AUTOPSIA #4 på Jazzhouse

Musikalske fortolkninger af dokumentationer af dokumentationer

Den tværkunstneriske programserie Autopsia begiver sig d. 27. maj 2017 for sidste gang ind på Jazzhouse. Denne gang med en anden type program end hidtil præsenteret:

Autopsia #1 x Small White Man
Autopsia #2 x Kyo
Autopsia #3 x Soho Rezanejad

 

Ved fjerde og sidste arrangement præsenteres et program, der vender Autopsias hidtidige metode på hovedet. De første tre afteners performances er blevet dokumenteret i tekst af hhv. kunstner Anna Stahn, poet Nat Marcus og koreograf Adriano Wilfert Jensen, der hver især har nedfældet oplevelsen af mødet mellem live musik og videodokumentation af dans, koreografi og performancekunst – på skrift.

Den 27. maj inviteres tre lydkunstnere ind til at “skrive” videre på den tekstlige dokumentation: oplev Kyo, Soho Rezanejad og Small White Man fortolke tekst – projekteret op på storskærm – gennem nykomponeret musik.

Hvor udgangspunktet hidtil har været at udforske samspillet mellem videodokumentation af performance og komposition af ny lyd, lukker Autopsia således programserien af med at åbne op for et nyt, endeløst kapitel. Denne gang vil aftenens tre musikacts ikke spille op ad et eksisterende videoværk, som de plejer – i stedet vil de skabe musik på baggrund af ord.

Dans blev til video blev til tekst bliver nu til musik. Og når Autopsia forlader Jazzhouse bliver musikken til dans, som senere vil blive til video (igen).

 

PROGRAM:

Autopsia #1 dokumenteret i skrift af Anna Stahn fortolkes af Small White Man

Bag det improvisationsbaserede musik- og performanceprojekt Small White Man står den visuelle kunstner FOS. FOS designer strukturer, der skaber en kontekst for æstetiske og sociale oplevelser – i dette tilfælde en musikalsk oplevelse, der udfolder sig ud fra en kompositorisk linje igangsat af et netværk af lyssignaler. Med sig for hver optræden sammensættes en ny besætning af eksperimenterende musikere (d. 27. maj: Rune Kielsgaard, Nikolaj Vonsild, Astrid Sonne, Anders P Jensen, Johan Surballe Wieth, Troels Damgaard Christensen, Jens Ramon), sammensat af producer og musiker Nis Bysted. Et sæt af to lamper, installeret foran hvert enkelt musiker, agerer ledetråd for den musik, der skabes i den specifikke kontekst. I aftenens anledning vil lyssignalerne undtagelsesvist dirigeres ud fra en live læsning af Anna Stahns dokumentationstekst. Anna Stahn er kunstner og skaber værker gennem poesi, film, installation og performance.

Autopsia #2 dokumenteret i skrift af Nat Marcus fortolkes af Kyo

Kyo er et samarbejde mellem Lust For Youth’s Hannes Norrvide og multiinstrumentalist og kunstner Frederik Valentin. Duoen laver fri fotogen musik, der bevæger sig mellem jazz, ambient, noise, klassisk og moderne musik. På det seneste album “I Musik” (posh isolation og Big Love) fra 2017 udforskes dualiteter via melankolsk og optimistisk ambient, samt akustiske elementer, der hylder fremtiden gennem modsætninger. Duoen kickstartede projektet i 2016 med udgivelserne “Potentiel Musik” og “Aktuel Musik (posh isolation), hvis instrumentering blander alt fra iPhones, modular, klaver, droner og strenginstrumenter til internet-samples og poesi. Nat Marcus er en amerikansk forfatter baseret i Berlin og arbejder med poesi og performance.

Autopsia #3 dokumenteret i skrift af Adriano Wilfert fortolkes af Soho Rezanejad

Den København-baserede komponist og sangerinde har lånt sin vokal ud til adskillige elektroniske musikprojekter indtil hun i 2015 debuterede under sit eget solo-projekt med EP’en “Idolatry”. Rezanejad udtrykker sig i en form for rastløs og dagdrømmende synthpop, der med elementer af både trance, industrial og 80’er new wave skifter ubesværet mellem det sarte og det hårdt pumpende. Den dybe baryton af en forførende stemme står til tider i kontrast til de elektroniske catchy melodier, som siden debuten dog har udviklet sig til at blive mørkere og mere ambiente. Adriano Wilfert Jensen arbejder som koreograf og danser i hele Europa og er medkurator for Galerie, et immaterielt galleri for immateriel kunst.

 

Autopsia er skabt og kurateret af Cecilie Jørck og Klara Utke Acs.

Projektet er støttet af Nordisk Kulturfond og Statens Kunstfond.

Den nystartede kuratorgruppe Autopsia inviterer over fire arrangementer til en sanselig undersøgelse, hvor eksperimenterende musikere og lydkunstnere går i dialog med videoværker, der dokumenterer koreografi, dans og performance. I Autopsia ”dissekeres” videoværkernes æstetiske udtryk og formsprog; i en forlængelse heraf udfordres dokumentationens begrænsninger i en undersøgelse af det potentiale, der ligger i oversættelser af sprog inden for kunsten.

Døre kl 20.00
Show kl 21.00

Mere info: www.autopsia.media og http://burl.nu/8eulmb

Billetter gennem Billetlugen

AUTOPSIA #3 – sanselige møder mellem koreografi, videokunst og ny musik

Dans for dansens skyld?

Når bevægelse indfanges på kamera

Autopsia er en programserie bestående af fire arrangementer sammensat af en nyskabt kuratorduo i København. I Autopsia udforskes samspillet mellem dokumentation af performance og komposition af ny lyd.

Program d. 22. april kl 20.00 på Jazzhouse

NEON af Hannes Þór Egilsson x Illdjinn
RIGHT ANGLED CURVES af Noa Eshkol x Astrid Sonne & Xenia Xamanek
THE WAY SOUNDS ATTACK af Stina Nyberg x Pan Daijing

 

Arrangementerne afholdes på Jazzhouse i vinteren/foråret 2017 og består af 12 udvalgte dokumentationsvideoer og 12 musikalske genfortolkninger, opført live af en række nytænkende, eksperimenterende lydkunstnerne. De udvalgte videoværker dokumenterer moderne dans, koreografi og performancekunst, men varierer i udtryk, udspring og format. Til hvert arrangement præsenteres tre videoværker med tilhørende live-opførte lydfortolkninger, og ligeledes er hver
aften tituleret med et grafisk symbol skabt til den specifikke sammensætning af deltagende værker og musikacts.

På lørdag, d. 22. april, foregår tredje arrangement i rækken. Denne gang vil publikum blive præsenteret for tre dansevideoværker, skabt af skandinaviske og internationale kunstnere mellem 1956-2016 – alle med det tilfælles, at de forholder sig til systemer, strukturer og metode med kroppen som udgangspunkt; dans for dansens skyld, og ikke mindst dans med afsæt i et konstrueret og nøje koreograferet system. De udvalgte, videodokumenterede performances kan udføres når og hvor som helst, hvor den pågældende struktur hersker.

Lydsiden til disse værker vil blive skabt af lokale såvel som internationale artister og udgøres af et udsnit af eksperimenterende komponisttalenter og anerkendte performere, der hver især møder musik, performance og filmmediet med en stærk æstetisk sans og samtidig tør skubbe til publikums forståelse af, hvad musikkomposition er og kan være.

 

Læs indlæg på IDORT.dk – en samtale mellem de to grundlæggere og kuratorer.

Tilmeld dig event på Facebook og køb billetter via Billetlugen

Verdenspremiere på HÍBRIDOS – en spirituel, audiovisuel performance

LIVE CINEMA – WORLD PREMIERE

Højteknologisk, psykoaktivt ritual i filmisk form – og en interaktiv oplevelse af en anden verden.

Tirsdag d. 21. marts kl 20.00 på LiteraturHaus 


(NOTE: SÆRLIG RABAT FOR DE HURTIGSTE – læs hvordan forneden)

 
Manden bag La Blogotheque’s Take Away Shows, Vincent Moon, gæster sammen med film- og lydkunstner Priscilla Telmon CPH:DOX med deres verdenspremiere på HÍBRIDOS – en treårig, etnografisk udforskning af rituelle ceremonier i Brazilien, indsamlet i og opført via levende billeder og musik.

Lad dig indvie i en højteknologisk, audiovisuel ceremoni, der bringer publikum fra tranceceremonier i Rios forstæder over shamanistiske praksisser i Amazonas til afro-brasilianske kultbevægelser i Bahia. De fremmødte er alene med deres tilstedeværelse medskabere, når Moon og Telmon fremmaner de psykoaktive ritualer gennem live videoredigering af  filmoptagelser fra Brasilien, der kredser om det hybride: Teknologi og natur, kultur og psykologi. ‘HÍBRIDOS’ er en musikalsk og fysisk inddragende filmoplevelse, der tager form efter publikum, stemning og rum i en helt ny, social konstellation on-site. Åbn dit sind og lad dig rive med på en fælles rejse mod det ukendte.

 

Der er 50% rabat på et begrænset antal billetter til showet på LiteraturHaus i morgen d. 21. marts kl. 20.00. Følg dette link og skriv koden: dox17_specialpricemoon 

Læs mere om det samlede projekt her. Link til Facebook-eventet her.

Et håndplukket udvalg af must-sees i CPH:DOX’s musikprogram

Er du lidt overvældet over det enorme program på årets CPH:DOX og ved du ikke helt, hvor det hele starter og slutter?

Lad dig inspirere af dette håndplukkede udvalg af fem spændende og forskelligartede musikarrangementer, som du kan opleve på AUDIO:VISUALS-delen af årets festivalprogram. Fra rørende personlige fortællinger via et tegneserieunivers i ord og musik, over ceremonielle og kulturelle audiovisuelle musikritualer i sydamerika, til liveopførte nykomponerede musikfortolkninger af dans og koreografi på video.

AUDIO:VISUALS er CPH:DOX’ koncertprogram, hvor vi præsenterer koncerter med en visuel overbygning. Denne del af dokumentarfilmfestivalens program består af live-events skabt i samarbejde mellem musikere, billedkunstnere og filmskabere.

Her er et lynhurtigt bud på, hvad du skal holde øje med, hvis du har lyst til at gå på opdagelse i nogle af festivalens mere skræddersyede arrangementer:

 

Autopsia vs. SVIN / Last Lizard / HAJ300

Fredag d. 17. marts på Jazzhouse kl. 21.00

Sanseligt møde mellem dans, video og eksperimenterende livemusik. I den tværkunstneriske programserie Autopsia fortolkes videodokumentationer af dans, koreografi og performance via nye, musikalske kompositioner. Et åbent laboratorium, hvor både metode, kropslige sansninger og tekstlige læsninger sættes under lup. Aftenens tre videoværker skildrer kropslighed og teatralitet såvel som det animerede og det obskurt genkendelige – akkompagneret af buldrende og jazzet avantgarde-rock fra SVIN, manisk og kompleks frenchcore fra den stockholmske queer-producer HAJ300, samt længselsfulde og akustiske toner fra den poetiske Last Lizard (Alex Zhang Hungtai, Dirty Beaches) .

Læs mere på CPH:DOX’ hjemmeside 

 

IRAH + Itasca vs. Max Morris-Doherty

Lørdag d. 18. marts på Absalon kl. 21.00

Less is more. Et princip, som danske IRAH og amerikanske Itasca deler, og med deres få, stilfulde virkemidler vil de indhylde Absalons lokaler i fløjlsbløde toner og visuals. Itasca (Kayla Cohen) har sine rødder i den amerikanske folk-tradition og akkompagnerer sine inderlige sange med fingerspil på guitaren og et let akkompagnement af trommer, pedal steel og rytmeinstrumenter – samt fundne filmstrimler og egne billeder. IRAH’s soulede synth-univers byder på avancerede kompositioner og et iørefaldende format langt ud over poppens skabeloner. Det hele bindes sammen af Stine Grøns lette vokal, der elegant svæver over de sfæriske, elektroniske instrumenter og de visuals, som den britiske visuelle kunstner Max-Morris Doherty skræddersyr til lejligheden.

Læs mere og tilmeld dig på Facebook

 

Vincent Moon & Priscilla Telmon vs. Híbridos

Mandag d. 20. marts på Kunsthal Charlottenborg kl. 20.00
Tirsdag d. 21. marts på Literaturhaus kl. 20.00 

Den evigt rejsende multikunstner bag Blogotheques Take Away Shows, Vincent Moon, kommer atter til CPH:DOX – denne gang sammen med fotokunstner Priscilla Telmon. Via ritualistisk og musikalsk livecinema indvier de publikum i en højteknologisk, audiovisuel ceremoni, der bringer os fra tranceceremonier i Rios forstæder over shamanistiske praksisser i Amazonas til afro-brasilianske kultbevægelser i Bahia.

Læs mere og tilmeld dig på Facebook

 

Halfdan Pisket vs. Lars Greve & Why Be

Onsdag d. 22. marts på Absalon kl. 20.00

Liveoplæsning fra sidste bind i den prisvindende tegneserietegner Halfdan Piskets anmelderroste Dansker-trilogi akkompagneret af improviseret livelyd. Med udgivelsen af ‘Dansker’ satte Pisket i 2016 kronen på værket i trilogien om at være fremmed i Danmark. Udgangspunktet er Piskets armensk-tyrkiske far, hvis liv som migrant og indvandrer har ledt til tortur, fremmedgørelse og en tilværelse som kriminel i København. Greve og Why Be ledsager Pisket med live lyd, når han læser op fra ‘Dansker’, som i et ekspressivt og dystert univers indkapsler den unge tegners personlige erfaringer med faderens fysiske og mentale kampe. Da det er en af dansk tegneseries mest prominente streger, vil oplæsningen og musikken naturligvis være akkompagneret af flydende billeder fra tegneserieværket.

Læs mere og tilmeld dig på Facebook

 

An Gella vs. Homo Sapiens

Torsdag d. 23. marts på Charlottenborg kl. 21.00

Den østrigske filmskaber Nikolaus Geyrhalter har med ‘Homo Sapiens’ skabt et værk mellem science fiction og dokumentar. En dystopisk vision mellem nutid og fremtid, og en refleksion over verden efter mennesket. AN GELLA (producer Aske Zidores spritnye soloprojekt) har til denne aften skabt en ny lydside til Geyrhalters post-apokalyptiske billeder, som bliver opført live i vores Social Cinema på Charlottenborg. En unik oplevelse, hvor Zidores lyd-arkitektur vil give genlyd i et univers af industrielt forfald, mørnet asfalt og overbevoksede storbyer.

Læs mere og tilmeld dig på Facebook