Holten og Albeck – at skabe sig selv

Arrangement på Glyptoteket
Lørdag 28. maj kl. 14-15

”Jeg fandt mig selv. Jeg skabte mig selv. Jeg sagde dét, jeg havde at sige”. Ordene er den rebelske kunstner, Suzanne Valadons. Hendes karriererejse fra fattig nøgenmodel til anerkendt kunstner på den parisiske kunstscene i begyndelsen af det 20. århundrede er opsigtsvækkende, fordi hun både trodsede sin sociale klasse og sit køn, og med sine markante nøgenstudier af kvinder banede nye vegne for kunsten.

Nu kan du opleve den feministiske aktivist og debattør Emma Holten og kunstner, skuespiller og komponist Jeanett Albeck i en samtale om at finde og skabe sig selv – som menneske, debattør, kunstner – og kvinde.  

Ført an af journalist ALBERTE CLEMENT MELDAL reflekterer Holten og Albeck over deres egne karrierer set gennem Valadons liv og værk. Valadon fik det umyndiggørende tilnavn ’Montmartres elskerinde’, og hun kæmpede hårdt for at blive en anerkendt kunstner i egen ret og ikke blot kendt som elsker for flere af samtidens mandlige kunstnere. I dette perspektiv taler Holten og Albeck om kønsroller og karriere i dagens samfund, og de fortæller om, hvordan de arbejder aktivt for at ændre strukturerne.

EMMA HOLTEN blev internationalt kendt med projektet SAMTYKKE i 2014, som var hendes kunstneriske modsvar til en digital krænkelse, hvor nøgenbilleder blev delt imod hendes vilje. Som feministisk debattør har hun siden arbejdet for ligestilling i samfundet – senest med det populære foredrag ’Feministisk økonomi – hvad er vi værd?’, hvor Holten kritiserer økonomi som en objektiv sandhed og påpeger, hvordan værdisætning af forskellige typer af arbejde skaber ulighed i samfundet.

JEANETT ALBECK slog bredt igennem med kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der revolutionerede teaterkoncertgenren med originale fortolkninger af Anne Linnets sangskat i stykket ’Hvid magi’, 2011. Siden fulgte pragtstykkerne ’Tove! Tove! Tove!’, 2015 og ’I et forhold’, 2019. I 2020 vandt Albeck Årets Reumert for sin solo-performancekoncert ’BRØGGER’, hvor Albeck fortolker Suzanne Brøggers ikoniske forfatterskab med fokus på essaysamlingen ’Fri os fra kærligheden’, som gør op med kønsroller og kvindens plads i samfundet.   

Arrangementet knytter sig til Glyptotekets aktuelle særudstilling ’Suzanne Valadon. Model, maler, rebel’. Vi anbefaler, at du ser udstillingen inden arrangementet.

Pris
Billetten inkluderer entré til museet hele dagen. Nyd udstillingen og museets samlinger inden samtalen.

Voksne: 145 kr.
Under 27 år: 115 kr.
Studerende med gyldigt studiekort: 115 kr.
Årskortholder: 30 kr.
Under 18 år: 30 kr.

BILLETTER KØBES VIA BILLETTO HER

Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.

Skriv et svar