Er du vores nye projektskaber?

Elsker du film og er du mellem 17-25 år? Synes du, det kunne være sjovt at være med til at planlægge og afvikle filmevents? Har du mod på at tænke stort og skabe events, der samler unge fra hele landet? Så er det dig vi leder efter! 

Hvad er det for et fantastisk projekt?

Filmværket startede i 2019 og samler unge filmnørder til spændende og anderledes aktiviteter. Nu søger vi nye frivillige mellem 17-25 år, der skal stå for at udtænke, planlægge og afholde det næste års store og små filmevents. Du behøver ikke have erfaring med at projektplanlægning eller filmoptagelser, det vigtigste er, at du er idérig og har mod på at lave sjove og andeledes events for andre unge.

Hvordan bliver jeg frivillig?

Vil du være frivillig projektskaber, så send os en lille video optaget på mobilen til sekr@nulldabuf.dk, hvor du fortæller, hvorfor netop DU skal være en del af projektet. I videoen skal du svare på:

  • Hvem er du? (dit navn, alder, hvor bor du, hvad laver du?)
  •  Hvad er din filminteresse? (kan du lide at se film, lave film?)
  • Hvorfor vil du gerne være en del af Filmværket?

Og hvornår starter vi så?

Der er deadline for at ansøge d. 7. juni 2020. Du får svar på din ansøgning kort efter deadline og får nærmere besked om projektets videre forløb. Vi mødes i en weekend i september, hvor frivillige kan lære hinanden at kende og høre mere om projektet og planerne for det næste år. Vi vil sørge for coronaforbyggende tiltag og overholde retningslinjerne til alle aktiviteter og møder samt finde digitale løsninger, hvis nødvendigt.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Student til administration af kunst i offentlige bygninger

Interesserer du dig for byggeri, arkitektur og kunst, og kan du lide systematik og registrering? Så er det måske dig, vi leder efter til stillingen som student i Bygningsstyrelsens kunstteam.

Søg senest d. 10. marts 2020

Læs hele opslaget her: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=130207&DepartmentId=7832&MediaId=5

ART 2030 SØGER PRAKTIKANT TIL ARBEJDE MED GLOBALE KUNSTPROJEKTER

ART 2030 søger en universitetspraktikant, som har lyst til at indgå i det daglige kommunikations- og udviklingsarbejde i forbindelse med organisationens kunstprojekter.

ART 2030 New York 2018 Chelsea. Photography by LEES Foto. Courtesy of ART 2030.

Hos ART 2030 forbinder vi kunst og FN’s Verdensmål – og skaber engagerende kunstoplevelser –med kunsten som nøgle til at åbne folks hjerter, tanker og fantasi mod en bæredygtig fremtid for alle. ART 2030 er en bevægelse af visionære kunstnere og stærke kunstaktører, der arbejder for at fremhæve kunstens værdiskabende rolle i samfundet og skabe opmærksomhed omkring FN’s Verdensmål gennem globale kunstprojekter.

Vi er en lille organisation med store ambitioner. Derfor får du som praktikant dine egne ansvarsområder som en væsentlig del af vores team med selvstændigt arbejde, samt et indblik i, hvordan en kunstorganisation arbejder. 

Dine arbejdsopgaver vil primært bestå i planlægning og udførelse af div. kommunikationsopgaver i relation til vores hjemmeside, sociale medier, nyhedsbreve osv.  Vi lægger derfor stor vægt på, at du kan skrive levende og præcist på både dansk og engelsk, kan bevare overblikket, er vant til struktureret planlægning og er god til at samarbejde. 

Vi er fleksible og tager selvfølgelig højde for praktikantens prioritering af sit studie. 

Desuden er det en fordel, hvis du har kendskab og interesse i samtidskunst eller studerer et fag med tilknytning til kunst eller kommunikation. 

Ansøgningsfrist: 2. marts 2020

Startstidspunkt: Hurtigst muligt

Spørgsmål ang. stilling rettes til Xenia Brown Pallesen på mail: xenia@nullart2030.org

Kort ansøgning samt CV sendes til: xenia@nullart2030.org

For mere information om ART 2030s projekter: www.art2030.org

Studentermedhjælper til udstillingskoordinatoren på Glyptoteket

Glyptoteket søger en selvstændig studentermedhjælper til at assistere udstillingskoordinatoren i arbejdet med at realisere museets ambitiøse udstillingsprogram.

Om jobbet

Vi tilbyder et udviklende og afvekslende job i dialog med museets forskellige faggrupper. Du vil assistere udstillingskoordinatoren og dine arbejdsopgaver vil primært være:

  • Opdatering af oversigtsmaterialer
  • Indhentning af fotorettigheder
  • Administrativ assistance ved opsætning af udstillinger
  • Samarbejde med museets registrator, konservator, kuratorer m.fl.

Om dig

Du har som minimum et par års studieerfaring og er stadig under uddannelse indenfor informationsformidling, kunsthistorie, museologi eller en anden relevant studieretning. Du har muligvis erhvervserfaring fra et museum, hvor du er vant til at arbejde fokuseret.

Det vil være en fordel hvis du

  • er omhyggelig og meget detaljeorienteret
  • har erfaring med Excel og registrering
  • er rutineret i at skrive og læse et eller flere fremmedsprog
  • interesserer dig for kunst og har forståelse for museumsarbejde
  • er fleksibel og imødekommende

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse vil følge overenskomsten for studerende ansat i staten. Stillingen er på 10 timer ugentligt, der fordeles over 2 hverdage eller efter aftale. Arbejdsstedet er Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads 7, 1556 København V. Vi forventer du tiltræder senest 1. maj 2020.

Ansøgning mv.

Du søger jobbet ved at sende en mail til job@nullglyptoteket.dk mrk. Studentermedhjælper, udstillingskoordinator. Vi skal have modtaget din ansøgning med relevante bilag senest den mandag den 9. marts 2020. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag den 25. marts 2020. Hvis du får tilbudt stillingen, skal du fremvise anmærkningsfri straffeattest.

Om Ny Carlsberg Glyptotek

Ny Carlsberg Glyptotek er et internationalt museum med en stor permanent kunstsamling fra antikken til i dag. Museet blev i 2019 besøgt af over en halv million gæster. Museet er en selvejende institution, der modtager økonomisk støtte til drift dels fra staten, dels fra Ny Carlsbergfondet. I alt har museet ca. 120 medarbejdere. Læs mere på www.glyptoteket.dk

Spørgsmål vedr. stillingen kan rettes til udstillingskoordinator Gitte Lunde Jørgensen, gilu@nullglyptoteket.dk eller 2256 5350.

 

Vil du være frivillig verdensmåls-filmmager og gøre en forskel for børn

Er du vild med FN’s 17 verdensmål og film? Har du lyst til at sprede kendskabet om målene gennem filmproduktions-workshops for børn? Vil du lære at lave stop motion-film af høj kvalitet med et bæredygtigt budskab samt at udvikle og afvikle medieworkshops på egen hånd? Så er det dig, vi leder efter!

Se invitationen her og del den i dit netværk! Måske du eller en du kender har en verdensmålsfilmmager i maven.

Om projektet
I 2020 starter Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber (DaBUF) et nyt projekt, der skal udbrede kendskabet til verdensmålene hos børn gennem workshops i stop motion-filmproduktion. I den forbindelse søger vi 6 personer mellem 16-25 år, der skal udgøre projektets team.

Sammen skal de 6 i løbet af 2020 udvikle og afvikle 8 stop motion-workshops i børnefilmklubber rundt omkring i landet. Teamet vil starte med et weekendforløb, hvor de klædes på af en professionel stop motion-animator, lærer om verdensmålene samt får værktøjer til at undervise børn i disse gennem filmproduktion. Derefter har teamet frie tøjler til selv at udvikle den type stop motion-workshops, som de synes er sjove. Der vil være en projektkoordinator fra DaBUF tilknyttet, som vil støtte og rådgive de unge i deres arbejde. 

Om dig

  • Du er mellem 16-25 år.
  • Du har lyst til at undervise børn mellem 9-12 år i verdensmålene og stop motion-produktion.
  • Du er vild med filmproduktion og verdensmålene – eller du kunne godt tænke dig at blive det! 
  • Du har lyst til at blive en del af et fælleskab og afvikle fede workshops.
  • Du kan deltage i en uddannelsesweekend d. 7. – 8. marts 2020.
  • Du kan være med til at afvikle 8 stop motion-workshops. Derudover kan du deltage i ca. 6 planlægningsmøder over et år.

Lyder det som noget for dig? Så send en ansøgning – en video, en skriftlig ansøgning eller en illustration. Din ansøgning skal indeholde:

  • En beskrivelse af dig selv: Hvem er du og hvad laver du til daglig? 
  • Din motivation for at blive en del af Filmmagernes verdensmål: brænder du for at formidle verdensmålene, kan du lide at lave film, er du vild med at undervise, mv.
  • Praktisk information: navn, alder og bopæl.

Send din ansøgning til sekr@nulldabuf.dk senest d. 25. februar. Du får svar på din ansøgning kort efter deadline. Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive til samme mail.

Studentermedhjælper søges til kommunikation

Har du et skarpt visuelt blik og brænder du for at kommunikere? Så søger vi dig som vores nye studentermedhjælper!

Som vores nye kollega er din primære mission at bidrage til promovering af Copenhagen Dance Arts events og generelle aktiviteter i Danmark og internationalt. 

Copenhagen Dance Arts (CDA) producerer bl.a. Copenhagen International Dance Festival, der i 2019 spillede 40 forestillinger. I foråret 2020 øges omfanget markant med dobbelt så mange forestillinger i Københavnsområdet samt præsenteres gæstespil fra udlandet.

Dine opgaver vil primært være:

  • Realisering og udvikling af PR og markedsføringsstrategi. Helt konkret bliver din opgave først og fremmest at promovere Copenhagen International Dance Festival som har aktiviteter fra marts frem til primo juni, der bl.a. indebærer at du er med on-location.
  • Kommunikation og formidling af organisationen, aktiviteter og kontakt til lokale, nationale og internationale medier og formidlere
  • Formidling via webpages
  • Formidling via sociale medier, primært Instagram og Facebook
  • Understøtte producenten i det daglige arbejde.

Om dig:

  • Du brænder for at udvikle og realisere PR og markedsføring
  • Du har blik for gode billeder, gode historier og grafiske opsætninger
  • Du trives med at arbejde selvstændigt og er samtidig en teamplayer
  • Du kommunikerer særdeles godt på engelsk og dansk både skriftligt og mundtligt.
  • Du er formentlig i gang med en kandidat eller i slutningen af en bachelor/ professionsbachelor inden for medievidenskab, kulturformidling el. lign. Måske har du en grafisk eller journalistisk faglighed eller noget helt femte.
  • Kendskab til WordPresss og InDesign el. lign. værktøjer er et plus.

Arbejdstiden vil være på et gennemsnit på 8t/uge. Det er vigtigt at du kan sætte ekstra tid af op til store aktiviteter og særligt her i foråret 2020. Vi har selvfølgelig forståelse for spidsperioder på dit studie.

Copenhagen Dance Arts har siden 2005 skabt moderne dansekunst i form af forestillinger, film, uddannelse og events. I spidsen står kunstneriske ledere Lotte Sigh og Morten Innstrand med mange års erfaring fra ind- og udland. Siden 2005 har de ligeledes stået i spidsen for Copenhagen Contemporary Dance School, der tilbyder en 3-årig diplomuddannelse og Postgraduate Program, der uddanner internationale professionelle dansere. I 2019 lancerede CDA Copenhagen International Dance Festival, der planlægges som tilbagevendende og voksende begivenhed i København.

Den primære arbejdsplads vil være på Udviklingsplatformen på Otto Busses Vej 5A, Bygn. 048, 2450 København SV.

Positivitet, tillid, store ambitioner, engagement, humor og højt til loftet er en del af vores DNA. Ideer er der masser af. Dine indspark er meget velkomne og din primære opgave er at realisere de gode ideer.

Frist for ansøgning er mandag d. 24. februar 2020. CV, ansøgning og øvrigt relevant bilag sendes til info@nullcph-dance.com. Samtaler forventes at ligge d. 26.-27. februar 2020.

Henvendelser vedr. stillingen sendes til producent Helle Laursen på info@nullcph-dance.com og +45 30245351

Studentermedarbejdere til Ny Carlsbergfondet

Ny Carlsbergfondet søger to nye medarbejdere (studerende), der skal bistå fondets sekretariat i de daglige opgaver. Arbejdstiden ligger på 15 timer om ugen, fordelt på to faste arbejdsdage. Den ene af stillingerne er et tidsbegrænset barselsvikariat.

Om stillingerne

Du vil indgå i et team på tre studentermedarbejdere, der bistår fondets sekretariat. Dels skal du være med til at løfte en række faste driftsopgaver, og dels vil du deltage i opgaver af mere projektagtig karakter. Jobbet vil give dig en bred indsigt i Ny Carlsbergfondets virke og i den danske kunstverden, og du vil gennem dine opgaver have kontakt med kunstnere, gallerier, museer og offentlige institutioner.

De primære opgaver for studentermedarbejdere:

  • at varetage fondets reception, herunder modtagelse af gæster, telefonpasning og info-mail.
  • at vedligeholde fondets kunstdatabase.
  • at rekvirere billed- og tekstmateriale i forbindelse med fondets indkøb.
  • at assistere med opdateringer på hjemmeside og sociale medier.

Dine kvalifikationer

Vi foretrækker ansøgere med følgende kvalifikationer:

  • Du er studerende fra relevant uddannelse, fx kunsthistorie, moderne kultur, visuel kultur.
  • Du har interesse for og et vist kendskab til kunst.
  • Du har gode formuleringsevner, skriftligt såvel som mundtligt.
  • Du er udadvendt og evner det gode samarbejde og den gode dialog.
  • Du arbejder struktureret og detaljefokuseret.
  • Du er vant til at have flere bolde i luften og kan koordinere dine opgaver med dine nærmeste kollegaer.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn i henhold til aftale.
Arbejdsstedet er Ny Carlsbergfondet, Brolæggerstræde 5, 1211 København K
Arbejdstiden er 15 timer ugentligt.

Ansøgning mv.

Ansøgningsfrist: mandag 3. december.
Ansættelsessamtaler i uge 50.
Tiltrædelse primo januar 2020.

Send ansøgning, CV samt dokumentation for uddannelse til: sekretariatet@nullncf.dk (skriv ”Studentermedarbejder” i emnelinje).

Har du uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Jakob Fibiger Andreasen på 25319099 eller jfa@nullncf.dk.

Om Ny Carlsbergfondet

Ny Carlsbergfondet blev oprettet i 1902 af Carl Jacobsen og finansieres af indtægterne fra hans andel i Carlsberg-bryggerierne. I dag arbejder fondet fortsat med at realisere Jacobsens vision om at gøre kunsten tilgængelig for det bredest mulige publikum. Læs mere på ncf.dk   

ART 2030 seeks Project Coordinator

ART 2030 is a non-profit association working to engage the artworld in the United Nations plan for the future – the Global Goals. We produce art projects, engagement programmes and
communication campaigns to inspire action for a sustainable world.

We now welcome applications for a Project Coordinator position that will contribute to the planning and execution of ART 2030 projects.