Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.
Anmeldelse: Det siger meget (og udelukkende positivt) om bredden af årets CPH:DOX, at der er plads til en film som And Everything is Going Fine i hovedkonkurrencen. Skuespilleren Spalding Gray, hovedpersonen i Steven Soderberghs portrætfilm, er værd at lære at kende.
Allerede i Sex, Lies, and Videotape, Soderberghs debutfilm, er videofilmen et intimt og ærligt medie. Da Spalding Gray dukker op på lærredet i instruktørens nye dokumentar er han filmet siddende bag i et bord med et manuskript i hånden. Baggrunden er sort, kameraets indstilling statisk og billedkvaliteten grynet. Det er milevidt fra Traffic, Oceans Eleven, og alle de andre spillefilm af Soderbergh. Men Grays altdominerende monolog er dragende. Jeg var ikke den eneste i salen der grinede med, da det usynlige publikum i det teater eller galleri, hvor monologen var optaget, begyndte. Fra da af fjernede min fokus sig fra den næsten amatøragtige karakter af optagelserne, jeg så på. I stedet så jeg på det menneske, som i roligt tempo blev sat sammen af de farvede prikker på lærredet.
Jeg tror nok man er lovligt undskyld hvis man som dansker ikke har hørt om Spalding Gray. Det håber jeg i hvert fald, for selvom Grays ansigt virker bekendt, tilhører han så absolut ikke den kategori af amerikanske skuespillere, hvis navne pryder fortovene på Broadway og Sunset Boulevard. Gray blev født i 1941 og døde tragisk tidligt i 2004. Han var faktisk med i flere store produktioner, bl.a. The Killing Fields (1984). Men det var ikke i selskab med andre skuespillere, at Gray stak ud som noget specielt. Først da han får ideen til at fortælle om sine egne erfaringer i monolog, finder Gray sin niche som skuespiller.
Uddrag fra Grays monologer fylder det meste af And Everything is Going Fine, og det er dem, der bærer filmen. Gray fortæller om barndom, forholdet til sin far, kærester, familieliv og skilsmisser, om sin skuespilkarriere, om hvad han spiste til morgenmad, og om hvem han mødte da han gik tur om morgenen. Detaljerigdommen og humoren i den måde Gray formidler sine erfaringer er overvældende. Det er sjovt, men bag det humoristiske kommer alvoren frem. Den alvor man mærker, når man mærker at den mand, der fortæller, fortæller om sig selv.
Ud over uddrag af monologerne består filmen af interview med Gray og af hjemmevideoer af Gray med sin far og resten af sin familie. Interviewene hjælper med at belyse hvordan det kan være, at Gray først finder sig selv som skuespiller når sidder alene på scenen og taler om sig selv, mens scenerne med familien bekræfter de ægte begivenheder og følelser, der ligger bag Grays fortællinger. Faren kan måske ikke huske hvordan han på den kommunale golfbanes fjerde hul forsøgte at advare Spalding mod at gå med piger, men som Spalding påpeger er det vigtige ikke om erindringen er sand. Det vigtige er, at han husker den, og at den betyder noget for ham.
I And Everything is Going Fine er det Gray selv, der begynder at betyde noget for publikum. I løbet af den halvanden time filmen varer, går Gray fra at være ukendt til en, hvis person man kender. Først bliver man ked af, at man ikke så ham i live, derefter glad over at hans eftermæle er bevaret. At en instruktør af Soderberghs format har sat sig ned og lavet en film, som ikke kun virker vedkommende. Den virker nødvendig.
And Everything is Going Fine kan ses søndag den 7/11 kl. 21 i Cinemateket og igen søndag den 14/11 kl. 16.30 i Dagmar. Du kan købe billetter her.