Fra Belgien til Amsterdam

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

My Queen Karo (IMDb) er en af filmene i serien med nye belgiske film på KV IFF 2010. Karo er en cirka ti-årig belgisk pige, som i 1970’erne flytter med sin stærkt frisindede far og lidt mindre liberale mor til Amsterdam, hvor de, sammen med en gruppe hippier, besætter en lejlighed og dyrker næsten alting frit. Især faren nyder livsstilen og finder sig hurtigt en ekstra kæreste.

Livet i kollektivet er både meget spændende og meget forvirrende for Karo. Hun prøver, så godt hun kan, at finde sig tilpas. My Queen Karo er et barndomsportræt og et tidsportræt. Tidsportrættet med diskussioner i kollektivet og sammenstød med udlejer og politi er fint men også lidt fortærsket. Det er set mange gange før. Det som gør My Queen Karo værd at se er skildringen af Karos møde med de voksnes kaotiske verden. Det er måske heller ikke særligt unikt, men Anna Franziska Jäger spiller rollen som Karo charmerende og barnligt. My Queen Karo er både en sød film og i sin implicitte kritik af 70’ernes hippieidealer også en lille smule alvorlig. Men mest sød, og det er fint nok.

Her tænker du på “Fra Belgien til Amsterdam”

  1. Hvis man skal finde en film, der er 100 % revolutionerende hele vejen igennem, så bliver det altså svært! De fleste film bygger over de samme temaer og behandler dem på hver sin unikke måde. En film, der viser en samtale mellem to personer – det har vi da set før! Skal man så lave en film uden samtale mellem to personer? Kan du nævne nogle film om noget, der aldrig nogensinde er set før? Eller hvad er det helt præcist, du efterlyser af originalitet?

Skriv et svar