Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.
Des hommes et de des deux / Of Gods and Men (IMDb) er en fremragende, dyb og rørende film. Filmen var topfavorit til guldpalmerne i Cannes i år men blev slået på målstregen. Jeg har endnu ikke set vinderen, Uncle Boonme Who Can Recall His Past Lives, men den må være god hvis den virkelig er bedre end Of Gods and Men. Of Gods and Men løb dog af med andenpræmien, juryens pris, og bliver heldigvis vist i de danske biografer på et eller andet tidspunkt.
Filmens handling foregår i en landsby i Nordafrika hvor en lille gruppe kristne, franske munke har slået sig ned. Med base i klostret gør de hvad de kan for at hjælpe de fattige landsbyboere med lægehjælp og madvarer, som de dyrker på klostrets grund. Det er altsammen meget harmonisk. Resten af tiden passer de gamle og halvgamle mænd dem selv og deres tro, ligesom landsbyboerne passer deres.
Men: En gruppe islamister henretter nogle kroatiske byggearbejdere i nærheden og en ikke-hijabklædt pige i hovedstaden. De, islamisterne, er i det hele taget på konfrontationskurs med landets korrupte regering og militær. Hverken islamister eller militær har umiddelbart plads til munkenes neutrale tilgang til omgivelserne, og derfor kommer munkene i et dilemma: Enten skal de blive på klostret og risikere at få skåret halsen over eller også skal de opløse broderskabet og vende hjem til det Frankrig, som de ellers allesammen har lagt bag sig.
Dilemmaet rammer forskelligt og filmen skildrer med en utrolig dybde dybden af de enkelte munkes følelser og reaktioner. Konfrontationerne – munke og militær, munke og islamister, munke og landsbyboere og munkene imellem – er intense og rørende. Munkenes liv er på spil både i bogstavelig og overført forstand. At forlade klostret er ligeså meget en død som at blive og blive dræbt er det.
At filmen mestendels er stille gør at ellers ikke specielt dramatiske scener rammer med stor vægt. Når munkene synger sammen mens en militærhelikopter flyver forbi. Når munkene for en enkelt gangs skyld drikker rødvin til maden og lader musikken flyde fra en til lejligheden opstillet båndoptager.
Uroen, dramatikken, fremkommer ikke ved dramatiske virkemidler, men gennem overbevisende skuespil og roligt komponerede billeder. Munkenes ansigter og de panoramiske landskaber omkring klostret, deres kirkerum og deres køkkenhave. Man drages ind, og dermed formår filmen at få mit forhold til munkene til at ligne munkenes forhold til omgivelserne: En uforbeholden empati for og accept af et liv- og et livssyn, som er radikalt anderledes end mit eget. Det er (bl.a.) det som film kan. Men kun en sjælden gang, når film er så gode som Of Gods and Men er, hvilket film desværre sjældent er.
