Åben prøve i Eventministeriet

Eventministeriet i Skuespilhuset inviterer til ÅBEN PRØVE på Vrangsiden af Seimi Nørregaard og Boaz Barkan d.11. og 13. juni kl. 13 på Lille Scene i Skuespilhuset.

Arrangementet varer ca. 1 ½ time.

Hvis du har tid og lyst, er du velkommen til at blive bagefter og være med i en dialog omkring forestillingen med kunstnerne.

Tilmelding til Eventministeren senest 8. juni på djha@nullkglteater.dk

 

E+-release: Klarsyn i Møllegades Boghandel d. 14. juni

Torsdag d. 14. juni udkommer Troels Skov Nielsens digtsamling Klarsyn på forlaget E+

Release i Møllegades Boghandel kl. 20

Oplæsning og performance:

Troels Skov Nielsen
Jesper Elving
Rasmus Halling Nielsen
Kristoffer Raasted & Emil Rothenborg

D. 14. juni åbner Troels Skov Nielsen også en udstilling med plakater og en lydinstallation i boghandlen.

Troels Skov Nielsen (f. 1983) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi 2010. I forbindelse med afgangsudstillingen udkom tekstsamlingen Homunculus Et i 40 eksemplarer, en fotokopieret udgave af Homunculus Et distribueres af E+.

Møllegades Boghandel
Møllegade 8A, 2200 Kbh N
14. juni, kl. 20.00
Gratis entré

Debat på Charlottenborg om tolerance

Debat på Charlottenborg om tolerance med den udstillingsaktuelle tyske kunstner Thomas Kilpper og journalist Martin Krasnik

Onsdag 6. juni kl. 17

Fri entré

Da den tyske kunstner Thomas Kilppers værk Pavilion for Revolutionary Free Speech blev præsenteret i Den Danske Pavillion på Venedig Biennalen sidste år, rejste projektet en voldsom debat i de danske medier. Det, der især ophidsede sindene, var det faktum, at Kilpper havde udskåret 33 portrætter af europæiske magtfulde personer – heriblandt Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen – med den hensigt at mane til refleksion over, hvordan det står til i Europa i dag, hvor flere regeringer er afhængige af støtte fra stærkt højreorienterede og nationalistiske yderfløjspartier, og en reel diskussion af vores tolerancebegreb er påtrængende.

Ved at skabe en gulvinstallation med udskårne portrætter fik han vendt magtforholdet om, således at gæsterne havde magthaverne ’under sig’, når de stod og betragtede portrætterne, og dermed havde mulighed for at gentænke ellers fasttømrede sammenhænge og forestille sig en anden magtbalance. Kilpper blev anklaget for mangel på respekt ved at have skabt et værk som muliggjorde at publikum kunne træde på portrætterne, men det centrale budskab i værket handler om tolerance og gensidig respekt.

For at belyse Kilppers tanker bag værket og genoptage debatten i en nuanceret form indbyder Charlottenborg til et arrangement onsdag den 6. juni, hvor journalist Martin Krasnik, Weekeendavisen, i samtale med Thomas Kilpper vil udfolde debatten omkring ytringsfrihed og tolerance samt diskutere installationen Pavilion for Revolutionary Free Speech, som præsenteres på Charlottenborg frem til 5. august.

 

Host Guest Ghost – Sidste servering!

Søndag den 10. juni kl. 12 skal byens gourmetentusiaster og almindelige madører søge mod Carlsberg! Her inviterer DANSEhallerne til sidste omgang Host Guest Ghost: Tre forskellige supper skabt af den famøse madarrangør Alessandro Porcelli bliver serveret på tre forskellige steder og måder omkring DANSEhallerne. Der er tale om suppekunst i højeste gear, og både entréen og supperne er gratis.

Alessandro Porcelli er manden bag konceptet COOK IT RAW og dermed fadder til de lyslevende rejer på tallerknerne på NOMA. Sammen med 20 elever fra Suhrs Madakademiet dirigerer han det sjette og sidste Host Guest Ghost arrangement og dermed de tre forskellige, stedsspecifikke suppeværker på det fascinerende Carlsberg. Supperne bliver skabt i overensstemmelse med dogmerne bag COOK IT RAW, og eleverne fra Madakademiet kommer derfor til at traske i nogle af verdens bedste kokkes fodspor – såsom René Redzepi/NOMA  omkring det økologiske landbrug, Stengården. Alessandro Porcelli forklarer konceptet:COOK IT RAW means cook it clean, its a meditation and a curation on nature, where you see the land as your host and welcome what it brings to you. Hvad naturen bringer eleverne fra Madakademiet, og hvordan publikum bliver en del af serveringen, hører til overraskelserne. Opfordringen lyder: Kom og se og hør og lyt og smag om supperne byder på hoppende rejer, dansende myrer eller bare usandsynligt sprudlende økologiske grøntsager.

Læs mere på: www.dansehallerne.dk/host-guest-ghost

https://www.facebook.com/#!/pages/Host-Guest-Ghost/151240241572284

OBS! Samme dag er der lige efter Host Guest Ghost SPRING DANCE kl. 15. Nyd en picnic (hvis der er appetit tilovers) og oplev Dansk Danseteaters internationale dansere i J.C. Jacobsens smukke historiske have på Carlsberg. Billetterne koster kr. 75.

Totalteateroplevelse på Overgaden: Ømme dupper 1.- 3. juni

Fredag d. 1. juni slår Overgaden dørene op til performance- og totalteater-oplevelsen Ømme dupper. I løbet af weekenden udfoldes et myldrende univers med mere end 20 medvirkende performere og ‘hverdags-eksperter’.

I en fortravlet tid, hvor der er en tendens til at jagte de ophøjede øjeblikke, yderpunkterne og succesoplevelserne, sætter teater Lucky Motel fokus på langsomheden, sanseligheden og skønheden i den nære hverdag med afsæt i Gertrude Steins lyriske klassiker Tender Buttons.

Afhængigt af, hvornår man kommer forbi, og hvor længe man bliver, kan man opleve så forskellige ting som et hviskende papirhus, reparation af appelsiner, dissektion af øjne, fællesspisning, Stein-tolkning, sovende mennesker og en sjælesørgende radio-dj.

Åbningstiderne i weekenden er fredag d. 1. juni kl. 17-24, lørdag d. 2. juni kl. 12-24 og søndag d. 3. juni kl. 12-17.
Gratis entré.
Overgaden Institut for Samtidskunst, Overgaden neden Vandet 17, København K
Se mere på www.overgaden.org

 

 

Frivillige søges til opsætning af lydkunst udstillingen/festivalen

FRI LYD i Den Frie Udstillingsbygning

Den Frie Udstillingsbygning søger 4 frivillige til at hjælpe med opsætningen af udstillingen FRI LYD i uge 23, med start mandag den 4. juni. Det drejer sig om forholdsvis komplicerede værker, og det kræver derfor en vis praktisk snilde at håndtere og opsætte dem.

Lydkunstfestivalen  FRI LYD er en 10 dages kombineret udstilling og festival med et dagligt liveprogram, der løber fra den 9. juni – 17. juni 2012.
Toneangivende internationale og nationale anerkendte lydkunstnere giver deres bud på aktuelle tendenser, ved at fylde Den Frie Udstillingsbygning med værker og performances, som for første gang vises i Danmark. Udstillingen præsenterer en bred tilgang til fænomenet lydkunst ved både at vise installationer og liveperformances. Installationerne er kurateret af den belgiske kurator Joost Fonteyne, der især er kendt for at lede og kuratere den årlige lydkunst festival, Festival van Vlaanderen i Kortrijk i Belgien.

De deltagende installations kunstnere er:
Artificiel (CA), Aernoudt Jacobs (BE), Cléa Coudsi og Eric Herbin (FR) og Stijn Demeulenaere.

Den Frie Udstillingsbygning tilbyder en indsigt i institutionens daglige arbejde med udstillings- og projektvirksomhed. Som frivillig i Den Frie Udstillingsbygning kommer du til at arbejde tæt sammen med den daglige ledelse samt husets øvrige medarbejderne. Vi er et velfungerende team, der har en sjov, men også travl hverdag. Vi søger derfor assistenter der kan se det spændende i en til tider hektisk arbejdsdag med mange forskelligartede arbejdsopgaver. Den Frie Udstillingsbygning kan desværre ikke afse lønudgifter i forbindelse med opholdet, men vi kan tilbyde dig at komme helt tæt på nogle af de arbejdsopgaver, der eksisterer i forbindelse med opbygningen af en udstillingsproduktion samt tilhørende aktiviteter, og vi kan desuden tilbyde dig at snuse til et kreativt miljø, hvor du får rig mulighed for at møde kunstnere og kunstengagerede mennesker.

Vi forestiller os at dit ophold er struktureret således, at arbejdsskemaet passer dig. Skulle dette have vagt din interesse, så send os en mail til: info@nulldenfrie.dk (Mærket ”Frivillig”).

Tegnestuen Rosan Bosch søger kommunikationspraktikant til efteråret 2012

Kommunikationspraktikant søges til tegnestuen Rosan Bosch fra august/september 2012 og 5-6 måneder frem.

Tegnestuen Rosan Bosch er en kreativ og dynamisk virksomhed, der skaber projekter ud fra en bred skala. Porteføljen spænder fra udstillingskoncepter over totalindretning af skoler og biblioteker til udvikling af kreative kontormiljøer. Rosan Bosch arbejder med kunst, arkitektur og design som tværfaglige redskaber for innovation og forandring og skaber nye og innovative miljøer, som udfordrer etablerede kulturer og tænkemåder.

Som del af vores daglige arbejde har vi brug for en dygtig praktikant, der kan hjælpe os med vores eksterne kommunikation. Som praktikant hos Rosan Bosch vil du få et stort ansvar og en bred berøringsflade med vores projekter. Du bliver en vigtig brik i det daglige arbejde, og arbejdsopgaverne tilrettelægges efter dine interesser og kompetencer, men kan for eksempel være:

  • vedligehold og udvikling af hjemmeside
  • produktion af artikler og projektbeskrivelser
  • hjælp til udarbejdelse og opsætning af præsentationsoplæg
  • Formidling gennem sociale medier
  • PR og pressearbejde
  • nyhedsbreve og invitationer

Du læser kommunikation, kulturformidling eller tilsvarende og har lyst til at supplere din teoretiske viden med en mere praktisk erfaring. Du er dygtig til at skrive og interesserer dig for kunst, arkitektur og design.

Stillingen er en ulønnet praktikstilling 37t./ugen.

Send din ansøgning sammen med cv og andet præsentationsmateriale til Kommunikationsmanager Kasper Kloch på: kk@nullrosanbosch.com inden d. 15. juni 2012.

Læs mere om os på: www.rosanbosch.com

Danmarks Radio søger praktikant til P8 Jazz i efteråret.

Praktikant til P8 Jazz

Brænder du for musikformidling og særligt jazz? Kan du lide at idéudvikle og har du lyst til at prøve kræfter med tilrettelæggelse?

P8 Jazz søger en akademisk praktikant, der har lyst til at følge programmerne og det daglige redak-tionsliv. Praktikken begynder 1. september 2012 eller efter aftale.

 Om P8 Jazz
P8 Jazz er en digital radiokanal (DAB) som sender jazzmusik fra både ind og udland, fra fortid og nutid, gamle og nyproducerede programmer om jazz samt livekoncerter. Kanalen reflekterer jazzens univers gennem både musikflader, arkivprogrammer og direkte programmer. Musikken på P8 Jazz har som mål at favne og udfordre lytteren. 

Som praktikant hos os, får du mulighed for at prøve kræfter med at…..

  • Idéudvikle og at bruge DRs arkiv
  • Researche til programmer og researche på ny musik
  • Tilrettelægge programmer
  • Formidle musik

Vi forventer, at du

  • Er i gang med en længerevarende relevant uddannelse på enten bachelor eller kandidatniveau
  • Er systematisk og analytisk
  • Er god til at have mange bolde i luften
  • Er udadvendt, fleksibel og selvstændig
  • Har interesse i musikformidling

 Vi tilbyder

  • Mulighed for at stifte bekendtskab med radioproduktion
  • En bid af livet på en travl redaktion
  • At du kan sætte dit fingeraftryk på kanalen
  • En studierelevant praktik
  • Et sjovt, spændende og lærerigt miljø i DR Byen på Amager

Praktikopholdet skal kunne meritoverføres til din uddannelse. Undervejs i forløbet får du mulighed for samtaler med praktikværten, hvor du kan drøfte faglige og sociale aspekter. Du får også mulighed for en slutevaluering.

Vi forventer at du følger redaktionen omkring 20 timer om ugen, dog tilpasser vi os gerne da udannelser og fakulteter stiller forskellige krav.

Praktikken er ulønnet og foregår i DR Byen, som har et røgfrit indendørs miljø og metro lige til døren.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte programredaktør Sophie Amalie Engel, 3520 5540.

Send din personlige og gerne uformelle ansøgning til job@nulldr.dk – husk at skrive 080-2012 i emnefeltet, ellers modtager vi ikke din e-mail.

NB. Du skal sende dokumentation for at praktikken er meritgivende sammen med din ansøgning.

Ansøgningsfrist:. Mandag den 11. juni kl. 12. Vi afholder samtaler i uge 25
Din ansøgning kan betragtes som modtaget i DRs systemer, når du som kvittering får et autosvar fra DR HR.

dr.dk, DRinde og DR Byens storskærme den 
_______________________________________________________________________

 TTV – side 727    
Praktikant til P8 Jazz

Kontakt: programredaktør Sophie Amalie Engel, 3520 5540.
Søges via dr.dk
Ansøgningsfrist: Mandag den 11. juni kl. 12. Vi afholder samtaler i uge 25
____________________________________________________________________________