Andreas Gursky på Louisiana – Kom til gratis åbning på museet torsdag 12.1. kl. 18

Andreas Gursky
13. januar – 13. maj 2012

Louisiana indleder udstillingsåret 2012 med en præsentation af tidens mest toneangivende fotograf Andreas Gursky (f. 1955 i Leipzig og bosat i Düsseldorf).
Louisianas udstilling spænder med 45 af kunstnerens mega fotografier samt omkring 26 mindre fotografier over hele Gurskys produktion frem til de allernyeste fotografier, som for første gang vises på et museum.
Udstillingen er kurateret af Louisianas direktør Poul Erik Tøjner.
Tilmelding til Louisianas nyhedsbrev:  www.louisiana.dk

Foredrag på Louisiana – Ai Weiwei – Værk og aktivisme

Søndag den 22. januar 2012 kl. 14
Værk og aktivisme
ved Ph.d. og postdoc ved Aarhus Universitet Lotte Philipsen
Ph.d. og postdoc ved Aarhus Universitet Lotte Philipsen introducerer Ai Weiweis værker og kunstnerens praksis, herunder hans rolle som samfundskritisk kunstner. Når Ai Weiwei gør brug af  digitale og sociale medier, er det så en del af en generel tendens?
Lotte Philipsen har desuden skrevet en artikel om kunstneren i  det digitale katalog, som frit kan downloades fra www.louisiana.dk.
Foredraget er gratis for museets gæster.
Tilmelding tilrådes på: www.louisiana.dk. Gebyr: 10 kr.

Charlottenborg: Seminar og fernisering 20. Januar 2012

Kom til åbningen af årets første udstilling på Kunsthal Charlottenborg, Researchprogram: Dexter Bang Sinister: Seminar d. 20. januar kl.15-19, efterfulgt af fernisering kl. 19-22.

Dette forår bliver Charlottenborgs Researchprogram indtaget af den New York-baserede forlægger-duo Dexter Sinister (Stuart Bailey og David Reinfurt). Sammen med deres faste samarbejdspartner Angie Keefer skaber duoen et fælles projekt med den danske forsker Lars Bang Larsen under titlen Dexter Bang Sinister.

Til lejligheden skaber de fire et 3x4meter stort sensorium i sort-hvid, hvor filmklip, lysbilleder, grafik, loftstapet og kvadratiske tæpper oversætter de farverige 1960ere til et stramt samtidigt udtryk. Idéen om ’psykedelia’ bygger på Lars Bang Larsens seneste forskning, og kombinerer både historiske eksperimenter og mere samtidige, grafiske værker.

Udstillingen indledes med et seminar, hvor Dexter Sinister, Keefer og Larsen præsenterer og diskuterer deres grafiske, kreative og research-orienterede indfaldsvinkler til samarbejdet og til ’psykedelia’. Seminaret finder sted d. 20. januar kl. 15-19. Der bydes på kaffe og kage, og det er åbent for alle mod forhåndstilmelding på carcon@nullkunsthalcharlottenborg.dk. Seminaret leder desuden op til ferniseringen samme dag kl. 19.

Som frugten af deres udstilling vil Dexter Sinister, Keefer og Larsen derudover arbejde på den fjerde gratis PDF-udgivelse fra The Serving Library (se www.servinglibrary.com), hvoraf tidligere Bulletins er skabt bl.a. med MoMA og Banff Centre. Dexter Sinister samt Keefer vil være i ’residency’ på Charlottenborg over foråret 2012.

SALON I GL STRAND: NYUDDANNET KUNSTNER OG HVA’ NU?

ONSDAG DEN 11. JANUAR KL. 17.00 – 18.30

 

I panelet sidder Barbara Læssøe Stephensen, vært på Kulturgeist på DRK, billedkunstner Søren Lose samt Toke Lykkeberg, leder af det kunstnerdrevne udstillingssted IMO. Moderator er udstillingsinspektør Pernille Fonnesbech.

 

Inspireret af den aktuelle udstilling EXTRACT sætter vi fokus på den unge kunstnergeneration og dens vilkår. Den danske kunstscene har i mange år oplevet en sand udvandring af kunstnere til bl.a. Berlin og flere taler om afmætning og problemer med kunstneres synliggørelse. Med SALONen spørger vi panelet, hvordan Danmark og København kan blive attraktiv for kunstnere at blive og arbejde i? Hvordan skaber vi et godt miljø, hvor kunsten kan trives, næres og udvikles? Gør debatten relevant – deltag i SALONen!

 

VINDEREN AF EXTRACT PUBLIKUMSPRIS

 

Som optakt til SALONen vil vi præsentere vinderen af publikumsprisen på EXTRACT. De besøgende på udstillingen har stemt på deres favorit og har dermed peget på, hvem de mener blandt de udstillende kunstnere, der skal have en soloudstilling i GL STRAND.

 

Pris: 35 kr. / medlemmer 25 kr. / tilmelding: info@nullglstrand.dk eller på 33 36 02 60 eller i butikken

 

Sted: Kunstforeningen GL STRAND / Gl. Strand 48 / 1202 KBH K / www.glstrand.dk

 

Sonetkonkurrence – få dit eget kærlighedsdigt opført af Det Kongelige Teaters skuespillere

Nu kan du skrive et kærlighedsdigt og få det iscenesat af Elisa Kragerup med Det Kongelige Teaters skuespillere på scenen 11. februar 2012.

Det Røde Rum har gravet i Shakespeares guldgrube af kærlighedssonetter og udvalgt de bedste til at fortælle om kærlighedens væsen.

REGLER:
Digt en sonet efter anvisningerne i linket nedenfor og send det ind via samme link. Det Røde rum vil udvælge vinderne, som får direkte besked.

Vinderne vil få deres digte iscenesat af Elisa Kragerup og Det Røde Rums skuespillere i forbindelse med forestilingen 11. februar. Der følger naturligvis to billetter med.

Læs mere på:
www.kglteater.dk/Alle_forestillinger/11_12/Skuespil/Sonetter.aspx

under “Digt en sonet”.

God skrivelyst!

Kh

 

 

 

 

www.facebook.com/det.roede.rum

Fiktionsklubben – Skriveklubber på Hovedbiblioteket 2012

Skriver du fiktion og vil du gerne have entusiastisk og kompetent undervisning, diskutere dine tekster med ligesindede og blive bedre til at skrive?

FIKTIONSKLUBBEN er for alle ca. 18+, der er seriøse med deres tekster. På holdene er der undervisning af undervisningserfarne forfattere og litteraturformidlere, og mulighed for kritikpartnerskaber, skrivenørdede udflugter, oplæsning, antologi mm.

FIKTIONSKLUBBEN 1 er for alle, der allerede er godt i gang. En eftermiddag ugentligt, forår 2012. Kr. 550.

FIKTIONSKLUBBEN 2 er for alle, der gerne vil godt i gang. En eftermiddag hver 14. dag, forår 2012. Kr. 500.

Hovedbibliteket har haft skriveklubber siden 2010 og fortsætter hermed skrivefesten. Det prioriteres, at der er plads til grundig gennemgang af alles tekster, og holdene er derfor ikke store.

 

Tilmelding:

FIKTIONSKLUBBEN 1: send max to siders fiktion.

FIKTIONSKLUBBEN 2: send et par linjer om dig selv og din skrivetrang.

Tilmelding senest onsdag d. 15. februar 2012 til Hovedbibliotekets litteraturformidler Lea Fløe Christensen på lea.floe.christensen@nullkff.kk.dk

ROLF NOWOTNY: BOGLANCERING OG PERFORMANCE PÅ OVERGADEN 12. JANUAR

Denne aften præsenterer Rolf Nowotny både en performance og boglancering i forbindelse med udstillingen Full Frontal Nudity. Kunstnerbogen The Cataloguer tilføjer et ekstra narrativt lag til udstillingen gennem en poetisk omskrivning af værkernes tematik. Bogen kan også læses som en behandling af Nowotnys praksis eller som almindelig skønlitteratur, og alle er velkomne til at tage et gratis eksemplar med hjem. I løbet af aftenen vil udstillingens værker blive bragt i spil i en performance udført af Rolf Nowotnys venner, familie og kollegaer, hvorefter Full Frontal Nudity vil være ændret en smule.

Tidspunkt: Torsdag d. 12. januar kl. 17
Sted: Overgaden. Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17, 1414 Kbh K
Fri entré
Mere info på www.overgaden.org

 

SIMON STARLING: PUPPET THEATER TALK PÅ CHARLOTTENBORG DEN 11. JANUAR

Starling’s ‘Ekspeditionen’ er iscenesat af Edward Lloyd Pierce, amerikansk instruktør og scenograf bosat i København. Pierce har arbejdet for mange forskellige kompagnier i Danmark og udlandet og har derudover sin egen performancegruppe Krash Kompagni.
Denne aftens arrangement vil bestå af en samtale mellem Starling og Pierce om Starlings dukkespil og stykkets relation til hans øvrige kunstneriske praksis og om teatret i videre forstand.Eventen er gratis og starter kl 17.00 i Sydfløjen  – KOM KOM!
* Billede: konceptskitse til ‘Ekspeditionen’ af Paul Arne Kring.

 

Omvisere søges til

OMVISERE SØGES

Kunstforeningen GL STRAND søger studerende fra KUNSTHISTORIE og MODERNE KULTUR til at omvise i vores vekslende udstillinger.

Du skal have bestået din grunduddannelse i kunsthistorie, og vi forventer, at du følger med i aktuelle tendenser og teorier på den internationale kunstscene og vil formidle kunsten fra begyndelsen af 19-tallet og frem til i dag med stor indlevelse og engagement.

ARBEJDSOPGAVER

  • Omvisninger målrettet alle besøgsgrupper på dansk og engelsk
  • Aldersdifferentierede undervisningstilbud målrettet børn og unge
  • Udvikle den mundtlige formidling og GL STRANDs tilbud

Du bliver en del af et lille team på GL STRAND med store faglige kompetencer, høje ambitioner og godt sammenhold. Der er stor fleksibilitet i arbejdet, til gengæld forventer vi, at du går seriøst og selvstændigt til værks.

Arbejdstiderne vil være afvekslende i forhold til efterspørgslen, men omvisningerne vil typisk ligge i tidsrummet 16-20 i hverdage og 11-16 i weekender.

Du kan få yderligere oplysninger om jobbet ved at henvende dig til Udstillingsinspektør Pernille Fonnesbech T: 3336 0262  / E: PF@nullGLSTRAND.DK

ANSØGNINGEN

Send din ansøgning, så vi har den senest mandag d. 16. januar 2012 kl. 12.

Vi forventer, at samtalerne vil finde sted i uge 3 efter ansøgningsfristen, og at de nye omvisere vil kunne begynde i februar. Her åbner vi to nye udstillinger, Cathrine Raben Davidsen – House of the Ax og Jonathan Meese – EVOLUTION de LARGE (ICH-TEA-OHHH-SAURYS).

Ansøgningen sender du til PF@nullGLSTRAND.DK eller til vores adresse:
GL STRAND, Gl. Strand 48, 1202 København K. Mærk ansøgningen ”OMVISER”.

GL STRAND er en moderne kunsthal med en lang historie. Vores mål er at være på forkant med nye tendenser i dansk såvel som internationalt kunstliv og at støtte danske kunstnere gennem udbredelse og formidling af deres kunst. Vi samler ikke og sælger ikke, men stræber alene efter at udbrede kendskabet til kunsten og skabe debat om kunsten herhjemme. På det punkt er vores visioner i dag de samme som ved stiftelsen i 1825.

kunstBOGkunst – KUNSTNERPUBLIKATIONER

 

kunstBOGkunst #1
Mandag, 23. Januar 2012 – 17:00 – 18:30 0 kr. Københavns hovedbibliotek
Hovedbiblioteket sætter i samarbejde med Møllegades boghandel fokus på KUNSTNERPUBLIKATIONER: De smukke, sære, skrøbelige, sjældne udgivelser fyldt med skrevne og visuelle rariteter, som man ikke lige finder på bestsellerlisterne men som i høj grad fortjener OPMÆRKSOMHED. Ikke kun som BILLEDKUNST, men også som litterær GENRE.
Thomas Hvid Kromann og Louise Hold Sidenius tager publikum på rundfart i kunstnerpublikationernes verden. Thomas er forfatter og postdoc i danske kunstnerbøger. Louise er grafiker og medstifter af udstillings- og værkstedet At the Academy samt ejer af den nye boghandel på Charlottenborg, Charlottenborg Books.

Thomas og Louise er ligeledes redaktører på stor antologi om danske kunstnerbøger, der udkommer i 2012.

 

kunstBOGkunst #2 finder sted mandag d. 6/2 kl. 17.00-18.30 i Møllegades boghandel

Mød bl.a. Morten Søndergaard, vær vidne til performancetegning og meget mere. Se www.moellegadesboghandel.dk

Se alle Hovedbibliotekets arrangementer på http://bibliotek.kk.dk/biblioteker/hovedbiblioteket/arrangementer