Lyd+Litteratur præsenterer: Kloster/Louise Øhrstrøm & Red Shifter

Kom til Lyd+Litteratur-aften med Kloster/Louise Øhrstrøm og Red Shifter på BIBLIOTEKET, Rentemestervej i Kbh NV


I løbet af efteråret/vinteren præsenterer Lyd+Litteratur en række møder i bibliotekets koncertsal. Til første arrangement på tirsdag kan du opleve Kloster/Louise Øhrstrøm og Red Shifter.

Red Shifter
Red Shifter er et kollektiv udsprunget af mødet mellem forfatter Jeppe Brixvold og den eksperimenterende gruppe Red Ink til Lyd+Litteratur Festival 2005. Red Shifter består i dag af Dennis Orneborg, Henriette Løvdal, Jeppe Brixvold, Jonas Anker Aalborg, Lars Skinnebach, Ronni Leszczinsky og Troels Nygaard og optræder i skiftende konstellationer. Afbarket folk, chants og dramatiske soundscapes skaber et rum, hvor drukneulykker mødes med forårsenge af ny kommunikation. Gruppens lp-debut Compania udkommer d. 18. oktober på Geiger Records.

Louise Øhrstrøm/Kloster
Louise Øhrstrøm debuterede i 2010 med romanen “Efter rosinen”, der med sin stærke, men også utraditionelle skildring af et sorgarbejde bl.a. indbragte hende debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat. Øhrstrøm har desuden stået for det imponerende arbejde med at oversætte den kristne mystiker Julian af Norwich’ tekst “Kærlighedens åbenbaring” til dansk. Denne visionære middelaldertekst var også et væsentligt lyrisk afsæt for bandet Klosters album “The Waves and Winds Still Know His Voice”, der udkom i 2010 til begejstrede anmeldelser. Øhrstrøms og Klosters fælles optræden tager publikum dybt ind i Julian af Norwich’ visionære verden i en blanding af oplæsning, foredrag og smuk neo-folk. Kloster udsender i øvrigt 15. oktober det nye album “Ni Salmer Og En Aftensang”, hvor bandleder/sangskriver Mikael R. Andreasen for første gang har taget livtag med det danske sprog og Danmarks store salmedigtere, men med nyskrevet musik til de gamle ord. Så måske vil koncerten også byde på smagsprøver fra dette værk.

Kloster/Louise Øhrstrøm + Red Shifter
Tid: 23. oktober, kl. 20.00 (koncert starter præcis, døre åbner kl. 19.30)
Sted: BIBLIOTEKET, Rentemestervej 76, København NV
Entré (pr. aften): 50 kroner – kun dørsalg

http://www.lydpluslitteratur.dk/
https://www.facebook.com/events/4974201 … ts&fref=ts

Skriv et svar