Vind billetter til Fjolsernes Forbund

Vind billetter til grotesk kultdrama i Skuespilhuset!

Eventministeriet i Skuespilhuset præsenterer ‘Fjolsernes forbund’

Den Pulitzerpris-vindende kultroman af John Kennedy Toole præsenteres for første gang i Europa som dramatik efter vidtstrakte forhandlinger med rettighedshaverne i USA. Et sandt grotesk mesterværk, der fortjener en stor fanskare i Danmark.

Ignatius C. Reilly føler, at det er ham mod hele verden. Han er en overbelæst sværvægter af en supernørd, der bor hjemme hos sin mor, hvor han skiftevis spiser ostedip og arbejder på et anklageskrift mod vores århundrede. En dag sender Ignatius mor ham dog uden yderligere blusel ud på arbejdsmarkedet, og her møder han verdens ubarmhjertighed som først arkivar hos buksefabrikanten Levy Pants og senere som hotdogsælger hos Paradis pølser. Han møder også en forkølet kakadue i et stripnummer hos barmutteren fra Night of Joy og i det hele taget får han godt brug for sit rige indre liv for at kunne holde til at eksistere i en verden fuld af fjolser.

John Kennedy Tooles »Fjolsernes forbund« er i sandhed et enestående bekendtskab, og sjældent har denne anmelder fundet så mange himmelråbende mærkværdigheder, intellektuelle kvababbelser og vanvittige morsomheder samlet i én roman.”

Nanna Goul, Berlingske, 6 stjerner

Forestillingen spiller 19., 20. og 21. oktober kl. 20 i Det Røde Rum i Skuespilhuset.

Instruktion: Moqi Simon Trolin.
Medvirkende: Esben Dalgaard Andersen, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Stefania Omarsdottir og Mads Riisom.

Vind to billetter til forestillingen ved at svare på følgende spørgsmål :
I hvilken amerikansk by foregår romanen?
Svar sendes til eventministeriet@nullkglteater.dk inden 15.oktober. Mærk emnefeltet ’konkurrence’.

Eventministeriet på Facebook:
http://www.facebook.com/eventministeriet

Mere om Eventministeriet i Skuespilhuset:
http://kglteater.dk/eventministeriet

Filmmagasinet Ekko søger hjemmesideskribenter

Filmmagasinet Ekko har givet sin hjemmeside en tiltrængt grafisk overhaling. Vi benytter lejligheden til også at opruste på indholdssiden og søger derfor filmentusiastiske, talentfulde skribenter, der kan bidrage med nyheder, interviews og anmeldelser.

Ekkos hjemmeside er et supplement til det fysiske magasin med vægt på det dagsaktuelle filmstof, der både henvender sig til cineaster, filmnørder, branchefolk og alment kulturinteresserede.

På det nye site vil vi anmelde ugens premierefilm, og vi vil bringe endnu flere nyheder fra den danske og internationale filmverden. Som fast hjemmesideskribent skriver du to-fire tekster om måneden. Hver anden uge deltager du i et redaktionsmøde, hvor du pitcher idéer og får opgaver. Du skal dog også være frisk på indimellem at springe til med kort varsel, hvis en historie pludselig opstår.

Du behøver ikke have set hele årets iranske filmudbud, men du skal have en solid filmviden og brænde for feltet. Du må meget gerne have praktisk erfaring med at skrive i forskellige journalistiske genrer, men det vigtigste er, at du kan svinge pennen, så læserne bliver engageret og udfordret. Du skal kunne byde ind med originale holdninger og personlige vinkler.

Der vil være et symbolsk beløb for visse artikler, men det skal være lysten, som driver værket.

Send to-tre eksempler på tekster, du er stolt af at have skrevet, til chefredaktør Claus Christensen på cc@nullekkofilm.dk. Inkluder gerne både en anmeldelse og en tekst i en anden journalistisk genre. Fristen er fredag 12. oktober kl. 12.

Fra Himlen til Hogwarts – litterær magi i fantasy og kristendom før og nu

Foredrag i Studenterkredsen torsdag med ph.d. i religionsvidenskab Laura Feldt.

Den “overnaturlige” eller ”magiske” litteratur er vendt voldsomt tilbage i samtiden, hvor interessen for fantasy-romanen med dens monstre, magi og mirakler blomstrer. Foredraget sporer fantasyromanens litterære historie fra dens rødder i den engelske romanticisme, over George MacDonald til Tolkiens toneangivende Ringenes Herre og frem til Philip Pullmans His Dark Materials og Rowlings Harry Potter

Torsdag den 11. oktober kl. 20

Vartov. Farvergade 27, opgang H, 1463 København K
Entré: 25,- / semestermedlemskab: 60,-

Find arrangementet på Facebook HER.

Studenterkredsen arrangerer en række foredrag inden for felter som teologi, filosofi, æstetik og politik. Håbet med disse arrangementer er at kombinere universitetets høje faglige niveau med højskoleforedragets nysgerrighed i forhold til livet og dets insisteren på livets væsentlige spørgsmål.

Har du et yndlingsord?

Vær med til at lave et kunstværk på det nye KUA2

Mit navn er Peter Callesen. Jeg er billedkunstner og arbejder i øjeblikket på en udsmykning med titlen White Words til et større gangareal med ovenlys på det ny KUA2. Ideen er at skabe et 12 m højt spiraltårn af et 30 m langt og 1 m bredt hvidt bånd i plast (se skitse). I tårnet er udskåret forskellige bogstaver, ord og tekster. De udskårne bogstaver og ord vil efterfølgende blive limet på de omkringliggende vægge og malet i samme hvide farve som væggen, således at de blot fremstår som svage skygger. De fleste ord og tekster finder jeg selv, men jeg tænkte, at det også kunne være interessant at få hjælp og inspiration til udsmykningen fra universitets studerende og ansatte.

Så hvis du har lyst at være med i projektet og har et yndlingsord eller et yndlingscitat, eller flere, så send dem til info@nullpetercallesen.com senest d. 18. oktober – og skriv White Words i overskriften.

Jeg kan ikke garantere at alle ord og citater vil blive brugt, da jeg endnu ved hvor mange jeg skal bruge.

Projektet skal efter planen stå færdig til indvielsen KUA2 i slutningen af januar 2013 sammen med en række andre udsmykningsprojekter.

Herunder kan du læse om nogle af mine tanker med projektet.

Mange hilsner og foreløbig en stor tak for hjælpen.

Peter Callesen

 

Tanker omkring udsmykningen.

Udsmykningen handler for mig bl.a. om sprogets begrænsning og opløsning, men det er også et forsøg på at arbejde med sproget som andet end symboler og betydninger  – gennem en materialisering – og til tider fragmentering af sproget – ud i et konkret fysisk materiale. Udsmykningen stiller måske også spørgsmål ved den traditionelle forståelse af sproget som middel til større forståelse og erkendelse, hvilket jeg opfatter som et relevant og interessant spørgsmål på et universitet. Men udsmykningen peger også på sproglig diversitet og kreativitet, ligesom den forhåbentlig vil fremtræde som en poetisk indgreb i bygningens lineære arkitektur.

Udsmykningen er bl.a. inspireret af babelsmyten, som tematiserer sproget og specifikt sproglig forvirring og opløsning. Desuden har mit tårn pga. dets spiralform en reference til bl.a. Breugels kendte malerier af babelstårnet. Men spiralen kan også referere til en papirrulle eller til en skriftrulle.

Tårnet som en rund spiral i forskellige tykkelser og skæve vinkler fremstår som en kontrast til den modernistiske arkitektur. Derved fremstår tårnet nærmest som et fremmedlegeme, der snor sig op igennem rummet. Tilknytningen til stedet opstår i stedet i udsmykningens tematik og gennem de udklippede ords forsvinden ind i og sammensmeltning med bygningen.

Jeg har endnu ikke endelig fastlagt, hvilke bogstaver, ord og tekster, der skal skæres ud af båndet. Men jeg arbejder bl.a. med forskellige citater og brudstykker af historier, som handler om sprog. Oplagt er selvfølgelig babelsmyten, men jeg finder også flere af Witgenstiens citater om sproget interessante, og noget af det vil også være på forskellige fremmedsprog. Derudover til jeg også skrive mine egne ord og sætninger. Men det er vigtigt for mig at beskueren ikke kun læser ordene og deres betydning, men at det udskårne også fremstår som et billede på sprog og ord. Derfor vil teksten også være spejlvendt, nogle steder vende på hovedet samt ofte være ulogisk og måske forkert skrevet. Jeg forestiller mig en tæthed og mangfoldighed af mange forskellige ord og udtryk, i forskellige størrelser, på kryds og tværs, som ikke umiddelbart skaber klarhed eller mening, men derimod skaber et udtryk af forvirring – ja så meget forvirring at ordene mister deres betydning og bliver til noget andet. Denne forvirring tiltager jo nærmere man når toppen af tårnet.

Hvis man giver sig tid og går på opdagelse i tårnet, vil man dog kunne læse nogle ord og nogle sammenhængende sætninger, men det er vigtigt for mig, at læsningen nogle steder bliver så tilpas gådefuld og forvirrende, at beskueren selv skal digte med og tilføre sine egne betydninger, for at finde sammenhæng og mening i ordene.

De udklippede ord og bogstaver tænkes  ”tapetseret” ind i væggene. Nogle bogstaver bliver måske sammensat til nye ord, ligesom ord kan sammensættes til nye sætninger. Ideen er at de næsten falder i et med væggene, således at ”skriften i væggen” ikke er noget der umiddelbart falder en i øjnene, men mere noget man langsomt opdager. Denne næsten usynlige skrift ligger også i forlængelse af ideen om sprogets opløsning. Samtidig skaber disse hvide ord en installatorisk sammenhæng mellem tårnet og rummet omkring det.  Ligesom i en række af mine tidligere værker arbejder jeg også her med forholdet mellem det positive og det negative eller fravær og tilstedeværelse. Det er her silhuetten af de udkårne ord, der fremstår mest tydelig, mens bogstaverne på væggen kun svagt fornemmes. Der foregår også i denne bevægelse en transformation; fra at have været en del af et selvstændigt element midt i rummet opsluges bogstaverne af og bliver en del af universitetets mure. Transformationen foregår også på det betydningsmæssige plan, idet nogle af bogstaverne og ordene på væggene sammensættes i nye konstellationer og betydninger.

Bliv klogere på Kina! Fyraftensdebat om moderne kinesisk filosofi og religion

Kære IKK’er

Du har måske nok hørt om daoisme og yin og yang, men vidste du, at kristendommen er hastigt voksende og undergrundskirker skyder op over hele Kina?

Information inviterer til fire fyraftensdebatter om det moderne Kina. Vi vil ind bag klichéerne, udfordre stereotyperne og diskutere mere end storpolitik og økonomi.

På mandag kan du blive lidt klogere på spiritualitet og filosofi, når vi spørger tre danske eksperter, hvad kineserne tror og tænker.

Debatten afholdes den 8. oktober kl. 18.00  hos Information i Store Kongensgade 40C, Skt. Annæ Passage, København K.

Læs mere her!

Kulturnat – Mod Strømmen

MOD STRØMMEN – Totalshow med mening og meninger

Mød Nikolaj Nørlund, Jacob Holdt, Mette Moestrup, Simone Aaberg Kærn, Michael Jeppesen og mange flere når teaterkompagniet danskdansk og Hovedbiblioteket går mod strømmen.

Hovedbiblioteket & teaterkompagniet danskdansk hylder enspændere, benspændere, fyrtårne og undtagelsesmennesker  – folk, der modigt svømmer mod strømmen. Forvent det uventede. Mash ups, visuals, interaktion, gastronomi og lyssætning rammer aftenen ind. Fri entré ved visning af kulturpas.

PROGRAM:
 
19.00-19.10 Kulturborgmesteren åbner kulturnatten 2012
Pia Allerslev og aftenens vært, Hassan Preisler, kunstnerisk leder af teaterkompagniet danskdansk, byder velkommen til en aften i modstrømmens tegn.
 
19.10-19.40 Børneteater: Fusskopf sparker kulturnatten ind
Fusskopf er en mand med fem store fødder. Teater for de yngste om sanserne – og at gå sin egen vej
 
19.40-19.50 FRELSERNE – en alternativ danmarkshistorie
Refleksioner over teaterforestillingen FRELSERNE af  teaterkompagniet danskdansk. Provokerende modfortællinger til nationalromantiske myter.
 
19.50-20.30 Jacob Holdt og Rikke Marott i Amerika??
Anekdoter og billeder om massemordere, brugtvognsforhandlere, Ku Klux Klanpapegøjer og andre skæbner.
 
20.30-21 Jens Blendstrup med Frodegruppen 40?Parykmorfinister, ordkløvere, ubådskaptajner, strengeleg. Frodegruppen stikker ikke op for bollemælk.
 
21-21.30 Mette Moestrup spyr ord
Løgne dør og tabuer taler frit hos enkvindehæren Moestrup, aktuel med digtsamlingen DØ LØGN, DØ.
 
21.30-21.45 Hvad gør du hvis dit flag brænder???
Uddeling af brandslukningsmanual.
 
21.45-22.25 At se krigen i øjnene med kunsten??
Simone Aaberg Kærn, Thomas Rathsack og Nagieb Khaja sætter ord og billeder på fælles mærkesag.
 
22.25-22.35 Danceoke
Vi byder publikum op til danceoke.
 
22.35-23.15 Jeppesens hjørne?
Journalist & meningsmand Michael Jeppesen giver enere og undtagelsesmennesker med en mission taletid. Mød bl.a. flygtning og forfatter Dina Yafasova, billedkunstner Gillion Grantsaan og raketbygger Peter Madsen.
 
23.15-24.00 Nikolaj Nørlund med band
En ener på den danske musikscene giver exceptionel koncert.
 
Visuals: Casper Øbro,?Fotoudstilling: Point & shoot, Catering: Democratic Coffee, Bollemælk: Red Orangutangen
Se mere på Bibliotek.kk.dk eller se en lille videoteaser her: http://www.youtube.com/watch?v=L8aEAEQnubg
 

Info-møde om AFARTs fremtid!

Med 10 år på bagen er AFART nu kommet til et punkt, hvor kunstmagasinet søger nye kræfter til at føre konceptet videre. Derfor afholdes der torsdag d. 11. oktober kl. 16-17 et info-møde, hvor vi fortæller lidt om AFARTs historie, magasinets nuværende status og de mange fremtidige muligheder, som det rummer.

  • Har du en holdning til, hvad AFART skal være fremover?
  • Har du idéer til, hvad det skal indeholde? Hvordan det skal se ud?
  • Brænder du for at komme til at bruge al din teoretiske viden i praksis?
  • Vil du gerne være fast skribent? Redaktør? Layouter? Web-ansvarlig, PR-ansvarlig, fundraiser eller noget helt andet? Alt er muligt!
  • Intet er fastlagt og vi håber, at så mange som muligt vil dukke op til mødet, og få indflydelse på, hvilken retning dette magasin skal bevæge sig i.

Kort om AFART:

AFART blev stiftet i 2002 af Rune Gade og Rasmus Kjærboe, og er siden blevet drevet på frivillig basis af studerende fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Artiklerne og temaerne spænder vidt, men fælles er et grundlæggende ønske om at undersøge nye aspekter og tendenser ved kunsten. Magasinet har været et samlende og integrerende forum for åben faglig dialog, og et frirum for den personlige holdning.

Mange studerende har i tidens løb fået udgivet deres første artikler netop hér, som en øvelse forud for deres professionelle karriere. De, der har arbejdet i redaktionen, har fået erfaring med layout, billedbehandling, redigering og planlægning af et magasins daglige drift – fra idé til releasefest. Alt er i sandhed muligt og kun afhængigt af dit engagement og idérigdom!

Vi ses torsdag d. 11. oktober kl. 16 i lokale 21.4.26 (nye KUA)

På redaktionens vegne

Denis Rivin

Fernisering på Theis Wendts nye værk SWARM

Pressemeddelelse


SWARM
Af Theis Wendt

Fernisering: fredag d. 5. nov kl 17-19
Sted: Rigensgade 5, kld., 1316 Kbh K.
Udstillingsperiode: 6/10- 14/10
Åbent: lør-søn kl. 12-16


SWARM er den første udstilling i udstillingsrækken Object This Picture, der udforsker billeder og deres funktionalitet.

Til åbningsudstillingen har Theis Wendt produceret en omfattende installation, der inddrager hele udstillingslokalet. Installationen består af rumlige objekter og to store billedflader, der er produceret vha. digitale 3d-renderinger. De store billedflader refererer på én gang til det fysiske rum – udstillingslokalet – og til det virtuelle rum – som udspiller sig på, og udveksles mellem, de to billedflader.
Udstillingens titel, SWARM, knytter an til nutidens virtuelle og globale masseadfærd. En adfærd hvor den kollektive kaotiske interaktion med stringente netværkslogikker skaber nye former for æstetiske, erkendelsesmæssige og sociale rum. Værket er en udforskning af den selvbevidsthed og de virtuelle rum der opstår med en sådan adfærd.


OBJECT THIS PICTURE
Alle visninger i udstillingsrækken Object This Picture undersøger forskellig brug af billeder ud fra en fælles præmis: at billedet er en primær faktor i konstruktionen af den måde, vi oplever os selv og vores omverden på, og at billedets virkelighedskarakter altid afhænger af, tager del i, såvel som skaber kontekster.

Udstillingsrækken finder sted fra d. 5. oktober til den 9. december 2012 og består af udstillinger af følgende kunstnere:
Theis Wendt (5.-14. okt), Amalie Smith (19.-28. okt), Søren Assenholt (2.-11. nov), Søren Bjørn (16.-25. nov) og Jóhan Martin Christiansen (30. nov – 9. dec).
Cand.psych Stephan Sieland afslutter udstillingsrækken med et oplæg om billeders rolle i kontemporær forestillingspraksis (9. dec).

Object This Picture er kurateret af Carl Martin Faurby og Søren Bjørn

Begivenhederne kan følges på www.facebook.com/Objectthispicture.

Bliv klogere på Kina! Fyraftensdebat om moderne kinesisk film, kunst og litteratur

Kære IKK’er

Du har måske nok hørt om eks-politikeren Bo Xilai – men kender du den kinesiske multikunstner Zhang Guangtian? 

Information inviterer til fire fyraftensdebatter om det moderne Kina. Vi vil ind bag klichéerne, udfordre stereotyperne og diskutere mere end storpolitik og økonomi.

På tirsdag kan du blive lidt klogere på kinesisk kulturliv, når vi spørger fire danske eksperter, hvad der rører sig i kinesisk litteratur, film og teater.

Debatten afholdes den 2. oktober kl. 18.00  hos Information i Store Kongensgade 40C, Skt. Annæ Passage, København K.

Læs mere her!