Måned: juli 2010

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

My Queen Karo (IMDb) er en af filmene i serien med nye belgiske film på KV IFF 2010. Karo er en cirka ti-årig belgisk pige, som i 1970’erne flytter med sin stærkt frisindede far og lidt mindre liberale mor til Amsterdam, hvor de, sammen med en gruppe hippier, besætter en lejlighed og dyrker næsten alting frit. Især faren nyder livsstilen og finder sig hurtigt en ekstra kæreste.

Livet i kollektivet er både meget spændende og meget forvirrende for Karo. Hun prøver, så godt hun kan, at finde sig tilpas. My Queen Karo er et barndomsportræt og et tidsportræt. Tidsportrættet med diskussioner i kollektivet og sammenstød med udlejer og politi er fint men også lidt fortærsket. Det er set mange gange før. Det som gør My Queen Karo værd at se er skildringen af Karos møde med de voksnes kaotiske verden. Det er måske heller ikke særligt unikt, men Anna Franziska Jäger spiller rollen som Karo charmerende og barnligt. My Queen Karo er både en sød film og i sin implicitte kritik af 70’ernes hippieidealer også en lille smule alvorlig. Men mest sød, og det er fint nok.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Des hommes et de des deux / Of Gods and Men (IMDb) er en fremragende, dyb og rørende film. Filmen var topfavorit til guldpalmerne i Cannes i år men blev slået på målstregen. Jeg har endnu ikke set vinderen, Uncle Boonme Who Can Recall His Past Lives, men den må være god hvis den virkelig er bedre end Of Gods and Men. Of Gods and Men løb dog af med andenpræmien, juryens pris, og bliver heldigvis vist i de danske biografer på et eller andet tidspunkt.

Filmens handling foregår i en landsby i Nordafrika hvor en lille gruppe kristne, franske munke har slået sig ned. Med base i klostret gør de hvad de kan for at hjælpe de fattige landsbyboere med lægehjælp og madvarer, som de dyrker på klostrets grund. Det er altsammen meget harmonisk. Resten af tiden passer de gamle og halvgamle mænd dem selv og deres tro, ligesom landsbyboerne passer deres.

Men: En gruppe islamister henretter nogle kroatiske byggearbejdere i nærheden og en ikke-hijabklædt pige i hovedstaden. De, islamisterne, er i det hele taget på konfrontationskurs med landets korrupte regering og militær. Hverken islamister eller militær har umiddelbart plads til munkenes neutrale tilgang til omgivelserne, og derfor kommer munkene i et dilemma: Enten skal de blive på klostret og risikere at få skåret halsen over eller også skal de opløse broderskabet og vende hjem til det Frankrig, som de ellers allesammen har lagt bag sig.

Dilemmaet rammer forskelligt og filmen skildrer med en utrolig dybde dybden af de enkelte munkes følelser og reaktioner. Konfrontationerne – munke og militær, munke og islamister, munke og landsbyboere og munkene imellem – er intense og rørende. Munkenes liv er på spil både i bogstavelig og overført forstand. At forlade klostret er ligeså meget en død som at blive og blive dræbt er det.

At filmen mestendels er stille gør at ellers ikke specielt dramatiske scener rammer med stor vægt. Når munkene synger sammen mens en militærhelikopter flyver forbi. Når munkene for en enkelt gangs skyld drikker rødvin til maden og lader musikken flyde fra en til lejligheden opstillet båndoptager.

Uroen, dramatikken, fremkommer ikke ved dramatiske virkemidler, men gennem overbevisende skuespil og roligt komponerede billeder. Munkenes ansigter og de panoramiske landskaber omkring klostret, deres kirkerum og deres køkkenhave. Man drages ind, og dermed formår filmen at få mit forhold til munkene til at ligne munkenes forhold til omgivelserne: En uforbeholden empati for og accept af et liv- og et livssyn, som er radikalt anderledes end mit eget. Det er (bl.a.) det som film kan. Men kun en sjælden gang, når film er så gode som Of Gods and Men er, hvilket film desværre sjældent er.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Instruktoeren Jörgen Bergmark praesenterer Det enda rationella.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Jeff Bridges fik en Oscar for bedste mandlige skuespiller for Crazy Heart (IMDb). I den ærkeamerikanske nu-går-den-ikke-længere-og-jeg-er-nødt-til-at-rette-op-på-mit-liv-film spiller Bridges den ikke spor succes- men meget talentfulde countrysanger Bad Blake, som kører rundt i sin truck i sydstaterne fra koncert til koncert, kvinde til kvinde og whiskyflaske til whiskyflaske. Men bag facaden gemmer Bad Blake på et hjerte af guld, selvfølgelig gør han det.

Men hvordan skal det komme frem til overfladen, det hjerte? I Santa Fe støder Bad Blake på Jean (Maggie Gyllenhaal), enlig mor (med et hjerte af guld) som falder for den forkerte slags mænd. Og hvem ved, måske kan Tommy Sweet (Colin Farrell), den unge megastjerne (med et hjerte af guld), som Bad Blake tidligere har været mentor for, gøre noget for Blakes skrantende karriere?

Ja! Ja! Jean kan hjælpe og Tommy kan hjælpe, men først skal Bad Blake indse at han har et alkoholproblem (Jeans søn bliver væk i et indkøbscenter), afvænnes (“Jeg er alkoholiker”-replikken), og skrive nogle dybfølte sange oven på den oplevelse. Sangene kan Tommy gøre populære, og Bad Blake ender med det lidt mere ordinære navn Otis og erfaringerne så meget rigere, at det næsten gør ondt at se på.

Det er tydeligt (især set i bakspejlet), at Jeff Bridges’ skuespil i filmen har Oscarpotentiale. Og at Crazy Heart er metervare af den værste skuffe.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Armadillo (IMDb), Janus Metz’ dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan er en film som mange har set og alle taler om. Mig er det først lykkedes at se filmen på KV IFF 2010. Filmen er en del af dokumentarfilmkonkurrencen på festivalen så visningen i går var med både jury, deltagelse af holdet bag filmen og et begejstret, primært tjekkisk publikum.

Armadillo er en dokumentar der ikke virker særlig dokumentarisk. Især filmens indledning – helikopterscene a lá Apocalypse Now, stripshow inden rejsen til Afghanistan, afskedsscene i lufthavnen – er stærkt krigsfilmsinspireret. Senere bliver Armadillo mindre stiliseret. Da de danske soldater endelig kommer i ildkamp bliver kameraarbejdet af gode grunde mere hektisk og tilfældigt, og det giver faktisk en kampscene der er mere intens end jeg nogensinde har set i en hollywoodfilm.

Den scene, hvor soldaterne sårer og så (måske? måske ikke?) ligefrem likviderer en gruppe talibanfolk, er filmens dramatiske højdepunkt og filmens scoop. Det er den som på godt og ondt gør Armadillo til mere end en spillefilmspastiche. Og også den hvor dens karakterer, de danske soldater, træder ud af deres roller.

Det er nemlig ikke kun Metz, der iscenesætter Armadillo som krigsfilm. Soldaterne udfylder også, så godt de kan, deres rolle som soldater. De ser strip sammen, de ser porno sammen, de spiller voldelige computerspil, de sammenligner afghanerne med dyr, de ringer hjem til den familie derhjemme, som (kliché!) er ude af stand til at forstå hvilken virkelighed, soldaterne befinder sig i.

Armadillos “filmiskhed” findes altså allerede i dens materiale, og derfor er det ikke nogen overraskelse, at også dens måde at vise det på bliver filmisk. Det fungerer, men det er først når iscenesættelsen glemmes – både hos soldater og filmskaber – at der sker noget særligt. Bortset fra den famøse likvideringsscene kunne man godt ønske at Armadillo tog dokumentargenren lidt mere alvorligt og forsøgte at gå bag facaden på den meget iscenesatte soldatertilværelse. Hvis vi skylder de danske soldater noget kunne det måske være at forsøge at forstå dem som mere og andet end blot karakterer i en krigsfilm?

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Sound of Noise (IMDb) er en ret original svensk komedie. Amadeus er politimand, men stammer fra en meget musikalsk familie. Hans bror er dirigent, men Amadeus er fuldstændig tonedøv. Han kan slet, slet ikke lide musik. Derfor kommer det ret ubelejligt, at en gruppe avantgardeparodiske trommeslagere vælger at opføre et lydværk i fire dele i det offentlige rum, og ikke med det store hensyn til gældende love.

Amadeus bliver sat til at finde de skyldige inden deres grusomme kunstværk er fuldendt. Han finder hurtigt ud af hvem der står bag, men filmens krimidel fungerer slet ikke. Alle filmens musikere spiller lystigt videre.

Sound of Noise er en film om musik og derfor indgår der også en hel del af det. Det ser sjovt ud når avantgardisterne slår og trykker på alt på en operationsstue (inklusive patient på bordet), men det lyder som Safri Duo på speed. Sound of Noise er en meget konceptuel film, men efter min mening bærer idéen ikke. Om man kan lide musikken er en smagssag, men den omgivende historie er for tynd til en spillefilm. Sound of Noise bliver til en række fantasifulde, løsrevne musikvideoer. Det er ikke nok, synes jeg.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Zanan bedoone mardan / Women Without Men (IMDb) er videokunstneren Shirin Neshats debutspillefilm. Ligesom videoværkerne er filmen ekstremt flot, og ligesom videoerne cirkler handlingen om kvinders forhold i Iran. Faktisk er filmen så tæt på videoerne, at hele scener går igen: Vi kommer til bordellet hvor ultratynde Zarin arbejder, når hun ikke skrubber sig til blods i badehuset. Vi kommer ud til en paradisisk have hvor tågen og åen flyder mellem de frodige blomster og træer. Det er scener, som Neshat har brugt før.

Man kan sige at Women Without Men danner en samlefortælling for Neshats værker. Hvor man på udstillinger af Neshats værker selv har skulle forbinde hendes kvindeportrætter, samler hun i Women Without Men fire kvinders historie til én samlet, som hun endda placerer historisk i 1950’ernes (allerede dengang) politisk urolige Iran.

Jeg må indrømme, at jeg foretrækker Neshats videoer hver for sig i stedet for samlet. Men med spillefilmen Women Without Men når hun uden tvivl ud til et bredere publikum end tidligere. Det fortjener hendes værker.

Jeg har nu set 29 film. Her er lidt om dem der ikke tidligere er blevet beskrevet på kukua.

Kawasakiho ruze / Kawasaki’s Rose (2009)

En ny tjekkisk spillefilm om en hædret dissident, som pludselig anklages for at have haft forbindelser til den kommunistiske sikkerhedstjeneste. Der spildes for meget tid på at løbe historien i gang, men filmen ender alligevel med at være et ganske gribende portræt af en mand som tvinges til at grave dybt i minderne for at finde ud af hvad han egentlig foretog sig engang for længe siden.

Rewers / Revers (2009)

Succesfuld polsk genrebastard. Sort/hvid film spruttende af Coen-humor om en sky ung kvinde, der tager livet af en efterretningsagent i 1952. Fremragende plot, kameraføring, og skuespil.

Protektor (2009)

Klassisk 2. verdenskrigsdrama om svære moralske valg i forfriskende indpakning. Historien er simpel, men lydsiden er usædvanlig. Synkoperede trompettrut og tung elektroniske beat i stedet for højtravende violiner. Dejligt.

Friendship (2010)

Goodbye, Lenin! som teenage road movie. To østtyskere på roadtrip gennem USA straks efter murens fald. Det kunne være sjovt, men humoren er lavpandet og skuespillet elendigt. Ingen fare for at den kommer til Danmark.

A Matter of Life and Death (1946)

David Niven i guddommelig retsag om retten til at blive på jorden. En engel skulle have hentet ham da han styrtede med sit bombefly, men skjult i den engelske tåge undslipper han skæbnen. Snart forelsker han sig, og når englen endelig opsporer ham insisterer Niven på at fejlen var på de helliges side, og at han sandelig ikke kan smutte nu han er blevet forelsket. En himmelsk appelretssag stables på benene, og det er hyleskægt.

3 sezóny v pekle / 3 Seasons in Hell (2009) international premiere

Kedeligt konventionelt drama om poeter i kamp mod kommunister efter krigen.

Dvojka / Twosome (2009) international premiere

Formentlig den første ikke-danske road movie, der udspiller sig i Danmark. Uafhængigt tjekkisk lowbudget-produkt, men faktisk en habil film. Et ungt par tager på road trip til Skandinavien for at redde forholdet. De møder en stratenrøver af en landsmand og sammen ender de med at køre rundt i Danmark mens forholdet bliver mere og mere anspændt.

Medeni Mesec / Honeymoons (2009)

Første albansk-serbiske co-produktion. Et attentat mod de fredsbevarende styrker i Kosovo får store konsekvenser for to unge par der uafhængigt af hinanden forsøger at forlade Albanien og Serbien til fordel for ’Europa’. Ætsende realistisk portræt af hvordan den unge generation ikke kan undslippe spøgelserne fra den kommunistiske fortid og de efterfølgende etniske konflikter. Krydser fingre for en dansk premiere.

Hitler in Hollywood (2010) verdenspremiere

Bio-doc om en amerikansk konspiration imod europæisk filmindustri. Tilstedeværelsen af Wim Wenders, Emir Kusturica, Volker Schlöndorf, og Mia fra Pulp Fiction kan ikke gøre det op for det plotmæssige makværk. Måske pointen i virkeligheden er at europæere ikke kan lave thrillers som Hollywood, men hvorfor så forsøge? Under alle omstændigheder bliver de utallige interne referencer og filmjokes aldrig for alvor morsomme.

Medalia de Onoare / Medal of Honour (2009)

Endnu en perle fra den rumænske nybølge. Fik allerede en del dansk omtale, da den vandt fem priser i Thessaloniki. Forhåbentlig kommer den snart til Danmark.

Herudover har festivalen givet mulighed for at få set følgende film som allerede har haft dansk premiere: A Serious Man, A Single Man, og Oldboys.

Drnovické catenaccio aneb Cesta do prav?ku ekonomické transfomace / Catenaccio a la Drnovice or Journey to the Beginning of the Time of Economic Transformation

Hvorfor har en by med 2.000 indbyggere et stadion med plads til 10.000 tilskuere? Dokumentaristen Radim Prochazka har studeret hos Karel Vachek og i sin seneste film træder han i sin mentors fodspor. På humoristisk vis udredes det hvordan en ubetydelig fodboldklub fra røven af fjerde division gik til toppen af den tjekkiske superliga for til sidst at implodere i en national finansskandale. Der blev dopet, bestukket, og bedraget, og nu står stadionet tilbage som et monument over den gangsterkapitalism, der herskede i Tjekkiet i det første årti efter kommunismens fald. Hvem sagde Brixtofte?