Ung dansk fotografi ’18

For 18. gang præsenterer Fotografisk Center udstillingsserien Ung dansk fotografi. Med Christine Almlund fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner som gæstekurator viser udstillingen under temaet ‘identitet’ nogle bud på fotografiet af i dag.

Ung dansk fotografi ‘18 fremviser værker af fem udvalgte kunstfotografer – María Kristín Hassing Antonsdóttir, Hulda Sif Ásmundsdóttir, Julia Jayko Fossland, Lisbeth Johansen og Dan Frisk Petersen. Alle har de arbejdet ud fra personlige fortællinger – både deres egne og andres, og brugt fotografiet som redskab til at fastholde erindringer og undersøge de ophav, som er med til at skabe vores identitet.

Igennem analogt fotografi, collage, digte, familieportrætter og naturfotografier bringes beskueren fra et dødsbo i Sønderjylland til snedækkede landskaber i Norge og storslået, men bipolar natur i Island og videre ned i gamle familiealbum og støvede arkivkasser. Alt dette i en søgen efter den personlige fortælling, der dog ikke udelader, at beskueren selv kan udfylde de tommer huller i historien med egne minder og sindstilstande.

Udover værker af de fem kunstfotografer præsenterer udstillingen et videoprogram fra et open call, hvor de otte deltagende kunstnere er Cecilie Penney, Jeppe Lange, Sophie Søborg Mosbæk, Katrine Holmgren, Anne Sofie Nørskov, Mikkel Haynes, Freya Sif Hestnes og Samara Sallam.

Fernisering fredag den 2. november kl. 17-19.
Udstillingen er åben fra den 3. november til 21. december 2018.

Coverfoto af Julia Jayko FosslandGår kun veje jeg kan gå med lukkede øjne (Paths I walk with closed eyes), 2018.

Skriv et svar