INFO-MØDE OM AFARTS FREMTID – I MORGEN!

Med 10 år på bagen er AFART nu kommet til et punkt, hvor kunstmagasinet søger nye kræfter til at føre konceptet videre. Derfor afholdes der torsdag d. 11. oktober kl. 16-17 et info-møde, hvor vi fortæller lidt om AFARTs historie, magasinets nuværende status og de mange fremtidige muligheder, som det rummer.

  • Har du en holdning til, hvad AFART skal være fremover?
  • Har du idéer til, hvad det skal indeholde? Hvordan det skal se ud?
  • Brænder du for at komme til at bruge al din teoretiske viden i praksis?
  • Vil du gerne være fast skribent? Redaktør? Layouter? Web-ansvarlig, PR-ansvarlig, fundraiser eller noget helt andet? Alt er muligt!
  • Intet er fastlagt og vi håber, at så mange som muligt vil dukke op til mødet, og få indflydelse på, hvilken retning dette magasin skal bevæge sig i.

Kort om AFART:

AFART blev stiftet i 2002 af Rune Gade og Rasmus Kjærboe, og er siden blevet drevet på frivillig basis af studerende fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Artiklerne og temaerne spænder vidt, men fælles er et grundlæggende ønske om at undersøge nye aspekter og tendenser ved kunsten. Magasinet har været et samlende og integrerende forum for åben faglig dialog, og et frirum for den personlige holdning.

Mange studerende har i tidens løb fået udgivet deres første artikler netop hér, som en øvelse forud for deres professionelle karriere. De, der har arbejdet i redaktionen, har fået erfaring med layout, billedbehandling, redigering og planlægning af et magasins daglige drift – fra idé til releasefest. Alt er i sandhed muligt og kun afhængigt af dit engagement og idérigdom!

Vi ses torsdag d. 11. oktober kl. 16 i lokale 21.4.26 (nye KUA)

På redaktionens vegne

Denis Rivin

Praktikplads i New York

Kultur & Presse-sektionen ved Danmarks Generalkonsulat i New York søger 1 ulønnet praktikant til foråret 2013

Periode: 15. januar til 15. juli 2013

Praktikanten assisterer kulturattachéen og presselederen i det daglige kommunikations- og kulturudvekslingsarbejde med blandt andre følgende opgaver: 

  • Udarbejdelse af nyheds- og kulturstof til hjemmesiden www.usa.um.dk og facebooksiden www.facebook.com/consulatedenmarknewyork
  • Besvarelse af diverse henvendelser angående danske samfundsforhold, dansk kunst og kultur m.m.
  • Redigering og udsendelse af dansk kulturnyhedsbrev for New York-området
  • Kontakt til danske kunst- og kulturprojekter i det østlige USA
  • Opdatering af diverse lister og registre
  • Servicering af dansk og amerikansk presse

Endvidere inviteres praktikanten til at udarbejde en større opgave, der er studierelevant og nyttig for afdelingens kultur- og kommunikationsarbejde.

For at komme i betragtning skal praktikopholdet være studierelevant og meritgivende. Kultur & Presse prioriterer derfor studerende på de kunstfaglige uddannelser (musik, film, billedkunst mv.) samt fra kommunikations-, journalistik- og/eller kulturstudier, der er på overbygningen i deres studieforløb. Erfaring fra stillinger inden for international kulturudveksling og formidling er en fordel. Kendskab til CMS-systemer på avanceret brugerniveau, gode engelskkundskaber samt praktisk flair er nødvendigt. Kendskab til videojournalistik og flermediel formidling er en fordel. Der lægges desuden vægt på kreativitet, gode samarbejdsevner, selvstændighed og evne til at indgå i en lille, men dynamisk afdeling, der, som del af en større arbejdsplads under Udenrigsministeriet, udgør Danmarks officielle repræsentation i det østlige USA. Afdelingen dækker 21 østkyststater.

Generalkonsulatets normale arbejdsuge er på 37 timer. Der må i perioder påregnes overarbejde, der efterfølgende afspadseres.

Praktikanten sørger selv for finansieringen af opholdet, herunder rejse, bolig, nødvendige forsikringer etc. Som bidrag til dækning af udgifter til kost, logi og transport yder Generalkonsulatet en kompensation på $500 pr. måned. De forventede månedlige udgifter er på minimum DKK 10 – 12.000. Tidligere praktikanter har haft held med at søge legater til delvis dækning af udgifter.

Ansøgningsfrist: 24. oktober 2012

Ansøgningen samt CV sendes pr. e-mail, vedhæftet som Word eller PDF dokument.

Ansøgningen stiles til:
Presse- og kommunikationsleder
Ulla Dubgaard
Consulate General of Denmark
885 Second Avenue, 18th Fl.
New York, NY 10017-2201
E-mail: nycgkl@nullum.dk

Praktik hos Galerie Birch STILLINGEN ER BESAT

Galerie Birch søger en praktikant til arbejde med galleriets arkiv. Vi tilbyder en lønnet praktikstilling á tre måneders varighed.

Om din primære arbejdsopgave:

– elektronisk indregistrering af historisk katalogmateriale, primært fra 1946-1960, samt pressemateriale og løse dokumenter

– dublikering af materiale

– andet arkivrelateret arbejde vil forekomme, hvilket du vil blive præsenteret for løbende

Du vil indgå i galleriets faste team og være i tæt dialog med vores personale om dine arbejdsopgaver.  Samtidig får du et unikt indblik i en travl hverdag for et dansk baseret internationalt galleri for moderne kunst, der har sin hovedvægt på Cobra-malerne.

Du er:

– vi sætter stor pris på personligt engagement og at du selv bidrager med forslag til, hvordan opgaver løses

– vi lægger vægt på at du arbejder struktureret og metodisk med opgaver

– vi forventer at du har gode læsefærdigheder og kan danne dig et overblik over varieret tekstmateriale på begrænset tid

– det er en stor fordel, hvis du i forvejen har erfaring med eller kendskab til digitalisering af arkivrelateret materiale

Send et kort CV samt en kortfattet beskrivelse af dig selv til Laura Goldschmidt på mail: lg@nullgaleriebirch.com

Hvis spørgsmål er du velkommen til at ringe fra på tirsdag d. 16. oktober på telefon: 3311 1652 i tidsrummet 11-17

Dronning Dagmar på fakultetsbiblioteket

I anledning af 800 året for dronning Dagmars død vises en vandreudstilling om hendes korte, men dramatiske liv, hvor hun som 15 årig blev brugt i et storpolitisk spil. Hun var prinsesse af Böhmen: Markéta (Margareta) og datter af Bøhmens kong Otakar I og dennes første dronning Adelheid af Meissen. I 1205 blev hun hentet til Danmark og gift med Valdemar II, der senere fik tilnavnet Sejr. I Danmark fik hun navnet Dagmar. Der er mange myter om dronning Dagmar, og de fleste af os kender hende via de 5-6 folkeviser der er om hende.

Udstillingen på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek er åben  15.10 – 31.10, man-torsdag 8-19, fredag 8-18

STATISTER SØGES!

SCENATET, ensemble for kunst og musik, er på udkig efter ca. 20 statister til en musikdramatisk forestilling, der spiller på LiteraturHaus d. 21. og 22. nov. 2012. Måske du har tid og lyst til at tilbringe et par dage sammen med musiklivets førende musikere?

BAGGRUND:

SCENATET laver en scenisk version af Schönbergs værk Pierrot Lunaire, et hovedværk inden for musiklitteraturen, der bliver 100 år i år. Det er et jubilæum, som fejres over hele verden med alverdens iscenesættelser og koncerter. Vi samarbejder med den anerkendte engelske sanger og iscenesætter Lore Lixenberg om projektet og har samlet et fantastisk ensemble bestående af fem musikere, to sangere og en dirigent. De skal hver især gøre det, de er bedst til, og alle agere, så resultatet bliver en musikdramatisk forestilling. Men på skuespilsiden mangler vi stadig en række statister, der skal fungere som et ”fake” publikum. Det er der du kommer ind i billedet.

 

TID OG STED:

Ensemblet afholder prøver fra d. 11.-20. nov. begge dage inklusiv.

Øvedage for statister er:

  • søndag d. 18. nov. kl. 10-17 på Prøvestensbroen 3, 2300 Kbh. S
  • tirsdag d. 20. nov. kl. 10-xx på LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 Kbh. N

Den musikdramatiske forestilling spiller:

  • D. 21. og 22. nov. kl. 20 på LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 Kbh. N

 

DET PRAKTISKE:

Statistrollerne er ulønnede.

Hvis du er interesseret i at deltage som statist eller har afklarende spørgsmål så skriv til: sabina@nullscenatet.dk

 

SCENATET er anerkendt som en af de mest nyskabende og eksperimenterende ensembler for musik og kunst i Danmark. Ensemblet bevæger sig i et tværkunstnerisk felt fra musikdramatik over happenings til områder med endnu udefinerede genrer. 

GLASPERLESPIL: Musikdramatisk teaterforestilling om Else Marie Pade i Københavns Musikteater 20. – 24. november

Københavns Musikteater

www.kobenhavnsmusikteater.dk

20. – 24. november 2012

Tilbud: Ved bestilling som gruppe på min. 6 unge under 25 år er billetprisen kun 35 kr. pr. stk.

Billetter bestilles på teaterbilletter.dk

 

GLASPERLESPIL er en dramatisk og musisk forestilling om pioneren og komponisten Else Marie Pade med helt ny dramatik skrevet af Suzanne Brøgger.

Oplev en poetisk og fascinerende forestilling om den elektroniske musiks bedstemor Else Marie Pade – hendes møde med Gestapo og hendes rejse ind i den konkrete og elektroniske musiks verden.

Instruktionen er af den aarhusianske instruktør Hanne Trap Friis, og det hele foregår i en scenografi af Reumert-vinder Sisse Gerd Jørgensen.

Rummet fyldes af kompositioner af Else Marie Pade, og to skuespillere viser en kvindes liv fuld af kamp, lyd og kærlighed.

 

Læs mere om forestillingen på freezeproductions.dk og på facebook.com

 

Instruktør og koncept: Hanne Trap Friis
Dramatiker: Suzanne Brøgger
Komponist: Else Marie Pade
Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen
Medvirkende: Gry Guldager og Poul Storm
Lysdesigner: Morten Ladefoged
Lydteknisk konsulent: Andreas Carlsen
Musikteknisk konsulent: Thomas Knak
Musikalsk konsulent: Wayne Siegel
Musikalsk konsulent: Hans Sydow

 

Forestillingen er støttet af Statens Kunstråds Musikdramatiske Udvalg og Dramatikpuljen, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Nationalbankens Jubilæumsfond, Aarhus Stiftstidendes Fond, Dansk Artist Forbund, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODAs Nationale Midler.

 

Krise og katastrofe i ny islandsk litteratur

Erik Skyum-Nielsen fortæller om vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris i morgen d. 11.11.

Nordisk Råds Litteraturpris gik i 2011 til den islandske forfatter Gyrðir Elíasson (f. 1961), der modtog de 350.000 kr. for novellesamlingen ”Mellem træerne” (Forlaget Torgard). Lektor Erik Skyum-Nielsen, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, der har oversat bogen til dansk, vil i forelæsningen introducere til værket og give en teoribaseret indføring i novelleanalyse.

Herefter præsenteres Gyrðir Elíassons nyeste udgivelse på dansk, den korte roman ”Ved Sandåen”, om en fraskilt maler, der isolerer sig i den islandske natur. Bogen, der lader sig læse som en islandsk pendant til H.D. Thoreaus berømte ”Livet i skovene” (Walden), har fået en begejstret modtagelse i Tyskland.

Det koster 50 kroner at deltage. Tilmelding på www.fukbh.dk

Teaterkritiker Anne Middelboe Christensen live-anmelder Pernille Gardes »Circus of Life« 9. nov. Dansehallerne

Teaterkritiker Anne Middelboe Christensen live-anmelder Pernille Gardes »Circus of life« 9. nov. Dansehallerne

kl. 20 forestillingen »Circus of Life«
kort pause
kl. 21.10 Live-anmeldelse og debat med publikum

Forestillinger ser man i teatret. Anmeldelser læser man i avisen. Denne aften får du det hele – og anmeldelsen oven i købet live fra anmelderen selv. Brutal eller begejstret?

Vi har inviteret teaterkritiker, Anne Middelboe Christensen, til at anmelde »Circus of Life« live fra scene efter forestillingen og fortælle om sine mellemregninger. Hvad har trukket op, hvad ned og hvorfor? Anne Middelboe Christensen samler op på forestillingens forskellige elementer og fortæller om, hvordan de spiller sammen i afgørelsen. Hun kommer også ind på anmelderens egen oplevelse og redegør for de objektive og subjektive kriterier – og hvad der – i dette tilfælde – er udslagsgivende.

Efter anmeldelsen er der åben debat mellem publikum og Anne Middelboe Christensen.

Udover at give en ekstra dimension til aftenens kunstneriske oplevelse, håber vi, aftenen vil byde på spændende bryderier mellem anmelder og publikum – og ikke mindst være en øjenåbner for publikums møde med moderne dans.

AnneBegejstring og Brutalitet, Anne Middelboe Christensen liveanmelder »Circus of Life« 9 nov. i Dansehallerne. Middelboe Christensen er aktuel med bogen »BEGEJSTRING & BRUTALITET – en guide til anmelderens rolle« (Informations Forlag). Bogen er et indspark i debatten om anmeldelser – og tegner et portæt af anmeldelsens position i samtidens mediestrøm og kunstkritik og anmelderens forpligtelser over for kunstnere og læsere.

Anne Middelboe Christensen har været teaterkritiker ved Dagbladet Information siden 1995 og ved børneteateravisen.dk siden 2004 samt medlem af juryen bag Årets Reumert siden 2008. Anne Middelboe Christensen er cand.mag. i dansk og teatervidenskab og har været ekstern lektor i Kulturjournalistik ved Københavns Universitet siden 1995.

»BEGEJSTRING & BRUTALITET« kan købes til særpris 150 kr. (normalpris 199 kr.) – læs mere om bogen på Informations Forlag

KØB BILLETTER TIL PÅ TEATERBILLETTER.DK

Pernille Gardes »Circus of Life« i Dansehallerne 7.-11. nov.

OM »Circus of Life« – i syndens, lystens og følelsernes vold

En falleret cirkustrup tager os med i manegen og fortæller små humoristiske og groteske historier fra det virkelige liv om vores skyggesider og fejlbarligheder. Artisterne skifter karakter fra et billede til et andet, i bevægelse og transformation – fra scene til scene. Grotesk og absurd. Nøgne kroppe. Tildækket hud. En mand tæller synder. Sælsomt og gådefuldt. Tåge og dis. Lys og skygge.

Circus of Life er provokeret af syndefaldet og kirkens definition af de syv dødssynder. »Du må ikke« frister os og gør os til mennesker. Vi bliver bevidste om vores krop og om vores seksualitet. Vi opdager, at vi er nøgne og sårbare. Vi er mennesker med kendskab til godt og ondt.

Hvorfor frister og lokker det forbudte? Hvorfor pirrer det vores nysgerrighed og vækker lysten til ulydighed? Kan vi sige os fri for griskhed, frådseri, hovmod, liderlighed, vrede, dovenskab og misundelse? Har syndefaldet og de syv dødssynder mistet deres værdi eller spiller de stadig en rolle for os i dag?

Circus of Life udfordrer syndens skikkelser og ansigter og blotlægger vores dilemmaer og skyggesider imens vi ledes på sporet af svarene på de mange spørgsmål. Træd med ind i manegen – træd ind i livets cirkus.

Medvirkende Tiziana Fracchiolla & Alexandre Bourdat
Stemmen MC Jabber
Koreografi, idé, tekst & iscenesættelse Pernille Garde
Dramaturgisk konsulent Vibeke Wrede fra Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred
Koreografisk konsulent
Louise Hyun Dahl

Komponist Greatmusic
Lysdesign Michael Breiner
Kostumer Rikke Von Qualen
Rekvisitør Sara Vilslev Video Mikal Bing
Foto Natascha Tiara Rydvald/ Freddy Tornberg/ Line Riise

SPILLESTED & PERIODE
Dansehallerne, Lille Carl, Pasteursvej 20, 1799 KBH V, www.dansehallerne.dk
7.-11. november 2012. Anmeldelse kun den 9. november.
ons.-fre. kl. 20, lør.-søn. kl. 15 og kl. 20. Varighed: 60 min. uden pause

BILLETTER
35 – 120 kr. http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/32113
eller i Dansehallerne, se dansehallerne.dk
ung gruppe 35 kr. / løssalg 50 kr. Undgå gebyr, køb og print fra teaterbilletter.dk

Læs mere: http://www.dansehallerne.dk/circus-of-life.html