Ekko inviterer til snigpremiere på sprudlende dansk film

Mød dansk films nye stjerne!

Se Henrik Ruben Genz’ sprudlende Undskyld jeg forstyrrer en måned før premieren og mød instruktøren sammen med dansk films nye stjerne, Sara Hjort. Ekko inviterer til snigpremiere i Dagmar.

Det er sjældent, at en 23-årig skuespiller bærer en dansk film på sine skuldre. Men det gør Sara Hjort i Henrik Ruben Genz’ Undskyld jeg forstyrrer, hvor hun spiller den tilsyneladende naive Helene, der forvilder sig ind i løvens hule i form af et københavnsk teater.

Her huserer Peter Gantzlers sexgale instruktør, Stine Stengades rygstikkende diva og Søren Østergaards kyniske teaterdirektør, mens Nicolas Bros dramatiker forsumper i en skriveblokering. Men Helene gemmer på en hemmelighed og har måske mere i posen, end hendes blå øjne lader vide.

Ligesom Genz’ forrige film, Robert- og Bodil-vinderen Frygtelig lykkelig, er Undskyld jeg forstyrrer en filmatisering af en bog af barndomsvennen Erling Jepsen. Det er en af næste års mest imødesete danske film, men allerede på tirsdag den 13. december kl. 19 i Dagmar, København, giver Ekko mulighed for at se filmen en lille måned før alle andre.

Her kan man også møde dansk films nye, funklende stjerne Sara Hjort og instruktøren Henrik Ruben Genz, der gav hende gennembrudsrollen. Hjort og Genz vil efter filmen blive interviewet på scenen af Ekkos Peter Schepelern.

Sara Hjort pryder forsiden af det nye nummer af Filmmagasinet Ekko (billedet), hvor hun er bodypaintet som hund — nøjagtig som i filmen, hvor Helene får chancen på de skrå brædder som erstatning for sin firbenede konkurrent, der pludselig dør.

”Sara Hjort fanger med forfinet cool og stor underfundighed hele farveskalaen i Helenes personlighed og oser i den grad af selvfølgelig star quality. I hælene på succesen med Frygtelig lykkelig leverer Henrik Ruben Genz en rigtig overskudsfilm, propfuld af fræk fortælleglæde,” skriver Morten Piil i sin anmeldelse i Ekko.

Billetter til snigpremieren på Undskyld jeg forstyrrer kan bestilleskino.dk. Med billetten følger det nye nummer af Filmmagasinet Ekko.

Tag på tidsrejse med Woody Allen i topform!

Få Ekkos nye sommernummer og se Woody Allens sprudlende nostalgiske Midnight in Paris før alle andre i Grand Teatret på onsdag.

Hvis du nogensinde har drømt om at møde Dalí, Hemingway og Buñuel, så har du nu chancen.

Den magiske aften vil finde sted onsdag den 8. juni, hvor Ekko inviterer til forpremiere på Woody Allens Midnight in Paris – mere end to måneder før den danske premiere i august.

Filmen er Allens kærlighedserklæring til byernes by, Paris, men det er også en forunderlig tidsrejse. Da forfatterspiren Gil en sen aftentime slentrer rundt på Montmartre, kører en klassisk Peugeot med festklædte folk op på siden af ham.

De insisterer på at give Gil et lift, og snart befinder han sig i noget, der ligner en udklædningsfest, men er the real thing: de brølende 1920’ere med Hemmingway, Scott Fitzgerald, Cole Porter, Picasso og mange, mange flere.

“Woody Allen har genfundet formen. Den magisk-realistiske Midnight in Paris er en af hans bedste film i mange år. Hans oneliners sidder i skabet, mens gimmicken med hvilken berømthed, Gil nu skal møde, bliver ved med at overraske,” skriver Ekkos anmelder, Leslie Felperin, i det spritnye sommernummer, som er inkluderet i billetprisen.

En veloplagt Owen Wilson spiller hovedrollen Gil – Woody Allens alter ego – mens Rachel McAdams er hans forlovede. Adrien Brody er i sig selv hele billetten værd som den excentriske Salvador Dalí, og Frankrigs førstedame, Carla Bruni-Sarkozy, filmdebuterer i en mindre rolle som kurator.

Midnight in Paris åbnede Cannes-festivalen, og kopien er netop landet i Danmark, hvorfor den engelsksprogede film vises uden undertekster.

Arrangementet finder sted i Grand Teatret den 8. juni klokken 21.30, og efter filmen byder vi på en forfriskning og filmsnak i den hyggelige Grand-café.

Billetter bestilles online eller på telefon 33151611.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Kom i praktik på Ekko!

Filmmagasinet Ekko søger to-tre praktikanter (m/k), som kan tiltræde i slutningen af henholdsvis juni og juli måned. Praktikstillingerne er fuld tid og varer et halvt år.

Som praktikant på Ekko får du mulighed for at arbejde med:

* Journalistiske opgaver såsom artikler (nyheder, interviews) til hjemmesiden
* Mindre tekster til magasinet
* Research, redigering og billedsøgning
* Arbejde med sociale medier
* Dvd-produktion
* Kontakt til danske distributionsselskaber
* Bistå med markedsføring og PR
* Arrangere events
* Administrativt arbejde

Du vil få indsigt i den redaktionelle proces og være en del af et kreativt miljø med en bred kontaktflade i den danske filmbranche. Du vil være tæt på bladets ledelse og få en grundig sparring og efterkritik. Desuden byder praktikstillingen på en række mindre, forefaldende opgaver.

Praktikstillingen er ulønnet.

Filmmagasinet Ekko er Danmarks største uafhængige filmblad. Bladet har markeret sig stærkt i filmdebatten med personlige reportager, dybdeborende interviews og skarpe anmeldelser. Magasinet nyder en bred anerkendelse og har højt kvalificerede læsere, blandt andet gennem kollektive abonnementer med Danske Filminstruktører, Producentforeningen og Filmarbejderforeningen. Magasinet har lokaler på Frederiksberg.

Send en kort ansøgning, et cv samt to eksempler på mindre skriftlige arbejder (gerne artikler) til Claus Christensen på cc@nullekkofilm.dk. For yderligere oplysninger: Ring på tlf. 88389292.

Ansøgningen skal være hos os senest 15. april kl. 12. Læs mere om magasinet på www.ekkofilm.dk.

Rejs med Ekko ind i evigheden

Atomkrisen i Japan har gjort dansk dokumentarfilm om et gigantisk depot for radioaktivt affald skræmmende aktuel. Se den storroste Into Eternity i Empire Bio og mød filmens instruktør.

Hvad gør vi egentlig med det dødsensfarlige affald fra alverdens atomkraftværker?

På en klippeø i Finland er man i færd med at bygge et kæmpemæssigt underjordisk depot for atomaffald. Navnet er Onkalo, som betyder ”gemmested”.

Depotet forventes færdigt omkring år 2100, hvor det vil blive forseglet. Sidenhen skal Onkalo forblive uberørt, indtil den radioaktive strålingsfare er væk. Og det er den efter 100.000 år – ti gange så lang tid, som vor civilisation har eksisteret.

N.Y. Times: Foruroligende film
Jordskælvet og atomkrisen i Japan har gjort Into Eternity skræmmende aktuel. Michael Madsens dokumentarfilm fra 2009 – produceret af Magic Hour Films – rejser en vigtig debat om atomkraft, men filosoferer også over vor eksistens set i uendelighedens perspektiv.

For hvordan advarer man fremtidens mennesker om, at Onkalo ikke er et skatkammer eller en gravplads? Hvilket sprog taler fremtidens mennesker? Vil de forstå vores tegn? Og hvad vil der ske med Onkalo under en istid eller et jordskælv?

”Den mest interessante dokumentarfilm, og en af de mest foruroligende film overhovedet, i år,” skrev A.O. Scott i The New York Times.

Mindelser om Kubrick
Filmen går i biografen i USA og er blevet rost til skyerne af nogle af verdens førende filmkritikere. Nu får du mulighed for at se – eller gense – en usædvanlig og visuelt blændende film, som leder tankerne hen på Kubricks Rumrejsen år 2001.

Arrangementet finder sted i Københavns Empire Bio den 30. marts kl. 20. Efter filmen, der vises i den 75 minutter lange director’s cut-version, vil kritiker Lars Movin interviewe Michael Madsen på scenen.

Rejsen til evigheden afsluttes i Empires foyer, hvor der bydes på øl og vand sponsoreret af Tuborg.

Billetter bestilles på Empire Bios hjemmeside.

Ekko-snigpremiere med Oscar-favorit


Kom og mød Oscar og kongen

Kom med Ekko til snigpremiere på Oscar-favoritten Kongens store tale og bliv fotograferet med en ægte Oscar-statuette!

Hvordan ville du reagere, hvis du en dag fik stukket en Oscar i hånden?

Det spørgsmål kan du nu få besvaret, når Filmmagasinet Ekko inviterer til Oscar-aften i Empire onsdag den 23. februar – fire dag før det store show i Hollywood den 27. februar.

Vi holder snigpremiere på Kongens store tale, der er årets store Oscar-favorit med tolv nomineringer. Og vi har inviteret instruktøren Martin Strange-Hansen til at fortælle om sine oplevelser, da han vandt en Oscar for kortfilmen Der er en yndig mand i 2003. Han interviewes on-stage af Ekkos Oscar-ekspert, Peter Schepelern.

Til lejligheden har vi også inviteret Strange-Hansens Oscar-statuette, der pryder forsiden af det nye nummer af Ekko. Så hvis du tager dit kamera med, kan du blive fotograferet sammen med statuetten!

Kongens store tale har Colin Firth i hovedrollen og handler om den stammende kong George VI, der kæmper for at få styr på sin talefejl og samle nationen ved begyndelsen af Anden Verdenskrig.

Filmen får fem stjerner i Ekko, hvor anmelderen Leslie Felperin skriver: ”Men den kan ikke kun sætte flueben ud for alle de rigtige, prisvindende faktorer. Det er faktisk også en virkelig god film.”

Arrangementet finder sted i Empire Bio onsdag den 23. februar kl. 20.00. Efter filmen er der Oscar-buzz i Empires foyer samt en lille én til ganen, sponsoreret af Tuborg. Bestilling på www.empirebio.dk eller tlf. 3536 0036.

Læs om Ekkos store Oscar-tema i det nye nummer.

Oscar-nomineringer til Kongens store tale:

Bedste film
Bedste mandlige hovedrolle (Colin Firth)
Bedste mandlige birolle (Geoffrey Rush)
Bedste kvindelige birolle (Helena Bonham Carter)
Bedste instruktør (Tom Hooper)
Bedste originale manuskript (David Seidler)
Bedste art direction (Eve Stewart og Judy Farr)
Bedste cinematografi (Danny Cohen)
Bedste kostume-design (Jenny Beavan)
Bedste klipper (Tariq Anwar)
Bedste musik (Alexandre Desplat)
Bedste lydmixing (Paul Hamblin, Martin Jensen, John Midgley)

Ekko-snigpremiere med Jesper Christensen

Kom til Ekko-release på tirsdag med snigpremiere på En familie og mød instruktør Pernille Fischer Christensen og Jesper Christensen, der tabte fjorten kilo til rollen.

”Jo mindre folk ved om mig, jo bedre. Jo mindre de ved, jo nemmere går min figur ind.”

Citatet stammer fra skuespilleren Jesper Christensen, som bevæger sig ubesværet fra den iskolde Bond-skurk Mr. White til bumsen på bænken.

Han giver sjældent interviews og optræder næsten aldrig offentligt. Nu får du imidlertid en enestående mulighed for at møde Jesper Christensen, når Filmmagasinet Ekko inviterer læserne til release på det nye blad og samtidig præsenterer hans seneste film En familie — to uger før premieren.

Nomineret til en Guldbjørn
En familie er en far/datter-historie med Jesper Christensen som bagerfamilien Rheinwalds dødsmærkede patriark, der lige til det sidste vil bestemme over både bageriet og familien.

Lene Maria Christensen spiller datteren, der for sin far står som den eneste kandidat til at overtage bageriet. Men da hun får tilbudt et kunstgalleri-job i New York, må hun vælge mellem sin egen lyst og forpligtigelsen over for det stolte familieforetagende.

Filmen var nomineret til en Guldbjørn ved sidste års filmfestival i Berlin, og Jesper Christensen leverer en helt ekstraordinær præstation som skræmmende autoritært familieoverhoved, der kæmper mod kræft.

Skældt ud af læger
”Jeg tabte fjorten kilo. Jeg er blevet skældt meget ud af nogle læger bagefter, for det må man ikke. Så det er slut med det, og nu her bagefter kan jeg også godt huske dengang med Robert De Niro, der tog en masse kilo på til Raging Bull. Det skal man ikke gøre,” siger Jesper Christensen til Ekko.

Efter filmen tager Ekkos Peter Schepelern en snak med Jesper Christensen og filmens instruktør, Pernille Fischer Christensen.

Det finder sted i Empire Bio på Nørrebro tirsdag 8. februar kl. 20 og koster 95 kr. Med i prisen følger et friskbagt eksemplar af Filmmagasinet Ekko, der udkommer dagen efter, og et par mundfulde procentstærk alkohol efter filmen.

Bestilling på empirebio.dk eller tlf. 3536 0036

Film vises til støtte for fængslet iraner

Instruktøren Jafar Panahi er blevet idømt seks års fængsel og tyve års forbud mod at lave film. Ekko og Grand viser tre af hans film.

Seks års fængsel og tyve års berufsverbot! Det er de iranske myndigheders dom over instruktøren Jafar Panahi.

I protest over den urimelige kendelse viser Filmmagasinet Ekko og Grand Teatret tre af Panahis film: Cirklen, Blodrødt guld og Offside.

Filmene er forbudt i hjemlandet, men anerkendt af kritikere over hele verden. De er ærlige skildringer af iranernes hverdag, og Panahi har en særlig evne til at tilføre sine menneskelige dramaer en spænding, som er en thriller værdig.

Cirklen (2000) følger tre iranske kvinder, der enten er prøveløsladte eller stukket af fra fængslet, i deres kamp for at overleve under Irans ubønhørligt, mandsdomineret præstestyre.

Blodrødt guld (2003) begynder med sin slutning og skildrer lavmælt, hvordan en desperat, tidligere soldat begår selvmord under et kup hos en guldsmed, der går helt galt.

I Offside (2006) forsøger tre kvindelige fodboldfans at overvære Irans afgørende kamp i VM-kvalifikationen, men nægtes adgang. Fodbold bliver et symbol på frihed.

Flere af Jafar Panahis film har vundet priser på festivaler. I 2000 vandt Cirklen Guldløven på Venedig-festivalen.

Panahi er en markant stemme i den iranske opposition. Og det iranske regime har dømt ham for at have indsamlet og udbredt materiale, der tilskynder befolkningen til oprør.

”Når præsteregimet så ihærdigt har søgt en lejlighed til at få ram på Jafar Panahi, hænger det dog snarere sammen med, at hans film ofte beskæftiger sig med kvindeundertrykkelsen i Iran,” skriver forfatter og filminstruktør Christian Braad Thomsen i en kommende artikel i Ekko.

Ud over fængselsdommen på seks år, som han afsonet siden februar 2010, må Panahi efterfølgende ikke producere, skrive og instruere film, rejse til udlandet eller give interviews til pressen.

De tre film vises i Grand Teatret, København, i slutningen af januar — Offside den 29. januar kl. 10.00, Blodrødt guld den 30. januar kl. 10.00 og Cirklen den 31. januar kl. 21.30.

Overskuddet går ubeskåret til Jafar Panahis familie, der efter bedste evne forsøger at bistå instruktøren uden for murene.

Billetter bestilles på tlf. 3315 1611 eller på Grand Teatrets hjemmeside — under ”Genvej til billetbestilling”.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Kom i praktik på Ekko!

Filmmagasinet Ekko søger to praktikanter (m/k), som kan tiltræde henholdsvis 3. januar og 31. januar 2011.

Praktikstillingen er fuld tid. Stillingen er ulønnet.


Som praktikant på Ekko får du mulighed for at arbejde med

* Journalistiske opgaver såsom artikler (nyheder, interviews) til hjemmesiden

* Mindre tekster til magasinet

* Research, redigering og billedsøgning

* Vedligeholdelse af hjemmeside

* Kontakt til danske distributionsselskaber

* Bistå med markedsføring og PR

* Arrangere events

* Administrativt arbejde

Du vil få indsigt i den redaktionelle proces og være en del af et kreativt miljø med en bred kontaktflade i den danske filmbranche. Du vil være tæt på bladets ledelse og få en grundig sparring og efterkritik. Desuden byder praktikstillingen på en række mindre, forefaldende opgaver.

Filmmagasinet Ekko er Danmarks største uafhængige filmblad. Magasinet har højt kvalificerede læsere, blandt andet gennem kollektive abonnementer med Danske Filminstruktører, Producentforeningen og Dansklærerforeningen. Magasinet har lokaler på Frederiksberg.

Send en kort ansøgning, et cv samt et to eksempler på mindre skriftlige arbejder (gerne artikler) til Claus Christensen på cc@nullekkofilm.dk. For yderligere oplysninger: Ring på tlf. 2729 0011.

Ansøgningen skal være hos os senest 26. november kl. 12. Læs mere om magasinet på www.ekkofilm.dk.