Måned: juli 2010

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Skal man, lige så forsigtigt, udpege en trend på Karlovy Vary International Film Festival 2010, er her et bud: faderrollen.

Un Homme qui cri / A Screaming Man (IMDb) er en fransk-chadiansk (chaddisk? chadsk? film fra Chad!), som vandt juryens specialpris i Cannes 2010. Filmens omdrejningspunkt er Adam, tidligere svømmemester, nu poolpasser og far til assistentpoolpasser Abdel. Adam, som kaldes champ af de lokale, har investeret en ordentlig portion følelser i sit arbejde, og da der skal rationaliseres på hotellet går det galt: Adam degraderes til portvagt.

Da der, belejligt nok, bryder (endnu en ukendt afrikansk) borgerkrig løs, vælger Adam at undlade at betale bestikkelse til regeringshæren, med det resultat at Abdel slæbes væk fra poolpasserjobbet til en post som kanonføde i regeringshæren, som i løbet af filmen har sværere og sværere ved at trænge rebelhæren i baggrunden.

Imidlertid har Abdel gjort en lokal pige gravid. Hun tropper op hos Adam og konen, spørger efter Abdel og får tilbudt husly i stedet for svar. I det hele taget er der meget, der forbliver usagt i filmen. Der klippes langsomt, og lægger en af hovedpersonerne ansigtet i tænksomme folder, så dvæler kameraet på ansigtet længe nok til at man har lyst til at råbe cut.

Har man ikke lyst til at råbe hurra over filmens adstadige tempo, kan man til gengæld glæde sig over indblik i et land og en kultur, som man sjældent ser på film. Udviklingen – Adams stigende kvabbalser over ikke at have reddet sin søn – går langsomt, men der er noget fint-realistisk over de lavmælte konflikter i den lille familie, og den noget mere støjende og dødbringende konflikt i Chad.

Hotellets organisk formede pool er symbolsk omdrejningspunkt for filmen. En stor, våd tåre, der som floden i filmens slutscene, synes at være den stabilitet, som Adam klynger sig til, mens omgivelserne forandrer og forandrer sig. Selv og især; i Afrika.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Paha Perhe / Bad Family (IMDb) er en ny finsk film om, nå ja, en ikke særlig velfungerende familie. Det er især faren, Mikael, den er galt med. Han er lidt af en disciplineringsfanatiker. Når han ikke disciplinerer som dommer i retssalen, disciplinerer han sin krop på romaskinen, og når han ikke gør det, disciplinerer han sin søn. Sønnen er lige så tætbygget og -klippet som faren, men ikke lige så stenet: Da farens datter fra første ægteskab kommer og bor hos familien efter ekskonen er død, finder sønnen ud af at han mangler noget: Den varme, han aldrig har fået af sin far.

De søskendes hurtigt tætnende forhold gør faren paranoid. I forsøget på ikke at miste kontrol får han fremmedgjort hele sin familie, sønnen,  selvfølgelig, men også den nye kone og hendes søn, som sendes på hotelværelse så Mikael selv kan klare paragrafferne. Det er især tanken om et incestuøst forhold hos sønnen og datteren, der driver Mikael til vanvid, men bag den paranoia er måske en større: Hvad hvis jeg er den eneste, der ikke kan elske?

Alle skuespillerne er fremragende, især faren, som formår at holde det samme hårde ansigtsudtryk hele filmen igennem, og sønnen som er tæt på at klare det samme. Bad Family er en rigtig tung film, som de åbenbart kan lave i Finland men aldrig gør i Danmark: Der er overhovedet ikke noget at grine af. Hvis man er indstillet på det venter der en god filmoplevelse.  Faderoprøret (i dobbelt forstand) kulminerer lidt for heftigt med bortførelser og alt muligt, men filmen reddes heldigvis. Til sidst står faren tilbage med jakkesættet blafrende i vinden. Det er et ret smukt billede.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Klokken er lige blevet 12 efter en hård første dag på KV IFF. Tre film er det blevet til, en plads som fotograf langs den røde løber, og stegte ris og cola til aftensmad.

La Vérité (IMDb) var rigtig fed. Et retssalsdrama fra 1960 med Brigitte Bardot (og hendes læber) i hovedrollen, anklaget for mord på sin ekskæreste, omgivet af støvede moraliserende mænd. Flashbacks til Paris i sort-hvide toner og begyndende ungdomskultur med sex og rytmisk musik.

De helaasheid der dingen / The Unfortunates (IMDb) mindede end lille smule om Polle fra Snave-reklamerne. Man følger en ung belgier med tyskerfrisure, som vokser op i halvfjerdserne med sine langhårede, øldrikkende onkler, faren, som ikke rigtig kan finde ud af noget, og bedstemor som ser til. Vi ser tilbage på den stilfulde kodachromefarvede fortid fra nutiden. Den stakkels dreng er blevet forfatter, og i løbet af filmen går det op for en at de absurde optrin er filtreret gennem kunstnerisk repræsentation. Det gør ikke scenen med Tour de France i druk mindre underholdende, men synsvinklen; det skønne/morsomme i en uskøn/usjov barndom som stof for kunstnerisk reflektion er måske lidt for typisk. The Unfortunates er rigtig flot filmet og redigeret, og selvfølgelig føler man med drengen til sidst, men måske er den også for fjollet: Til sidst kan hovedpersonen se tilbage på et liv, hvor han måske ikke gjorde tingene perfekt, men i hvert fald så godt han kunne og bedre end sin egen far. Og så lykkes det oven i købet at få transformeret den traumatiske barndom om til publicerbar kunst. Hvem kan ønske mere?

The Killer Inside Me (IMDb), Michael Winterbottoms nye film, er en hård og brutal neonoir med Casey Affleck i hovedrollen som meget sydstatssnakkende og meget myrdende lokalpolitimand i en eller anden texansk flække. Filmens manglende undertekster gjorde det svært at forstå alting, men der er ingen tvivl om at Caseys rolle er superpsykopat. Omkring ham er rigmænd, sheriffer, dinerbestyrere og kvinder (Kate Hudson og Jessica Alba), der finder sig i alt for meget. Meget amerikansk film og så alligevel ikke: Den er brutal og pervers på en måde man sjældent ser fra Hollywood. Helt klart værd at se!

I morgen står den på endnu flere film. Nu står den på søvn!

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Det er den 2. juli, klokken er 9.30. Jeg stod op lidt før 8 for at komme ned og hente mit pressekort til festivalen som en af de første. Der var ikke rigtig andre stået op på det tidspunkt, så jeg kunne vist godt have sovet lidt længere og nået at spise mere end en børneyoghurt. Men det er fint nok.

Solen skinner, her er rigtig varmt, og på baren på Hotel Thermal – festivalens hovedkvarter – er allerede tændt op for halvfemserpop og de første fadøl er også blevet skænket, dog ikke til mig.

I dag skal jeg se tre film:

La Vérité (IMDb): Klassiker fra 1960 af Henri-Georges Clouzot med Brigitte Bardot i hovedrollen. Del af festivalens klassikerserie.

De helaasheid der dingen / The Unfortunates (IMDb): Belgisk film fra 2009, baseret på roman af Dimitri Verhulst. Noget med ungdomsprovinsliv, alkoholisme, sex, og Belgien. Del af serie med fokus på nye belgiske film.

The Killer Inside Me (IMDb): Ny film af Michael Winterbottom, en instruktør som jeg har det lidt blandet med. Tristram Shandy synes jeg er fantastisk. Hans semidokumentariske Road to Guantanamo synes jeg var irriterende i dens stil og alt for polemisk. The Killer Inside Me er en noirfilm, der foregår i Texas, baseret på et amerikanskhalvtredserroman. Uanset hvordan den bliver, er det imponerende at Winterbottom formår at udforske så mange forskellige genrer. Filmen er en del af filmserien Horizons.

Kl. 16 går det løs! Nu skal jeg spise og måske sove en lille smule. Her er et par morgenstemningsbilleder fra balkonen på Hotel Thermal:

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Så er filmfestivalen Karlovy Vary International Film Festival i Tjekkiet skudt i gang. Programmet er skaffet, de første billetter printet og i dag og i morgen – fredag og lørdag – er nærmest planlagt med 3 film i dag og 5 i morgen.

Man planlægger en dag ud i fremtiden. Hver morgen åbnes nemlig for billetsalget til næste dag. Som publikum kan man enten købe enkeltbilletter, der koster 65 tjekkiske kroner (ca. 20 danske kroner) stykket, eller man kan købe et festivalpas til 1000 tjekkiske kroner (300 danske), der giver ret til billetter til tre film om dagen i de 9 dage festivalen varer. Passet koster 700 (250 danske) for studerende.

Uanset hvilken løsning man vælger, er det en fordel at stå tidligt op om morgenen. Billetkontorerne åbner klokken 8, og der er run på. De bedste af festivalens i alt 205 film i år, eller i hvert fald de film, som publikum tror er bedst, bliver hurtigt udsolgt. Hvis man sover (for) længe kan man risikere at skulle ud og se en eller anden obskur bulgarsk dokumentarfilm på fire timer. Det kan være en oplevelse at se noget andet end det man havde planlagt, men ikke altid en god en af slagsen.

De tidligste film vises klokken 9 om morgenen og de seneste klokken 12 om aftenen. Med festilvalpas og 3 film om dagen kan man godt få plads til søvn, mad, og at få set byen. Hvis man ikke prioriterer mad og søvn særlig højt er det ret ukompliceret at komme til at se flere film, enten ved at købe flere billetter eller at tage chancen ved at møde op til film uden billet.

Der er nogle få, der går rundt med to festivalpas om halsen og dermed kan se 6 film dagligt(!). Er man lidt mindre ambitiøs møder man op et kvarter før en film man gerne vil se, men ikke har billet til, starter. 5 minutter inden filmstart vurderer vagten hvor mange ledige pladser der er i salen og begynder at lukke folk fra køen ind. Det er sjældent, der ikke er plads. Folk ændrer løbende planer, og den forholdsvis store del af sæderne som er reserveret til presse og industri står ofte halvtom.

Det er et puzzlespil at få valgt de film man vil se. De fleste film vises 2 eller 3 gange i løbet af festivalen. Programmet for festivalen har en ret pædagogisk oversigt over filmenes placering, men man skal alligevel være opmærksom på film, der ligger oven i hinanden. Et andet problem er den naturlige begrænsning der ligger i, at man måske kan klare 3-5 film om dagen i de ni dage festivalen varer. Men selv med et program på 45 film kan man, med tilstrækkelig bred smag, risikere at der er mere man gerne vil se. Og så må der prioriteres!

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Første dag i Tjekkiet. Efter et par timer i lufthavnen bussen til Karlovy Vary og så op i lejligheden og lægge vores ting, og så ud på gaden. Forberedelserne til festivalen er i gang stadigvæk. Der er løbere, der skal rulles ud, der er filmplakater der skal hænges op, der er kurgæster med gangstativer som skal hjem på deres hotel.

Vi spiser en kinesisk soyaret, kebab-falaffelstedet er lukket, og vi bliver enige om, at det siger meget om en by at køb på spid og kigærtefrikadeller øjensynligt ikke kan løbe rundt. Vi går rundt og kigger og finder en Karl Marx-statue. Vi mødes med vores udlejer på et værtshus og betaler for opholdet, vi tager ud på det værtshus hvor der sidst var fedest. Men kommunismetemaet er erstattet til fordel for steril cocktailbar, der er ikke længere bordfodbold. Vi bliver enige om, at det, på længere sigt, og uden for filmfestivalsæsonen, må hænge bedst sammen rent økonomisk på den måde.

Den 2. juli går det løs. Vi får snakket om de film, vi gerne vil sige. De danske: Armadillo, R. De rumænske. De amerikanske, især Todd Solontz’ Life During Wartime, en slags Happiness 2, det siger rygterne.

Vi drikker en espresso. Vi drikker en mojito. Vi drikker whiskey. Vi drikker Long Island Iced Tea. Vi drikker vand. Vi sover. Og vi glæder os: Til Karlovy Vary vågner op. Til festival.

Den 1. juli tager vi i pool og svømmer. Vandet er varmt. Nogle af menneskerne har for små badebukser på. Derefter går vi ud og ser på mindesmærker for besøgende i byen. Beethoven, Schiller, Goethe, Marx. De store tyskere. Nu venter vi bare på store film.

Dem kommer I til at høre mere om i morgen.