Med Herzog i Sibirien

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Happy People (www.cphdox.dk)

Anmeldelse: Den danske vinter virker både mindre deprimerende og mindre smuk, når den sammenlignes med vinteren i landsbyen Bakhtia, som ligger på polarcirklen midt i Sibirien. Werner Herzog fortæller godt i Happy People: A Year Of The Taiga, men den virkelige bedrift er instruktøren Dmitry Vasyukovs billeder af hvordan livet leves når termometeret viser minus 50, og der er mere end et halvt år til kontakt med omverdenen.

Vinteren i Bakhtia er så hård, at det meste af sommeren går med at forberede sig på den. Der hugges brænde, der bruges til både, fælder og jagthytter. Myggene sidder i lag på huden, med mindre man har smurt sig ind i en slags tjære, der udvindes ved at brænde birkebark. I floden, som kun er tøet op et par måneder om åren, fanges fisk, så der er et lager klar til når kulden sætter ind. En sjælden gang kommer en båd med turister forbi. Den lægger ikke til.

Når det begynder at blive rigtig koldt pakker mændene brød, snescooter og hunde, og sejler op af floden til hver sit jagtterritorium. Hver dag går turen til en ny hytte, på vejen dertil tjekkes fælderne for pelsdyr. Pels er den eneste eksportvare, motorsave den eneste import, i det så godt som selvforsynende og fuldstændigt isolerede samfund.

Filmens fokus er naturen, og det arbejde der skal til for at mennesket kan overleve i den. Med sin karakteristiske Schwarzenegger-accent beskriver Werner Herzog billederne. Der er sans for dramatikken: Når isen begynder at tø og blive mast ned ad floden. Når et træ smadrer taget på en jagthytte kort tid inden mørket falder på. Når en bjørn har kradset i ruden, der egentlig bare er et stykke udspændt plastic.

Det er med is i skægget, at mændene udsiger deres visdomsord: Sådan her skal du gøre, hvis du skal overleve her. Det er utroligt at en film som Happy People kan lade sig gøre. De eneste irritationsmomenter var voiceovers på engelsk i stedet for undertekster på filmens (ret få) replikker, og at lyden ved visningen i Grand i går ikke var helt synkroniseret med billederne, hvilket gjorde de mange scener med øksehug mod træ en smule mere uvirkelige end de havde behøvet at være.

Happy People er en film om et sted, man aldrig kommer til at besøge, men som man bør gøre sig den tjeneste at se.

Du kan se filmen i Grand tirsdag den 9/11 kl. 21.30 og igen samme sted lørdag den 13/11 kl. 19. Køb billetter her.

Som at få en ny ven

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

...And Everything is Going Fine (www.cphdox.dk)

Anmeldelse: Det siger meget (og udelukkende positivt) om bredden af årets CPH:DOX, at der er plads til en film som And Everything is Going Fine i hovedkonkurrencen. Skuespilleren Spalding Gray, hovedpersonen i Steven Soderberghs portrætfilm, er værd at lære at kende.

Allerede i Sex, Lies, and Videotape, Soderberghs debutfilm, er videofilmen et intimt og ærligt medie. Da Spalding Gray dukker op på lærredet i instruktørens nye dokumentar er han filmet siddende bag i et bord med et manuskript i hånden. Baggrunden er sort, kameraets indstilling statisk og billedkvaliteten grynet. Det er milevidt fra Traffic, Oceans Eleven, og alle de andre spillefilm af Soderbergh. Men Grays altdominerende monolog er dragende. Jeg var ikke den eneste i salen der grinede med, da det usynlige publikum i det teater eller galleri, hvor monologen var optaget, begyndte. Fra da af fjernede min fokus sig fra den næsten amatøragtige karakter af optagelserne, jeg så på. I stedet så jeg på det menneske, som i roligt tempo blev sat sammen af de farvede prikker på lærredet.

Jeg tror nok man er lovligt undskyld hvis man som dansker ikke har hørt om Spalding Gray. Det håber jeg i hvert fald, for selvom Grays ansigt virker bekendt, tilhører han så absolut ikke den kategori af amerikanske skuespillere, hvis navne pryder fortovene på Broadway og Sunset Boulevard. Gray blev født i 1941 og døde tragisk tidligt i 2004. Han var faktisk med i flere store produktioner, bl.a. The Killing Fields (1984). Men det var ikke i selskab med andre skuespillere, at Gray stak ud som noget specielt. Først da han får ideen til at fortælle om sine egne erfaringer i monolog, finder Gray sin niche som skuespiller.

Uddrag fra Grays monologer fylder det meste af And Everything is Going Fine, og det er dem, der bærer filmen. Gray fortæller om barndom, forholdet til sin far, kærester, familieliv og skilsmisser, om sin skuespilkarriere, om hvad han spiste til morgenmad, og om hvem han mødte da han gik tur om morgenen. Detaljerigdommen og humoren i den måde Gray formidler sine erfaringer er overvældende. Det er sjovt, men bag det humoristiske kommer alvoren frem. Den alvor man mærker, når man mærker at den mand, der fortæller, fortæller om sig selv.

Ud over uddrag af monologerne består filmen af interview med Gray og af hjemmevideoer af Gray med sin far og resten af sin familie. Interviewene hjælper med at belyse hvordan det kan være, at Gray først finder sig selv som skuespiller når sidder alene på scenen og taler om sig selv, mens scenerne med familien bekræfter de ægte begivenheder og følelser, der ligger bag Grays fortællinger. Faren kan måske ikke huske hvordan han på den kommunale golfbanes fjerde hul forsøgte at advare Spalding mod at gå med piger, men som Spalding påpeger er det vigtige ikke om erindringen er sand. Det vigtige er, at han husker den, og at den betyder noget for ham.

I And Everything is Going Fine er det Gray selv, der begynder at betyde noget for publikum. I løbet af den halvanden time filmen varer, går Gray fra at være ukendt til en, hvis person man kender. Først bliver man ked af, at man ikke så ham i live, derefter glad over at hans eftermæle er bevaret. At en instruktør af Soderberghs format har sat sig ned og lavet en film, som ikke kun virker vedkommende. Den virker nødvendig.

And Everything is Going Fine kan ses søndag den 7/11 kl. 21 i Cinemateket og igen søndag den 14/11 kl. 16.30 i Dagmar. Du kan købe billetter her.

Anselm Kiefer på Louisiana

Anselm Kiefer
10. september 2010 – 9. januar 2011

Den tyske kunstner Anselm Kiefer (f. 1945) er en af de store nulevende klassiske kunstnere. Han er en ener i kunsthistorien med sin tilgang til historien og i valg af materialer og formater med vægt på en meget fysisk tilgang til kunstværket. Udstillingen er den første store præsentation i Norden af hans værk; den spænder over hele perioden i Kiefers kunst og rummer tillige helt nye billeder fra kunstnerens hånd.Sjældent vist er billedsuiten på otte værker, Heroische Sinnbilder fra 1969-70, hvor Kiefer spejler sig selv i nazismens forbrydelser – disse billeder er aldrig vist i Skandinavien.Louisiana indleder efterårssæsonen med en stor præsentation af den tyske kunstner Anselm Kiefer med 87 værker spændende fra de tidligste år efter kunstakademiet i 1969 op til i dag. Kiefers værker er en af hjørnestenene i Louisianas samling, og han har længe stået på listen over efterkrigskunstnere, som museet gerne vil vise i det perspektivgivende format. Udstillingen vises i perioden 10. september 2010 – 9. januar 2011 og afrunder Louisianas udstillinger gennem de senere år af andre af efterkrigs-kunstens store tyske navne: Sigmar Polke, Gerhard Richter og Georg Baselitz.Udstillingen
Kiefer præsenterer et af de mest markante brud i efterkrigstidens Tyskland. Det er hans virke over fireårtier, som museet ønsker at holde frem med en række centrale værker præsenteret i fem løst afgrænsede tematikker, der hver præciserer centrale kunstneriske problemstillinger i Kiefers kunst.

Udstillingen, som altså ikke er kronologisk, vises i museets Sydfløj. I det første rum præsenteres fire store Nye værker: tre store malerier og en skulptur. De tre malerier kan alle siges at kredse om Kiefers livslange arbejde med at omsætte forskellige forestillinger om tid – den lange historiske tid, den nære personlige, den atomiserede, den mytiske – til maleri. Stjernekonstellationer og fysiske hug ind i landskabernes rum insisterer på eksistensen af en dynamisk Historie og et voldsomt Nu. I det efterfølgende rum med temaet Landskab. Mytologi og realitet ses de skæbnetunge marker, Kiefers værk er så rigt på, og den tyske skov og arkitektur. Her indgår bl.a. de centrale værker Dein goldenes Haar, Margarethe, og Dein aschenes Haar, Sulamith, fra 1981, hvor landskabet via digteren Paul Celans berømte digt ”Dødsfuga” kobles til nazisternes folkemord på jøderne under krigen. Historien har lejret sig tungt her, men Kiefers originale billedkultur afstedkommer samtidig en klar fornemmelse af, at den er åben og uafsluttet. At koble konkret fysisk materiale på de malede landskaber er en af Kiefers metoder til at binde øjeblikket, her & nu, og fortiden sammen. Temaet VerdenstidLivstid er endnu et væsentligt emne for Kiefer, hvor kunstneren ikke blot drager verden men verdener ind. Her kan Sol Invictus, 1995, som er i kunstnerens privateje og Sternenfall, 1995 bl.a. ses. I værker som disse antydes en mystisk erfaring af verden, et syn der åbner for nye forestillinger om tid, individualitet og bevidsthed. Derefter følger temaet Billedstrid med billed-suiten på otte malerier, Heroische Sinnbilder fra 1969-70. En række billeder der i sin tid vakte stor opsigt ved at koble kunstneren selv, og derigennem kunsten som sådan, med nazismens kult og historiske forbrydelser. Kiefer driver med sine iscenesættelser udtrykket til et sted, hvor han – selv i tressernes radikalt eksperimenterende tidsånd – fremstod som virkelig radikal.

Afslutningsvis viser udstillingen under temaet Bogen de afgørende bøger fra de tidlige år. Kiefers bøger er unikke, selvstændige bidrag til billedkunsten, og selv om de kan ses som opmarch til malerier, er de hverken skitsebøger eller forstudier, men snarere grundbilleder og afprøvninger af den ubundne idé. At nutiden fødes af fortiden er en stående præmis gennem hele Kiefers oeuvre. Hos Kiefer er der tale om mytestof, som i betydeligt omfang indeholder både klassisk og historisk materiale, men som alligevel bliver samtidens og kunstnerens eget.

Sproget er en af de væsentlige igangsættere for Kiefer, og typisk følger referencen direkte med ind i værket i form af kunstnerens karakteristiske håndskrift i olie eller kul. At tildele de store og perspektivgivende fortællinger en fundamental betydning for mennesket, som Kiefer gør det, sætter tydeligt hans værk uden for det sociale eller populær-kulturelle fokus, som meget af kunsten i Kiefers egen samtid har haft. Hos Kiefer er det de monumentale spørgsmål, der rejses – og rejses ind i – med værket.

Biografi
Anselm Kiefer er født i 1945 i Donaueschingen. Han blev uddannet på kunstakademiet i Karlsruhe i 1969 og fik siden kontakt med professor Joseph Beuys i Düsseldorf. I 1980 repræsenterede han Tyskland på Venedig Biennalen sammen med Georg Baselitz. Udstillingen var kontroversiel og vakte opmærksomhed uden for Tyskland, især i Amerika. I 1992 flyttede kunstneren fra sit hjemland til først Barjac i det sydlige Frankrig og senere til Paris. Kiefer er repræsenteret på de fleste betydningsfulde museer verden over. I 2001 viste Louisiana en mere fokuseret atelierudstilling, hvis tema perspektiverede Formand Mao og hans bog ”Lad tusind blomster blomstre”.

I 2008 modtog Anselm Kiefer ”Der Friedenspreis des Deutschen Buchhandels”, som dermed for første gang blev tildelt en billedkunstner.Louisiana Revy og Louisiana Magasin 32
Udstillingens katalog, i form af Louisiana Revy, indeholder et forord af Louisianas direktør Poul Erik Tøjner samt artiklerne ”Anselm Kiefer og tyskernes myter” af professor i politisk videnskab på Humboldt-universitet i Berlin, Herfried Münkler, ”Anselm Kiefer. Et bibliotek af visioner” af direktør for Staatsgalerie Stuttgart, Sean Rainbird, seks tematiske introduktioner af udstillingens kurator Anders Kold, ”Terrænet omkring det sorte hul” af cand. mag. i litteraturvidenskab, Annette Buhl, ”Skovveje” af kunsthistoriker, Ph.d., professor i kunsthistorie, Hans Dickel, en biografi og en værkfortegnelse.

Desuden artiklen ”Årgang fem og fyrre” af Anders Kold i forårets udgave af Louisiana Magasin nr. 32.

Arrangementer – foredrag – symposium:

17. november, kl. 20.00
Foredrag: ”Kiefers bogkunst” ved Hermann Schmid
Samlingen af Kiefers bøger i udstillingen er unikke. Foredraget af Ph.d. Hermann Schmid vil være en gennemgang af temaerne, udviklingen og den materielle proces i Anselm Kiefers bogproduktion. Dernæst søges der svar på, hvorfor han i sin kunst griber tilbage til bogen som medium.

4. december (klokkeslet følger)
Symposium: ”Totalitarisme og samtidskunst”
Heldags-symposium med deltagelse af ledende danske og udenlandske forskere arrangeret af Louisiana i samarbejde med Århus Universitet.

Symposiet afholdes på engelsk.

8. december, kl. 20.00
”Den tynde røde streg” ved Jörg Heiser
Kunstkritiker med speciale i samtidskunst og mangeårig redaktør af det internationale tidsskrift ’Frieze’, Jörg Heiser tager diskussionen om erindring og bearbejdelse i forhold til Holocaust op, men her med særligt henblik på de emner som to eller tre generationer efter de historiske begivenheder søger at forholde sig til.

Film i Louisiana Biograf
Vises dagligt: Over Your Cities Grass Will Grow”
I museets biograf vises en helt ny film om Anselm Kiefer med titlen ”Over Your Cities Grass Will Grow”. Filmen er skabt af Sophie Fiennes og blev vist udenfor konkurrence på dette års Cannes Festival, hvor den høstede stor hæder. Filmen dokumenterer Kiefers arbejdsprocesser og kan opleves som en personlig rejse til det univers, Kiefer siden 2000 har opbygget i bjergene i det sydlige Frankrig.
Varighed: 130 min. Producent: Amoeba Film, Kasander, Schiapode.

Med støtte fra OAK FOUNDATION Denmark.
Supplerende støtte fra Den Danske Forskningsfond.

Museets åbningstider: Tirsdag – fredag kl. 11-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket. www.louisiana.dk.

Med venlig hilsen
L O U I S I A N A
Susanne Hartz
Pressechef

Bodum: Hovedsponsor for Louisiana / Main sponsor for Louisiana.

Louisiana Contemporary – Walton Ford på Louisiana

LOUISIANA CONTEMPORARY
Walton Ford
12. november 2010 – 6.marts 2011Udstillingen med den amerikanske kunstner Walton Ford (f. 1960 i Larchmont, New York), som bliver vist på Louisiana i perioden 12. november 2010 – 6. marts 2011, er den første præsentation i Skandinavien af en særegen kunstner, der skiller sig markant ud fra andre samtidskunstnere ved både motiv- og teknikvalg. Walton Ford maler akvareller af dyr – fugle, fisk, aber, næsehorn, okser, tigre, løver, padder og alskens insekter, for blot at nævne nogle få – dyr, som på bestialsk vis enten fortærer og bekæmper hinanden eller bliver lemlæstet af mennesker i et på en gang smukt, uudgrundeligt og grumt univers.

Walton Fords værker ligner umiddelbart klassisk naturalistiske, zoologiske illustrationer fra en svunden tid, udført med samme tekniske perfektion. Men ved nærmere øjesyn er de langt fra videnskabens tilstræbte objektivitet. I formater der gengiver dyr i størrelse en til en – hvilket bl.a. giver værker på 3 x 2 meter – og på en baggrund af tilsyneladende gammelt, gulnet akvarelpapir, udfolder kunstneren sine sælsomme historier med nuancer af ondskab, nu og da med en humoristisk vinkel.

Kunstnerens billedfabler er delikate og malet med en detaljerigdom og akkuratesse, som skjuler grusomheden og indbyder beskueren til et nærstudium. Forlægget for Fords motiver er tekster fra skøn-litterære, historiske og naturhistoriske kilder, bl.a. af den amerikanske ornitolog og dyremaler John James Audubon (1785-1851), forfatteren Ernest Hemingway (1899-1961) og den britiske opdagelsesrejsende Sir Harry Johnston (1858-1927), og værkerne ledsages af citater herfra, der danner en ordets pendant til billedets fortælling. Værkernes kompleksitet og satiriske undertone kaster et kritisk lys på dele af vores historie og samtid, herunder stadigt aktuelle problemstillinger som industrialisering, kolonisering og menneskets påvirkning af miljøet. Men på trods af at Fords billeder ofte iværksætter et politisk eller samfundskritisk blik på virkeligheden, er hans kunst fri for politisk korrekthed. Hans ærinde er et andet, nemlig at fortælle historier, hvor også det eventyrlige får lov til at eksistere.

Walton Ford
Utallige besøg siden de unge år på naturhistoriske museer i USA har været Walton Fords store inspirations-kilde, men han har også indgående studeret den amerikanske ornitolog og dyremaler John James Audubon (1785-1851). Ford er uddannet designer fra BFA, Rhode Island School of Design, Providence, Rhode Island og Rhode Island School of Designs European Honors Program i Rom, Italien. Walton Ford er repræsenteret i offentlige samlinger: Smithsonian American Art Museum, Washington D.C., Whitney Museum of American Art og Museum of Modern Art, New York, m.fl.

Katalog
I forbindelse med udstillingen udgives et lille katalog med en introduktion af kurator på udstillingen Mette Marcus, med artiklen ”Skønheden i udyret” af professor Minik Thorleif Rosing, Statens Naturhistoriske Museum, med samtlige værker illustreret, værktekster og en kunstnerbiografi.

Louisiana Magasin nr. 33
I det nye Louisiana Magasin nr. 33 bringes artiklen ”Bestialsk” af udstillingens kurator Mette Marcus.

Film
To korte interviews med Walton Ford vises i udstillingen.

Udstillingen af Walton Fords billeder er blevet til i et samarbejde med Hamburger Bahnhof. Museum für Gegenwart, Berlin og Albertina i Wien, hvor en række af billederne tidligere er vist.

NYKREDIT. Sponsor for Louisiana Contemporary.

Museets åbningstider: Tirsdag – fredag kl. 11-22. Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-18. Mandag lukket. www.louisiana.dk.

Med venlig hilsen
L O U I S I A N A
Susanne Hartz
Pressechef

Bodum. Hovedsponsor for Louisiana.

Få en karrierementor i Kubulus´ mentorprogram (for kandidatstuderende)!

Husk ansøgningsfrist til Kubulus´ mentorprogram 8. november! For kandidatstuderende

Er du kandidatstuderende så husk at søge om en karrierementor i 4. runde af alumneforeningen Kubulus´ mentorprogram. Ansøgningsfristen er mandag 8. november kl. 16.

Din mentor er ansat i en af de 34 virksomheder i programmet såsom:

Kulturministeriet, Wonderful Copenhagen, Udenrigsministeriet, Berlingske Tidende, Friluftsrådet, Integrationsministeriet, Telia, EU-Kommissionen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Politiet m.fl..

Du kan bl.a. bruge din mentor til at få:

  • Indblik i en virksomhed/branche/jobfunktion, du synes er spændende
  • Overblik over dine jobmuligheder
  • Hjælp til at sætte ord på dine kompetencer
  • Råd om jobsøgning, CV og jobsamtaler
  • Nye kontakter og netværk

Du får 5-7 møder med din mentor over 1 år, med start i januar 2011.

Læs mere om programmet, se virksomhederne og hvordan du søger: http://alumni.ku.dk/mentorprogram/  

Læs hvad mentees fra HUM synes om programmet:

“Jeg har lært, at et arbejdsliv er en snoet vej med mange overraskelser og udfordringer undervejs. Jeg kan nu faktisk se jobs i en række sektorer og brancher, hvor jeg før ikke helt kunne se alle mulighederne. Det har gjort mig mere fokuseret på, hvilke kompetencer jeg allerede har og hvilke jeg kan lære og forbedre. Det har været rigtig vigtigt.”
Anna, pædagogik

FORFATTERAFTEN – MØD TO UNGE TALENTER!

Torsdag d. 11. november kl. 19 | Studenterhuset, Købmagergade 52
Entré: medlem 30 kr. / ikke-medlem 40 kr.

Arrangementet foregår først på 1. sal og senere i caféen i stuen.

Oplæsning og foredrag v. forfatter Tine Bruun efterfulgt af akkompagneret historiefortælling v. forfatter, digter og poetry slammer Kasper Schulz.

Tine BruunOplev først Tine Bruun læse højt fra sit forfatterskab og fortælle om at skrive – ikke mindst om udfordringen ved at skrive på engelsk som dansk forfatter. Tine Bruun er en oplagt gæst i Studenterhuset, fordi hun udgav sine to første bøger i USA allerede som studerende ved Københavns Universitet. Siden er hendes speciale udgivet som bog, og hun har nu to nye bøger på vej.

Emnerne er ofte store, når Tine Bruun skriver. Det samme er humoren heldigvis, og aftenens højtlæsning vil heller ikke skorte på både morsomme og alvorlige aspekter. Tine læser højt fra og fortæller om den roman, hun arbejder på netop nu, og i den forbindelse om sin seneste research-tur til Helmand-provinsen.

Tine Bruun vil også læse højt af sin første bog “My Childhood In Six Parts or Why World Wars Must Repeat”, der vandt The Cowell Press Book Prize 2007, og fra den populære serie “I Am A Man Because”, hvor hun underholder med de mange gode grunde, der er, til at være en mand.

Kasper SchulzSenere kan du opleve Kasper Schulzs vilde fortællinger i caféen. Kasper Schulz er historiefortæller, forfatter, digter og tidligere Danmarksmester i poetry slam. Kasper er kendt for sine dynamiske og fanden i voldske optrædener der trækker lytteren igennem et uforudsigeligt univers af skæve karakterer og besynderlige situationer.

Ved denne optræden bliver Kasper Schulz akkompagneret af komponisten og guitaristen Nicolai Abrahamsen, der giver Kasper Schulzs ord en musikalsk behandling. Musikken gør poetiske passager mere lyriske og de vilde ture mere kaotiske. Glæd jer!

Mere info: www.tinebruun.blogspot.com | www.studenterhuset.com

På skolebænken

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Waiting for Superman er vellavet og lige vel rørende. Så rørende, at man bliver mistænksom til sidst mens tårerne drypper ned i skriveblokken. For det er vist temmelig politisk alt det her med uddannelse, og hvad er det egentlig filmen argumenterer for?

Det står dårligt til med skolerne i U.S.A., især de offentlige af slagsen, den slags skoler som de fattige går i inden de dropper ud, og de rige undgår til fordel for privatskoler. Det står dårligt til med uddannelsesniveauet i U.S.A., selv når det gælder helt basale kundskaber som læsning og matematik. Virker billedet bekendt?

David Guggenheim, der har instrueret Waiting for Superman, er åbenbart en mand der kan lide at gøre opmærksom på de helt store problematikker. Problemerne i det danske uddannelsessystem blegner over for det nedbrudte amerikanske system, som David Guggenheim i en meget personlig stil fortæller om i filmen. Selv klimaforandringerne, som Guggenheim lod Al Gore fortælle om i An Inconvenient Truth, virker en lille smule ubetydelige, når der sættes ansigt, personlighed og drømme på de børn, der rammes af et system, hvor det at have penge er en forudsætning for at sikre sig vejen til en universitetsuddannelse. Er man fattig er den eneste chance lotterierne til de få offentlige skoler, der faktisk formår at holde undervisningen på niveau med det nationale curriculum. Chancerne er selvsagt ikke særligt store.

Genistregen i Waiting for Superman er, at de hårde socioøkonomiske uddannelsfacts suppleres med historien om børn og deres forældre, der ved at børnenes skæbne er afhængig af et heldigt lod i tombolaen. Genistregen er, at man ser dem sidde i auditorier og gymnastiksale og få deres skæbner afgjort, og at man ser – og her kan den amerikanske dokumentar tydeligvis noget andet end Hollywoodfilmen – at for de fleste af de upriviligerede børn, der ender det, som statistikken tilskriver, ikke spor lykkeligt. Det gør filmen vedkommende, ægte og rørende på en måde som en “happy end” umuligt kan være.

Til gengæld følte jeg mig som europæer til dels hægtet af filmens argumentation, og selvom det kunne være fordi filmen beskriver et uddannelsessystem, som er væsentligt anderledes end fx det danske, er min mistanke at filmens argumentation simpelthen ikke er særlig god.

Filmens hovedpåstand er, at gode undervisere er altafgørende for god undervisning. Den pointe er svær at argumentere imod, men hvad er det så for en undervisning, der er god? Mere problematisk end den manglende dybde i argumentationen er, at Waiting for Superman argumenterer for, at den primære forhindring for god undervisning, er at skolelærere i offentlige skolelærer (åbenbart) ansættes på livstidskontrakter, hvilket gør det svært at rydde ud i rådne æbler og sure citroner.

Jo jo, det kan da godt være, at der er lærere der falder af på den i løbet af en ghettoskolekarriere, men den måde lærernes fagforeninger kritiseres uden at hverken lærerne på livstidskontrakt eller fagforeningerne får lov at komme til orde, er så utvetydig unuanceret, at jeg kortvarigt blev mindet om de komisk-korrupte fagforeningsmænd i den 60 år gamle On the Waterfront med Marlon Brando. Det havde jeg ikke behøvet i en film med et så alvorligt emne.

Waiting for Superman udpeger som sagt dårlige lærerkræfter som hovedårsagen til skolernes forfald. De såkaldte “charter schools” – offentlige skoler som er undtaget for de onde livstidskontrakter – fremstilles som den gyldne løsning.

Den argumenterende del af filmen mangler, som det er set i andre amerikanske dokumentarfilm, nuancer, men hvad argumentationen mangler, har Waiting for Superman på følelser og på følsomme interviews med børn, hvis hedeste drøm er at få en ordentlig uddannelse. Det er hårdt at se deres skuffelse i mødet med de barske realiteter, men for helvede hvor bliver man rørt.

Waiting for Superman kan ses den 9. november kl. 19.30 i Grand. Køb billetter her.

Et dårligt knald

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Det erotiske menneske er en skuffelse. Hvor De fem benspænd var en vellykket og reflekteret film om at lykkes med at lave film under svære omstændigheder, er Det erotiske menneske en mislykket film, der viser hvordan Leth ikke lykkes med at omsætte en en banal fascination af Kvinden til filmkunst.

Jørgen kigger på fotos af kvinder. Jørgen kigger på kvinders røve og bryster. Jørgen oplæser et digt. Jørgen er gammeldags: For ham er kvinden helst brun, cigaretrygende og mere interesseret i at lægge make-up end at give Jørgen intellektuelt mod- og medspil.

Jørgen er også den eneste karakter i Det erotiske menneske, som har et efternavn. Leth, hedder han. De øvrige skuespillere præsenteres kun ved intetsigende fornavne. Hvis de er mere og andet end deres fysiske fremtoning, er de i hvert fald ikke meget andet. I Leths optik søger kvinden til manden i sin jagt på identitet. Som Dorothie, kokkens berømte datter, siger på et tidspunkt: Jeg ville være Madame Leth. Og som Monsieur Leth uden yderligere begrundelse siger: Det er trist, du ikke kunne blive det. For kvindernes vedkommende bliver det ved fornavnet – og den tomme overflade.

Leth selv har heller ikke meget udover sit navn at byde på i Det erotiske menneske. Filmen indledes med nogle pseudoantropologiske betragtninger om at “studere” kvinden, men hvorfor nu det? Og er det motivation nok til en dokumentar i spillefilmslængde? Leths reflektioner omkring sit projekt er underligt fraværende, og det gør hele den del af Det erotiske menneske som handler om at lave en film, der måske hedder Det erotiske menneske, (men måske også “The imperfect man” som der står på et klaptræ under filmen), uvedkommende. I hvert fald når Leths talende ansigt tager så meget skærmtid, som det gør. Når han stiller spørgsmålet “Hvad tænker hun på”, mens kameraet dvæler i hvad der føles som minutter ved en brystvorte, er det svært at overbevise sig selv om at han virkelig er interesseret i et svar.

Det, som der er rester af i Det erotiske menneske, er en serie dvælende, højæstetiske klip med smukke kvinder, der fx ligger på en seng eller i en pool med det dér direkte blik, som Leth er så fascineret af. En anden rest er en bagvedliggende historie – en europæisk forfatters erotiske minder fra sexuelle akter på eksotiske steder – der til castings i fx Sao Paulo agerer hjemmel for standardspørgsmålet til de håbefulde amatørskuespillere: Er du OK med nøgenscener, bare rolig, no sex – hvilket kvinderne heldigvis altid er. I klippene leder kvindernes blik dog typisk tankerne hen på parfumereklamer og den slags, og det tynde plot udspiller sig hverken i eller uden for billedet. Hvor er erotikken i det?

Men den æstetiske film med nøgne kvinder kunne i det mindste have været blot en æstetiskfilm. Det er i sammenblandingen med hjemmevideoagtige klip i modlys af Leth på hotelværelset, Leth der knepper kokkens datter, Leth der sidder i en bil, at selv den rent billedmæssige fascination forsvinder, den erotik man kunne have mødt i mødet med en velkomponeret film.

Jørgen har brugt 12 år på at overveje om han skulle lave en kunstfilm, en dokumentarfilm eller en spillefilm og er endt med en blanding som for en instruktør af Leths format virker pinligt ubevidst om hvad det er, den gerne vil være.

“Kan de sige et par ord, så er det også meget godt” siger Jørgen et sted i filmen. Jørgen dog, hvad har du selv på hjerte?

Marokkansk Ny Cirkus-hit 24., 25. & 26. nov.

24., 25. og 26. november 2010 kl. 19.00

CHOUF OUCHOUF af Zimmermann & de Perrot med Groupe Acrobatique de Tanger

 

MusikTeatret Albertslund, Bibliotekstorvet 1-3, Albertslund (ved Albertslund St.)

 

 

En kærlighedserklæring til farverige Marokko

De marokkanske akrobater fra Groupe Acrobatique de Tanger er sat i scene af to af Ny Cirkus’ europæiske fornyere, den schweiziske kunstnerduo Zimmermann & de Perrot. Deres præcise, vestlige stil smelter sammen med akrobaternes impulsive energi i et frugtbart og poetisk kulturmøde, der fører luppen hen over vores relationer til det fremmede. Chouf Ouchouf byder samtidig på vital påvirkning af hele sanseapparatet.

Folk hænger ud på gadehjørnerne i aftensolen, markedssælgerne slås indædt om kunderne, den traditionelle musik blander sig med byens lyde. En eksotisk collage vækkes til live af akrobaterne fra Tanger. Langt fra kliché og folklore, men helt tæt på en marokkansk stolthed og smittende glæde ved nuet. Deres tradition for gadeakrobatik viser sig i en fabelagtig evne til at indfange publikum med en umiddelbar charme, og deres energi river alt med sig i sit stormløb over scenen.

* * * * * ”Chouf Ouchouf mikser marokkansk akrobatik med moderne scenesprog. Resultatet er en varm forestilling om et liv i ingenmandsland.” Berlingske Tidende

Billetsalg på www.scenebillet.dk eller tlf. 33 15 15 64 (hverdage kl. 10-16)

Priser til og med 4.nov.:        165 kr. // ung/stud. 85 kr.

Priser fra 5. nov.:                  200 kr. // ung/stud. 110 kr.

Arrangeret af Københavns Internationale Teater – www.kit.dk