International Forfatterscene med Gyrdir Elíasson

Danske anmeldere begejstrede for islandsk prisvinder Gyrðir Elíasson!
Gyrðir Elíasson blev tidligere i år kåret som vinder af dette års Nordisk Råds Litteraturpris.

Han er en af Islands mest berømte forfattere og er i hjemlandet kendt for i sin kortprosa og noveller at bygge ejendommelige universer op. Gyrðir Elíasson kan opleves i samtale med journalist og redaktør Klaus Rothstein i Den Sorte Diamant, tirsdag 30. august kl. 20.

”Der er tale om stilistisk ordkunst på et højt niveau som skildrer indre og ydre trusler i dialog med verdenslitteraturen”. Sådan lød ordene fra bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris, da de i april offentliggjorde dette års vinderværk, novellesamlingen Milli trjánna (2010, Mellem træerne) af Gyrðir Elíasson (f. 1961). Novellesamlingen har lige modtaget store rosende ord fra bl.a. Politiken, som gav den 5 hjerter, og Berlingske, som gav den 6 stjerner.

I ’Mellem træerne’ væves 47 noveller ind i hinanden, og Gyrðir Elíasson henviser til tidligere tekster i forfatterskabet såvel som til ældre litteratur, ikke mindst nordisk. Elíasson, der havde sin litterære debut i 1983, er kendt for at lade de enkelte tekster blive styrket ved den helhed, de indgår i. Eliassons produktion kan ses som en uendelig tekst i konstant udvikling, hvor personer og omgivelser går igen fra værk til værk.

Studiepris 60 kr. (30 kr. hvis man er medlem af Students Only! www.studentsonly.dk).
Læs mere her: http://www.kb.dk/da/dia/forfatterscene/110830_eliasson.html og kontakt: maml@nullkb.dk for spørgsmål.