STUMFILMSKONCERT: JEANNE D’ARCS LIDELSE OG DØD

gimage.ashx23. september kan du opleve et af Danmarks mest velspillende musikensembler, Ensemble MidtVest, akkompagnere et af filmhistoriens stolteste momenter. Cinemateket og Wundergrund on Tour præsenterer stumfilmskoncerten Jeanne d’Arcs lidelse og død.

Det anerkendte ensemble Ensemble MidtVest besøger Cinemateket på sin turné med Dreyers mesterværk tilsat en improvisationsstærk firemands-besætning: Cello, violin, obo og klaver. Bag tangenterne sidder Ronen Thalmay, der ud over at være fast stumfilmspianist i Cinemateket også er ensemblets mangeårige samarbejdspartner. På obo optræder Henrik Goldschmidt.

Filmen blev vist første gang i Danmark den 21. april 1928 og fik fransk premiere i Paris et halvt år efter den danske, nemlig 25. oktober 1928.

Carl Th. Dreyers skildring af retssagen mod Jeanne d’Arc i 1431 er en milepæl i filmhistorien. Filmen var banebrydende med sit intense psykologiske portræt af en religiøs helgeninde, der bliver en brik i et storpolitisk spil og ofrer livet for sin tro. Samtidig var filmen stilistisk nytænkende med sin sublime brug af ubarmhjertigt skarpe nærbilleder, der sætter fokus på det menneskelige ansigt, hvor de sjælelige dramaer udspiller sig med voldsom intensitet. Som Dreyer sagde: “Alt menneskeligt udtrykkes i ansigtet, idet ansigtet er sjælens spejl”.

Jeanne d’Arcs lidelse og død, Cinemateket 23. september kl. 20:00, ca. 97 minutter
Instruktør: Carl Th. Dreyer
Medvirkende: Maria Falconetti, Eugene Silvain, André Berley, Maurice Schutz, Antonin Artaud

Originaltitel: La passion de Jeanne d’Arc
Frankrig, 1928
HD-Cam PAL, 97 min. + 10 min. intro.
Danske mellemtekster
Tilladt over 15 år

Billetpris: 100/75 kr. Billetter skal afhentes senest dagen før koncerten.

KØB billet HER

Skriv et svar