Bergman i børnehøjde – Lav din egen persona

Dato: Torsdag den 18. april kl. 13
Sted: Fotografisk Center
Tid: 2,5-3 timer
Pris: Pris 50 kr. inkl. et glas saftevand. Gratis for børn af medlemmer af Fotografisk Center
Målgruppe: 6-12 år
Tilmelding: info@nullfotografiskcenter.dk eller 33 93 09 96.

I Fotografisk Center afholder vi i påsken en børneworkshop. Workshoppen forholder sig til vores nuværende udstilling Alting forestiller – Intet er, og har som udstillingen, et udgangspunkt i den store filmskaber Ingmar Bergmans kunstneriske virke.

Ingmar Bergman mente bl.a. at tilværelsen er et teater, hvor folk skaber en persona og bor i kulisser. Workshoppen er bygget op med et udgangspunkt i denne teatermetafor, og har til hensigt at give børnene en mere bevidst oplevelse af den kunstneriske proces; det at finde på og at skabe.

Målet er, ved hjælp af forskellige papirtyper, saks og lim, at skabe sin helt egen persona, som vi sætter ind i forskellige kulisser og laver små rollespil med. Disse rollespil kan evt. filmes med børnenes (eller deres forældres) egne telefoner, så børnene i samspil får oplevelsen af at have skabt sin egen lille film.

Vi finder inspirationen ved sammen at gå på opdagelse i udstillingen. Med udgangspunkt i udvalgte værker, arbejder vi med fantasi og forestillingsevne. Vi omsætter derefter de tanker og ideer, som værkerne sætter i gang, til skabelsen af hver enkelt deltagers helt egen persona. Afslutningsvis kan børnene vælge at tage deres persona med hjem, eller de kan efterlade den til inspiration for andre.

Øvelsen giver et indblik i den skabende proces, og har til formål at formidle udstillingen til børn ved bl.a. at lære dem om forholdet mellem identitet, kunst, teater og film.

Træfestival i Nordvest

Kære træmænd, trækoner og andet byskovfolk

I er hermed inviteret til fejring af træerne i Nordvest d. 28. april kl 11 i Dansekapellet, Bispebjerg Torv!

Kom med til træfestival med bål, Fablab-fuglehuse i genbrugstræ og træsanketur i Utterslev Mose! Dans, lyt og skriv om træerne i danseworkshops for børn.

Rotary skal plante 1,2 mio. træer på verdensplan – ét for hvert af foreningens medlemmer.
I Nordvest skal Rotary plante 22 træer, hvoraf seks allerede er plantet i ungdomsklubben, Smedetoften.

De seje unge fra Fritidsakademiet (FRAK) vil stå for plantningen af 16 nye træer rundt omkring i Nordvest!

 

Arrangementet er støttet af Rotary og Bispebjerg Lokaludvalg.

Glæd jer til det endelig program!

Facebookevent: https://www.facebook.com/events/2085132981503049/

Instagram: @traefestival

Facebook: @traefestival

BRÆNDER DU FOR KUNST?

Bliv frivillig på Øbro Jagtvej bibliotek og vær med til at skabe et kunstforløb for børn.

Brænder du for kunst eller er du bare super kreativ, og har du lyst til at lære fra dig, så er ’Kunst for Børn’ måske noget for dig.

Vi søger udadvendte og engagerede frivillige, der har interesse i at hjælpe børn i alderen 9-12 år med at udvikle deres kreative evner. Eller som bare har lyst til at være en del af et fedt projekt sammen med andre engagerede frivillige.

RAMMERNE
Vi vil lave et forløb over 12 gange, én gang om ugen i april/maj/juni fra kl.16.30 – 18.00.
Du er selv med til at forme undervisningen i samarbejde med andre frivillige og planlægge undervisningsgangene. Forløbet kan evt. deles op i tre dele á 4 gange, hvor man som frivillig forpligtiger sig til en eller flere dele.

DIN ROLLE
’Kunst for børn’ er et nyt projekt under Kultur Ø, som skal give børn mulighed for at møde kunst og udtrykke deres kreativitet, dette er du med til at forme og strukturere.
Du kan blive del af et lille frivilligteam som i fællesskab udvikler projektet og undervisningen, med vores støtte og faciltiering.

Skriv til Barbara på gy0r@nullkff.kk.dk eller ring på 24459905 så kan vi aftale et møde.

IT’S ALL MY FAULT

TEATER- & KUNSTPRODUKTIONSFORENINGEN GRAENSE-LOES OPSÆTTER NY FORESTILLING MED DIGITALE ELEMENTER FOR TEENAGERE PÅ NATIONALMUSEET
26.FEBRUAR – 3. MARTS 2016

Teater Graense-Loes laver punkpoetisk teater for teenagere, lige der hvor livet slår kølbøtter, i et digitalt, poetisk og visuelt scenesprog

“It’s all my fault” udspiller sig foran badeværelsesspejlet i en teenagers hverdag og i det uendelige himmelrum, hvor livet ses i helikopter-perspektiv.
Midt i en verden af overforbrug, klimakatastrofer og teknologiske vidundere kan det være komplekst og paradoksalt at blive voksen.
Teenageren befinder sig i en satelit-tilstand, hvor han på den ene side er tilknyttet familie og venner samtidigt med, at han prøver at løsrive sig og finde sit eget ståsted. I en konstant zappen mellem de helt store spørgsmål og de helt små skrøbelige følelser leder han efter nærvær og mening. Kan man finde meningen med livet og mærke sig selv på en jordklode der drejer så hurtigt, at man næsten falder af?

Aldersgrænse: 13 år
Bestil billetter hér

VÆR MED TIL AT SKABE VORES FILMPROGRAM! Buster Filmfestival søger programpraktikant.

Vi har brug for din hjælp til at udvælge film til næste års BUSTER Filmfestival for Børn og Unge! Vi søger derfor en praktikant til vores programafdeling, der selvsagt brænder for film og er åben for at se alle slags fra hele verden.

I tæt samarbejde med vores programchef skal du finde film til festivalens program, der også indbefatter workshops og events, som kræver masser af sparring og idéudvikling. At finde de bedste film kræver desuden både lyst og evne til at researche – samt selvfølgelig at se en masse film! Der vil i den forbindelse blive mulighed for at tage med til udenlandske filmfestivaler i løbet af perioden for at udvælge film til programmet.

BUSTER er en lille arbejdsplads, hvor du får mulighed for at få indflydelse på udviklingen af festivalens koncepter og ansvar for dine egne projekter, samt en generel indsigt i alle aspekter af tilrettelæggelsesprocessen af en festival.

LIDT OM OS

BUSTER har eksisteret i 13 år og havde 36.000 besøgende i 2013. Vi viser hvert år omkring 140 film, både spillefilm, kortfilm og dokumentarfilm for børn og unge og arrangerer derudover en masse events og workshops. Vi tager film til børn og unge alvorligt og prøver at finde film, som både kan være smalle, kunstneriske og tankevækkende, men også sjove, underholdende og brede.

LIDT OM DIG
Du er lærenem, systematisk og grundig, har overblik, samt gode kommunikations¬evner. Du er god til at tale og skrive engelsk, da du bl.a. kommer til at være i tæt kontakt med udenlandske filmsalgsselskaber og producenter. Yderligere sprogkundskaber er et plus. Du skal være parat til den udfordring, der ligger i at se film fra alle verdenshjørner, der er produceret til et børne- og ungdomspublikum, da festivalen henvender sig til de 3-17-årige. Du kommer derudover til at skrive programtekster til de udvalgte film, samt oversætte engelske dialoglister, så en vis skriftlig erfaring er påkrævet. Du er vandt til at arbejde selvstændigt og har naturligvis et godt kendskab til Office-pakken, samt gerne erfaring med databaser. Teknisk snilde vil desuden være en stor fordel både i forberedelsesperioden og under afviklingen af festivalen.

LIDT OM DET PRAKTISKE
Vi forventer, at du kan arbejde fuld tid, men vi er selvfølgelig fleksible i forbindelse med eksamener osv. og forventer også du vil være det i spidsbelastede situationer her på BUSTER. Tiltrædelse 1. februar frem til 5. juli, men helst gerne helt frem til 1. oktober, da du således kommer til at være med til afviklingen af festivalen. Stillingen er ulønnet. Festivalen afvikles 18. – 28. september 2014.

Ansøgning og CV sendes til programchef Nikolai Schulz senest 15. december på nikolai@nullbuster.dk eller til Tagensvej 85F, 2200 København N. Se mere på www.buster.dk.