Fernisering // LAND – en udstilling af samtidigt landskabsfotografi hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel

Branddam, 2012

Tirsdag den 27. maj kl.16.00

Udstillingen ’LAND’ fokuserer på landskabsfotografi, som indgår i en global og historisk dialog om, hvordan verden ser ud og forandrer sig i et samspil mellem natur og kultur.

De landskabsfotografer der præsenteres, er karakteriseret ved en realistisk tilgang, og en interesse for verden, som andet og mere end en afspejling af fotografens indre. Samtidig har de alle skrottet ideen om det idealtypiske skønne landskab.

Virkeligheden er konkret, og der er intet sted på jorden, der er mere eller bedre landskab end et andet. Det er, med et begreb af William Eggleston, et demokratisk fotografi, som interesserer sig for den uendeligt varierede almindelighed, det uanseliges æstetik og de virkelige historiers landskaber, der er resultater af handling og det liv der leves.

Udstillingen præsenterer nogle af de mest fremtrædende og artikulerede repræsentanter for denne fotografiske tradition fra Danmark, Sverige, England, USA og Italien.
De udstillende fotografer er Sander Broström (S), Christina Capetillo (DK), John Gossage (USA), Guido Guidi (I), Gerry Johansson (S), Jeanette Land Schou (DK/S), Jem Southam (UK), John S. Webb (S) samt Finn Larsen (DK/S), som har kurateret udstillingen i samarbejde med Banja Rathnov.

Den svenske keramiker Ann Jansson udstiller i dialog med ægtemanden Gerry Johansson.

Udstillingen omfatter herudover den nyligt afdøde danske fotograf Bror Bernild med en serie billeder, der er lavet for Landbrugsrådet i 1960erne og som reflekterer udstillingens tema i form af en nøgtern registrering af et landskab, der er præget af moderne effektivt landbrug i et tidligt stadium.

Endelig er billedkunstneren Sven Dalsgaard med på udstillingen i anledning af, at han i år ville være blevet 100 år. Dalsgaard er repræsenteret med en række værker, der sætter fokus på fotografiets rolle i hans arbejde.

Udstillingen ’LAND’ kan ses hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel fra 28. maj – 28. juni, tirs – lør 12 – 16, 3. juni – 15. juni, hver dag 13 -17

http://www.facebook.com/Museumsbygningen

Skriv et svar