Gratis klassisk koncert og dj-lounge med mad og øl i Den Sorte Diamant

Spring ind i foråret med DiamantEnsemblet, når der er gratis koncert i Den Sorte Diamant mandag 26/3 kl. 17. Efter koncerten kan du fordøje de klassiske klange og avancerede slagtøjsbeats med særtilbud på øl og mad i dj-lounge i café øieblikket.

De hjemmevante strygere og blæsere i Det Kongelige Biblioteks DiamantEnsemble får slagtøjsforstærkning af både duoen Cross Fire og de unge perkussionister i Percurama.
Har du en livstræt tante eller forårskåd ven, der trænger til at blive luftet, kan du tage en gratis ikke-studerende ledsager med.

DiamantEnsemblet og Cross Fire – Students Only!
26. mar 2012 kl. 17, Dronningesalen, Den Sorte Diamant
Kun for studerende + 1 ledsager – gratis adgang – læs hvordan du får plads på www.studentsonly.dk
Arr.: Det Kongelige Biblioteks kulturnetværk for studerende Students Only!

International Kvindedag med litteraturen i fokus

Josefine Klougart, Pia Juul, Kirsten Hammann, Kirsten Thorup og Olga Ravn vil læse op af deres værker. På programmet er også Anne Linnet og Jessie Kleeman

Musikalsk optræden af Anne Linnet og performance af grønlandske Jessie Kleemann, samt levende litteratur på scenen med Olga Ravn, Kirsten Hammann, Pia Juul, Kirsten Thorup og Josefine Klougart. Det Kongelige Bibliotek og KVINFO markerer International Kvindedag og lanceringen af webportalen Nordisk Kvindelitteraturhistorie 8. marts med et stort arrangement i Den Sorte Diamant.

 

De seneste tre år er Den Sorte Diamant blevet samlingspunkt for kvindelige bloggere, kunstnere, tænkere og forfattere, når Det Kongelige Bibliotek og KVINFO har inviteret til International Kvindedag 8. marts.

I år står 8. marts i litteraturens tegn. Tove Ditlevsens ord vil blive vakt til live, når sanger og komponist Anne Linnet opfører sange fra sit populære Ditlevsen-albumBarndommens Gade (1986). Debutanten Olga Ravn fortsætter i samme melodi, når hun går på scenen med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng (2011), der slynger sig sirligt omkring Tove Ditlevsens debut Pigesind(1939).

Flere prominente danske kvindelige forfattere indtager scenen, fra etablerede, prisvindende navne som Kirsten Thorup, Kirsten Hammann og Pia Juul til litteraturhistoriens unge skud som Josefine Klougart, der netop er udkommet med romanen Én af os sover.

Udover de tilstedeværende forfattere, der vil læse op af deres værker, vil de mange ord få selskab af performance, når grønlandske Jessie Kleemann går på scenen med en videoperformance.

Aftenen indledes af kulturminister Uffe Elbæk, og herefter vil KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen, hovedredaktør for værket Nordisk Kvindelitteraturhistorie, fortælle om værkets 32-årige tilblivelseshistorie fra et 5 binds værk til en digitaliseret udgave, der vil blive lanceret i dagens anledning.

 

Køb billet på billetlugen: http://www.billetlugen.dk/andet/22916/international-kvindedag/

Pris: 160 kr. /stud. 100 kr. / Diamantklub 110 kr.

Læs mere: http://www.kb.dk/da/dia/foredrag/120308_kvindedag.html

Forfatter og filminstruktør Emmanuel Carrère på International Forfatterscene

Den franske forfatterstjerne Emmanuel Carrère besøger Den Sorte Diamant

Emmanuel Carrère (f. 1957) er et stort navn i Frankrig. Han har udgivet en række prisbelønnede bøger og er derudover en højt estimeret filminstruktør. Mød ham på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant tirsdag 27. september kl. 20

På romanfronten er Carrère i år aktuel på dansk med den halvbiografiske roman “Andre liv end mit” (Frankrig 2009), og det er det værk, han vil tage udgangspunkt i på International Forfatterscene. I år er han samtidig på alles læber i de franske litterære kredse med hans seneste værk “Limonov”, som har fået rosende anmeldelser og er blevet nomineret til adskillige priser. “Limonov” udkommer på dansk i foråret 2012 på forlaget Tiderne Skifter.

Carrère droppede at skrive fiktion, da han blev vidne til to livstragedier, som er omdrejningspunktet i “Andre liv end mit”. Værket er derfor blevet udnævnt til et mesterstykke i den romangenre, man kalder autofiction. En betegnelse, der kommer af blandingen mellem genrerne fiktion og autobiografi (selvbiografi).

Handlingen i “Andre liv end mit” begynder på Sri Lanka i 2004, hvor Emmanuel Carrère holder juleferie med Hélène og deres sammenbragte børn i et forsøg på at puste liv i et lidt træt forhold. De tænker begge, at denne ferie nok bliver deres sidste sammen. Så kommer tsunamien. Som de overlever. I første omgang er de lykkelige over at være sluppet uskadt, men rystes kort efter af mødet med en fransk familie, hvis lille datter er druknet. Efter parrets hjemkomst til Frankrig følger snart en anden død. Juliette, Hélènes søster, taber kampen mod en kræftsygdom. Carrère, beslutter sig for at skrive historien om hendes liv, og frem vokser et ømt og nøgternt portræt, både af Juliette og hendes verden – og af fortælleren selv.

“Andre liv end mit” er i Fyens Stiftstidende kaldt “en oprigtig skildring af de katastrofer, der kan ramme dig og mig – ikke i fiktionens, men i den virkelige verden. Resultatet er til at græde over – bogstavelig talt – og til at få håb af. Smukt sprog, tæt på virkeligheden”.

Carrère har stået bag filmatiseringer af flere af sine værker – både som instruktør og manuskriptforfatter – hvoraf “La Moustache” (bog 1986, film 2005) opnåede stor international succes.

På International Forfatterscene vil Emmanuel Carrère tale om sine værker, og det bliver derfor en samtale om tab, om at turde sige ja og om at bruge filmens sprog til at formidle historier. Han interviewes af journalist og vært på DR’s Kulturnyt Tore Leifer. Interviewet foregår på fransk med løbende oversættelser til dansk.

Efter arrangementet serveres et glas vin og et stykke chokolade fra Summerbird.

Køb billet på billetlugen: http://www.billetlugen.dk/andet/18837/emmanuel-carrere/

Pris: 110 kr. /stud. 60 kr. / Diamantklub 70 kr.

Læs mere: http://www.kb.dk/da/dia/forfatterscene/110927_carrere.html

Arrangeret i samarbejde med forlaget Tiderne Skifter, Den Franske Bogcafé og Det Franske Institut.

International Forfatterscene med Gyrdir Elíasson

Danske anmeldere begejstrede for islandsk prisvinder Gyrðir Elíasson!
Gyrðir Elíasson blev tidligere i år kåret som vinder af dette års Nordisk Råds Litteraturpris.

Han er en af Islands mest berømte forfattere og er i hjemlandet kendt for i sin kortprosa og noveller at bygge ejendommelige universer op. Gyrðir Elíasson kan opleves i samtale med journalist og redaktør Klaus Rothstein i Den Sorte Diamant, tirsdag 30. august kl. 20.

”Der er tale om stilistisk ordkunst på et højt niveau som skildrer indre og ydre trusler i dialog med verdenslitteraturen”. Sådan lød ordene fra bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris, da de i april offentliggjorde dette års vinderværk, novellesamlingen Milli trjánna (2010, Mellem træerne) af Gyrðir Elíasson (f. 1961). Novellesamlingen har lige modtaget store rosende ord fra bl.a. Politiken, som gav den 5 hjerter, og Berlingske, som gav den 6 stjerner.

I ’Mellem træerne’ væves 47 noveller ind i hinanden, og Gyrðir Elíasson henviser til tidligere tekster i forfatterskabet såvel som til ældre litteratur, ikke mindst nordisk. Elíasson, der havde sin litterære debut i 1983, er kendt for at lade de enkelte tekster blive styrket ved den helhed, de indgår i. Eliassons produktion kan ses som en uendelig tekst i konstant udvikling, hvor personer og omgivelser går igen fra værk til værk.

Studiepris 60 kr. (30 kr. hvis man er medlem af Students Only! www.studentsonly.dk).
Læs mere her: http://www.kb.dk/da/dia/forfatterscene/110830_eliasson.html og kontakt: maml@nullkb.dk for spørgsmål.

Jonathan Safran Foer i Den Sorte Diamant

foer snipPå trods af sine kun 32 år har amerikanske Jonathan Safran Foer haft en kometkarriere, der har gjort ham til en af sin tids mest anerkendte forfattere. Vidunderbarnet fra Washington slog massivt igennem med romanerne Alt bliver oplyst (2002) og Ekstremt højt og utrolig tæt på (2005), der blev lovprist af en enig anmelderstab og lynhurtigt løftede Foer til tops på alverdens bestsellerlister. Sværvægtere som Salman Rushdie og John Updike var ikke sene til at udnævne ham som den nye, store litterære stjerne.

Nu kan Jonathan Safran Foer opleves på Diamantens scene, når han i samtale med Klaus Rothstein åbner den nye sæson af International Forfatterscene og blandt andet vil fortælle om sin nye bogudgivelse.

Med Eating Animals har Foer skrevet en debatbog, der kaster sig ud i en eksistentiel og kulturel undersøgelse af menneskets kødforbrug, og ser nærmere på de etiske og moralske problemstillinger der ligger bag. Hvorfor spiser mennesket overhovedet dyr? Og kan (og bør) mennesket blive ved med at spise ligeså meget kød i denne klimafokuserede tidsalder?

onsdag 20. januar kl. 20.00

pris: 60 kr for studerende!

Sult som rå-teater i Diamanten

hamsun1

Oplev Hamsuns Sult som rå-teater i Den Sorte Diamant!

 I anledning af 150-året for Knut Hamsuns fødsel opføres den norske forfatters hovedværk Sult som rå-teater i Den Sorte Diamant. Kulisser, kostumer og andre overflødigheder skæres væk til fordel for en nøgen og intens teateroplevelse. På scenen står blot tre skuespillere, der akkompagneres af billeder, lyde og breve fra Det Kongelige Biblioteks samling. Det er råt – det er med manuskriptet i hånden – og det er meget intenst!

 Sult er Hamsuns debutroman, og fortællingen om en forarmet forfatters stædige kamp for at få mad på bordet. Et formidabelt studie i livet på afgrundens rand.

 Knut Hamsun var en visionær fortæller og fantastisk sprogskaber. Sult var ikke blot hans verdensberømte hovedværk, men en tilstand han var født ind i. Hele hans forfatterskab var en lang søgen efter det ypperste og det grænseoverskridende – efter det sande. Med Sult som rå-teater hylder Diamanten Knut Hamsun som ikke bare Norges, men hele verdens store forfatter.

 Sult på Den Sorte Diamant bliver fortalt og spillet af Peter Gilsfort, Cecilia Zwick Nash samt Gerz Feigenberg, der også har skrevet manuskriptet og lavet dramatiseringen. Forestillingen bliver en passioneret rejse rundt i hele Hamsuns gådefulde univers og er en genfortælling af Sult kombineret med referencer til Hamsuns andre bøger, tanker og begivenheder.

 Forestillingen præsenteres i samarbejde med Politiken Plus og Den Norske Ambassade.

 Læs mere på www.densortediamant.dk

 Onsdag 25. november kl. 19:00

 Billetpriser: 170 kr. / Politiken Plus & diamantklub 120 kr. / stud. 80 kr. – i diamantens reception og på billetlugen.dk

Nationalromantik i USA og Mellemøsten

Vincent F. Hendricks og Jakob Skovgaard-Petersen i Den Sorte Diamant

Mandag 16. november kl. 19

En ny form for nationalromantik har i en årrække sat sit tydelige præg på den kulturelle debat. Med foredragsrækken Kultur, romantik og nation stiller Den Sorte Diamant skarpt på de varme følelser, der i disse år blomstrer for nationalstaterne. Med efterårets foredragsrække er der blevet sat vigtige og aktuelle spørgsmålstegn ved, hvorfor nationalromantikken fylder så meget på den politiske og kulturelle scene lige nu – ikke bare nationalt, men også ud langt over Danmarks grænser.

 

Nu sætter Diamanten punktum for den succesfulde temarække med et sidste arrangement, hvor perspektivet bliver decideret internationalt. Dr. Phil, Ph.d. Vincent F. Hendricks, Københavns Univesitet og professor Jakob Skovgaard-Petersen, Københavns Universitet, vil fortælle om nationalromantikkens rolle i USA og Mellemøsten.

 

I begge verdensdele knyttes der stærke følelser til nationerne. Historisk er USA en ny nation, hvor projektet om at skabe national identitet er lykkedes på trods af landets interkulturelle befolkning. I Mellemøsten spiller spørgsmålet om national selvstændighed og identitet naturligvis en særlig delikat rolle, og mange steder undergår i disse år en nationalistisk vækkelse. Der bygges storslåede arkitektoniske ikoner, og der investeres i nationalmuseer og andre monumenter, som skal binde befolkningens følelser og stolthed til kulturen.

 

Oplev de to forelæseres meget personlige syn på aftenens tema: Vincent F. Hendricks som dansk-amerikaner og Jakob Skovgaard-Petersen, tidligere direktør for det dansk-egyptiske dialoginstitut i Cairo.

 

Læs mere på www.densortediamant.dk

 

Billetpriser: 60 kr. / diamantklub gratis / stud. 30 kr. – i diamantens reception og på billetlugen.dk

Brown Bag Lectures

brown_bag4

De har gjort det længe på Museum of Modern Art og Columbia University i New York, og nu gør Den Sorte Diamant det også! De tre første hverdage i næste uge vil tre eksperter fortælle om tre gigantværker. Spis frokost sammen med Platon, Proust og Shakespeare, når Diamanten byder på kompakt og gratis eftermiddagsforelæsning.

Brown Bag Lectures er en times frokostforelæsninger, hvor man kan få opfrisket nogle af de største litterære hovedværker, som de fleste kender, men de færreste har fået læst. Hvad var det nu lige, Platon mente om staten, og fik Hamlet nogensinde sin Ofelia?

Brown Bag Lectures giver studerende og alle andre interesserede mulighed for at tage en pause fra den hektiske hverdag og nyd frokosten i selskab med filosofisk statslære, blodigt kongemord og la Belle Époque.

Arrangementerne er gratis og kræver ingen tilmelding. Dog begrænset antal pladser!

Mandag 9. nov. kl. 12.30: Anne-Marie Eggert Olsen om Platons ’Staten’

Tirsdag 10. nov kl. 12.30: Lars Kaaber om Shakespeares ’Hamlet ’

Onsdag 11. nov. kl. 12.30: Neal Ashley Conrad om Prousts ’På sporet af den tabte tid’

Østers på Kempinski – og andre europæiske fortællinger om Berlinmurens fald

lykkefriis-cropped

Så er det på torsdag d. 29. okt. alle studerende kan komme til gratis foredrag med den blændende Lykke Friis!

Lykke Friis, prorektor på KU, fik i marts DR’s formidlingspris Rosenkjærprisen for sin evne til at gøre svære problemstillinger forståelige og abstrakte problemstillinger konkrete. Hun fortæller på en måde så nye – og ikke mindst unge – tilhørere bliver fanget.

På sin levende og engagerede facon vil Lykke Friis over to aftener i Diamanten tage publikum med ind i fortællinger om Berlinmurens fald med overskrifter som: “I det tavse klasseværelse – en fortælling om Europa før Berlinmurens fald”, “På motorvej til helvede – en fortælling om mødet mellem det gamle og det nye Europa”, “I Honeckers seng – en fortælling om tyskerne og deres genforening”.

 

Dette er andet arrangement i en serie af to, men de er adskilte og enkeltstående, og man kan sagtens springe ind i nummer to uden forvirring.

 

Foredragene med Lykke Friis optages og udsendes på P1.

 

Billetpriser 50/40 kr. Gratis for studerende. Billetter i Diamantens reception og hos billetlugen.dk

 

Læs mere på www.densortediamant.dk

 

 

 

 

 

Østers På Kempinski – og andre europæiske fortællinger om Berlinmurens fald

lykkefriisEuropa kunne have set meget anderledes ud uden Berlinmurens fald. Sovjetunionen kunne have sat tropperne ind mod de jublende øst- og vestberlinere, Frankrig og Tyskland kunne have blokeret for genforeningen, og EU’s og NATO’s østudvidelse kunne have udviklet sig til et skrivebordsprojekt.

Så galt gik det som bekendt ikke, men hvordan ser vores Europa, der stadig befinder sig i grænselandet mellem det gamle Vesteuropa og det nye ”hele” Europa ud i dag? Hvorfor har den europæiske befolkning i brede træk mistet tilliden til EU?

 

Lykke Friis fik i marts DR’s formidlingspris Rosenkjærprisen for sin evne til at gøre svære problemstillinger forståelige og abstrakte problemstillinger konkrete. Hun fortæller på en måde så nye – og ikke mindst unge – tilhørere bliver fanget.

 

På sin levende og engagerede facon vil Lykke Friis over to aftener i Diamanten tage publikum med ind i fortællinger om Berlinmurens fald med overskrifter som: I det tavse klasseværelse – en fortælling om Europa før Berlinmurens fald, På motorvej til helvede – en fortælling om mødet mellem det gamle og det nye Europa, I Honeckers seng – en fortælling om tyskerne og deres genforening.

 

Der er mange fængende fortællinger at tage af, og derfor foregår de over to aftener. For helhedens skyld vil deltagelse i begge arrangementer være optimalt, men man kan sagtens springe ind i nummer to uden forvirring.

 

Friis er i øvrigt prorektor på Københavns Universitet og yngste medlem af EU’s reflektionsgruppe.

 

Foredragene med Lykke Friis optages og udsendes på radioens P1. Foredragene er tilrettelagt i samarbejde med P1 i anledning af Friis’ tildeling af Rosenkjærprisen.

 

Mandag 19. okt. kl. 19  &  torsdag 29. okt. kl. 19

 

Billetpriser 50/40 kr. Gratis for studerende. Billetter i Diamantens reception og hos billetlugen.dk

 

Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen, 3347 4364, lbha@nullkb.dk