I forbindelse med forskningens døgn holder lektor Dag Heede foredrag på Karen Blixen
Museet fredag den 23. april fra kl. 12 til 13. Det er gratis at deltage i
arrangementet. Ingen tilmelding – man møder bare op. Efter foredraget er museet og
caféen åben. Karen Blixen Museet er beliggende på Rungsted Strandvej 111, 2960
Rungsted Kyst. Kystbanen går fra København til Rungsted Kyst station, hvorfra man
kan gå ned til museet på et kvarter f.eks. igennem den dejlige park. Læs mere på
www.blixen.dk<http://www.blixen.dk> eller ring på tlf. 4557 1057.
Det kan nogle gange være sundt at se på kanonstof med nye øjne. Lektor ph.d. Dag
Heede vil på et foredrag på Karen Blixen Museet give sig i kast med Karen Blixens
tidlige tekster ud fra queer-teori. Her vil han fokusere på det tidlige
forfatterskab primært Syv fantastiske fortællinger, som han betragter som et erotisk
eksperimentarium, hvor identitet, køn og seksualitet konstant forhandles og
genforhandles. Denne side af Blixen forskningen mener han i årtier har været
ignoreret til fordel for biografien. Udover Blixen har Dag Heede f.eks. også
analyseret Herman Bang og H.C. Andersen ud fra queer-teori. Afslutningsvis vil Dag
Heede komme ind på den danske overfor den udenlandske Blixen-forskning
Dag Heede er lektor på Syddansk Universitet på institut for Litteratur, Kultur og
Medier, og forsvarede i 1998 ph.d. afhandling om Karen Blixens værk med titlen ”Det
umenneskelige”, der udkom som bog i 2001 med titlen ”Det umenneskelige. Analyser af
seksualitet, køn og identitet” på Odense Universitetsforlag. Bogen kan købes på
Karen Blixen Museet.
Queer teori
Queer teori er oprindelig en politisk aktivitet og tværfaglig akademisk teori, som
opstod omkring 1990 i USA i protest mod den amerikanske regerings passivitet i
forhold til Aids-epidimien. Den blev en bevægelse der kæmpede imod diskrimination og
forskelsbehandling på grund af race, køn, klasse og seksuel orientering. Det
engelske udtryk queer er oprindeligt et nedsættende udtryk for at være homoseksuel
men betyder også underlig. Med Judith Butlers skelsættende bog “Gender Trouble” fra
1990 og hele queerteorien leveres et teoretisk begrebsapparat til at opfange og
beskrive udfordrende og oversete aspekter af forfatterskabet.