FORFATTERDAG på Museet for Samtidskunst – Unge forfattertalenter og kendte forfattere skriver nyt indhold til aktuel ord-udstilling


Armando Andrade Tudela © Laura Gianetti

Tid: 10. marts kl. 13-16
Sted: Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3A, DK-4000 Roskilde, (1. sal)
Pris: Gratis, når entre til udstillingen er betalt: Voksne: 40 kr. Pensionister og medlemsrabatter: 20 kr. Børn & unge under 18 samt studerende: Gratis

Lørdag d. 10. marts inviterer Museet for Samtidskunst til et særarrangement, som fører dig ind i ordkunstens verden. Værker fra den aktuelle udstilling Never odd or even – ord og tekst skaber rum får helt nyt liv, når tre kendte forfattere og udvalgte talenter fra Forfatterskolen går i kødet på et udvalg af værkerne. De tre forfattere Jens Blendstrup, Cia Rinne og Nikolaj Zeuthen optræder med Never odd or even performance, som er en del af den mexicanske kunstner Mariana Castillo Deball’s bogprojekt, der består af 30 bogforsider til uskrevne bøger. Et udvalg af de tomme bogforsider får nu indhold: Cia Rinne opfører The Letter E is Everywhere akkompagneret af lyd af Sebastian Eskildsen. Nikolaj Zeuthen reflekterer over Tingenes essens i et helt nyt digt, mens Jens Blendstrup tager os med på tur i Denne bog er et sort hul. Den indeholder en grandtante og en onkel, og en vej og en strand. Mariana Castillo Deball er selv til stede ved arrangmentet og introducerer Never odd or even performance.

PROGRAM:

Forfatterskolen optræder med udgangspunkt i udstillingens værker:
Kl. 13.10: Martin Bastkjær Christensen, Museum
Kl. 13.20:Hannah Lutz, Ursula Scavenius og Josefine Graakjær Nielsen, UVB-76
Kl. 13.50: Molly Balsby Nielsen, Quirijin
Kl. 14: Ida Holmegaard, Where’s the rest of me

Never odd or even performance med introduktion af Mariana Castillo Deball
kl. 15.00: Cia Rinne med lyd af Sebastian Eskildsen, The Letter E is Everywhere
kl. 15.20: Nikolaj Zeuthen, Tingenes essens
kl. 15.40: Jens Blendstrup, Denne bog er et sort hul. Den indeholder en grandtante og en onkel, og en vej og en strand

Om udstillingen Never odd or even – ord og tekst skaber rum:
13. januar til 8. april 2012 viser Museet for Samtidskunst udstillingen Never odd or even – ord og tekst skaber rum, som handler om at udtrykke sig i ord. Udstillingen præsenterer ord- og tekstbaserede værker i form af tekstbilleder, vægtekster, ord-skulpturer, “skriv-med”, animationsfilm og mind maps. Værkerne fokuserer på det skrevne ords evne til at aktivere en indre forestillingsverden og indgår i et arkitektonisk samspil med udstillingsrummene.
Titlen, som på dansk betyder “aldrig ulige eller lige”, antyder en tvivlssituation, men er også et ordspil – et palindrom, som læses ens forfra og bagfra. Ordlegen og publikums evne til mentalt – og flere steder helt konkret – at udfylde og færdiggøre værkernes indhold er på spil.

Never odd or even performance er støttet af Statens Kunstråd – Forfattercentrum

www.samtidskunst.dk

Skriv et svar