Bergman i børnehøjde – Lav din egen persona

Dato: Torsdag den 18. april kl. 13
Sted: Fotografisk Center
Tid: 2,5-3 timer
Pris: Pris 50 kr. inkl. et glas saftevand. Gratis for børn af medlemmer af Fotografisk Center
Målgruppe: 6-12 år
Tilmelding: info@nullfotografiskcenter.dk eller 33 93 09 96.

I Fotografisk Center afholder vi i påsken en børneworkshop. Workshoppen forholder sig til vores nuværende udstilling Alting forestiller – Intet er, og har som udstillingen, et udgangspunkt i den store filmskaber Ingmar Bergmans kunstneriske virke.

Ingmar Bergman mente bl.a. at tilværelsen er et teater, hvor folk skaber en persona og bor i kulisser. Workshoppen er bygget op med et udgangspunkt i denne teatermetafor, og har til hensigt at give børnene en mere bevidst oplevelse af den kunstneriske proces; det at finde på og at skabe.

Målet er, ved hjælp af forskellige papirtyper, saks og lim, at skabe sin helt egen persona, som vi sætter ind i forskellige kulisser og laver små rollespil med. Disse rollespil kan evt. filmes med børnenes (eller deres forældres) egne telefoner, så børnene i samspil får oplevelsen af at have skabt sin egen lille film.

Vi finder inspirationen ved sammen at gå på opdagelse i udstillingen. Med udgangspunkt i udvalgte værker, arbejder vi med fantasi og forestillingsevne. Vi omsætter derefter de tanker og ideer, som værkerne sætter i gang, til skabelsen af hver enkelt deltagers helt egen persona. Afslutningsvis kan børnene vælge at tage deres persona med hjem, eller de kan efterlade den til inspiration for andre.

Øvelsen giver et indblik i den skabende proces, og har til formål at formidle udstillingen til børn ved bl.a. at lære dem om forholdet mellem identitet, kunst, teater og film.

Skriv et svar