Frivillig på Athelas New Music Festival

Athelas New Music Festival nærmer sig, og d. 27. maj – 4. juni går det løs på Republique, København Ø, men vi har brug for din hjælp som frivillig!

Athelas New Music Festival 2011 sætter fokus på dansk og tysk musik, teater og litteratur: Ni dage, 25 koncerter, cd- og boglanceringer, laboratorium, præsentation af den nyeste teknologi inden for elektronisk musik og meget mere. For første gang i dansk sammenhæng kan du opleve ny tysk og dansk musik i et omfattende program med verdensberømte danske og udenlandske ensembler, solister, performere, videnskabsfolk, komponister, litterater og teaterfolk.

Som frivillig på festivalen kan du få mange forskellige arbejdsopgaver, f.eks. billettering, personaleforplejning, backstage-arbejde, og hvis du har kørekort; runner eller musikerchauffør.

Du får adgang til alle koncerter i festivalens caféprogram og i muligt omfang også på festivalens store scene.
Inden festivalen går i gang, vil du blive inviteret til infomøde og få mulighed for at lære teamet bag at kende.

Vi glæder os til at høre fra dig, og håber du vil være med til at skabe en fantastisk festival sammen med os.

Kontakt Anne Sophie på mail: sophie@nullanmf.dk

Se hele programmet og læs mere om festivalen her

DOXBIO extra: Min Avatar og Mig

Kom med til en verdensbegivenhed d. 18. maj kl. 19 i Grand Teatret eller Empire Bio

DOXBIO extra blænder op for en verdensbegivenhed: En simultan-premiere i Second Life og i ‘den virkelige verden’ på den nye danske dokumentarfilm Min Avatar og Mig. Filmen vises i begge virkeligheder på samme tid. Herefter vil der være en debat om virkelighed vs. virtualitet i begge verdener og verdenerne imellem. Det er aldrig set før (såvidt vides).

Om Min Avatar og Mig

En uheldig filminstruktør beslutter sig for at prøve lykken i den virtuelle online-verden Second Life. Her møder han den smukke avatar Helena, som hjælper ham i gang med en strålende karriere. Da succesen stiger ham til hovedet ender han med at miste alt, han har opbygget i den virtuelle verden – og er tæt på at miste alt i den ‘virkelige’ verden, som på mystisk vis blander sig i den virtuelle og omvendt.

Se filmens trailer her:Min Avatar og Mig – DANSK FORFILM / Danish trailer from Fenris Film & Multimedia on Vimeo.

 

Debat i flere dimensioner

Mange tror Second Life er et dødt fænomen, men platformen lever i bedste velgående med støt stigende indbyggertal. Den 18. maj vil avatarer fra biografer i Second Life kunne kommunikere med publikum ude i biografsalene i Danmark og omvendt. Spørgsmålet om virtualitet vs. virkelighed, og i forlængelse heraf kærlighedens vilkår i den teknologiske tidsalder, vil blive diskuteret blandt publikum, avatarer og et kvalificeret panel bestående af instruktør og medvirkende i filmen, Mikkel Stolt, fremtidsforsker Peter Hesseldahl, den kosmiske tykmester Master Fatman samt ordstyrer Henrik Føhns, kendt fra Harddisken. Med fra Second Life vil være en af filmens hovedpersoner, Helena, og fra USA, opfinderen af supercomputeren og medvirkende i filmen, Danny Hillis.

Book billetter nu

Det er en one-off visning af filmen og debatarrangementet i Grand Teatret og Empire Bio, så skynd dig ind at reservere billetter via biografens hjemmeside. Filmen uden debat får efterfølgende premiere på DR2 Dokumania den 24. maj.

Produceret af Milton Media og Fenris Film & Multimedia ApS i samarbejde med R-Film. Med støtte fra DFI – New Danish Screen, Arte/ZDF, EU Media.

Nomineret og udvalgt til en lang række filmfestivaler, herunder bl.a. IDFA i Amsterdam 2010, CPH:DOX 2010, Nordische Filmtage i Lübeck 2011.

Læs mere på www.doxbio.dk, eller find DOXBIO på www.facebook.com/dokumentar.

 

BRFkredit søger studentermedhjælper med flydende pen og flair for webkommunikation

Jobbet

I BRFkredits kommunikationsenhed søger vi en studentermedhjælper til interne kommunikationsopgaver, herunder intranet, medarbejderblad, korrekturopgaver og sproglig rådgivning.

Kvalifikationer
Du har gode formidlingskompetencer og sproglige færdigheder på højt niveau, og du har lyst til at løse interne webopgaver. Du er i gang med eller skal til at begynde overbygningen på dit studie (cand.mag., cand.comm. eller lignende).

Du er med andre ord:

  • En god kommunikatør – både på papir og web
  • En stærk sprogbruger med god analytisk og strategisk sans
  • Nysgerrig og sulten efter at omsætte din teoretiske viden til praksis
  • Lydhør og god til at indgå i en dialog med mange forskellige mennesker
  • God til at holde de (berømte) mange bolde i luften
  • Nem at omgås og har humoristisk sans

Ansættelsesvilkår

  • Du er interesseret i at arbejde for os i den resterende del af din studietid
  • Du kan tiltræde hurtigst muligt
  • Du får en ugentlig arbejdstid på 20 timer, som vi kan tilpasse dine studier
  • Du skal arbejde på Klampenborgvej 205 i Lyngby
  • Lønnen er 149 kr. i timen inkl. pensionsbidrag, og du vil blive omfattet af overenskomsten mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet

Flere oplysninger

Ring til kommunikationskonsulent Stine Brondbjerg Erichsen på 45 26 28 68 eller kommunikationskonsulent Liza Bech på 45 26 28 75 og hør mere om jobbet og dine muligheder i BRFkredit.

Ansøgningen

Mærk din ansøgning ’Studentermedhjælper i PØS’ og send den sammen med dit CV og et eksempel på en tekst, du har skrevet, til hr@nullbrf.dk senest den 1. juni 2011.

Vi glæder os til at høre fra dig.

FOREDRAG I DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING

THOMAS BJØRNSTEN KRISTENSEN – AUTONOME PIXELS OG FARVERIGE FESTABER / Torsdag d. 12. maj kl. 19.30-20.30
Thomas Bjørnsten Kristensen fortæller om det overlap, der finder sted mellem kunstnere, musikere, designere og andre æstetisk interesserede grænseflade-udviklere. Han er ansat ved afdeling for Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet.

KAREN LISA SALAMON – DESIGNEREN SOM TRICKSTER
/ Lørdag d. 14. maj kl. 11.00-12.00
Karen Lisa Salamon fortæller om den ’’skæve tilgang’’ og designeren som en tricksterfigur, en slags legende lurifaks, der sikrer den væsentlige forandring og fornyelse i vores samfund.  Hun er etnograf og uafhængig forsker, formidler og rådgiver indenfor kultur og ledelse.

Sted: Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 kbh Ø

Foredrag: Sorg og Camping

Hør den danske forfatter og digter Lone Hørslev fortælle om sin nye og anmelderroste roman Sorg og Camping i et foredrag på ARKEN den 18. maj.

Det er en kold vinterdag i 1985. Oppe i privaten over købmandsbutikken i Løkke vågner Marianne tidligt med en underlig drøm i baghovedet. Det er Jørgens fødselsdag, og julepynten skal op. Det er to dage siden Gunnhildur forsvandt i sin røde Nissan. Gunnhildur der i sommer tog Marianne i hånden og sagde Kom vi løber.

I marts udkom digteren Lone Hørslevs seneste roman Sorg og Camping. Her følger man en række personer gennem én begivenhedsrig dag i en lille jysk provinsby – Løkke. Som læser kommer man helt ind under huden på romanens personer og får del i deres tanker om sig selv og hinanden, om valg, drømme og skuffelser.

Lone Hørslev går i foredraget på ARKEN bag om sin nye roman og vil også læse uddrag fra bogen. Her vil forfatteren desuden fortælle om det digt, som hun har skrevet om Anna Ancher-værket Ane Brøndum, kunstnerens mor specielt til ARKENs aktuelle udstilling med den kvindelige skagensmaler. I forbindelse med arrangementet vil Lone Hørslev signere eksemplarer af Sorg og Camping, der denne aften kan købes til en fordelagtig særpris.

Foredraget er gratis for gæster med entré til museet og kræver ingen tilmelding.

Foredrag med Lone Hørslev
Onsdag den 18. maj kl. 18.10
ARKEN Museum for Moderne Kunst

Lone Hørslev (født 1974) er dansk forfatter og digter. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2003 og debuterede i 2001 med digtsamlingen TAK. Hun udgav i 2009 digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale. Skilsmissedigte. For romanen Naturlige fjender (2008) modtog hun Jytte Borberg Prisen.

Specialeworkshop på IKK

?

Kære kommende specialeskrivere på IKK,
– står du overfor at skulle igang med specialet eller har du bakset med de indledende manøvrer længe? 

Vejledningscenter IKK afholder specialeworkshop tirsdag d. 24. maj kl. 13.00-16.00!

Workshoppen er for alle studerende på IKK og vil være en blanding af oplæg fra færdige kandidater og en specialevejleder samt øvelser for at komme igang med netop dit speciale.

Læs mere på Vejledningscenter IKKs arrangementside: http://kunstogkulturvidenskab.ku.dk/vejledningscenter/arrangementer/ 

Vi glæder os til at se dig.

Venlig Hilsen
Jacob Sander Bojsen
AC-studie- og karrierevejleder v/IKK

F.U.B.A.R. featuring LEGENDARY SHACK SHAKERS (US) + STØTTEKONCERT til fordel for Red Barnet / Sierra Leone

Tid: Lørdag den 21. maj kl. 20.00 – 01.00
Sted: DANSEhallerne, Pasteursvej 20, 1799 Kbh. V
Billetter: Kr. 60,-


Efter aftenens opførelse af Mute Comps F.U.B.A.R. er der STØTTEKONCERT
i DANSEhallernes foyer. Arrangementet bliver råt og rock’n roll: Strøm til forstærkeren og afsted! Forvent alt fra country til pop til punk. En håndfuld bands giver denne aften alt, hvad de har – til publikums bedste og til Sierra Leones. Under koncerterne går hatten rundt, og hvad, der kommer i den, går til Red Barnet og Sierra Leone. Red Barnet er årets modtagere af overskuddet fra u-landskalenderen og bruger det efterfølgende på genopbygningsprojekter i Sierra Leone, hvor researchen til F.U.B.A.R. er foregået.

Læs mere på www.mute-comp.dk

 

Line Up:

http://www.myspace.com/dirtdaubers
JD Wilkes fra LLS tørrer sveden af panden og finder banjoen frem.

http://www.myspace.com/thechopchopfamily
Garanter for fest! og ‘årets vindere af det franske melodi grand prix…’

http://www.myspace.com/ettumason
Islands svar på Robert Johnson … på speed!


The Shadow Blasters II er så old school punk, at de ikke er på myspace.
Ted og Simon er til hverdag bedre kendt for deres bidrag til de skrå brædder.

Program:
19.00 – 20.00: Køb af billet
20.00 – 21.15: F.U.B.A.R.
21.30 – 01.00: STØTTEKONCERT
01.00 – ?: Fest..?

Reservation:

 

Billetter skal reserveres på: billet@nullmute-comp.dk
Oplys navn og telefonnummer.

Prisen for hele aftenen er: Kr. 60,-

Billetter afhentes og betales på forestillingsaftenen.


Fagrådsmøde om Visuel Kulturs fremtid

Fagrådet på Kunsthistorie og Visuel Kultur holder forårets sidste møde
torsdag den 12. maj kl. 15.00 i lokale 21.4.26

Vi har Visuel Kulturs fremtid på dagsordenen – igen – for overbygningens fremtid er pt. uklar. Er det stadig planen, at Visuel Kultur skal være en profil under Moderne Kultur og ikke en selvstændig overbygning? Vil der blive direkte adgang for studerende fra Kunsthistorie, skal man begrunde sin ansøgning eller vil der komme karakteradgang? Hvilken uddannelsestitel vil man få? Hvem skal undervise?

Vi ved, at institutleder Marianne Ping Huang stopper til juni, men stopper planerne om at ændre Visuel Kultur med hende? Vi har mange spørgsmål og knapt så mange svar.

Fagrådet opfordrer jer, der overvejer at tage Visuel Kultur som overbygning, til at komme til fagrådsmødet på torsdag.

Vel mødt!

re-new digital arts festival & IMAC conference 2011

Digital kunst festival i Koncerthuset og på IT-Universitetet – 17.-19. maj 2011 – fernisering mandag d. 16 maj kl. 16.00

re-new byder på det allernyeste inden for electronica og interaktiv performance – programmet lover biofeedback dans, håndbyggede lydskulpturer og violiner med indbyggede iPhones. Og derudover kan publikum opleve avantgarde-stjerner som Hildur Guðnadóttir (múm, Pan Sonic, Touch) der blandt andet har varmet op for FeverRay, Kangding Ray og Grisha Lichtenberger (raster-noton), Atau Tanaka (MediaLab) og Yasuhiro Otani (Rockefeller), samt danske helte som slew52 og Karsten Pflum.

Nok ikke navne, der klinger bekendt i så mange mainstream-ører, men det skal ikke afholde nogen fra at hoppe igennem Alices kaninhul og tage en tur til det digitale eventyrland.

Billetter: 50 kr. pr. aften. Der kan købes et tre-dages partoutkort for 100,-. Billetter via dr.dk/koncerthuset eller billetlugen.dk

Ud over koncerterne byder re-new også på en udstilling på IT-Universitetet. Udstillingen, hvor der er gratis adgang, tæller internationale kunstnere, som Peter Tilg, Ha Moon Young, Matthieu Cherubini, der alle arbejder med teknologien og kunsten i tæt forbindelse.

Som en del af festivalen kan man i år også deltage i konferencen ‘IMAC 2011 – The Unheard Avantgarde’, der får besøg af følgende key-notes: Claudia Gianetti og Atau Tanaka. Tilmelding er åben på re-new.org.

Bag festivalen står DR, IT Universitetet, Københavns Universitet og Aalborg Universitet/Cph.

Se også re-new.org eller følg os på facebook.