KØS søger tre skarpe kunstformidlere til en kombineret stilling som underviser, omviser og museumsvært

KØS Museum for kunst i det offentlige rum tilbyder undervisning og omvisning i særudstillinger og i forbindelse med kunstprojekter i offentlige rum. Vi forventer, at du kan formidle imødekommende, levende og inddragende og har personligheden til at tage godt imod vores gæster store som små.

Hvem er vi?
Som museum er vi dedikeret til at kvalificere, formidle og debattere kunst i offentlige rum nationalt og internationalt. Helt aktuelt viser vi særudstillingen Realistic Utopias, der er en gruppeudstilling, hvor den besøgende inviteres til at udforske visioner for fremtidens offentlige rum skabt af kunstnere fra hele verden. Kunstprojekterne undersøger, hvordan kunsten kan få os til at reflektere over omstændighederne for en utopisk virkelighed og være med til at forme dem. Værkerne demonstrerer desuden, hvordan kunst i offentlige rum kan sætte stærke forandringer i gang i os som borgere og samfund og engagere os i centrale spørgsmål i tiden.

På KØS bestræber vi os på at tilbyde et fyldigt og varieret program knyttet til udstillinger og forskningsprojekter med fx performances, talks, workshops og seminarer. Derudover udvikles der løbende et solidt undervisningsprogram til museets skiftende projekter og udstillinger. Her har vi fokus på nye undervisningsformater i byrum, og vi arbejder med kunstpædagogiske metoder inspireret af samtidskunst, der griber ind i, undersøger og giver os nye perspektiver på offentlige rum. Vi har blandt andet udviklet undervisning i transit på Københavns Hovedbanegård og i S-toget, opsøgt en efterladt silo i Køge og fotograferet glemte og gemte rum i forladt og faldefærdig arkitektur på Refshaleøen. 
Læs mere på www.koes.dk

Dine arbejdsopgaver
Du vil arbejde som både underviser, omviser og vært på KØS. Du vil få ca. to faste arbejdsdage ligeligt fordelt mellem undervisning og værtskab. Derudover vil du løbende stå for offentlige og private omvisninger.  
Som underviser deltager du i den daglige drift af afdelingen. Det vil sige udvikling og afvikling af undervisning målrettet folkeskolen, gymnasier mm. 
Som omviser formidler du primært til et voksent publikum i forbindelse med udstillinger, kunstprojekter og arrangementer. 
Som vært står du til rådighed for museets gæster og formidler museets profil, udstillinger, kunstprojekter samt praktisk information.

Vi tilbyder
Grundig oplæring i undervisning, omvisninger og værtskab samt kurser i formidling til forskellige målgrupper. Du vil blive en del af et dynamisk hus og et ambitiøst team, der består af mange unge mennesker, hvor sparring, erfaringsdeling og sociale arrangementer vægtes højt.

Om dig
Du vil blive en del af det hold, der udgør KØS’ ansigt udadtil, så du skal trives med at være på, også i længere tid af gangen. Du skal i alle tre jobfunktioner have mod på at sætte dig ind i nye stofområder og kunne strukturere og omsætte det til inspirerende og engagerende mundtlig formidling.

Har du en stærk kunsthistorisk eller lignende faglighed inden for formidling, kunst og kultur, og har du lyst til at arbejde med formidling af et felt, der er i berøring med mange andre fagområder og som udvikler sig med enorm fart, så send en kortfattet motiveret ansøgning med CV og eksamenspapirer til Sara Ravn, ss@nullkoes.dk.

Ansøgningsfrist d. 02.02.2023. Vi afholder samtaler i uge 6.

For yderligere information kontakt Museums- og værtskabsmanager Sara Ravn på ss@nullkoes.dk / 31 31 00 44og Undervisningsansvarlig Sofie Andreassen på san@nullkoes.dk eller 31 56 11 11

KØS Museum for kunst i det offentlige rum søger underviser

Vil du være med til at lave nytænkende og levende undervisning om kunstprojekter i offentlige rum?

Skoletjenesten på KØS søger en studerende til at indgå i museets underviserteam.

Hvem er vi?
KØS museum for kunst i det offentlige rum har som sit speciale at formidle og debattere kunst skabt til byrum, skoler, arbejdspladser, kirker og landskaber landet over. Med skiftende internationale og nationale særudstillinger og formidlingsaktiviteter sætter KØS fokus på, hvordan kunst i offentlige rum kan skabe deltagelse og vedkommende møder mellem kunst og borgere.

KØS Skoletjeneste
På KØS tilbyder vi undervisningsforløb og workshops i vores samling, særudstillinger samt i forbindelse med midlertidige kunstprojekter i det offentlige rum. Museets aktuelle udstilling viser den nyeste udvikling inden for feltet med seks kunstnere, der gennem de seneste 10 år har flyttet grænserne for kunst i offentlige rum, og som har vist, hvordan begrebet hele tiden forandres og antager nye overraskende former. Museets permanente udstilling rummer Bjørn Nørgaards forarbejder til dronningens gobeliner på Christiansborg Slot, der skildrer tusinde års Danmarks- og kunsthistorie. Her tilbyder vi fem faste undervisningsforløb. Vores målgrupper er hovedsageligt børnehaver, grundskolen og ungdomsuddannelser.

Dine arbejdsopgaver
Som underviser vil din primære arbejdsopgave bestå i at undervise samt facilitere kreative workshops – ude og inde. Du skal derfor have lyst til at undervise store som små.
Du skal trives med at ’være på’ – også i længere tid ad gangen. Derudover skal du have mod på at sætte dig ind i nye stofområder. Vi forventer, at du ud fra vores fælles undervisningsdesign kan planlægge og udføre forløb, som undervejs kan justeres. I det omfang der ikke undervises, vil der være mulighed for at deltage i den daglige drift af Skoletjenesten fra udviklingsprojekter til booking af forløb og oprydningsopgaver. Du vil også blive tilknyttet museets omviserteam.

Vi tilbyder
Du er garanteret fem timers arbejde på KØS og en fast dag om ugen med mulighed for mere. Derudover vil der være private omvisninger samt søndagsomvisninger på tilkaldebasis. Du bliver oplært i KØS’ forløb og undervisningspraksis, får tilbudt kurser i museumsundervisning og inspektøromvisninger i museets nye udstillinger. Du bliver en del af museets underviserteam, bestående af to andre undervisere og en undervisningsansvarlig, hvor sparring og erfaringsdeling vægtes højt. Du bliver også tilknyttet omviserteamet, og det forventes, at du også gerne vil påtage dig omvisninger for voksne i museets udstillinger.

Ansøgning
Har du en stærk faglighed (kunsthistorisk og/eller pædagogisk), og har du lyst til at arbejde med kunstformidling og læring til børn og unge, så send en kortfattet ansøgning med CV og eksamenspapirer til Ib Jørgensen, ij@nullkoes.dk.

Ansøgningsfrist 26. august 2019

Vi afholder samtaler på KØS i uge 35. Hvis du får tilbudt stillingen, skal du fremvise en straffeattest, og museet vil indhente en børneattest. For yderligere information eller spørgsmål kontakt undervisnings- og udviklingsansvarlig Sofie Andreassen, san@nullkoes.dk, 56 67 60 31 / 22 41 46 92.