kukua.dk

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Første søndag på KV IFF er så godt som slut, men nogen hviledag har det ikke været. Seks film er det blevet til, og det virker som om, at der er lidt længere mellem snapsene i dag end der var i går og forgårs. Eller også, og det er ikke usandsynligt, er en vis filmtræthed ved at indtræffe.

Ud over Days of Heaven og Sweet Evil har jeg set:

Schastye moe / You. My Joy (IMDb): En svært forståelig men meget stemningsfuld russisk film. En mand kører rundt med et læs mel og stoppes først af nogle korrupte trafikbetjente, hvorefter han kommer længere og længere ud på landet, hvor han støder på flot russisk landskab, og mere og mere korruption. Korruptionen, som åbenbart gennemtrænger landet har store konsekvenser for manden og dem han møder: det hele er meget råt og kynisk, men som sagt også flot, og stemningsfuldt oven i købet.

Der Albaner (IMDb): Albansk-Tysk co-produktion om en ung albansk bjerglandsbyboer, som tager til Tyskland som illegal indvandrer for at tjene til medgift til hans uheldigvis gravide udkårne derhjemme. Der er kulturmøder og hård realisme for alle pengene, for Tyskland er ikke så nemt at begå sig i. Albaneren ryger ud i lavtlønnede jobs, dernæst kriminalitet, og da han endelig kommer tilbage til Albanien har forholdene i landsbyen ændret sig radikalt. Filmen smører en lille smule tykt på, men er vellykket, både som indblik i indvandrertilværelsen og som et sjældent kig på et land, der sjældent portrætteres på film.

La mosquitera / The Mosquito Net (IMDb): Spansk familiefarce, der deltager i hovedkonkurrencen på festivalen. Som andre komedier, fungerer den nok bedre i dens eget land: Filmen er overhovedet ikke sjov. Mor, far og 7-8 husdyr bor i lejlighed, mor og far har det ikke godt sammen og separeres, sønnen er fremmedgjort, bedstefar er suicidal, bedstemor har alzheimers, rengøringshjælpen er lækker, sønnens eneste ven synes moren er lækker, og morens veninde er temmelig sadistisk i sin børneopdragelse. Manglen på handling gennemspilles i en række usjove tableauer i en stærkt IKEA-inspireret scenografi. Filmen kommer ikke til Danmark, gudskelov.

Son of Babylon (IMDb) er en irakisk roadmovie, der foregår i dagene efter Saddam Husseins fald. En bedstemor og hendes søn tager fra det kurdiske Nordiraq sydpå for at finde søn/far, som blev taget til fange af Saddam i starten af halvfemserne. Filmen er underligt nok ikke særlig deprimerende, selv om rejsen foregår på en baggrund af tortur og død. Sønnen og bedstemoren spiller med stor energi, og det samme gør de farverige karakterer, de møder på deres vej. Plot og spænding er stort set fraværende, men den rejse man kommer med på som tilskuer er spændende nok i sig selv.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Days of Heaven (IMDb), den amerikanske instruktør Terrence Malicks mesterværk fra 1978, vises i en nyrestaureret udgave på Karlovy Vary International Film Festival 2010, og er også netop kommet på Blu-ray på Criterion Collection. Filmen fortjener alt den opmærksomhed den får, og endnu mere.

Filmen begynder i Chicago i starten af 1900-tallet, og handler om en lille familie, mand, kone og (sandsynligvis) datter. Manden, spillet af en meget ung Richard Gere, arbejder på stålfabrik til han slår sin formand ihjel, og så flygter familien ud på landet. I et småbakket landskab, omgivet af bølgende kornmarker, står en landejendom, hvor filmens fjerde hovedkarakter, ejeren af ejendommen og det omgivende areal, bor. Han er, vist nok, dødeligt sy, og forelsker sig i den smukke kone (som lader som om hun er søster til sin mand), og ægteparret ser en udvej ud af fattigdommen: Hvis kvinden gifter sig med farmeren og farmeren så dør, får den lille familie pludselig penge på lommen. Men: Farmeren lever betragteligt op i selskab med sin nye kone, og hans nye kone bliver så småt forelsket i syn nye mand, og hvad skal den tidligere mand så gøre?

Det der er så fantastisk ved Days of Heaven er fortælleren og billederne og musikken og tempoet. Historien fortælles af datteren, en ung pige med hæs stemme og storbyerfaring. Hun er på en gang drømmende og naiv i hendes brug af faste vendinger om livets gang, og samtidig uhyggelig kynisk i hendes accept af at tingene, gode, men oftest dårlige, bare sker uden at hun har nogen mulighed for at påvirke begivenhedernes gang. Billederne i filmen er utrolige. Store panoramaer, men også fokus på det små. Dyrene, der, ligesom pigen, kun kan betragte det spil, der foregår omkring dem. Det anonyme, ensformige og genkommende arbejde med høsten. Maskinerne. Det er storslået. Filmens soundtrack er af Ennio Morricone, og stemningsfuldt som bare fanden, og tempoet i filmen er roligt men intenst. Et mesterværk.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

L’enfance du Mal / Sweet Evil (IMDb) fra Frankrig er en af filmene i dette års hovedkonkurrence på Karlovy Vary International Film Festival og har international premiere på festivalen. Filmen handler om Céline, en 14-15-16-16-årig lystløgner, som bor på gaden, vistnok i Paris. Hendes mor er kommet i fængsel for mordet på Célines far, men det var vist nok et uheld, eller også var det Céline, der gjorde det.

Nu er Céline opsat på at få moren ud af fængslet, og det vælger hun at gøre ved først at flytte ind i garagen, senere indsmigre sig, hos den dommer (og hans kone), som dømte Célines mor. I forsøget på at få sat systemet i gang forfører Céline dommeren og det skaber naturligvis konflikter i dommerparrets hjem.

Sweet Evil er et forsøg på at portrættere en manipulerende og, som titlen siger, ond ung pige. Men Sweet Evil mangler nerve. Hovedrollen, spillet af Anaïs Demoustier, formår aldrig at overbevise. Hun er manipulerende, jovist, men også irriterende følsom. Filmen minder lidt om Hard Candy, en forfærdelig amerikansk pædofilifilm fra 2005, men hvor Hard Candy i det mindste er ubehagelig at se på, så virker de mellemmenneskelige forhold i Sweet Evil næsten harmoniske med morgen- og middagsmadsscener en masse.

Filmens tragiske slutning, hvor alt går op i en højere enhed for Céline og hendes mor, men bestemt ikke for dommeren og hans kone, virker sjusket og påklistret, og det lykkes ikke filmen at frembringe en thrilleragtig stemning, selv om plottet egentlig har masser af spind-af-løgne-og-begær-potentiale – det er den simpelthen for sød og hyggelig til.

Les amours imaginaires / Heartbeats (IMDb) er en fransk-canadisk film, som vist var ret populær i Cannes i år. To unge canadier-hipstere i midt-tyverne, Francis (homoseksuel) og Marie (heteroseksuel), forelsker sig begge i den blond-krøllede spids-næsede narre-fisse Nicholas, til deres, til sidst, store fortrydelse.

Filmen portrætterer hyperæstetisk og svælgende karakterernes hyperæstetiserede dagligliv. Til fest, på café, hos frisøren, på road trip, tømmermænd. Muligvis går de på universitetet, eller arbejder med et eller andet kreativt, men der er helt klart fokus på fornøjelse før pligter.

Heartbeats er utrolig flot, farvemættet og fuld af slowmotionscener hvor man kan svælge i tøj, bevægelser og andre detaljer. Soundtracket er af bl.a. The Knife. Hipsterfaktoren er høj.

Hvor andre menage-a-trois film (fx. Jules et Jim og især The Dreamers, som filmens æstetik synes meget inspireret af) også har et tragisk islet, bliver Heartbeats konsekvent og selvbevidst på overfladen af sine karakterer og deres følelsesliv. Det er der kommet en underholdende øje-, øre- og crowdpleaser ud af.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Seks film blev det til lørdag, bl.a. den fantastiske tyrkiske film Bal, som vandt Guldbjørnen i Venedig. Alle øltelte er nu kommet op og det vrimler med mennesker med orange festivalhalsbånd. Her er et par stemningsbilleder:

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Filmen Nuummioq (IMDb) fra 2010 er, ifølge filmens pressemateriale, den første grønlandske spillefilm. Filmens hovedperson Malik sumper rundt i Nuuk med sine venner indtil han en dag falder om og får konstateret uhelbredelig kræft. Det får ham til at forsone sig med sin fortid (venner, familie, kæreste) og forlige sig med livets endelighed. Inden det sker får han set på naturen, fanget en fisk, slagtet et får og fundet nogle benfigurer i en klippehule, der forestiller hans tragisk afdøde forældre. Så vidt så godt.

Desværre er Nuummioq ikke en særlig overbevisende film. I scenerne med Malik og venner vil den være sjov, i naturscenerne vil den være flot, og i scenerne med kæresten og bedsteforældrene dyb og alvorlig. Men Malik overbeviser ikke som karakter, birollerne er flade, og den grønlandske natur er, uanset hvor meget den prøver, ikke så storslået når farverne ligner noget fra en hjemmevideo.

Nuummioqs skildring af dagliglivet i Nuuk og omgivelser er interessant, det er dialogens blanding af dansk og grønlandsk også, men der er nok problemer med denne første grønlandske spillefilm til at jeg godt tør satse på at film nummer to bliver meget bedre.

Efter visningen var der Q&A med filmens instruktører, Torben Bech og Otto Rosing. Den er her et par billeder fra. Jeg arbejder på også at få noget video op.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Bal / Honey (IMDb) er den hidtil flotteste film på festivalen. Den tyrkiske film vandt Guldbjørnen i Berlin i 2010 og er et utroligt følsomt portræt af en 5-6-årig dreng, der vokser op langt, langt ude i skoven i Tyrkiet. Faren, som han er tæt knyttet til, er honningavler. Mens moren – og de symbolske glas mælk hun hele tiden tilbyder – ikke fylder meget i drengens univers. Ved siden af det lille hjem er skolen, som forsøger at få ham til at sætte ord på sine tanker. Med faren klares kommunikationen med hvisken, når det en sjælden gang er nødvendigt at sige noget.

Billederne i filmen er knivskarpe, og lyssætningen er helt utrolig. I indendørsscenerne er det tit kun et lille felt af skærmen, et vindue fx., der er oplyst, mens resten af scenen er undereksponeret. Mørket er det, som drengen ser. Honey er følsom og hjerteskærende, og forholdet til faren varer ikke ved. Men er smukt portrætteret som aldrig før så længe det varer.

“I Know Where I’m Going” (IMDb) er en action-film tilbage fra 1945, og af en helt anden type og kaliber end Honey. Filmen er en del af en hyldestserie til Michael Powell og Emeric Pressburger, et engelsk instruktørpar og handler om den engelske pige Joan, som skal på dannelsesrejse til De Ydre Hebrider i mystiske Skotland og giftes med en rigmand. Ham ser man dog ikke noget til i filmen, for efter at Joan er rejst med tog over de skotskternede bakker, strander hun på øen før øen hun skal til.

Der møder hun den adelige, der før ejede øen hun er på vej til, han er på orlov fra krigen et par dage, og er, sammen med kilt, skotsk folkedans og generel excentricitet, uimodståelig, og Joan, som ellers altid har vidst hvad hun vil have, bliver frygtelig i tvivl inden det afsluttende filmkys. Inden da kommer vi dog på en mislykket bådtur i stormvejr, som i dag, og sikkert endnu mere i 1945, virker enormt action-packed. Jeg kender ikke noget til de to instruktører, men jeg har sjældent set en så gammel film med så meget spænding. Det er meget godt gået.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Skal man, lige så forsigtigt, udpege en trend på Karlovy Vary International Film Festival 2010, er her et bud: faderrollen.

Un Homme qui cri / A Screaming Man (IMDb) er en fransk-chadiansk (chaddisk? chadsk? film fra Chad!), som vandt juryens specialpris i Cannes 2010. Filmens omdrejningspunkt er Adam, tidligere svømmemester, nu poolpasser og far til assistentpoolpasser Abdel. Adam, som kaldes champ af de lokale, har investeret en ordentlig portion følelser i sit arbejde, og da der skal rationaliseres på hotellet går det galt: Adam degraderes til portvagt.

Da der, belejligt nok, bryder (endnu en ukendt afrikansk) borgerkrig løs, vælger Adam at undlade at betale bestikkelse til regeringshæren, med det resultat at Abdel slæbes væk fra poolpasserjobbet til en post som kanonføde i regeringshæren, som i løbet af filmen har sværere og sværere ved at trænge rebelhæren i baggrunden.

Imidlertid har Abdel gjort en lokal pige gravid. Hun tropper op hos Adam og konen, spørger efter Abdel og får tilbudt husly i stedet for svar. I det hele taget er der meget, der forbliver usagt i filmen. Der klippes langsomt, og lægger en af hovedpersonerne ansigtet i tænksomme folder, så dvæler kameraet på ansigtet længe nok til at man har lyst til at råbe cut.

Har man ikke lyst til at råbe hurra over filmens adstadige tempo, kan man til gengæld glæde sig over indblik i et land og en kultur, som man sjældent ser på film. Udviklingen – Adams stigende kvabbalser over ikke at have reddet sin søn – går langsomt, men der er noget fint-realistisk over de lavmælte konflikter i den lille familie, og den noget mere støjende og dødbringende konflikt i Chad.

Hotellets organisk formede pool er symbolsk omdrejningspunkt for filmen. En stor, våd tåre, der som floden i filmens slutscene, synes at være den stabilitet, som Adam klynger sig til, mens omgivelserne forandrer og forandrer sig. Selv og især; i Afrika.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Paha Perhe / Bad Family (IMDb) er en ny finsk film om, nå ja, en ikke særlig velfungerende familie. Det er især faren, Mikael, den er galt med. Han er lidt af en disciplineringsfanatiker. Når han ikke disciplinerer som dommer i retssalen, disciplinerer han sin krop på romaskinen, og når han ikke gør det, disciplinerer han sin søn. Sønnen er lige så tætbygget og -klippet som faren, men ikke lige så stenet: Da farens datter fra første ægteskab kommer og bor hos familien efter ekskonen er død, finder sønnen ud af at han mangler noget: Den varme, han aldrig har fået af sin far.

De søskendes hurtigt tætnende forhold gør faren paranoid. I forsøget på ikke at miste kontrol får han fremmedgjort hele sin familie, sønnen,  selvfølgelig, men også den nye kone og hendes søn, som sendes på hotelværelse så Mikael selv kan klare paragrafferne. Det er især tanken om et incestuøst forhold hos sønnen og datteren, der driver Mikael til vanvid, men bag den paranoia er måske en større: Hvad hvis jeg er den eneste, der ikke kan elske?

Alle skuespillerne er fremragende, især faren, som formår at holde det samme hårde ansigtsudtryk hele filmen igennem, og sønnen som er tæt på at klare det samme. Bad Family er en rigtig tung film, som de åbenbart kan lave i Finland men aldrig gør i Danmark: Der er overhovedet ikke noget at grine af. Hvis man er indstillet på det venter der en god filmoplevelse.  Faderoprøret (i dobbelt forstand) kulminerer lidt for heftigt med bortførelser og alt muligt, men filmen reddes heldigvis. Til sidst står faren tilbage med jakkesættet blafrende i vinden. Det er et ret smukt billede.