Open Call

OPEN CALL

ArtRaum i LiteraturHaus inviterer kunstnere til at deltage i årets Golden Days Festival

ArtRaum

ArtRaum er LiteraturHaus’ nye udstillingsrum, der med sin sære arkitektoniske udformning og sin tilknytning til LiteraturHaus’ lyriske miljø vil lægge rum til bastardudstillinger af blandet ophav.

ArtRaum eksisterer som balkon og halvrum i LiteraturHaus og vil oppe under det gamle kirketag vise tekstligt baserede visioner materialiseret i billedets, installationens eller lydens materiale.

ArtRaum vil fremhæve og udstille værker, der smager på og fortærer, skænder og favner et sprogligt materiale i kunstens form.

Udstilling

ArtRaums første udstilling kommer til at indgå som en del af den tværkulturelle festival Golden Days, der i år strækker sig fra d. 3.-26. september 2010.

Temaet for Golden Days 2010 er 1700-tallets oplysningstid. Omdrejningspunktet er de tanker og bevægelser, der har deres oprindelse i 1700-tallet og som ligger til grund for vor tids moderne samfund. Målet er at aktualisere 1700-tallet og dermed kvalificere fremtidens diskussioner om f.eks. ytringsfrihed, dannelse, menneskerettigheder, kønnenes ligestilling og nationalitet.

Med afsæt i ovennævnte tema og festivalens titel ”Det åbne og det lukkede land” søger ArtRaum forslag, der tager udgangspunkt i et fælles tekstligt materiale; Jonathan Swifts roman Gullivers Rejser fra 1726.

Kunstværkerne må aktuelt eller fantasifuldt, legende eller alvorligt, destruktivt eller konstruktivt tage dette landegrænsesprængende værk under behandling. 

Ansøgningen skal sendes via e-mail og skal indeholde en projektbeskrivelse og gerne et budget samt billedmateriale eller skitser. Når tilmeldingen modtages vil ArtRaum eftersende et udvalgt stykke af Gullivers Rejser. Det står kunstneren frit for at benytte dette tekststykke eller andre ord, fornemmelser eller passager af romanen.

Deadline for ansøgning: d. 29. april 2010 kl. 12.00

Ansøgningen (og eventuelle spørgsmål) skal sendes til: artraum.lit@nullgmail.com

 

Bedste hilsner

ArtRaum, LiteraturHaus

Møllegade 7

2200 Nørrebro

 

– Læs mere om Golden Days Festival på www.goldendays.dk

Tænketanken Cevea søger 4 praktikanter

Tænkende, selvstændige og engagerede praktikanter søges til at gøre en forskel for tænketanken Cevea.
Vi søger 4 højt kvalificerede praktikanter til den uafhængige centrum-venstre tænketank Cevea i perioden fra 1. september 2010 til 31. januar 2011
 
Frihed til at gøre en forskel
Som praktikant for Cevea får du stort ansvar og udstrakt frihed til at udfolde dine kompetencer i et innovativt og sprudlende politisk miljø. Du kommer til at indgå som projektleder i vores daglige arbejde, hvor du vil blive mødt store krav til dine akademiske og organisatoriske færdigheder.
 
Vi lægger stor vægt på selvstændighed, initiativlyst og politisk tæft hos de enkelte praktikanter, men også på fleksibilitet, udadvendthed og stærke kommunikative kompetencer.
 
Opgaver for en tænketank i bevægelse:
Praktikforløbet er struktureret, så du får mulighed for at fokusere på et primært arbejdsområde, men samtidig komme rundt i virksomheden. De konkrete opgaver for de kommende praktikanter vil blive fordelt og sammensat på baggrund af den enkelte ansøgeres kompetencer og interesser. Du vælger selv, hvorvidt du vil søge alle stillinger bredt eller prioritere en konkret praktikstilling i Cevea. De 4 praktikanter vil have følgende primære roller:
 
 
· Organisationsudvikling og fundraising.
 
Du vil understøtte Ceveas sekretariatsleder i opgaver relateret til udvikling og styrkelse af organisation herunder medvirke til at opbygge og vedligeholde organisationens netværk og arkiver, hvorfor det er vigtigt at du er systematisk og tålmodig. Du skal være med til at arbejde med strategier for fundraising, udvikle nye projektaktiviteter og pleje eksterne relationer. Erfaring med lignende typer af frivilligt arbejde og sekretariatsopgaver i andre politiske organisationer er en fordel.
 
 
· Journalistik og kommunikation.
 
Du vil som kommunikationspraktikant være med til at lave opsøgende pressearbejde, udfærdige pressemeddelelser og deltage i den politiske opinion. Derudover vil du medvirke som administration af Ceveas hjemmeside samt udarbejde og udsende nyhedsbreve og stå for diverse interne kommunikationsopgaver. Du skal yde redaktionel assistance til tænketankens tidsskrift Vision herunder medvirke til at styrke tidsskriftets rolle på nettet. Denne stilling kræver erfaringer og kendskab med journalistik/kommunikation, og det er et plus at have erfaring med redigering af artikler samt med arbejde med administration af hjemmesider.
 
 
· Samfund, økonomi og analyse.
 
Du vil som analytisk praktikant være med til at bidrage til tænketankens rapporter, notater og politiske udspil indenfor en bred vifte af emner relateret til Ceveas projekter ”Den ny Ulighed”, ”Samfundets markedsgørelse” og ”Danskhed”, og vil indgå i Ceveas Analyseenhed. Du vil opnå indsigt i relationen mellem viden og politik samt konkrete redskaber til at lave bedre analyser. Denne stilling kræver erfaring med enten kvantitativ eller kvalitativ metode, økonomiske analyser samt stor politiske indsigt. Vi forventer at du er velinformeret omkring dansk og international politik, og har erfaring med at skrive større rapporter, kronikker og artikler, men det er ikke et must – lysten til at lære dette håndværk er lige så vigtig.
 
 
· Uddannelse, samfund og analyse.
 
Du vil som uddannelsespraktikant være med til at udvikle og styrke tænketankes uddannelsesaktiviteter, og vil indgå i Ceveas Uddannelsesenhed. Herudover vil du fungere som analytisk praktikant og have til opgave at bidrage til tænketankens rapporter, notater og politiske udspil indenfor en bred vifte af emner relateret til Ceveas projekter. Vi forventer at du er velinformeret omkring dansk og international politik, samt har grundlæggende kendskab til analytisk metode.
 
Alle praktikanter i Cevea vil indgå i et konkret talentprogram, der udover de daglige opgaver byder på både uddannelse, faglig sparring og netværksopbygning.  Som praktikant for Cevea bliver du trænet i analyse, journalistisk formidling, projektledelse, forretningsudvikling og ideudvikling.
 
 
Udbytte – som praktikant i Cevea kan du forvente at:
 
· Udvikle din politiske viden og refleksionsniveau
· Udvikle dine kommunikative evner og få konkrete redskaber
· Indgå i og udvikle netværk blandt nuværende og kommende meningsdannere på centrum-venstre
· Udbygge dine projektledelseskompetencer in action
· Blive en del af en organisation med et fladt hierarki og højt til loftet
· Være med til at sætte dagsordenen og forme progressive visioner for centrum-venstre
 
 
Kvalifikationer – vi forventer at du:
 
· Har afleveret din bachelor-opgave indenfor samfundsvidenskab eller humaniora
· Har indgående kendskab til det politiske system i Danmark
· Har evnen til at formidle komplicerede budskaber og til at skabe overblik.
· Har erfaringer og lyst til at samarbejde med andre på konkrete projekter
· Har stor selvstændighed og vilje til at tage ansvar
· Har stort gå-på-mod, engagement og let til smil
· Du deler tænketankens grundlæggende værdier
 
 
Cevea opfordrer alle uanset køn, alder, religion og etnisk baggrund til at søge de opslåede stillinger.
 
Om Cevea
Den uafhængige centrum-venstre tænketank Cevea blev etableret i september 2008. Cevea arbejder for progressive idéer for frihed, fairness og fællesskab igennem analyser, konkrete policy-forslag og uddannelse unge meningsdannere. Læs mere på cevea.dk.
 
 
Yderligere oplysninger
Hvis du vil om de konkrete stillinger er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Ulla Gade Bisgaard ugb@nullcevea.dk 
 
Ansøgning
Vi skal have din ansøgning senest mandag den 10. maj 2010 og vi afholder samtaler torsdag og fredag den 13.-14. maj 2010. Du forventes at kunne starte på praktikken d. 1. september 2010.
 
 
Mange venlige hilsner,
 
Ceveas sekretariat

Praktik på Det Kongelige Bibliotek (Dansk Center for Musikudgivelse, Musik- og Teaterafdelingen)

Praktik på Det Kongelige Bibliotek (Dansk Center for Musikudgivelse, Musik- og Teaterafdelingen) i forbindelse med eksamensordningens element projektorienterede forløb

Med henvisning til ovenstående element i eksamensordningen, hvor der tales om at man skal

”…indgå i en arbejdsplads daglige arbejde svarende til 8 ugers fuldtids/16 ugers deltids beskæftigelse…”

skal vi herved tilbyde, at et sådant forløb kan finde sted på Dansk Center for Musikudgivelse eller Musik- og Teaterafdelingen, begge ved Det Kongelige Bibliotek, eller en kombination af de to områder.

Dansk Center for Musikudgivelse

DCM har et dobbelt formål: dels at udgive ukendt musik i bibliotekets samlinger på musikfilologisk grundlag, dels at udvikle formidlingen af nodeudgivelse på nettet.

Inden for begge områder vil der være rige muligheder for at leve op til eksamensordningens krav om analyser af arbejdspladsens opgaver, ligesom man eventuelt vil kunne arbejde med en speciel opgave, der udmunder i et konkret produkt. Centret er p.t. bemandet med 6 medarbejdere og ledes af Forskningsprofessor Niels Krabbe (nk@nullkb.dk).

Musik- og Teaterafdelingen

MTA er en af Det Kongelige Biblioteks fire såkaldte specialsamlinger. Den rummer Danmarks nationale nodebibliotek, som består af næsten 5 hyldekilometer noder i papirform samt et stort antal digitaliserede tryk og manuskripter, der er frit tilgængelige på nettet.

Afdelingens hovedopgaver kan sammenfattes under begreberne: indsamling, bevaring og formidling af musikalier. Netop i denne tid er afdelingen inde i en udvikling, som gradvist vil ændre en række hidtidige rutiner, ligesom man i højere og højere grad vil fokusere på den digitale del. Også her vil der kunne skabes delprojekter, som til fulde vil kunne leve op til eksamensordningens krav.

Afdelingen har p.t. en personalenormering på ca. 8 ÅV og ledes af førstebibliotekar Anne Ørbæk Jensen (aoj@nullkb.dk).

Hvis du vil høre nærmere om mulighederne, er de velkommen til sende en mail eller at komme og tale med os.

 

Niels Krabbe, Det Kongelige Bibliotek

KUNSTHALLEN 44 MØEN SØGER EN PRAKTIKANT

Vi søger en studerende, der er ved at afslutte sit studie og som evt. er i gang med sit speciale. Arbejdet vil bestå i at deltage i planlægning, opbygning og pasning af udstillinger, herunder pressearbejde, omvisninger og anden formidling og publikumskontakt. 44 Møen viser international samtidskunst og er derfor en interessant arbejdsplads, hvis man vil tæt på det daglige arbejde med aktuel kunst af international standart. Udstillingssæsonen 2010 strækker sig fra midt marts til midt september. Praktikopholdet gælder sommerperioden (juni-september) og kan eventuelt opdeles i flere perioder.

 

44 Møen ligger i Askeby på Møn og er drevet af Kunstforeningen 44 Møen ved formand Bjørn Nørgaard, kunstnerisk leder René Block, og daglig leder Kristina Ask.

 

For yderligere information – også om årets udstillingsprogram, kontakt Kristina Ask på tlf. 2392 7119 eller skriv til: info@null44moen.dk

For information om nuværende og tidligere udstillinger, se: www.44moen.dk

Expo Trainee for Morning Tears in Shanghai

 

Application deadline: As soon as possible! 

The international organization Morning Tears is seeking a trainee working in Shanghai with the main focus on the Shanghai Expo 2010. The internship will commence in April 2010 and end with the Expo in October 2010 (full time) with the possibility to continue as a regular Morning Tears trainee (part time) for as long as possible.  

Morning Tears was started in 1999 in China/Belgium as an informal organization with the main goal to rebuild the world for children who have lost their own. In 2005 Morning Tears became a formal non-profit organization registered under Belgian Law currently holding offices in Holland, Belgium, Spain, China and Denmark.  

Morning Tears is a non-profit organization run by volunteers. All costs are kept at a minimum to ensure the children in need the best care. Morning Tears focus on helping:

  • Children whose parents have been executed or are in prison

 

Morning Tears is looking for a trainee with the following qualifications:

  • A Bachelors degree or equivalent 
  • Must master Danish and English spoken and written – Chinese is a plus
  • Basic computer knowledge (word, excel and power point)
  • Independent, outspoken/outgoing and positive personality
  • Good networking skills

 

Work areas the trainee will be involved in:

  • Represent Morning Tears at various Expo events
  • Communicate with the media
  • Initiate and oversee events for expo
  • Assist in regular Morning Tears Shanghai events
  • Admin work

 
 

The trainee will receive a salary as a housing allowance of CNY 5.000 pr. month for the full time Expo trainee position. The following trainee position will be part time and an allowance of CNY 3.000 is given.  

Please send application and CV to Signe Kühl as soon as possible at signe@nullkuhl.net. For more information about Morning Tears please visit www.morningtears.org. For questions about being a trainee for Morning Tears please contact Morten Bech Jensen mt.trainee@nullmorningtears.com

“Knæk krisen” på Kubulus´ karrierebørs 20. april

Kom foran i jobkøen! På alumneforeningen Kubulus´ 6. karrierebørs får du friske input til dine karrieredrømme og gode råd til, hvordan du allerede som studerende knækker finanskrisen.

– Mød spændende arbejdspladser så som Integrationsministeriet, Udlændingeservice, FN´s Udviklingsprogram m.fl.
– “Succes trods krise”. Jobindex´ direktør Kaare Danielsen giver dig gode råd
– Få CV-lyntjek ved professionelle karrierekonsulenter fra DM/MA og DJØF
– Deltag i sessioner om det gode CV og om at komme foran i jobkøen

Læs mere og husk tilmelding: http://alumni.ku.dk/karriereboers/

Tid: tirsdag 20. april 2010 fra 12.30 – 16.30
Sted: Københavns Universitet, Festsalen, Frue Plads 1, 1168 Kbh. K
Arrangør: Alumneforeningen Kubulus på Københavns Universitet

Vi søger arrangører til IKK Festival 2010

IKK Festival er tværæstetisk og dens mission er, uanset tema, at skabe forbindelser mellem Institut for Kunst og Kulturvidenskab og den nærværende kunst- og kulturverden. I mødet mellem kunstnere og lektorere, konkrete koncerter og teoretiske forelæsninger, vækkes den viden, der findes på instituttet, til live, og kunsten bliver mødt, udfordret og oplevet.

Hvis du har lyst til at være med til at arrangere festivalen, er det vigtigt, at du har en faglig ballast, formidlingsevner, er fyldt med gode idéer og har evnerne til at føre dem ud i livet.

Som en del af arrangørgruppen vil du få medansvar for alt fra brainstorming over eventuelle temaer, udarbejdelse af programmet og kontakt til undervisere og kunstnere, til montering af projektorer, skiltemaling og kvitteringsskrivelser. Det er med andre ord vigtigt, at du har en stor portion gå-på-mod, gode samarbejdsevner og lyst til at ligge en del tid og kræfter i arbejdet.

Du skal være studerende på IKK og helst have afsluttet dit første år.

Arbejdet er ulønnet.

Er du interesseret, så send en mail til ikkfestival@nulllive.dk senest d. 15 marts.

Vi glæder os til at høre fra jer og møde jer.
Venlig hilsen IKK Festival-arrangørerne

PRAKTIKPLADS TILBYDES

PRAKTIKPLADS TILBYDES

galerie susan nielsen i Paris tilbyder en praktikplads til en studerende ved kunsthistorie i efterårssemestret 2010.

galerie susan nielsen er et galleri for international samtidskunst beliggende i et af Paris førende galleridistrikter i Marais-kvarteret. Galerie susan nielsen lægger vægt på at vise veltilrettelagte og gennemarbejdede udstillinger af unge såvel som af mere etablerede kunstnere. Galleriet samarbejder med en række kunstnere af forskellig nationalitet og viser værker, der spænder fra maleri, tegning og grafik til fotografi, video og installation. For øvrig information om galleriet, se venligst vores hjemmeside http://web.mac.com/gsn14

Vi foretrækker at du:
•    Har en BA i kunsthistorie
•    Har gode engelskkundskaber og kendskab til fransk
•    Har erfaring med og interesse for samtidskunst
•    Ikke er bange for praktisk arbejde
•    Er fleksibel, alsidig og besidder humoristisk sans

Vi kan til gengæld tilbyde:
•    En spændende arbejdsplads midt i Paris
•    Mulighed for at stifte bekendtskab med en international kunstscene
•    Et varieret arbejde der giver praktisk erfaring
•    25-30 timers ugentligt arbejde

I løbet af praktikperioden vil du assistere galleriets ansatte med at varetage kommunikationen med publikum og presse, deltage i galleriets daglige drift, vedligeholde og opdatere vores databaser og kartoteker, samt deltage i ophængninger og forsendelser.

Hvis dette har interesse, så send os dit cv og en ansøgning, der fortæller lidt om, hvem du er, og hvorfor du kunne tænke dig at komme i praktik på galerie susan nielsen.

Alle ansøgninger besvares via mail.
Henvendelse gsn14@nullmac.com

galerie susan nielsen
14 rue des coutures st gervais 75003 paris +33 1 44 54 04 07  mar – sam 14h – 19h gsn14@nullmac.com http://web.mac.com/gsn14

Praktikant søges til Storyville Records & ExLibris Musik

 Europas ældste uafhængige pladeselskab (Storyville) har netop overtaget ExLibris Musik og søger i den forbindelse en praktikant.

Storyville & ExLibris producerer CD’er til det danske og udenlandske marked. Storyville hovedsagelig inden for jazz og ExLibris med fokus på dansk musik.

Praktikforløbet vil tage form af varierende arbejdsopgaver for begge pladeselskaber. Hovedvægten af arbejdet vil være diverse registreringsarbejder men også deltagelse i markedsførings- og promotion opgaver kan komme på tale.

Vi forventer, du er struktureret, grundig, initiativrig og kan overskue flere projekter på én gang. Du skriver et godt og fejlfrit dansk og har gode engelskkundskaber i skrift og tale, da meget kommunikation med vores udenlandske kontakter foregår på engelsk. Du har gode IT kompetencer.

Praktikken kommer til at foregå i tæt samarbejde med undertegnede. Spørgsmål og ansøgning sendes til: mg@nullstoryville-records.com

Praktikken foregår på Esplanaden 8 D, København K. Tiltrædelse hurtigst muligt. Varighed 4 – 6 måneder. Praktikken er ulønnet.

Med venlig hilsen

Mona Granager

Storyville Records/ExLibris Musik

Esplananden 8D

1263 København K

tel. 38 19 85 90

mobil 40 45 63 50

Læs mere på: www.storyvillerecords.com , www.exlibris.dk

EXLIBRIS MUSIK Esplanaden 8 D-1263, København K -Tlf: 3819 8590

Praktikant til Informations bogtillæg

Har du lyst til at være del af en livlig bogredaktion, så søger vi for foråret en praktikant der kan være del af den daglige redaktion, skrive korte bognyheder, lave tendenshistorier og interviews. Du skal have flair for det journalistiske og have lyst til at det indimellem går hurtigt. Start gerne fra 1. marts.

Ring eller skriv hvis du vil høre nærmere til kulturredaktør Peter Nielsen på pen@nullinformation.dk eller tlf. 29430710