glimt ind i skabelsens og inspirationens processer, heriblandt SWOON´s første solo udstilling på Deitch Projects i New York, Ghada Amers tilbagevenden til hendes egyptiske hjemland, Kiki Smiths turnerende retrospektive udstilling, Marina Abramovic’s ugelange serie af performances på Guggenheim Museum i New York og Nancy Speros forberedelser af et nyt værk til Venedig Biennalen 2007.

Our City Dreamskombinerer i intim stil dokumentarfilmgenren med sfæren af pulserende byliv omkring hver kvinde og det arbejde, hun skaber.

Traneudstillingen / Gentofte Hovedbibliotek / Ahlmanns Allé 6 / 2900 Hellerup/Åbent: man-fre 10-19, lør. 11-16/www.genbib.dk

Bliv venner med Traneudstillingen på Facebook: http://www.facebook.com/profile.php?id=100000979462739

Kontakt: Kunstkonsulent Aukje Lepoutre Ravn, alra@nullgentofte.dk