Frivillig på Athelas New Music Festival

Athelas New Music Festival nærmer sig, og d. 27. maj – 4. juni går det løs på Republique, København Ø, men vi har brug for din hjælp som frivillig!

Athelas New Music Festival 2011 sætter fokus på dansk og tysk musik, teater og litteratur: Ni dage, 25 koncerter, cd- og boglanceringer, laboratorium, præsentation af den nyeste teknologi inden for elektronisk musik og meget mere. For første gang i dansk sammenhæng kan du opleve ny tysk og dansk musik i et omfattende program med verdensberømte danske og udenlandske ensembler, solister, performere, videnskabsfolk, komponister, litterater og teaterfolk.

Som frivillig på festivalen kan du få mange forskellige arbejdsopgaver, f.eks. billettering, personaleforplejning, backstage-arbejde, og hvis du har kørekort; runner eller musikerchauffør.

Du får adgang til alle koncerter i festivalens caféprogram og i muligt omfang også på festivalens store scene.
Inden festivalen går i gang, vil du blive inviteret til infomøde og få mulighed for at lære teamet bag at kende.

Vi glæder os til at høre fra dig, og håber du vil være med til at skabe en fantastisk festival sammen med os.

Kontakt Anne Sophie på mail: sophie@nullanmf.dk

Se hele programmet og læs mere om festivalen her

FOREDRAG I DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING

THOMAS BJØRNSTEN KRISTENSEN – AUTONOME PIXELS OG FARVERIGE FESTABER / Torsdag d. 12. maj kl. 19.30-20.30
Thomas Bjørnsten Kristensen fortæller om det overlap, der finder sted mellem kunstnere, musikere, designere og andre æstetisk interesserede grænseflade-udviklere. Han er ansat ved afdeling for Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet.

KAREN LISA SALAMON – DESIGNEREN SOM TRICKSTER
/ Lørdag d. 14. maj kl. 11.00-12.00
Karen Lisa Salamon fortæller om den ’’skæve tilgang’’ og designeren som en tricksterfigur, en slags legende lurifaks, der sikrer den væsentlige forandring og fornyelse i vores samfund.  Hun er etnograf og uafhængig forsker, formidler og rådgiver indenfor kultur og ledelse.

Sted: Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 kbh Ø

Call for Papers til en antologi med temaet ‘krop og samfund’ skrevet af studerende.

Det studenterdrevede forlag Alkvantor søger hermed bidrag til en ny antologi med temaet Krop og Samfund. Vi opfordrer derfor alle studerende, der interesserer sig for forholdet imellem kroppen og samfundet til at indsende et bidrag.

Kroppen er både en biologisk organisme, et seksuelt objekt, en økonomisk værdi, og meget mere, og alle de måder som kroppen er til på, udfolder sig i samspil og afhængigt af det samfund, kroppen er en del af. Hvis du kan se fagligt på kroppen i samfundet, samfundet i kroppen, med andre ord, hvis du kan se på temaet igennem dit fags optik, så vil vi meget gerne læse, hvad du har at skrive!

Kroppen har været på en lang rejse, og nogen mener, at den først nu er på vej hjem, og andre at forventninger til kroppen og skønhedsidealer er røget ud af proportioner. I mange samfund og religioner, fra det græske til det indiske, fra islam til buddhisme, fra tusindvis af naturreligioner til jødedommen og kristendommen, er kroppen blevet formidlet, forvaltet, beundret og foragtet, tæmmet og gemt væk i skammens tavshed og askese. I Europa og senere i resten af den moderne verden, er den i hvert fald siden Renæssancen også blevet italesat, som havde man pludselig fået øjnene op for dens værdighed og naturlige rettigheder. Fra lysten til viden til viden om lysten har kroppen været et evigt skæringspunkt i kulturens historie. I én forstand det mest nære og personlige vi har, og i en anden det mest grundliggende vi har til fælles som mennesker.

Og hvad med i dag? Hvad med fitness og det at dyrke kroppen, hvad med kunstig befrugtning?, hvad med rygeforbud?, stadig mere komplicerede medicinske indgreb for at holde den døende krop i live?, at vi er den mest siddende generation i menneskets historie? hvordan er kroppen til stede på Facebook?, i de virtuelle rum, eller i byrummet? Hvad med seksualiteten, er vi frigjorte? Det er et lille udsnit af de problematikker, der kunne tænkes undersøgt i Alkvantors næste antologi.

Bidrag sendes til forlagetalkvantor@nullgmail.com – besøg os desuden og få mere at vide om deadlines, opsætning og meget mere på alkvantor.wordpress.com, og find os på Facebook.

Ledige pladser på specialekontoret “Kryptonit”

Kære specialeskrivende eller snart-specialeskrivende

Vi får to pladser ledige på specialekontoret Kryptonit per 1. juni 2011. Derudover er der en ledig “sommer-plads” fra 1. juli til 15. august.

Hvis du er interesseret i en specialeplads hos os, vil vi derfor gerne høre fra dig hurtigst muligt, og senest mandag d. 16. maj.

Skriv en lille smule om dig selv og om, hvad du har tænkt dig i forhold til specialekontoret. Herunder din alder, hvad du studerer, hvad du skal skrive om og hvornår du regner med at blive færdig.

Lidt om Kryptonit:
Specialekontoret Kryptonit er beboet af 10 specialestuderende, der har hver deres arbejdsplads med trådløst internet. Vi har til huse i to gamle butikslokaler i hjertet af Vesterbro i København. Vi forsøger til alle tider at holde en god spredning af fagområder, lige som vi også forsøger at have en ligelig fordeling af drenge og piger. Da det er et aktivt speciale miljø, så ser vi gerne at dem som har plads her, er tilstede mindst 3 gange om ugen. Det er på ingen måde et ultimativt krav, men vi forsøger at sørge for, at der altid er nogle som sidder og skriver. Vi prøver også at holde et godt socialt miljø på Kryptonit og spiser derfor frokost sammen hver dag kl. 12:30 i vores lille gamle køkken, eller når vejret er til det ude i gården. Ofte drikker vi en øl eller sodavand sammen, når ugen er omme fredag eftermiddag. Derudover holder vi af og til nogle fester, hvor nye og gamle specialestuderende mødes.

Det koster 740 kr. om måneden (765 kr, hvis man vil være med i kaffe/the ordning) at have en studieplads på Kryptonit. Derudover koster det et indskud på 2100 kr. som man selvfølgelig får igen, når man slutter.

Vi ser frem til at høre fra dig.

De bedste hilsner
Specialekontoret Kryptonit

Mød JD Wilkes Mulitikunstner og frontfigur I LEGENDARY SHACK SHAKERS

Foredrag og danseforestilling DANSEhallerne, Lille Carl, Pasteursvej 20, 1799 Kbh. V
Tirsdag den 17. maj 2011, kl. 18.00 – 21.00

LEGENDARY SHACK SHAKERS gæster ekstraordinært Danmark for at medvirke i Mute Comp. Physical
Theatre ?s nye forestilling F.U.B.A.R / ”Fucked Up Beyond Any Recognition” der kan opleves fra d. 14. maj – 4. Juni 2011 i DANSEhallerne i København. Forestillingen tager fat om illegal våbenhandel og er anden del af
Mute Comp. ?s trilogi om de store kriminelle økonomier – sex, våben og narko.
Helt eksklusivt åbnes dørene d. 17 maj 2011 for et møde med JD Wilkes, Mulitikunstner og frontfigur I LEGENDARY SHACK SHAKERS. Udover at være kendt for sin musik og ikke mindst meget energiske og uforudsigelige sceneoptræden, er JD Wilkes en anerkendt forfatter, illustrator, billedkunstner og filminstruktør. I dette eksklusive foredrag fortæller Wilkes om sin musik, kunst og om sydstatskulturen og dens traditioner, som er en stærk gennemgående inspirationskilde og et kendetegn for hele hans kunstneriske virke.

Efter foredraget åbnes dørene op for dansekompagniet Mute Comp. Physical Theatre’s danseforestilling F.U.B.A.R. Forestillingen er anden del af kompagniets trilogi om verdens store kriminelle økonomier – Sex, Våben og Narko.

I LEGENDARY SHACK SHAKERS møde med Mute Comp. Physical Theatre er der lagt op til en gedigen energiudladning både fysisk og musikalsk. Sammen inviterer de publikum med ind i våbens bizarre verden fra våbenhandlerens skruppelløse natur, børnesoldatens trøstesløse liv til den grundlæggende fascination af våben.

Prisen for hele arrangementet er: Kr. 70,- / Unge u. 25: Kr. 35,- Billetter reserveres på: billet@nullmute-comp.dk . Oplys venligst navn og telefonnummer. Billetter afhentes og betales i forbindelse med temaaftenen, tirsdag den 17. maj.

Mere information på: www.mute-comp.dk

 

Gratis billetter til Thomas Iratus

Som bruger af KUKUA har du nu mulighed for gratis at komme ind og se forestillingen Thomas Iratus på lørdag d. 7. kl. 17. og søndag d. 8. kl. 15 på Københavns Musikteater.

Så længe billettter haves kan disse reserveres på billet@nullkobenhavnsmusikteater.dk eller afhentes på Musikteatret Kronprinsensgade 7, fra én time før forestillingen. Husk at henvise til invitationen på KUKUA.

Thomas Iratus spiller også mandag d. 9. kl. 20, hvor der efter forestillingen vil være mulighed for at stille spørgsmål til dramatiker og instruktør Kristian Husted.

Thomas Iratus

af Kristian Husted og Teater Yel Kayé

Et afro-europæisk samtidsteaterprojekt om fortidens sår og Historiens genkomst

Thomas Iratus er frugten af et møde imellem en rådvild dansk studerende og en ægte, men lettere manisk, vestafrikansk historiefortæller tilbage i 2005. Seks år senere mødes de igen i et fælles forsøg på at rense samtiden for had og forsmåelse, uvidenhed og fremmedfrygt. Med dans, djembe og det levende ord som eneste våben kaster de sig ud i et umuligt forsøg på at læge fortidens sår.

Thomas Iratus er et enestående samarbejde imellem Afrika og Europa. Pengene er europæiske, og rytmerne er afrikanske. Men budskabet er universelt.

Forestillingen er på fransk med danske undertekster og spiller på Københavns Musikteater Kronprinsensgade 7, 1114 København K følgende dage:

fredag d. 6. maj kl. 20 / lørdag d. 7. maj kl. 17 /søndag d. 8. maj kl. 15 / mandag d. 9. maj kl. 20.

Billetter koster 120 kroner i løssalg, 50 kroner for unge under 25 år, og 35 kroner hvis I er en gruppe på minimum 5 unge.

Billetter kan købes på Københavns Musikteater, hverdage mell. 13 og 15 på telefon 3332 5556, eller bestilles pr. mail: billet@nullkobenhavnsmusikteater.dk samt online på billetten.dk

Læs mere på: www.thomasiratus.eu

SØREN ULRIK THOMSEN OG JØRGEN LETH I SKUESPILHUSET TIRSDAG DEN 10. MAJ KLOKKEN 17.30

Kom til forårets sidste litteratursalon i Skuespilhusets foyer tirsdag den 10. maj klokken 17.30.                                                                                    

Søren Ulrik Thomsen læser op fra sin nye digtsamling Rystet spejl – og taler om digtning med Jørgen Leth.

Gratis adgang.

Litteratursalonerne er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og forlaget Gyldendal. Salonerne fortsætter til efteråret.

Marianne Ping Huang stopper som Institutleder.

Kære IKK’er,

jeg fratræder stillingen som institutleder ved IKK i midten af juni og tiltræder umiddelbart derefter som prodekan for uddannelser ved Aarhus Universitets Kulturvidenskabelige Fakultet – også kaldet Arts. 

Jeg har været meget glad for at være institutleder v. IKK, hvilket i stort og småt også skyldes jer. Min overbevisning om, at kulturvidenskabelige uddannelser er et af de vigtigste bidrag til samfund og civilsamfund og min tro på alt det, som studerende kan, er bare blevet styrket af mine år ved IKK. 

Det har været en stor og udelt fornøjelse at arbejde sammen med jer. Jeg tager mange indtryk af initiativrige IKK-studerende og jeres kreative studiemiljø med mig og jeg kommer til at sende jer mange tanker i mit nye arbejde med uddannelser v. AU, som jeg om et øjeblik kaster mig ud i. 

Tusind tak
Mange hilsner
Marianne Huang