Vil du lære at lave en festival? Brænder du for musik og lydkunst? Så er du måske SNYKs kommende praktikant.

SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst – søger en praktikant fra 1. september, som har lyst til at blive en del af vores pulserende festival G((o))ng Tomorrow i efteråret 2017. Som praktikant indgår du som en vigtig medspiller i produktionen og afviklingen af årets festival.

En festivalpraktik hos os giver dig stærke kompetencer i koncertproduktion og -afvikling, tilrettelæggelse af kulturelle arrangementer, udvider dit netværk og styrker din viden om den nyeste musik og lydkunst. Du bliver en del af et stærkt team, som har det sjovt og arbejder benhårdt for at udbrede kendskabet til de nyeste toner og lydeksperimenter.

Som praktikant får du blandt andet følgende opgaver:

  • Assistere vores producent og projektleder i planlægningen af årets festival.
  • Assistere ved koncertproduktion og afvikling.
  • Ansvar for festivalens mange dedikerede frivillige.
  • Planlægning og afvikling af åbningsreception, PR-events, mm.
  • Servicere festivalens kunstnere (backstage care, koordinere transport, mm.)
  • Diverse opgaver på festivalkontoret og SNYKs sekretariatet.

Vi forestiller os, at du:

  • Brænder for at lære at skabe en festival.
  • Både trives foran computeren, og når du har travlt med at trække kabler på scenen eller følge en kunstner til lufthavnen.
  • Læser på en relevant videregående uddannelse.
  • Arbejder selvstændigt og fungerer godt i et lille team.
  • Er indstillet på at arbejde om aftenen i forbindelse med koncertproduktion.

Praktikperioden er som udgangspunkt planlagt som et forløb fra 1. september til og med 15. december med 30 timer om ugen. Praktikken er ulønnet.

Du er velkommen til at kontakte projektleder Anne Dalby på anne@nullsnyk.dk, hvis du har spørgsmål til praktikstillingen.

Send en kort, motiveret ansøgning inkl. CV til snyk@nullsnyk.dk senest mandag den 19. juni kl. 12.00

Læs mere om SNYK på www.snyk.dk og om festivalen på www.gongtomorrow.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!
SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst
Nyrnberggade 29
København S.
tlf. 3393 0024 / snyk@nullsnyk.dk

Brænder du for kunst- og kulturformidling? Så er du måske SNYKs kommende kommunikationspraktikant

SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst – søger en kommunikationspraktikant til efteråret 2017 med start 1. september. Her producerer vi bl.a. Københavns store festival for eksperimenterende musik – G((o))ng Tomorrow – så praktikstillingen vil består af kommunikationsarbejde for både festivalen og for SNYK.

En kommunikationspraktik hos os giver dig stærke kompetencer i kunst- og kulturformidling, strategisk kommunikation og pressearbejde, udvider dit netværk og styrker din viden om den nyeste musik og lydkunst. Du bliver en del af et stærkt team, som har det sjovt og arbejder benhårdt for at udbrede kendskabet til de nyeste toner og lydeksperimenter.

Som praktikant får du blandt andet følgende opgaver:

  • Formidling af nyheder og projekter indenfor musik- og lydkunstmiljøet i Danmark, herunder artikelproduktion til snyk.dk.
  • Markedsføring (fx PR-events eller Facebook kampagner) og formidling af G((o))ng Tomorrow Festival – Københavns årlige festival for ny, eksperimenterende musik og lydkunst.
  • PR og kommunikationsarbejde – fra kommunikationsstrategiens store linjer til korte opslag på de sociale medier.
  • Assistere ved koncertproduktion og afvikling under efterårets festival.

Vi forestiller os, at du:

  • Brænder for kunst- og kulturformidling.
  • Har et godt skriftsprog med styr på grammatikken.
  • Læser på en relevant videregående uddannelse.
  • Kan arbejde selvstændigt og fungere godt i et lille team.
  • Er indstillet på at arbejde om aftenen i forbindelse med koncertproduktion.

Praktikperioden er som udgangspunkt planlagt som et forløb fra 1. september til og med 15. december med 30 timer om ugen. Praktikken er ulønnet.

Du er velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Agnete Seerup på agnete@nullsnyk.dk, hvis du har spørgsmål til praktikstillingen.

Send en kort, motiveret ansøgning inkl. CV til snyk@nullsnyk.dk senest mandag den 19. juni kl. 12.00

Læs mere om SNYK på www.snyk.dk og om festivalen på www.gongtomorrow.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!
SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst, Nyrnberggade 29, København S.
Tlf. 3393 0024 / snyk@nullsnyk.dk

SNYK søger praktikant til foråret 2017

soesgunverryberg_foto_camille_blake636x400

SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst søger en kommunikationspraktikant til foråret 2017, som brænder for at kommunikere ny musik og lydkunst til en bred målgruppe og på mange forskellige platforme.

Praktikanten vil indgå på lige fod med den øvrige redaktion.

Praktikantens opgaver er:  

  • Formidling af nyheder og projekter indenfor musik- og lydkunstmiljøet i Danmark, herunder artikelproduktion til snyk.dk
  • PR og kommunikationsarbejde – fra kommunikationsstrategiens store linjer til korte opslag på de sociale medier
  • Assistere ved koncertproduktion og afvikling
  • Løbende kontoropgaver

Vi forestiller os, at du:   

  • Brænder for at formidle den nyeste musik og lydkunst
  • Læser på en relevant videregående uddannelse
  • Har et godt skriftsprog med styr på grammatikken
  • Kan arbejde selvstændigt og fungerer godt i et lille team
  • Er indstillet på at arbejde om aftenen i forbindelse med koncertproduktion

Du vil få erfaring med at opøve kompetencer i formidling, pressearbejde samt arbejdet med sociale medier. Som praktikant på SNYK bliver du en vigtig medspiller på et engageret hold, der har det sjovt og brænder for at puste liv i musikken

Praktikperioden er som udgangspunkt planlagt som et fem måneders forløb fra 1. februar til og med 30. juni 2017 med 37 timer ugentlig svarende til et forløb på et 1/2 års studier. Praktikken er ulønnet.

SNYK ligger i et spændende kreativt miljø på Nyrnberggade 29 på Amager, hvor du vil få en kontorplads og computer stillet til rådighed.

Du er velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Agnete Seerup, agnete@snyk.dk, hvis du har yderligere spørgsmål til praktikstillingen.
Send en kort, motiveret ansøgning inkl. CV til snyk@nullsnyk.dk senest mandag den 5. december kl. 12.00

Læs mere om SNYK på www.snyk.dk 

Vil du være en del af G((o))NG TOMORROW 2016?

Komprimeret billed2

G((o))NG TOMORROW er Københavns festival for ny, eksperimenterende musik og lydkunst, der rammer byens spillesteder fra den 4. til 12. november 2016

Vi søger frivillige, der kan være med til at afvikle festivalens mange koncerter og performances på tværs af musikgenrer og kunstmiljøer, fordelt på forskellige venues i hele København.

Som frivillig bliver du en del af G((o))NG TOMORROW-crewet, og du kan være med til at alt fra PR-distribution til event-afvikling, bar- og billetsalg, scene, lyd, lys og bandcare. Ud over at lære en hel masse om festivalproduktion, får du som tak for hjælpen også adgang til én gratis koncert pr. vagt du tager, en G((o))NG TOMORROW festival-t-shirt samt mad, drikke og masser af hygge, imens du arbejder.

Hvis du har lyst til at være med eller bare er nysgerrig efter at høre mere, så skriv en mail til Helene@nullsnyk.dk med dit navn, kontaktoplysninger og evt. lidt info om dig selv og dine ønsker. Så sender vi dig opdateringer om informationsmøder for frivillige, hvor du kan møde resten af crew’et og høre endnu mere om det hele, når vi kommer tættere på festivalen.

Læs mere på gongtomorrow.dk eller find os på Facebook

Vi glæder os til at møde dig!

Print

Snyk_ny_musik_logo_png

Er du SNYKs nye kommunikationspraktikant?

SNYKmusikfestivalSNYK – genreorganisationen for ny kompositionsmusik, eksperimenterende musik og lydkunst søger en kommunikationspraktikant til efteråret 2015, som brænder for at kommunikere den ny musik og lydkunst til en bred målgruppe og på mange forskellige platforme. SNYK arrangerer hvert år en musikfestival, som i år finder sted fra 23. oktober til og med 31. oktober 2015.

Praktikantstillingen består i at assistere med opgaver indenfor:

  • PR og kommunikationsarbejde i forbindelse med musikfestivalen – fra kommunikationsstrategiens store linjer til korte opslag på de sociale medier
  • Formidling af nyheder og projekter indenfor musik – og lydkunstmiljøet i Danmark, herunder artikelproduktion til snyk.dk
  • Sponsorarbejde ifbm. musikfestivalen
  • Koncertproduktion og afvikling ifbm. musikfestivalen
  • Løbende kontoropgaver 

Vi forestiller os, at du:   

  • Brænder for at formidle den nyeste musik og lydkunst
  • Brænder for at være med til at skabe en musikfestival
  • Læser på en relevant videregående uddannelse
  • Har et godt skriftsprog med styr på grammatikken
  • Kan arbejde selvstændigt og fungerer godt i et lille team
  •  Er indstillet på at arbejde om aftenen / natten i hele festivalperioden fra 23. oktober til og med 31. oktober

Du vil få erfaring med at skabe en musikfestival, opøve kompetencer i formidling, pressearbejde samt sociale medier. Som praktikant på SNYK og festivalen bliver du en vigtig medspiller på et engageret hold, der har det sjovt og brænder for at puste liv i musikken

Praktikperioden vil være fra den 2. september og er enten 37 timer ugentlig i 3 mdr. eller 25-30 timer ugentlig i 4 mdr. Praktikken er ulønnet.
SNYK ligger på Blegdamsvej 4 ved Sankt Hans Torv på Nørrebro, hvor du vil få en kontorplads stillet til rådighed.

Du er velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Agnete Seerup, agnete(a)snyk.dk, hvis du har yderligere spørgsmål til praktikantstillingen. Send en kort, motiveret ansøgning inkl. CV til snyk(a)snyk.dk senest onsdag den 16. juni kl. 12. Vi forventer at afholde samtaler i ugen efter.

Læs mere på www.snyk.dk

WUNDERGRUND FESTIVAL ER LIGE OM HJØRNET!

Fra imorgen den 24. oktober og frem til den 15. november løber Wundergrund Festivalen af stablen i København.

Programmet er spækket med spændende kunstnere fra ind- og udland, som er kommet for at berige, udfordre og overraske publikum med deres musik og performances.
Der er alt fra performanceikon til opera uden sang. Fra impro til verdenskendt strygekvartet.
Fra spirrende komponister til overset lydkunstner! 

Åbningen er på Hofteatret imorgen den 24. oktober fra kl. 20.00!

Dyk ned i programmet her og læs mere!
Der er selvfølgelig studievenlige priser.

STUMFILMSKONCERT: JEANNE D’ARCS LIDELSE OG DØD

gimage.ashx23. september kan du opleve et af Danmarks mest velspillende musikensembler, Ensemble MidtVest, akkompagnere et af filmhistoriens stolteste momenter. Cinemateket og Wundergrund on Tour præsenterer stumfilmskoncerten Jeanne d’Arcs lidelse og død.

Det anerkendte ensemble Ensemble MidtVest besøger Cinemateket på sin turné med Dreyers mesterværk tilsat en improvisationsstærk firemands-besætning: Cello, violin, obo og klaver. Bag tangenterne sidder Ronen Thalmay, der ud over at være fast stumfilmspianist i Cinemateket også er ensemblets mangeårige samarbejdspartner. På obo optræder Henrik Goldschmidt.

Filmen blev vist første gang i Danmark den 21. april 1928 og fik fransk premiere i Paris et halvt år efter den danske, nemlig 25. oktober 1928.

Carl Th. Dreyers skildring af retssagen mod Jeanne d’Arc i 1431 er en milepæl i filmhistorien. Filmen var banebrydende med sit intense psykologiske portræt af en religiøs helgeninde, der bliver en brik i et storpolitisk spil og ofrer livet for sin tro. Samtidig var filmen stilistisk nytænkende med sin sublime brug af ubarmhjertigt skarpe nærbilleder, der sætter fokus på det menneskelige ansigt, hvor de sjælelige dramaer udspiller sig med voldsom intensitet. Som Dreyer sagde: “Alt menneskeligt udtrykkes i ansigtet, idet ansigtet er sjælens spejl”.

Jeanne d’Arcs lidelse og død, Cinemateket 23. september kl. 20:00, ca. 97 minutter
Instruktør: Carl Th. Dreyer
Medvirkende: Maria Falconetti, Eugene Silvain, André Berley, Maurice Schutz, Antonin Artaud

Originaltitel: La passion de Jeanne d’Arc
Frankrig, 1928
HD-Cam PAL, 97 min. + 10 min. intro.
Danske mellemtekster
Tilladt over 15 år

Billetpris: 100/75 kr. Billetter skal afhentes senest dagen før koncerten.

KØB billet HER

SNYKradio søger praktikant til efteråret 2013

Vil du arbejde med formidling af eksperimenterende musik?
SNYKradio søger praktikant til efteråret 2013

SNYKradio er et nystartet podcastmagasin med fokus på ny kompositionsmusik, eksperimenterende musik og lydkunst. Vi dækker både den aktuelle scene – begivenheder, festivaler og udstillinger i Danmark og Europa, samt håbløst uaktuel auditiv kunst, kultur og historie. Vi forsøger at gøre brug af den klassiske radiofortællings værktøj, men arbejder desuden med de nye muligheder, der ligger i at være en internetbåret radio.

Arbejdet består i at assistere med opgaver indenfor:
– Research til indslag
– Produktion af indslag
– Strategisk arbejde med at øge lytterskaren på Soundcloud, snykradio.dk og Facebook
– Deltagelse i det daglige redaktionsarbejde
– Andre opgaver efter aftale

Vi forestiller os at du:
– Læser på en relevant videregående uddannelse
– Har en bred viden inden for eller interesse i den ny, eksperimenterende musik og lydkunst
– Er interesseret i og har erfaring med radio/podcastmediet,
– Har erfaring med Hindenburg programmet
– Er en dygtig mundtlig formidler og kan arbejde selvstændigt
– Er fleksibel og ¬– når det kræves – kan deltage i optagelser og arrangementer uden for almindelig
arbejdstid

Vi tilbyder:
– Deltagelse i redaktionsarbejde på lige fod med redaktører og dermed mulighed for at præge
indholdet på SNYKradio
– Videreudvikling af dine færdigheder inden for radioredigering, -formidling og -speak
– Indblik i et pionérprojekt indenfor internetbaseret radio
SNYKradio er et projekt under genreorganisationen SNYK, der varetager interesser indenfor lydkunst, kompositions- og anden eksperimenterende musik i Danmark. SNYKradios redaktion består af Lucia Odoom, Jan Høgh Stricker og ansvarshavende redaktør Thorbjørn Tønder Hansen.

Praktikperioden ligger fra den 14. august og er 20 timer ugentlig i 5 mdr. Praktikken er ulønnet. Perioden er fleksibel i forhold til studie, ferie m.v. Du planlægger sammen med redaktionen, hvornår du arbejder hjemme, er på optagelse eller på kontoret. SNYK ligger på Gråbrødretorv 16 i København K, hvor du vil få en kontorplads stillet til rådighed.
Du er velkommen til at kontakte Mette Thastum på tlf. 3393 0024 eller snyk@nullsnyk.dk, hvis du har yderligere spørgsmål til praktikantstillingen. Send en kort ansøgning inkl. CV til snyk@nullsnyk.dk senest onsdag d. 19. juni kl. 12, med oplysning om, hvor du har set opslaget. Vi forventer at holde samtaler i uge 26. For yderligere information se www.snyk.dk og www.snykradio.dk.

Hotel Pro Forma: WAR SUM UP på Det Kgl. Teater

Masser af dramatisk og levende performance denne weekend!

Fredag d. 11. og lørdag d. 12. nov. er det sidste chance for at se det sanseudfordrende gæstespil WAR SUM UP i Danmark, når Wundergrund festival inviterer i Det Kongelige Teater. Det musikalske krigsteaterstykke War Sum Up, der er skabt i et samarbejde mellem performancegruppen Hotel Pro Forma og Letlands Nationalopera, har høstet 5-stjernede anmeldelser fra Gaffa, Berlingske og Ibyen og er netop nomineret til kulturpris i Letland. War Sum Up er inspireret af den japanske kultur og dens kraftfulde udtryk af manga, poesi, pop, præcision og brutalitet. Forestillingen bringer musik af det britiske art-rockband The Irrepressibles og blander flere musikalske udtryk og stilarter blandt andet kammerpop, electronica, sfærisk korsang og japansk folkemusik i et mystisk og dragende univers.

War Sum Up trailer på YouTube

 

Hotel Pro Forma: “War Sum Up” // Det Kgl. Teater // Fre. 11.11. & lør. 12.11. kl. 20:00

Pensionister, børn, unge og studerende kan få op til 50% rabat på billetter. Læs mere om studierabat her og køb billetter her.

Hotel Pro Forma inviterer til publikumssamtale med Kirsten Dehlholm i balkonfoyeren, inden War Sum Up lørdag d. 12. november, kl. 19-19.30. (billet til en af spilledagene giver adgang til samtalen)

 

FORUNDERLIG SUITE FOR HOTEL – KONCERT I TRE ETAGER

Lørdag eftermiddag inviterer SNYK og Det Flyvende Spillested til koncert på Ibsens Hotel midt i København. Koncerten bliver skabt af fire ekstraordinære lydkunstnere og improvisatorer, som er indlogeret på hvert deres hotelværelse, og som publikum et par timer kan opleve i fri bevægelse og musikalsk udfoldelse rundt i hotellets rum. Sang, recitation, slagtøj, elektronik og andre remedier bliver blandet i en improvisation, hvis udfald man ikke kan forudsige.

De fire kunstnere er: Slagtøjssolist Thomas Sandberg, mezzosopran Signe Asmussen og audiopoesiduoen MikkelModulererMarius, a.k.a. lydkunstner Mikkel Meyer og forfatter Marius Nørup-Nielsen.

Se Facebook-event her.

WUNDERGRUND Festival kickstart

FOTO: diamandagalas.com

Wundergrund Festival (21.10 – 05.11 2011) præsenterer:

RADICAL VOICES

Marmorkirken

Fredag den 21. oktober

———————————————————————————————

Wundergrund Festival kickstarter fredag den 21. oktober!

Stærke stemmer, støj og sitrende elektronik er på programmet, når DIAMANDA GALÁS, MAJA RATKJE og ATTILA tyvstarter den sjette udgave af festivalen for ny, eksperimenterende musik i København.

————————————————————————–

Under overskriften Voices, Noises & Choices sætter Wundergrund Festival fra den 21. oktober til den 5. november for sjette år i træk scene for enestående musikalske oplevelser med nye, grænsesøgende udtryk i København.

 

Wundergrund Kick Start: RADICAL VOICES

Allerede fredag den 21. oktober kickstarter festivalen, når vi i samarbejde med koncertforeningen artFREQ. præsenterer ekstrem vokalkunst i Marmorkirken. Tre internationale stjernevokalister hylder stemmens magt og vokalkunstens voldsomme afkroge.

 

Nordens førende stemmemanipulator

Den norske stemmemanipulator, komponist og vokalekstremist Maja Ratkje er Nordens førende komponist, og hun høster i disse i år stor international anerkendelse for sine originale og ekstremt nærværende performances, hvor hjemmebygget elektronik går i et med forførende vokalteknik. Oplev også den den græsk-amerikanske terrordiva Diamanda Galás og den kontroversielle ungarske metal-legende VoV (Attila Csihar), hvis vokale udtryk finder inspiration i både dronemetal og opera.

 

Voices, Noises & Choices

Med Radical Voices kickstarter Wundergrund dette års tema VOICES, NOISES & CHOISES, hvor vi i hele festivalperioden ønsker at stille skarpt på de ekstreme, musikalske stemmer, der giver støj i vores musikalske vanesystemer.

Oplev blandt andet den norske støjkomponist Lasse Marhaug, den japanske mediekunstner og trommeslager Dora Video og den egyptiske, elektroniske musiker Hassan Khan, når alternative støjkilder bruges til at forme nye klangflader. Og hør internationale ekstremvokalister som amerikanske David Moss, japanske Koichi Makigami og ikke mindst græsk-amerikaneren Diamanda Galás, når de viser vej ind i stemmens inderste gemakker.

 

Oplev også:

Fremtidens musik med Kresten Osgood, avantgardisk vokalfest med Valby Vokalgruppe, tysk elektroperformance fra Felix Kubin, megafoner og joysticks med Simon Steen-Andersen, sydende indiejazz med August Rosenbaum, minimalistisk drone med Phil Niblock, afro-noise med William Bennett, opdateret arkademusik med Jeppe Just, e-bogskoncert med Lone Hørslev & August Engkilde og et brag af en finalefest i Cinemateket med danske DYGONG og lo-fi bands fra den islandske undergrundsscene!

Se www.wundergrund.dk for det samlede program!

——————————————————————————————-

WUNDERGRUND 2011

Enhedspris i perioden 27.10-4.11 DDK 50,-, 21.10: 275,-, 05.11 125,-