Foredrag om Per Bak Jensen og nyere dansk fotografi

I forbindelse med den aktuelle udstilling ‘Per Bak Jensen – Bevægelse’ inviterer Gl Holtegaard til et foredrag med Mette Sandbye om Per Bak Jensen og nyere dansk fotografi:

TORSDAG D. 27. JANUAR 2011 kl. 17.00

Billet til udstillingen giver gratis adgang til arrangementet.

HUSK at studerende ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab får 50% rabat på entréen til Gl Holtegaard!

KOLLEGIEVÆRELSE

Individualiseret bofællesskab med udpræget hang til fællesskab søger kultiveret studine med ben i næsen. Vi er kvindekollegiet Blanche med sydvendt altan og lige langt til Kongens Have, Kultorvet og Nørreport. Her bor 10 faste blanchetter (23-32 år) med vidt forskellig indstilling til påklædning, parforhold og privatliv, der spiser sammen fire gange om ugen, ligger i arm i sofaen, når nogen har behov, og ellers gør som vi hver især lyster. Du kan bidrage med engagement, humor og vid. Til gengæld får du værelse og fællesskab med højt til loftet og stabil, kvalificeret social referenceramme.

Vi har et værelse ledigt fra 1. marts, det er ca. 16 kvadratmeter med en husleje på 2600,-. For 150 kroner ekstra om måneden får du internet, løg ad libitum og så godt som alle landsdækkende aviser.

Send ansøgning til: Køkkenet, Åbenrå 20, 4. sal, 1124 København K.

Vi skal have din ansøgning senest 1/2 og vi holder samtaler med udvalgte ansøgere 6/2.

ONLY FEMALE STUDENTS

Fagrådsmøde for Kunsthistorie og Visuel Kultur

Kære alle studerende – rigtigt godt nytår!

Januar er lig med eksamen, pengenød, slankeræs, men også nytårsforsætter. Måske har du et, der hedder: Jeg vil komme til fagrådsmøde på mit fag!

Vi mødes allerede på tirsdag den 18. januar kl. 15.00 i lokale 21.4.26.

Dagsordnen ser således ud:

1. Møderække for kommende fagrådsmøder

2. Valg af repræsentant og suppleant til Fagudvalget

3. Uddelegering af praktiske ansvarsområder i forårssemestret

4. Overordnet snak om Fagrådets visioner, ønsker og fokusområder for 2011

5. Evt.

Du er velkommen til at tage et emne op på fagrådsmødet. Send det evt. på forhånd til : kunst.fagraad@nullgmail.com

Vi ses!

Von Baden og GROB fejrer stjerneregnen med særpriser i uge 2

VON BADEN og Teater GROB har lavet et særtilbud til KUKUA i hele UGE 2.

LET OPKLARING er historien om det første hold danske soldater i det sydlige Afghanistan, og de 35 dage de sad omringet af Taleban i byen Musa Qala.

Med: Anders Brink Madsen, Frederik Meldal Nørgaard, Henrik Vestergaard, Chadi Abdul-Karim  Manuskript: Henrik Vestergaard Iscenesættelse: Morten Lundgaard – Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Læs mere om forestillingen og de gode anmeldelser her: www.grob.dk 

VON BADEN og GROB fejrer stjerneregnen og tilbyder derfor KUKUA billetter til særpris i resten af denne uge – dvs. 12. – 15. januar begee dage inkl.

Kategori B – jeres pris: 100 kr. (normalpris 175 kr.)
Kategori C – jeres pris: 60 kr. (normalpris 120 kr.)

Billetter til særpris kan kun bestilles på tlf.: 35 300 500 eller ved at skrive til billet@nullgrob.dk (mærk mailen: ‘KUKUA’).
Billetterne kan også købes i døren, her på GROB mellem 18.00 – 20.00 i hverdagene og mellem 15.00 – 17.00 på lørdag.

Billetter fremsendes ikke, men du modtager i stedet et reservationsnummer per mail og billetterne afhentes samme aften på GROB senest en halv time før forestillingens start.

Vi håber at se jer på Teater GROB!

Bedste hilsner

VON BADEN og GROB

Studievejleder til Musik søges

Har du lyst til at blive en del af Vejledningscenter IKK?

Vi søger en studenterstudievejleder på Musikvidenskab pr. 1. marts 2011.

Ansøgningsfrist d. 7. februar 2011 kl. 12.00

Vejledningscenter IKK tilbyder vejledning til alle studerende ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Vi er 5 studenterstudievejledere og 2 fuldtidsansatte AC-vejledere, som alle samarbejder omkring vejledningscenterets forskellige vejledningsindsatser

Stillingsopslag-Musik

Praktik ved Nørrebro:Litt

PRAKTIK

LITTERATUREN PÅ NØRREBRO

Den litterære scene står stærkt på Nørrebro. Det er måske tilfældigt, måske er det ikke.
Vi har grebet situationen og bygget videre på alt det spændende under navnet Nørrebro:Litt, der er et samarbejde mellem Det poetiske Bureau, Møllegades Boghandel, Underwood Ink og LiteraturHaus. Ud over de faste litterære scener støtter Nørrebro:Litt op om andre steder, der tager litteraturen på scenen.

Samarbejdet har fundet sted et lille år og består indtil nu i et fælles månedsprogram, fælles arrangementer i form af litterære markeder og tema dage, og fælles ressourcer og ansøgninger.
Til dette samarbejde søger vi praktikanter. Som praktikant vil du blive koblet på de projekter Nørrebro:Litt allerede har gang i. Men du vil også være med til at finde på noget nyt, i det stadig voksende samarbejde. Du vil være med til at skabe store ting for små penge og til at tage det kedelige arbejde før og efter, foran og bagved linierne.

Som praktikant vil du have dit skrivebord og din praktikvært et af de fire steder, der deltager i samarbejdet, og du vil bruge 2/3 af din tid til at drive dét sted. Den sidste tredjedel er helliget de fælles initiativer, hvor du arbejder sammen med de praktikanter, der sidder de andre steder. Det lyder måske lidt adskilt, men i enden hænger tingene sammen. Som praktikant vil du være med til både at skabe Nørrebro:Litt og til at skabe ting hos din praktikvært.
Hvis du vil være med, skal du sende en mail til info@nullliteraturhaus.dk. Så indkalder
vi dig til en samtale, så vi kan se hvordan, vi kan få dine og vores ønsker til at passe sammen under de vilkår og perioder der gælder for din praktikordning.

Hvis du har spørgsmål skal du endelig ringe til Paul Opstrup i LiteraturHaus på telefon 28 44 01 04

Mange hilsner Paul

KONFERENCE I KØBENHAVN – KUNSTEN AT SKIFTE SCENE

Konferencen ‘Kunsten at skifte scene’: et fyrtårn for kulturlivet i 2011

Center for Kunst & Interkultur inviterer i samarbejde med Nordisk Kulturfond, Audiences Europe Network og en gruppe nationale kulturinstitutter til konference om inklusion, casting, publikum, forandring og nye vaner i tv-, radio-, film- og teaterbrancherne.

Er der penge i at tænke i kulturel mangfoldighed?
Koster det ikke at tænke i kulturel mangfoldighed?Hvordan håndterer den nordiske teater- og filmbranche bedst de forandringer, som udspiller sig i samfundet og i befolkningerne som følge af globalisering, internationalisering og indvandring?

Spørgsmålene søges besvaret på en konference i København sidst i januar, hvor vi har inviteret en række talere, der regnes blandt verdens mest markante tænkere, aktører og eksperter inden for emnerne kulturel mangfoldighed, interkulturelle kompetencer og inklusion.

Nedenfor kan du læse om de enkelte sessions og se listen over talere, som stadig løbende udvides – en forsmag på, hvad konferencen vil komme til at byde på. Det færdige program udsendes til de tilmeldte deltagere. Tilmeldingsfristen er den 14. januar.

Med konferencen ønsker vi at sætte fokus på udveksling af viden, erfaringer og visioner. Programmet afspejler, at vi ønsker et intensiveret nordisk interkulturelt samarbejde og at vi anerkender at en stor del af inspirationen til vores partnerskaber og projekter bl.a. kommer fra USA, UK og en række centrale aktører i EU. Talerrækken er professionel og udvalgt med omhu, således at både videns- og underholdningsværdi er af høj kvalitet. Vi arbejder frem til jul med at fastlægge programmet, men kan allerede nu, som det fremgår af programmet, afsløre et par af vores hovedtalere. Vi har lægt vægt på, at alle sessions og workshop faciliteres af professionelle personer med indsigt i både deltagere og temaer.

Tid og sted
Tid:
2010-01-24 09:30:00

Sted:

Filmhuset, Gothersgade 55 1123 København K

Pris:

600/1000/1200

Link:

Tilmelding på www.cki.dk/konference eller conference@nulldcai.dk

INSTRUKTØRASSISTENT SØGES!

INSTRUKTØRASSISTENT SØGES!

Teater og Kunstproduktionsforeningen GRAENSE-LOES søger en instruktørassistent eller praktikant til vores næste produktion SAY CHEESE i ugerne 5 – 12.

Say CHESEE har premiere på Copenhagen Puppet Festival 17. marts 2011.

Vi har brug for en struktureret og rolig person der kan overkomme til tider pressede situationer og kaotiske prøver. Vi arbejder typisk i en Devising Theatre proces med projektioner som medspillere og med mange dramturgiske lag.

Arbejdsopgaver:

Notere under prøveforløb

Rette manuskript til.

Dokumentere sceniske forsøg med kamera og tekst.

Sende mails til de medvirkende om praktiske ændringer i løbet af prøverne.

Hjælpe med diverse små praktiske ting.

Prøverne finder sted på Vesterbro i tidsrummet kl. 10 – 15 mandag – torsdag med fri i uge 6.

Arbejdet honoreres med et mindre beløb.

Beskrivelse af forestillingen:

Say CHEESE er en absurd og tragikomisk fortælling om aldrig at være perfekt nok!

Say CHEESE er rå, intense og afslørende billeder af de justeringer og anstrengelser vi gør os for at opnå det perfekte glansbillede.

Flade kulisser af pap, omsluttende lyd, projektioner  og en alt for stor skuespillerinde på en alt for lille scene.

Et eventyr om at iscenesætte sig selv og sine omgivelser, om at være et sociologisk moderne fænomen, et helt usædvanligt fleksibelt menneske og om livet bag kulissen.

Forestillingen undersøger det gammeldags illusionistiske papdukketeater og dets flade perspektivisk malede kulisser  og dukker, overfor et moderne teatersprog med dets illusioner, projektioner og skærmvirkeligheder.

Forestillingen henvender sig både til teenagere og de voksne. Fra 13 år og op.

GRAENSE-LOES er et turnerende teater støttet af Scenekunstudvalget.

Teatret har eksisteret siden 2005 og laver moderne og visuel scenekunst for unge og voksne.

Læs mere om os og forestillingen på  www.graense-loes.dk

Telefonisk henvendelse til

Scenograf Sissel Romme Christensen 2348 3594 eller email kontakt@nullgraense-loes.dk