DOXBIO søger praktikanter til forårssemesteret 2016

 

doxbio

DOXBIO søger praktikanter til forårssemesteret 2016

Vi søger praktikanter, der ønsker at arbejde med lancering af dokumentarfilm i form af outreach, marketing, social media, presse samt event-produktion. DOXBIO leverer skræddersyede forløb for hver enkelt filmtitel, hvilket betyder, at markedsføringen er forskellig fra gang til gang. Det stiller krav til din kreativitet og skaber samtidig et spændende og dynamisk arbejdsmiljø. Forløbet giver dig som praktikant et unikt indblik i distributionsprocessen fra start til slut.

DOXBIO er Danmarks landsdækkende biografklub for dokumentarfilm. Vi samarbejder fast med 50 biografer om et lille, men eksklusivt program, med de bedste dokumentarfilm i verden. Hvert år viser vi 6 udvalgte film i biografer over hele landet.

Vi søger praktikanter til følgende arbejdsområder. Fælles for alle er, at man deltager i de praktiske opgaver, i forbindelse med lanceringen af en dokumentarfilm; plakatdistribution, premiereafvikling mv.

Outreach

  • Direct marketing
  • Research på filmenes relevante målgrupper og interessenter
  • Idéudvikling af markedsføringsstrategi og kreative marketingstiltag
  • Kontakt og koordinering med lokalpresse, samarbejdspartnere, sponsorer, m.m.

Social media og kommunikation

  • Arbejde med DOXBIOs tilstedeværelse på online-platforme
  • Vedligehold og udvikling af DOXBIOs hjemmeside
  • Idéudvikling af kreative marketingstiltag
  • Evt. mindre grafiske opgaver i forbindelse med markedsføring og events

DOXBIO søger praktikanter, som ikke er bange for at tage initiativ og håndtere opgaver selvstændigt. Det er vigtigt, at du er i stand til at planlægge dit arbejde og kan arbejde struktureret og ikke mindst bevare dit gode humør op mod en deadline. Der er meget logistik i planlægningen af en film, så du skal heller ikke være bange for at løfte hist og her, men ligesom så meget andet på DOXBIO, så er det et holdarbejde, og vi løfter i flok. Som praktikant bliver du en del af et lille team og udfylder en vigtig funktion.

Det praktiske: Praktikken starter den 7. januar, er fuldtid, ulønnet og varer 3-6 måneder. Praktikken må gerne være meritgivende til en igangværende uddannelse, men dette er ikke et krav. Det er muligt at tilpasse arbejdsdagene afhængigt at øvrige forpligtelser. Vi søger også praktikanter med opstart til april.

Send din ansøgning snarest muligt (senest 9. december), da vi afholder samtaler løbende. For yderligere oplysninger kontakt Nina Nørgaard Jensen på nina.nj@nulldoxbio.dk

DOXBIO har til huse i arbejdsfællesskabet Fonden De Københavnske Filmfestivaler, der holder til på Tagensvej sammen med organisationerne CPH:PIX, CPH:DOX og Buster.

Se www.doxbio.dk for yderligere information.

Vi glæder os til at høre fra dig!