Måned: juli 2010

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

I går aftes blev Jude Law tildelt præsidentens pris på KV IFF 2010. Det foregik ved en særvisning af The Talented Mister Ripley. Jude kom, han så, han blev fotograferet, og en time efter den annoncerede tid gik filmen i gang. Her er kukuas billeder fra ceremonien:

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Det er fjerde dag på Karlovy Vary International Film Festival, og nu er stjernerne begyndt at komme frem, både i virkeligheden og på film. Dagen har budt på Todd Solondz Life During Wartime, den koreanske Shi, som af mange blev spået som palmevinder i Cannes (men ikke blev det) og Copie Conforme med Julie Binoche i hovedrollen. Og så kom Jude Law lige forbi og lommefilosoferede over 3D-film, forskellen på film- og teater-skuespilleri og hans varme følelser for Tjekkiet.

Life During Wartime (IMDb) er den amerikanske instruktør Todd Solondz’ nyeste film og får premiere i Grand i København om et par uger. Solondz, der står bag Happiness, Storytelling og mesterværket Palindromes, har med Life During Wartime lavet en Happiness 2. Filmen har de samme karakterer, men andre skuespillere end Happiness, og handler, som toere for det meste gør, om hvad der skete efter de dramatiske begivenheder i første film.

Solondz formår som meget få amerikanske instruktører at portrættere skæve karakterer og amerikanske idiosynkrasier (måske Larry Clarke og Harmony Korinne ud over ham). Men Solondz’ film er både samfundskritiske, varme og humoristiske på en gang.

Jeg havde glædet mig rigtig meget til Life During Wartime, og filmen har også fantastiske scener. Men filmen er også i langt højere grad en opfølger til Happiness end jeg havde regnet med. For det første virker det som om, at den forventer at begivenhederne i Happiness er præsente. Bortset fra den pædofile far (i Life During Wartime løget død af familien), som jeg tror alle der har set Happiness husker, er det ret svært at huske hvem alle karaktererne egentlig er. For det andet, er handlingen i Life During Wartime langt mindre dramatisk i den første film og virker på sin vis som en lang afrunding, snarere end en film med plot.

Solondz’ film er dog stadigvæk milevidt bedre og anderledes end de amerikanske film, der ellers bliver vist i Europa, og man må håbe at toeren – et fænomen som ofte har med penge at gøre – bliver succesfuld nok til at den notorisk fattige instruktør kan gå i gang med endnu en underlig film om U.S.A.

Shi / Poetry (IMDb) fra Sydkorea blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes i år. Instruktøren, Chang-Dong Lee, er også til stede på KV IFF i år, og præsenterede kort sin film. Filmen handler ved første øjekast om en ældre kvinde som bor med sit barnebarn, en dreng i teenageårene. Hun lever af sin pension, og af at være hushjælp for en ældre herre. Hun går til lægen, får konstateret begyndende Alzheimers, men ændrer ikke sin levevis nævneværdigt af den grund. Hun tager et aftenskolekursus i at skrive poesi.

Men man fristes til at sige, at Poetry netop ikke handler om denne kvinde, for som baggrundstæppe for handlingen står et selvmord, som repræsenterer meget mere end en enkel kvindeskæbne. En pige fra den lokale skole kaster sig i døden fra en bro. Grunden er, viser det sig, at hun i en længere periode jævnligt er blevet voldtaget af den ældre kvindes barnebarn og fem andre drenge.

I det lukkede samfund, som filmen udspiller sig i, forsøger skolen og fædrene til de fem drenge, at lukke låg på sagen ved at tilbyde økonomisk kompensation til pigens fattige, enlige mor. Og bedstemoren til den sjette dreng har ingen andre handlemuligheder end at spille med. For at gøre det er hun, på en meget udramatisk måde, nødt til at prostituere sig, ligesom hun til en vis grad er slave for sit drengebarnebarn, som ikke rigtig laver noget selv, endsige reagerer på det faktum, at han er skyld i et andet menneskes død.

Poetry er en fantastisk film, som næsten skjuler sin kønspolitiske pointe i flotte billeder, og et skuespil af den ældre kvinde, som gør at det hele vejen igennem er nok bare at se hende foretage sine daglige gøremål. Indtil filmens tragiske slutning afslører hvad det er for et forskruet samfund, hun agerer inden for.

Copie Conforme / Certified Copy (IMDb) er endnu en Cannesfilm, men milevidt fra Poetry i sit ambitionsniveau. Filmen bliver båret af Elle (Juliette Binoche, som vandt bedste skuespillerinde i Cannes), som er kunsthandler i Italien. Hun inviterer kunsthistorikeren James, som er ekspert i kopiers kulturelle betydning, på date, og så går den søde men ikke ukomplekse film med den.

Elle og James bliver betragtet af omgivelserne som et gift par, og i løbet af filmen begynder Elle og snart også James at spille med på den forestilling, som en kopi af et forhold der kunne have været imellem dem. Denne fiktion i fiktionen er overbevisende. De to formår at digte en historie sammen, og at indleve sig i følelser som havde de to virkelig været et midaldrende gift par. Og under/over de spillede følelser er de usagte: Dem som opstår hos de to i deres spil med hinanden.

Certified Copy er altså nærmest en romantisk komedie og som sådan kan den kun roses. Filmen er en tand for sød efter min smag, men har også et mere bittert islæt: Forestillingen om det der kunne have været mellem Elle og James understreger hvad der mangler hos dem begge. Denne bismag findes ikke i de fleste andre repræsentanter for genren, jeg har set.

Jude Law (IMDb) er en engelsk skuespiller, og nok den mest kendte person, der dukker op på dette års festival. Til pressekonferencen, som på grund af kendisfaktoren var godt fyldt op, snakkede han om en kommende Scorsese-3D-film, Hugo Cabret, som han spiller med i, om både at være teater- og filmskuespiller, og om sin store kærlighed til det tjekkiske folk. Det var altså mest smalltalk, men svært ikke at synes om alligevel. Jeg tog et par billeder på konferencer, som kan ses neden for.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Første søndag på KV IFF er så godt som slut, men nogen hviledag har det ikke været. Seks film er det blevet til, og det virker som om, at der er lidt længere mellem snapsene i dag end der var i går og forgårs. Eller også, og det er ikke usandsynligt, er en vis filmtræthed ved at indtræffe.

Ud over Days of Heaven og Sweet Evil har jeg set:

Schastye moe / You. My Joy (IMDb): En svært forståelig men meget stemningsfuld russisk film. En mand kører rundt med et læs mel og stoppes først af nogle korrupte trafikbetjente, hvorefter han kommer længere og længere ud på landet, hvor han støder på flot russisk landskab, og mere og mere korruption. Korruptionen, som åbenbart gennemtrænger landet har store konsekvenser for manden og dem han møder: det hele er meget råt og kynisk, men som sagt også flot, og stemningsfuldt oven i købet.

Der Albaner (IMDb): Albansk-Tysk co-produktion om en ung albansk bjerglandsbyboer, som tager til Tyskland som illegal indvandrer for at tjene til medgift til hans uheldigvis gravide udkårne derhjemme. Der er kulturmøder og hård realisme for alle pengene, for Tyskland er ikke så nemt at begå sig i. Albaneren ryger ud i lavtlønnede jobs, dernæst kriminalitet, og da han endelig kommer tilbage til Albanien har forholdene i landsbyen ændret sig radikalt. Filmen smører en lille smule tykt på, men er vellykket, både som indblik i indvandrertilværelsen og som et sjældent kig på et land, der sjældent portrætteres på film.

La mosquitera / The Mosquito Net (IMDb): Spansk familiefarce, der deltager i hovedkonkurrencen på festivalen. Som andre komedier, fungerer den nok bedre i dens eget land: Filmen er overhovedet ikke sjov. Mor, far og 7-8 husdyr bor i lejlighed, mor og far har det ikke godt sammen og separeres, sønnen er fremmedgjort, bedstefar er suicidal, bedstemor har alzheimers, rengøringshjælpen er lækker, sønnens eneste ven synes moren er lækker, og morens veninde er temmelig sadistisk i sin børneopdragelse. Manglen på handling gennemspilles i en række usjove tableauer i en stærkt IKEA-inspireret scenografi. Filmen kommer ikke til Danmark, gudskelov.

Son of Babylon (IMDb) er en irakisk roadmovie, der foregår i dagene efter Saddam Husseins fald. En bedstemor og hendes søn tager fra det kurdiske Nordiraq sydpå for at finde søn/far, som blev taget til fange af Saddam i starten af halvfemserne. Filmen er underligt nok ikke særlig deprimerende, selv om rejsen foregår på en baggrund af tortur og død. Sønnen og bedstemoren spiller med stor energi, og det samme gør de farverige karakterer, de møder på deres vej. Plot og spænding er stort set fraværende, men den rejse man kommer med på som tilskuer er spændende nok i sig selv.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Days of Heaven (IMDb), den amerikanske instruktør Terrence Malicks mesterværk fra 1978, vises i en nyrestaureret udgave på Karlovy Vary International Film Festival 2010, og er også netop kommet på Blu-ray på Criterion Collection. Filmen fortjener alt den opmærksomhed den får, og endnu mere.

Filmen begynder i Chicago i starten af 1900-tallet, og handler om en lille familie, mand, kone og (sandsynligvis) datter. Manden, spillet af en meget ung Richard Gere, arbejder på stålfabrik til han slår sin formand ihjel, og så flygter familien ud på landet. I et småbakket landskab, omgivet af bølgende kornmarker, står en landejendom, hvor filmens fjerde hovedkarakter, ejeren af ejendommen og det omgivende areal, bor. Han er, vist nok, dødeligt sy, og forelsker sig i den smukke kone (som lader som om hun er søster til sin mand), og ægteparret ser en udvej ud af fattigdommen: Hvis kvinden gifter sig med farmeren og farmeren så dør, får den lille familie pludselig penge på lommen. Men: Farmeren lever betragteligt op i selskab med sin nye kone, og hans nye kone bliver så småt forelsket i syn nye mand, og hvad skal den tidligere mand så gøre?

Det der er så fantastisk ved Days of Heaven er fortælleren og billederne og musikken og tempoet. Historien fortælles af datteren, en ung pige med hæs stemme og storbyerfaring. Hun er på en gang drømmende og naiv i hendes brug af faste vendinger om livets gang, og samtidig uhyggelig kynisk i hendes accept af at tingene, gode, men oftest dårlige, bare sker uden at hun har nogen mulighed for at påvirke begivenhedernes gang. Billederne i filmen er utrolige. Store panoramaer, men også fokus på det små. Dyrene, der, ligesom pigen, kun kan betragte det spil, der foregår omkring dem. Det anonyme, ensformige og genkommende arbejde med høsten. Maskinerne. Det er storslået. Filmens soundtrack er af Ennio Morricone, og stemningsfuldt som bare fanden, og tempoet i filmen er roligt men intenst. Et mesterværk.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

L’enfance du Mal / Sweet Evil (IMDb) fra Frankrig er en af filmene i dette års hovedkonkurrence på Karlovy Vary International Film Festival og har international premiere på festivalen. Filmen handler om Céline, en 14-15-16-16-årig lystløgner, som bor på gaden, vistnok i Paris. Hendes mor er kommet i fængsel for mordet på Célines far, men det var vist nok et uheld, eller også var det Céline, der gjorde det.

Nu er Céline opsat på at få moren ud af fængslet, og det vælger hun at gøre ved først at flytte ind i garagen, senere indsmigre sig, hos den dommer (og hans kone), som dømte Célines mor. I forsøget på at få sat systemet i gang forfører Céline dommeren og det skaber naturligvis konflikter i dommerparrets hjem.

Sweet Evil er et forsøg på at portrættere en manipulerende og, som titlen siger, ond ung pige. Men Sweet Evil mangler nerve. Hovedrollen, spillet af Anaïs Demoustier, formår aldrig at overbevise. Hun er manipulerende, jovist, men også irriterende følsom. Filmen minder lidt om Hard Candy, en forfærdelig amerikansk pædofilifilm fra 2005, men hvor Hard Candy i det mindste er ubehagelig at se på, så virker de mellemmenneskelige forhold i Sweet Evil næsten harmoniske med morgen- og middagsmadsscener en masse.

Filmens tragiske slutning, hvor alt går op i en højere enhed for Céline og hendes mor, men bestemt ikke for dommeren og hans kone, virker sjusket og påklistret, og det lykkes ikke filmen at frembringe en thrilleragtig stemning, selv om plottet egentlig har masser af spind-af-løgne-og-begær-potentiale – det er den simpelthen for sød og hyggelig til.

Les amours imaginaires / Heartbeats (IMDb) er en fransk-canadisk film, som vist var ret populær i Cannes i år. To unge canadier-hipstere i midt-tyverne, Francis (homoseksuel) og Marie (heteroseksuel), forelsker sig begge i den blond-krøllede spids-næsede narre-fisse Nicholas, til deres, til sidst, store fortrydelse.

Filmen portrætterer hyperæstetisk og svælgende karakterernes hyperæstetiserede dagligliv. Til fest, på café, hos frisøren, på road trip, tømmermænd. Muligvis går de på universitetet, eller arbejder med et eller andet kreativt, men der er helt klart fokus på fornøjelse før pligter.

Heartbeats er utrolig flot, farvemættet og fuld af slowmotionscener hvor man kan svælge i tøj, bevægelser og andre detaljer. Soundtracket er af bl.a. The Knife. Hipsterfaktoren er høj.

Hvor andre menage-a-trois film (fx. Jules et Jim og især The Dreamers, som filmens æstetik synes meget inspireret af) også har et tragisk islet, bliver Heartbeats konsekvent og selvbevidst på overfladen af sine karakterer og deres følelsesliv. Det er der kommet en underholdende øje-, øre- og crowdpleaser ud af.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Seks film blev det til lørdag, bl.a. den fantastiske tyrkiske film Bal, som vandt Guldbjørnen i Venedig. Alle øltelte er nu kommet op og det vrimler med mennesker med orange festivalhalsbånd. Her er et par stemningsbilleder:

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Filmen Nuummioq (IMDb) fra 2010 er, ifølge filmens pressemateriale, den første grønlandske spillefilm. Filmens hovedperson Malik sumper rundt i Nuuk med sine venner indtil han en dag falder om og får konstateret uhelbredelig kræft. Det får ham til at forsone sig med sin fortid (venner, familie, kæreste) og forlige sig med livets endelighed. Inden det sker får han set på naturen, fanget en fisk, slagtet et får og fundet nogle benfigurer i en klippehule, der forestiller hans tragisk afdøde forældre. Så vidt så godt.

Desværre er Nuummioq ikke en særlig overbevisende film. I scenerne med Malik og venner vil den være sjov, i naturscenerne vil den være flot, og i scenerne med kæresten og bedsteforældrene dyb og alvorlig. Men Malik overbeviser ikke som karakter, birollerne er flade, og den grønlandske natur er, uanset hvor meget den prøver, ikke så storslået når farverne ligner noget fra en hjemmevideo.

Nuummioqs skildring af dagliglivet i Nuuk og omgivelser er interessant, det er dialogens blanding af dansk og grønlandsk også, men der er nok problemer med denne første grønlandske spillefilm til at jeg godt tør satse på at film nummer to bliver meget bedre.

Efter visningen var der Q&A med filmens instruktører, Torben Bech og Otto Rosing. Den er her et par billeder fra. Jeg arbejder på også at få noget video op.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Bal / Honey (IMDb) er den hidtil flotteste film på festivalen. Den tyrkiske film vandt Guldbjørnen i Berlin i 2010 og er et utroligt følsomt portræt af en 5-6-årig dreng, der vokser op langt, langt ude i skoven i Tyrkiet. Faren, som han er tæt knyttet til, er honningavler. Mens moren – og de symbolske glas mælk hun hele tiden tilbyder – ikke fylder meget i drengens univers. Ved siden af det lille hjem er skolen, som forsøger at få ham til at sætte ord på sine tanker. Med faren klares kommunikationen med hvisken, når det en sjælden gang er nødvendigt at sige noget.

Billederne i filmen er knivskarpe, og lyssætningen er helt utrolig. I indendørsscenerne er det tit kun et lille felt af skærmen, et vindue fx., der er oplyst, mens resten af scenen er undereksponeret. Mørket er det, som drengen ser. Honey er følsom og hjerteskærende, og forholdet til faren varer ikke ved. Men er smukt portrætteret som aldrig før så længe det varer.

“I Know Where I’m Going” (IMDb) er en action-film tilbage fra 1945, og af en helt anden type og kaliber end Honey. Filmen er en del af en hyldestserie til Michael Powell og Emeric Pressburger, et engelsk instruktørpar og handler om den engelske pige Joan, som skal på dannelsesrejse til De Ydre Hebrider i mystiske Skotland og giftes med en rigmand. Ham ser man dog ikke noget til i filmen, for efter at Joan er rejst med tog over de skotskternede bakker, strander hun på øen før øen hun skal til.

Der møder hun den adelige, der før ejede øen hun er på vej til, han er på orlov fra krigen et par dage, og er, sammen med kilt, skotsk folkedans og generel excentricitet, uimodståelig, og Joan, som ellers altid har vidst hvad hun vil have, bliver frygtelig i tvivl inden det afsluttende filmkys. Inden da kommer vi dog på en mislykket bådtur i stormvejr, som i dag, og sikkert endnu mere i 1945, virker enormt action-packed. Jeg kender ikke noget til de to instruktører, men jeg har sjældent set en så gammel film med så meget spænding. Det er meget godt gået.