Fernisering / Jazzlegender – Teit Jørgensen & Ole Brask

Teit Jørgensen, Webster, Schiøpffe, Moore, NHØP, Byas

Torsdag den 16. juni kl.17-19

I anledning af udgivelsen af de to CD’er ‘Finn von Eyben Plays Finn von Eyben’ og ‘Cadentia Nova Danica’ med John Tchicai vises udstillingen ‘Jazzlegender’ i Museumsbygningen. På udstillingen præsenteres jazzfotografier taget af Teit Jørgensen og Ole Brask i 1960’erne.

Finn von Eyben og John Tchicai var markante skikkelser på 60’ernes jazzscene. De spillede sammen i flere år og indspillede også en CD med Tchicais New York Art Quartet.

Teit Jørgensen, som var trommeslager i Eybens Workshop, fungerede som fotograf og dokumenterede det helt særlige liv, der var indenfor jazzmiljøet i disse år.
På udstillingen i Museumsbygningen vises Jørgensens jazzfotografier med hovedvægt på billeder af John Tchicai i hans hjem i Hvidovre samt fra en række koncerter.
Herudover præsenteres fotografier af John Coltrane, Bill Evans, Dexter Gordon, Paul Gonzales, Thelonius Monk, Don Cherry, Barney Wilen, Johnny Hodges, NHØP, Svend Asmussen, Stuff Smith, Nina Simone og Ella Fitzgerald, for blot at nævne nogle.
Det er fotografier, som stort set aldrig har været vist før, bortset fra enkelte, der blev bragt i Politiken, da Jørgen Leth var jazzanmelder.

Fotografierne suppleres af Ole Brasks portrætter af trommeslagere fra jazzens verden.

Teit Jørgensen har gennem sin karriere samarbejdet med flere forskellige kunstnere, heriblandt Per Kirkeby, Ib Michael, Jørgen Leth og Jesper Høm. Jørgensen blev uddannet fotograf hos Delta Photos i 1967 og senere filmfotograf fra Den Danske Filmskole, 1970.
Han har tidligere udstillet på Louisiana, Det Nationale Fotomuseum og hos Galleri Tom Christoffersen.

Udstillingen ‘Jazzlegender’ vises fra 17. juni – 2. juli.

Ved ferniseringen læser Asger Schnack op af sine jazzdigte kl.17.30.

Facebook / Hjemmeside

Skriv et svar