Studentermedarbejder til Arkivet ved Thorvaldsens Museum

Har du lyst til at tilegne dig en omfattende viden om Thorvaldsens liv og kunst og om europæiske kunst-kredse i 1800-tallets første halvdel? Har du lyst til at publicere og formidle Thorvaldsens private og forretningsmæssige breve og andre historiske kilder i det digitale arkiv på Thorvaldsens Museums hjemmeside? Skriver du letforståeligt og flydende? Er du omhyggelig, og har du blik for detaljen?

Så er stillingen som studentermedarbejder i Arkivet sikkert noget for dig.

Arkivet tilbyder en sjældent god mulighed for at lære basalt museumsfagligt håndværk: Hvordan omgås og videreformidles skriftlige primærkilder til en kunstners liv og værk? Hvad fortæller kilden? Hvordan kombinerer man kilden med andre oplysninger? Hvordan navigerer man i det videns­reservoir, som et museums bibliotek og arkiver udgør? Hvordan opsporer man nødvendig viden andetsteds?

Opgaven vil primært bestå i organisering, korrektur og publicering i Arkivet af OCR-scanninger af småtryk. Arbejdet giver stor erfaring med at ordne og formidle mangfoldige oplysninger på den mest brugervenlige og overskuelige måde samt med digital formidling generelt.

Du vil indgå i et nært samarbejde med det øvrige arkivteam, der består af fire kunsthistorikere.

Læs mere om Arkivet på http://arkivet.thorvaldsensmuseum.dk/om og udforsk selve arkivet på http://arkivet.thorvaldsensmuseum.dk/

Vi foretrækker, at du er nået til overbygningsniveau, men om du kommer fra kunsthistorie eller et andet beslægtet fag, er underordnet, så længe du har interessen og kvalifikationerne.

Stillingen er tidsbegrænset til et år med mulighed for forlængelse.

Lønnen vil blive fastsat efter gældende overenskomst.

Arbejdstiden vil være 15 timer ugentligt, fordelt på to dage efter nærmere aftale.

Startdato: Snarest muligt.

Yderligere oplysninger: Projektleder Ernst Jonas Bencard på 33 32 15 32.

Ansøgningsfrist: 16. september 2013.

Ansøgning med et eksempel på en skriftlig opgave indsendes digitalt via Københavns Kommunes hjemmeside under ledige job i Kultur- og Fritidsforvaltningen på http://www.kk.dk/da/om-kommunen/job/ledige-stillinger

Her finder du også den ansøgningsformular, du skal bruge for at søge jobbet.

Thorvaldsens Museum
Bertel Thorvaldsens Plads 2
1213 København K