10. marts kl 17.00- Performativt møde med Gil & Moti


Preformativt møde med kunstnerduoen Gil & Moti

Kunstnerne inviterer til et performativt møde med fokus på deres nyeste projekt In Your Shoes, hvor de samarbejder med medlemmerne fra en af Københavns moskéer. Ved selve seancen deltager en af hovedpersonerne fra In Your Shoes-projektet Hamayun Latif Butt. Performancen finder sted i projektets særlige rum i Øvre Galleri.

Entre 20kr

Nikolaj Plads 10/1067 KBH K

3. marts kl 17 Performativ talk med Rasmus Røhling

Rasmus Røhling om kunstprojektet Limbo City

Nikolaj har inviteret den danske kunstner Rasmus Røhling til at fortælle om processen bag sit seneste kunstprojekt Limbo City, der tager udgangspunkt i Los Angeles som konkret model for at forstå forholdet mellem film og arkitektur. Røhling undersøger L.A. som en by i limbo – dels pga. byens fejlslåede fysiske manifestiation af den amerikanske drøm, dels som en by sammensat af scener fra en film. Rasmus Røhling bor og arbejder i Los Angeles og København. Han er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Cal Arts i L.A.

Entre 20kr.

Nikolaj Plads 10/1067 KBH K

Spor Festival søger husly til praktikant

Spor Festival er så priviligerede at få en praktikant fra Berlin, hun kommer sidst i marts og tager hjem igen i maj. Vi mangler dog en bolig i København til hende, så hvis du har et ekstra værelse eller kender nogen der har – evt. for en lille skilling, så skriv til janne@nullsporfestival.dk

Spor festival er et festival for nutidig lyd- og tonekunst. Se mere på: www.sporfestival.dk

Utopia Revisited – Konference på ARKEN Museum for Moderne Kunst

7-8 APRIL 2011

Hvad er utopibegrebets status? Hvad betyder utopia idag? Hvordan bliver det udforsket, udlevet og udfordret i samtidskunsten og i teorien?

Et sted mellem Nolandia og Happiland finder man Utopia, hvis man altså kan stole på eventyreren Raphael i Thomas Mores roman Utopia fra 1516. Siden More er utopia blevet et omdiskuteret begreb med mange betydninger, der spænder fra det ideelle samfund til det dystopiske mareridt.

Indenfor det sidste årti har kunstscenen været vidne til utopiens og den utopiske tænknings tilbagekomst, manifesteret på forskellige måder og i et utal af praksisser. Hvad enten utopien kan spores som en impuls, som et begreb der kritisk revurderes, eller på forsigtigt eller vovet vis formuleres i en specifik vision, så fortsætter utopien med at angå os.

Med den internationale konference Utopia Revisited ønsker ARKEN, over to dage, at undersøge og diskutere forskellige måder at tænke og performe UTOPIA på i samtidskunsten. Ved at invitere en lang række talere, akademikere såvel som kunstnere, vil vi udforske utopiens nuværende relevans for vores forestillingsevne, og for hvordan vi lever, tænker og handler.

Konferencen er gratis og åben for alle, men tilmelding er påkrævet. Den finder sted på ARKEN Museum for Moderne Kunst og konferencesproget er engelsk.

Se hvordan du tilmelder dig og læs hele programmet samt information om talerne her: Utopia revisited

Talere: Lev Manovich, Ann Lislegaard, Lars Bang Larsen, Richard Noble, Nils Norman, Jacob Wamberg, Rachel Weiss og Malcolm Miles

Releasekoncert for Kulturo #32

Kulturo #32 med temaet LYDE udkommer 10. marts. Det fejrer vi med en koncert med tre af Danmarks bedste lydkunstnere. Kom og oplev en hel aften i selskab med lyde af Jacob Kirkegaard, Morten Søndergaard og TR Kirstein.

Kulturo #32 indeholder artikler af bl.a. Jacob Kreutzfeldt, Elisabeth Friis, Jesper Olsson, Alice Lagaay, Martin Glaz Serup, Goodiepal samt interview med Jacob Kirkegaard.
Samtidig indeholder Kulturo #32 en eksklusiv lydudgivelse med bidrag af bl.a. Tracie Morris, Cia Rinne, TR Kirstein, Rune Søchting og Morten Søndergaard.

Koncerten foregår i Warehouse 9, Kødbyen. Der er fri entré og Kulturo #32 vil kunne købes til særlig releasepris!

REPUBLIQUES rå, unge OTHELLO til fordelagtig pris

Republiques OTHELLO henvender sig til dig, der kræver ungt bid og underholdning. Det har vi taget konsekvensen af og lavet tre ekstraforestillinger den 7. +14. + 21. marts kl. 20.00. Her er de første 100 billetter til ½pris, og for unge under 25 år er billetprisen kun 60 kr. (normalt skal man være en gruppe på minimum 15 personer for at opnå den pris.)

Se videotrailer for forestillingen her.

 

Lidt om forestillingen:

Othello er general og lykkeligt gift med Desdemona. Men en af hans mænd, Jago, hader Othello, fordi han valgte Cassio som løjtnant i stedet for ham. Samtidig frygter han, at Othello har været sammen med hans kone Emilia. Jago vil have hævn.

Med sanseligt nærvær og et råt, intenst udtryk har Republiques hold af unge, spændstige skuespillere taget et radikalt greb på Shakespeares drama fra 1603. Der er skåret i både rolleliste og tekst, renæssancekostumerne er skiftet ud med strutskørt og cowboyhat, og det klassiske drama om hævn, intrige og jalousi er gjort brandaktuelt med masser af glimt i øjet.

 

Sanselig, visionær, fornyende og begavet

Børsens Lars W. Wallenberg giver 5 ud af seks stjerne og kalder forestillingen ”sanselig, visionær, fornyende og begavet”, ”… en ubetinget øjenåbner” og skriver også: ”At denne opsætning glimter skyldes, at samtlige skuespillere leverer stjernespil i den grad, så det mentale blod nærmest står ud under neglene på dem.”

 

Instruktør: Anders Lundorph 

Skuespillere: Martin Geertz, Morten Christensen, Line Bie Rosenstjerne, Joen Højerslev, Morten Burian og Mads Rømer Brolin-Tani

Ekstraforestillinger til Othello: Mandagene den 7. +14. + 21. marts kl. 20.00.

Billetpris på mandage: unge under 25 år kr. 60. De første 100 billetter til hver forestilling sælges til halv pris (kr. 145, 123 & 98).

Billetter kan bestilles på 70 20 10 31 eller billet@nullrepublique.dk.

Hvor: Republique Lille Scene – Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø

Teater Asterions Hus

Forestillingen MÅSKE på Teater Asterions Hus fra d.3. til d.18. marts. Tag med på en rejse ind i ordet måske . Måske er den nyforelskedes gud, den syges håb og den vægelsindedes forbandelse. Denne udforskning af ordet måske leveres i enaktere. Ikke to forestillinger bliver ens, for publikum er med til at bestemme hvilke MÅSKE-enaktere vi spiller. Måske bruger vi DIT indsendte materiale. Se www.asterionshus.dk og find os Facebook.

Studentermedarbejdere i museets booking

Statens Museum for Kunst søger en ny medarbejder til museets booking i Formidlingsafdelingen.

Vi søger en medarbejder med 1 – 2 faste ugentlige arbejdsdage fra 15. marts 2011 eller snarest herefter.

Sammen med de andre studentermedarbejdere kommer du til at koordinere museets mange omvisninger/undervisningsforløb.

De primære opgaver i Bookingen vil være:

  • at modtage bestillinger på omvisninger og undervisningsforløb i bookingens åbningstid (man.-fre. kl. 10-14)
  • at rådgive bestillerne (undervisere og f.eks. kunstforeninger) i valg af emner
  • at koordinere omvisninger og undervisningsforløb med museets 25 omvisere og undervisere
  • at sammensætte programmet for museets offentlige omvisninger
  • at kunne springe til som omviser og underviser i pressede situationer
  • assistere med diverse kunstformidlingsopgaver

 

Vi foretrækker en ansøger med følgende kvalifikationer:

  • studerende med minimum afsluttet grunduddannelse i kunsthistorie o.l.
  • erfaring med omvisninger og kunstformidling
  • erfaring med IT og web

 

Endvidere vil der blive lagt vægt på, at du er fleksibel og udadvendt.

 

Løn og ansættelsesforhold:

  • Ansættelsesstart: 15. marts 2011
  • Arbejdstiden er henholdsvis 5-9  timer ugentligt
  • Du vil i forbindelse med en eventuel ansættelse blive bedt om at fremvise straffeattest.

 

Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte enhedsleder Marianne Grymer Bargeman på tlf. 3374 8541,undervisningsansvarlige Nana Bernhardt på tlf. 3374 8562 eller bookingen på tlf. 3374 8484 (man.-fre. kl. 10-14)

 

Ansøgning

Vi skal have modtaget din ansøgning og relevant dokumentation senest mandag den 7.3.  2011 kl. 12.00. Ansøgningen mærker du ”Studentermedarbejder i FORM” og sender til:

job@nullsmk.dk

 

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 10 2011.

 

Statens Museum for Kunst ønsker en medarbejdersammensætning, som afspejler det omgivende samfund, og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset køn, alder, race eller etnisk baggrund til at søge stillingen.