Atelier BOW-WOW om “Arkitekturens væsen” på Louisiana

I anledning af Louisianas arkitekturudstilling LIVING afholder Louisiana
et udstillingsforedrag med fokus på arkitektur og byudvikling:

Atelier BOW-WOW om “Arkitekturens væsen”
Onsdag den 14. september 2011 kl. 20 i Louisiana Koncertsal

Den japanske tegnestue Atelier Bow-Wow beskriver arkitektur som et væsen, der har sin egen karakter ligesom mennesker. Samtidig afspejler arkitekturen beboernes livsstil. Atelier Bow-Wow kalder deres tilgang ‘Behaviorology’ og har udviklet begrebet ‘Pet Architecture’ (kæledyrsarkitektur): Små huse, der lægger sig i overskudsrum i byen og på mindre grunde mellem andre huse. De klemmer sig ind mellem de eksisterende bygninger som et kæledyr, der lægger sig op ad sin ejer.
Atelier Bow-Wow skaber boliger ud fra den personlige fortælling og udtrykker det i boligens karakteristika – hermed stiller de skarpt på arkitekturens ’adfærd’.
Atelier Bow-Wow har vunder stor international anseelse, bl.a. ved Arkitekturbiennalen i Venedig 2010.
Arrangementet foregår på engelsk. Foredraget er gratis for museets gæster.
Tilmelding tilrådes på www.louisiana.dk. Gebyr 10 kr.
Udstillingen er realiseret med støtte fra Realdania. Sponsor for Louisianas
arkitekturudstillinger.

Med venlig hilsen
L O U I S I A N A
Susanne Hartz
Pressechef

Bodum. Hovedsponsor for Louisiana.

Ny digital museumsformidling – vil du hjælpe os?

Er du mellem 15-25 eller 25-35 og desuden kreativ, nørd eller måske fagligt interesseret i Thorvaldsens Museum – så kunne vi godt tænke os at arbejde sammen med dig i et nyt udviklingsprojekt.

Baggrund
Vi er i gang med at registrere Thorvaldsens Museums enorme samling digitalt, og på nuværende tidspunkt kan ca. 11.000 værker ses på museets hjemmeside på http://www.thorvaldsensmuseum.dk/samlingerne. Her kan netbrugeren søge på enkelte værker efter f.eks. værkkategori, titel eller inventarnummer.

Idéer søges!
Vi vil gerne undersøge, hvordan den digitaliserede samling kan sættes i spil, så den bliver relevant og interessant på nye måder for netbrugere med vidt forskellige interesser. Kort sagt: vi har samlingerne, men mangler dine idéer.

Det er vigtigt for os at få flere og anderledes bud på banen end dem, vi allerede selv har. Derfor vil vi etablere et samarbejde med to brugerpaneler:

• De 15-25-årige: Her vil vi have fokus på det visuelle og kreative. Vi vil bede dig om at give dit bud på, hvilke ting i samlingen, der visuelt er særligt interessante og som kunne være spændende at arbejde med i kreative digitale processer.

• De 25-35-årige: Her vil vi have fokus på særlige temaer på tværs af samlingen. Hvilke interessante temaer gemmer der sig i vores samling? Hvilke nye perspektiver kan der lægges på dem, som gør dem relevante og tankevækkende for dig?

Hvad og hvordan
Du kommer til at indgå i projektets idéudviklingsfase, som finder sted i oktober/november 2011. Her vil du deltage i en workshop, et antal samarbejdsdage på museet og endelig en form for slutpræsentation af panelernes idéer. Dit input vil blive brugt videre i selve webudviklingsfasen. Du får et mindre honorar for at deltage.

Vi søger
Dig, der personligt eller i forbindelse med studie eller arbejde har en interesse i kunst, museer eller formidling. Dig, der ser ting på utraditionelle måder og brænder for at skabe ny refleksion hos andre.

Er det noget for dig?
Skriv senest d. 16. september 2011 til projektmedarbejder Julie Lejsgaard Christensen på e-mail: julie.lejsgaard@nullthorvaldsensmuseum.dk med oplysninger om navn, alder, e-mail og telefonnummer. Fortæl også lidt om, hvad dit forhold til Thorvaldsens Museum er, og hvorfor du kunne tænke dig at deltage i projektet. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Julie på tlf. 33 32 15 32.

Efter d. 16. september sammensætter vi de to paneler, så de bliver så alsidige som muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Praktikopslag: Teater Rio Rose søger musikstuderende/musikere til at deltage i produktionen ”Sort på Hvidt”

Vi søger en praktikant/praktikanter med anden etnisk baggrund end dansk, der er interesseret i at indgå i den kunstneriske proces med at komponere og skabe musikarrangementer til teaterforestillingen. Du vil komme til at indgå i et tæt samarbejde med instruktøren og produktionsholdet gennem prøve- og spilleforløb.
Prøveperioder: 21. nov. – 16. dec. 2011 samt 23. jan. til 17.marts 2012 (din arbejdstid kan naturligvis tilpasses dine studier). Spilleperiode: 17. marts til og med 14. april 2012
Om produktionen:
Med forestillingen SORT PÅ HVIDT stiller Teater Rio Rose skarpt på Danskhed. Spørgsmålet om danskhed, trænger sig på overalt i vores samfund. Hvad er det, der gør en person til dansker? Hvilke dele af vores kultur skal en brun dansker tillægge sig for at blive betragtet som dansk? Hvornår er man dansk nok, og hvem fastsætter den ramme? Teater Rio Rose stiller skarpt på den danske kulturskat, og på hvad der definerer os som danske. Vi er vokset op med sange og ritualer, med kaffebord, høj belagt smørrebrød, Dannebrog og Dansktoppen. Men hvad sker der hvis en tyrkisk udseende mand synger den danske nationalsang, en sort mand hejser det danske flag, en asiat reciterer Benny Andersen eller en irakisk kvinde med slør synger en dansktop sang af Keld og Hilda Heick?
Du er
– musikstuderende fra rytmisk musikkonservatorium, musikvidenskab eller lign.
– interesseret i processen med at skabe en teaterforestilling
– engageret og initiativrig
– og du har erfaring med at komponere/lave musikarrangementer

Rio Rose tilbyder
– en spændende mulighed for at blive en del af en professionel teaterproduktion
– rig mulighed for at komme med egne idéer og input til den musiske del af forestillingen
– en ulønnet praktikstilling med fleksibel arbejdstid
Se mere om Rio Rose her: http://www.teaterriorose.dk/
Vi ser frem til at høre fra dig.
Kontakt:
Instruktør Tove Bornhøft: tove@nullriorose.dk
eller assistent Solveig Pedersen: solpedersen.mail@nullgmail.com

Praktikstilling som kommunikation og PR ansvarlig i TeaterHUSET

Kunne tænke dig en praktikstilling, hvor du har ansvar og kan prøve dine egne ideer af? Så kan vi tilbyde dig en stilling som praktikant i TeaterHUSET per 15.september, eller snarest derefter.

TeaterHUSET er en prøvelokaleforening i hjertet af København med omkring 200 medlemmer, der laver independentteater. Vi har til huse i et stort kontor- og organisationsfællesskab med andre frivillige kulturforeninger i HUSET i Magstræde.
Du kommer til at arbejde sammen med den administrative leder Karoline Michelsen, og projektleder Astrid Hansen Holm, som varetager den daglige drift og ledelse af TeaterHUSET.

Vi søger en person med nogle af disse kvalifikationer:

?En som har erfaring eller interesse for PR og kommunikation
?Kendskab eller interesse for redigering af film og billeder
?Kendskab til interesse for programmering af hjemmeside, og kendskab til at arbejde med hjemmesider
?Gode skriftlige kommunikationsevner
?Interesse for independentteatermiljøet i København

Hvad kan jobbet i TeaterHUSET tilbyde dig?

?Stor og alsidig erfaring med kommunikation og PR
?En fleksibel praktikstilling, med mulighed for selvstændigt at forme sine egne opgaver i samarbejde med den daglige ledelse.
?Mulighed for at promovere og blive en del af det Københavnske independentteatermiljø

Dine arbejdsopgaver:

?Videreudvikle TeaterHUSETs PR-strategi
?Varetage TeaterHUSETs kommunikation udadtil
?Opdatering af hjemmeside og facebook
?Varetage PR af de forskellige teaterforestillinger
?Dokumentere vores arrangementer og forestilling med video, eller på anden måde

Send en email til projket@nullteater-huset.dk, med et CV og lidt om dig selv, inden d.15.september.

Hvis du har spørgsmål til praktikken er du velkommen til at ring til os. Vi glæder os til at høre fra dig.

TeaterHUSET
Rådhusstræde 13
1466
telefon: 35102522

Kunst Kino – Noer vs. Nørgaard

*** Kunst Kino – Noer vs. Nørgaard***

Den anerkendte, danske billedkunstner Bjørn Nørgaards notoriske Nadveren (1971), der skabte politisk skandale efter sin første visning, danner rammen for et møde med den vilde, danske dokumentarist Michael Noers eget drilske leg med Kristus-myten, Son of God (2010). Begge instruktører vil være til stede på aftenen til en snak om kunst, provokation og uafhængighed. Snakken modereres af Lars Movin. Gratis adgang!

Kunsthal Charlottenborg, Mezzaninen 19.00, onsdag den 7. september.
Nyhavn 2, 1051 København K
—————————————————————————————————————————————————
On this night the renowned Danish artist Bjørn Nørgaard’s notorious film Nadveren (1971) – which created a political scandal at its first screening – is creating the framework for an encounter with the wild, Danish documentary maker Michael Noer and his intriguing take on the myth of Christ Son of God (2010). Both directors will be with us for a talk about art, provocation, and independece. The talk is moderated by Lars Movin. Admission free!

Kunsthal Charlottenborg, Mezzanine 19.00, Wednesday 7 September.
Nyhavn 2, 1051 Copenhagen.

International Forfatterscene med Gyrdir Elíasson

Danske anmeldere begejstrede for islandsk prisvinder Gyrðir Elíasson!
Gyrðir Elíasson blev tidligere i år kåret som vinder af dette års Nordisk Råds Litteraturpris.

Han er en af Islands mest berømte forfattere og er i hjemlandet kendt for i sin kortprosa og noveller at bygge ejendommelige universer op. Gyrðir Elíasson kan opleves i samtale med journalist og redaktør Klaus Rothstein i Den Sorte Diamant, tirsdag 30. august kl. 20.

”Der er tale om stilistisk ordkunst på et højt niveau som skildrer indre og ydre trusler i dialog med verdenslitteraturen”. Sådan lød ordene fra bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris, da de i april offentliggjorde dette års vinderværk, novellesamlingen Milli trjánna (2010, Mellem træerne) af Gyrðir Elíasson (f. 1961). Novellesamlingen har lige modtaget store rosende ord fra bl.a. Politiken, som gav den 5 hjerter, og Berlingske, som gav den 6 stjerner.

I ’Mellem træerne’ væves 47 noveller ind i hinanden, og Gyrðir Elíasson henviser til tidligere tekster i forfatterskabet såvel som til ældre litteratur, ikke mindst nordisk. Elíasson, der havde sin litterære debut i 1983, er kendt for at lade de enkelte tekster blive styrket ved den helhed, de indgår i. Eliassons produktion kan ses som en uendelig tekst i konstant udvikling, hvor personer og omgivelser går igen fra værk til værk.

Studiepris 60 kr. (30 kr. hvis man er medlem af Students Only! www.studentsonly.dk).
Læs mere her: http://www.kb.dk/da/dia/forfatterscene/110830_eliasson.html og kontakt: maml@nullkb.dk for spørgsmål.

Palace Nights – koncert med Elou Elan

Den dansk-norske sangerinde Elou Elan kombinerer den varme jordnærhed fra 1950’ernes jazz og den kølige melankolske nordiske folketone med den naïve charme fra Brill Building pop og den sensuelle franske chanson. I sangene og i stemningen på debut albummet, der udkommer 12. september, flettes hjerteskærende intimitet af hviskede tilståelser sammen med den svimlende atmosfære af en cirkus forestilling. Ved koncerten på Charlotten…borg vil Elou Elan optræde som en trio med følgende besætning: Eva-Louise Rønnevig, vokal og piano, Klaus Nørgaard på bas og Louise Drensgaard på violin.
Charlottenborg den 14. september kl 20.00
Øvre foyer / Gratis adgang

https://www.facebook.com/pages/Elou-Elan/159561517413997?ref=ts
http://www.myspace.com/elouelan

Intro-arrangement for nye studerende på Moderne kultur & kulturformidling

Att.: Nye studerende på Moderne kultur & kulturformidling

 

Hvis du er ny studerende på Moderne kultur & kulturformidling, vil vi fra Studievejledningens side gerne byde dig ordentlig velkommen på din nye kandidatuddannelse. Du inviteres derfor hermed til studiestartsarrangement torsdag den 1. september kl. 10.

 

Vi mødes alle i lokale 23.0.49. Du kan se en oversigt over hele Det Humanistiske Fakultet her: http://hum.ku.dk/kontakt/findvej/kuakort.pdf/

 

Arrangementet er en mulighed for at få et overblik over din uddannelse, møde dine nye medstuderende og i det hele taget få en fornemmelse af, hvad det vil sige at læse Moderne kultur & kulturformidling.

 

Fra studievejledningens side opfordrer vi alle til at dukke op denne dag, da der vil blive givet mange vigtige informationer, og da dagen betragtes som første dag på dit nye studium.

 

I løbet af dagen vil du:

  • Få mulighed for at arbejde med din egen plan for din kandidatuddannelse og få sat ord på dine kompetencer
  • Få indblik i jobmulighederne og fremtidsperspektiverne som kandidat i Moderne kultur og kulturformidling
  • Få information om fagudbud, specialeformer, praktikmuligheder, udlandsophold og studiestrukturen i det hele taget
  • Få information om muligheder for tilvalgsfag og kurser på andre uddannelser
  • Få en gennemgang af din studieordnings muligheder og begrænsninger

 

Programmet for dagen
10.00 – 10.30: Hvad er Moderne kultur? Oplæg v. professor Martin Zerlang
10.30 – 10.40: Præsentationsrunde
10.40 – 12.00: Studiestruktur og –sammenhæng på Moderne kultur
12.00 – 12.30: Frokost (medbring selv eller køb i kantinen)
12.30 – 13.00: Præsentation af efterårets fag v. underviserne
13.00 – 13.15: Præsentation af den internationale studievejledning
13.15 – 14.00: Øvelse: Kompetenceafklaring

Klokken 14.00 går vi ned i instituttets studiecafé, Roland Bar, hvor der vil være mulighed for at købe en kop kaffe eller en øl, inden vi fortsætter programmet.

14.15 – 14.45: Tiden efter Moderne kultur – eksempler fra to kandidater fra Moderne kultur
14.45 – 15.15: Præsentation af sociale, faglige og studenterpolitiske aktiviteter på IKK
15.15 – 16.00: Øvelse: Forventningsafstemning om studiegruppearbejde

 

Vi glæder os til at se dig og byde dig velkommen på Moderne kultur og kulturformidling.

 

Mange hilsner,

Cecilie og Marie, studievejledere på Moderne kultur og kulturformidling