Fatto a Mano – Milena Bonifacini

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Fernisering 10. december 17-19

Fra 11. december 2015 – 27. februar 2016 præsenterer Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel udstillingen Fatto a Mano med værker af den danske kunstner Milena Bonifacini.

Milena Bonifacini har i de senere år arbejdet med at udvide og udstrække sit i udgangspunktet abstrakte maleri til også at omfatte tredimensionelle objekter og genstande. De organiske former, som man finder i hendes flade malerier, findes derfor nu i virkeligheden i form af bemalede objekter af blandt andet papier-maché, bronze, keramik og tekstiler.

På udstillingen hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel installerer Bonifacini disse objekter således, at de mimer genkendelige rum, eksempelvis køkkenet, barnekammeret og fadeburet, men med en række overraskende elementer.

Bonifacini ønsker med sine værker at vise de æstetiske værdier og muligheder, der er i alt det, som vi omgiver os med i hjemmet, i hverdagslivet og i det håndlavede – deraf titlen Fatto a Mano, der på italiensk henviser til noget, som er lavet i hånden.
Dette kan ses som en feministisk positionering, men også som en anerkendelse af den stræben, som mennesker i alle kulturer gennem tiden har lagt i at tillægge og påføre deres redskaber og nødvendige ejendele en æstetisk værdi.

I mødet med Milena Bonifacinis værker omsluttes man af hendes totalinstallationer og får fornemmelsen af at træde ind i et virkeligt stilleben.

Facebook / Hjemmeside

LOUISIANA LECTURE: VERDEN EFTER MENNESKET

Oplev billedhugger Henrik B. Andersen og kurator Anders Kold i samtale om David Altmejds installation ‘The Flux and the Puddle’ på Louisiana.

Henrik B. Andersen (f. 1958) er billedhugger og af mange kendt som en professor ved Det kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1999-2008. I dag er han professor ved Akademiet i Vilnius i Litauen.

Henrik B. Andersens kunst og hans undervisning har drejet sig om store filosofiske greb omsat i skulpturel tænkning. Ligesom David Altmejd har Andersens værk forskudt den klassiske figurlige tradition til også at omfatte både arkitekturen og informationsteknologien.

Netop verden efter mennesket – forstået som den definerende centrale figur – vil danne basis for denne samtale om ‘The Flux and the Puddle’ med udstillingens kurator Anders Kold.

DAVID ALTMEJD – THE FLUX AND THE PUDDLE, 12.11.201531.1.2016
‘The Flux and the Puddle’ er fra 2014, og det kan minde om barokkens “wunderkammer”, men udsat for eksplosiv modernitet – dét, man fristes til at kalde vores egen “Big Bang-æra”. David Altmejd, der er født i Canada i 1974, presser nemlig her forestillinger om og repræsentationen af kroppen og alle dens egenskaber til det yderste. Resultatet bliver en gigantisk model med referencer til såvel økosystemer som computerkredsløb.

OM LOUISIANA LECTURES
HVOR:
Store Sal (i udstillingen) på Louisiana.
HVORNÅR: Onsdag den 9. december, kl. 19.30.
PRIS: Gratis når entreen til museet er betalt. Tilmeld dig her (gebyr 10 kr.)
WWW & FACEBOOK 

Posthus Teatret søger lydpraktikant

Posthus Teatret søger p.t. praktikant til afvikling af lydteknik i forbindelse med vores forestilling ”Stokrosernes hjerte” (premiere ultimo januar).

Vi forestiller os, at du vil kunne bruge praktikken i Posthus Teatret som springbræt til at komme ind på lydteknikeruddannelsen på Scenekunstskolen eller Musikkonservatoriet el.lign.

Da lydsiden spiller en betydelig rolle for forestillingen og har en del skift undervejs, kræver praktikken imidlertid, at du allerede har en del praktisk erfaring med lydteknik.

Din praktikperiode vil køre fra medio december og til medio februar – med mulighed for forlængelse.

Da praktikken begynder snart, beder vi dig sende os din ansøgning hurtigst muligt på adressen: posthus@nullmail.tele.dk

Eventuelle spørgsmål kan enten sendes til os på ovenstående mailadresse (som besvares dagligt) eller henvendes telefonisk til vores kontaktperson, Stine Faartoft, på 24 67 94 45.

Mvh.
Posthus Teatret

Rådhusstræde 1
1466 København

Filmisk præsentation af Posthus Teatret

Fernisering i Nikolaj Kunsthal: “Museet er lukket – en udstilling om Knud Pedersen”

Sted: Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, 1067 København K
Tid: Onsdag d. 9. december 2015, kl. 17-20
Facebook

Velkommen til ferniseringen af “Museet er lukket – en udstilling om Knud Pedersen”.

Til åbningen vil der være performance med Nikolaj Zeuthen, Lone Hørslev og Hanne Højgaard Viemose – alle tre forfattere er inviteret til at forholde sig til Knud Pedersens iderige forfatterskab.

“Museet er lukket” er en retrospektiv udstilling om Knud Pedersen. Det er fortællingen om en alsidig og produktiv kunstner, projektmager, forfatter, modstandsmand og udstillingsarrangør. Med et væld af ideer og projekter, hvoraf mange aldrig blev realiseret, var Knud Pedersen, der døde for et år siden, en ener på den danske kunstscene. I hans projekter blev ideen og tankens potentiale det kunstneriske materiale, der testede sine omgivelser. Omdrejningspunkter for ham var en undersøgelse af, hvad kunsten kunne bruges til, og hvordan den bedst kunne være for alle. Han sigtede mod det utopiske, afviste autoriteter, og hans forestillingsevne var grænseløs.

Udstillingens titel er inspireret af, at Knud Pedersen i 1967 foregav at skabe et efterspurgt kunstmuseum i København under navnet Københavns Museum for Moderne Kunst. Til trods for at museet aldrig fik lov til at åbne af Københavns Kommune, der nedlagde forbud, rejste Knud Pedersen siden rundt i verden som direktør for foretagendet. Ideen om et museum blev til selve værket. Museet er lukket, men i udstillingen interviewes i stedet en række personer om Knud Pedersens mangeårige arbejde med forskellige ideer og projekter. Det er en biografisk, mangfoldig fortælling om en besværlig person, som spænder ben for sig selv, som er drevet af ideen frem for målet, og som var forud for sin tid med at udfordre og udvide forståelsen af kunstbegrebet, kunstinstitutionen og kunstneren. På den måde bliver udstillingen også en undersøgelse af, hvad det ville sige for en projektmager som Knud Pedersen kontinuerligt at modarbejde den kommercielle kunst og fastlåste konventioner om, hvad kunsten kan være og for hvem, samt politiske og kulturelle institutioner som han oplevede som visionsløse.

De interviewede er: Tom Ahlberg, tidligere skole- og kulturborgmester i København; Eric Andersen, kunstner; Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst; Pelle Brage-Andersen, kunstner og medlem af kunstnergruppen Parfyme; Jacob Fabricius, kunstfaglig leder af Kunsthal Aarhus; Elisabeth Delin Hansen, tidligere direktør i Nikolaj Kunsthal; Jon Hendricks, forsker og kurator for Gilbert & Lila Silverman Fluxus Collection, MoMA; Carsten Hoff, arkitekt; Kirsten Justesen, kunstner; Bengt af Klintberg, etnolog, forfatter og kunstner; Yvonne Krogh, psykolog og trofast låner i Kunstbiblioteket; Peter Laugesen, forfatter og digter; Peter van der Meijden, forsker; Klaus Riskær Pedersen, søn, iværksætter og erhvervsmand; Carina Randløv, filminstruktør; Bodil Riskær, hustru/enke og daglig leder i Kunstbiblioteket; Mette Stegelmann, daglig leder i Kunstbiblioteket; Kim Vilfort, tidligere fodboldspiller; Nikolaj Zeuthen, digter og forfatter.

 

Ny udstilling: Vinterbyen

vinterbyen-udstillingsside

Om sommeren hænger vi ud ved havnefronten og rykker aftensmaden ud i byens parker og pladser. Om vinteren gemmer vi os indendøre og haster gennem byens rum for at komme ind i varmen. Men kan vi skabe byrum og aktiviteter, der også kan skabe byliv om vinteren? Udstillingen ’Vinterbyen’ viser, hvordan man kan aktivere byens rum på nye måder om vinteren.

LÆS MERE OM UDSTILLINGEN

I Danmark er vi rigtig gode til at bruge vores byrum henover sommeren. Der er tonsvis af kulturelle arrangementer og pladserne, havnekajen og gaderne bliver flittigt brugt – en stor kontrast til det danske vinterhalvår. Hvordan kommer vi ud over den indendørs hygge-kultur og får skabt nogle byrum, som kan bruges til meget mere end bare gennemfart om vinteren? Ved at nytænke materialer, lys og varmekilder kan vinterens byrum også skabe nye fællesskaber og mødesteder med nogle helt andre kvaliteter, end dem vi kender fra om sommeren.

Udstillingen ‘Vinterbyen’ spørger til, hvorfor vi ikke i højere grad udnytter vinterens potentialer og således skaber en mere levende by igennem de kolde måneder. Udstillingen viser derfor en række eksempler på, hvordan andre byer på den nordlige halvkugle har arbejdet med ‘vinterbyrum’, hvilket der er kommet en masse inspirerende løsninger ud af. Udstillingen tager os derfra tilbage til Danmark og på en tur gennem byen, hvor nye og spændende vinterinitiativer heldigvis allerede er godt på vej.

LÆS MERE OM UDSTILLINGEN