Kategori: kviff

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her. Så er der billeder fra prisoverrækkelsen på Karlovy Vary International Film Festival 2010, der sluttede i går, lørdag den 10. juli 2010. Instruktør Agusti Vila modtog festivalens hovedpris – Crystal Globe – for sin film La mosquitera, Nikita Mikhalkov modtog en pris for sit virke, og ud over det blev der uddelt et hav af priser. Da der er en hel del billeder fra overrækkelsen, skal du klikke dig videre nedenfor for at se dem. God fornøjelse, og tak til dem der har fulgt med i kukua.dks dækning af KV IFF 2010 i Tjekkiet. Tak også til Karlovy Vary International Film Festival for at have ladet kukua.dk komme med. Fortsat god sommer! Læs videre “Billeder fra prisoverrækkelsen i Karlovy Vary”

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Så er Karlovy Vary International Film Festival 2010 officielt afsluttet, selv om den sidste film vises klokken 23 her til aften. Berømtheder fra Tjekkiet og branchefolk, instruktører, skuespillere og producere fra hele verden er netop nu samlet for at se afslutningsfilmen L’arnacoeur (Heartbreaker).

Men inden da var der lige nogle priser, der skulle uddeles. Her er højdepunkterne:

Den spanske film La Mosquitera / The Mosquito Net (kukuas omtale af filmen) vandt prisen for bedste film.

Juryens pris blev vundet af den tjekkiske dukkefilm Kuky se vraci / Kooky (kukuas omtale af filmen).

Rajko Grlic vandt bedste instruktør for filmen Neka ostane medju name / Just Between Us.

Anais Demoustier vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller for hendes rolle i filmen L’enfance du mal / Sweet Evil (kukuas omtale af filmen)

Mateusz Kosciukiewicz og Filip Garbacz delte prisen for bedste mandlige skuespiller for deres roller i Matka Teresa od kotow / Mother Teresa of Cats.

Og endelig fik Nikita Michalkov, instruktøren af bl.a. Brændt af Solen, en pris for sine samlede værker. Det gjorde den tjekkiske instruktør Juraj Herz også.

Det blev ikke til nogen pris for Armadillo, som deltog i dokumentarkonkurrencen på festivalen. Til gengæld vandt Nikolaj Steens Oldboys festivalens publikumspris.

Lidt statistik. Karlovy Vary International Film Festival 2010 havde:

• 11105 besøgende fordelt på 9424 med festivalpas, 315 filmskabere, 767 fra filmindustrien og 599 journalister.
• Der blev vist i alt 207 film i 413 visninger. I alt blev der solgt 126808 billetter til filmene. Der blev vist 152 spillefilm, 21 kortfilm og 34 dokumentarer.
• 15 film havde verdenspremiere på festivalen, 29 havde international premier og 10 europæisk premiere.

Kukuas billeder fra prisoverrækkelsen kommer online lidt senere.

Tak herfra, og tak til Karlovy Vary International Film Festival for at lade kukua dække årets festival.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Så er det ved at være forbi med årets Karlovy Vary International Film Festival i Tjekkiet. Ølteltene er ved at blive pillet ned og de sidste film i programmet bliver vist til et publikum, der tydeligvis ikke har samme overskud som for en uge siden. Der gabes.

I aften finder afslutningsceremonien sted. Der er jakkesæt og kjoler der skal luftes og statuetter der skal gives ud. Der er nogle der skal bukke, nogle der skal takke og en hel del, der bare skal klappe.

Set fra en dansk vinkel er det mest interessante nok om Armadillo vinder i dokumentarfilmskonkurrencen. Det næstmest interessante er at den danske film Oldboys ser ud til at ligge rigtig godt til at vinde årets publikumspris.

For mit vedkommende er det blevet til 34 film. Måske ser jeg en sidste i aften, men det er langt fra sikkert. Man begynder at blive træt af film efter 10 dage, især af film, der minder for meget om hinanden.

De bedste film på festivalen har efter min mening været den franske guldpalmekandidat Of Gods and Men, den tyrkiske guldbjørnsvinder Honey, Days of Heaven (1978) af Terrence Malick, og den danske R, som, så vidt jeg ved, ikke har vundet noget endnu.

Det er altså ikke i hovedkonkurrencen man finder de mest interessante film i Karlovy Vary. Det bedste ved festivalen er muligheden for at se nogle af de film, som kommer i konkurrence på de helt store festivaler (Cannes, Venedig, Berlin), men som for manges vedkommende ikke kommer til Danmark. Og så er det fedt, at festivalen også har retrospektiver og temasektioner a lá det danske Cinematek. I år har især serien med nye belgiske film været interessant.

Maden har ikke været noget at råbe hurra for, men øllen er til gengæld god. På den måde kunne KV IFF godt minde om Roskilde Festival. Her er i hvert fald en festivalstemning, som jeg tror er unik på filmfestivaler. Visningerne er koncentreret på et lille område, og det vrimler med ganske almindelige mennesker, mest studerende, som er interesseret i at se film der er klasser bedre end 97 procent af de film, som normalt vises i biografer. En anden god ting er muligheden for at møde og stille spørgsmål til en stor del af instruktørererne og skuespillerne bag/i filmene på festivalen. Det er fedt!

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Le Quattro Volte / The Four Times (IMDb) fra Italien er en film, der er holdt helt uden replikker. Den blev først vist på Cannes i år, og nu altså også i Karlovy Vary. Den handler om en gammel gedehyrde, en bunke trækul, et gedekid og et fyrretræ og foregår langt, langt ude på landet i Italien, sådan et sted hvor der aldrig er sket noget som helst. Også kameraet står for det meste stille. Når det en sjælden gang bevæger sig er det i en horisontal panorering, det er alt.

En sådan film kan ikke være andet end poetisk, og det er den da også. The Four Times er et fint indblik i et stykke landliv, og især skildringen af gedernes liv er følsom og det er svært ikke at se dem som noget der ligner mennesker, når man for eksempel hører kiddenes grædende mæh.

Filmen når sit dramatiske højdepunkt da en kost vælter i gedestalden. Hvis man kan leve med den spændingskurve, lever man fint med Le Quattro Volte.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

My Queen Karo (IMDb) er en af filmene i serien med nye belgiske film på KV IFF 2010. Karo er en cirka ti-årig belgisk pige, som i 1970’erne flytter med sin stærkt frisindede far og lidt mindre liberale mor til Amsterdam, hvor de, sammen med en gruppe hippier, besætter en lejlighed og dyrker næsten alting frit. Især faren nyder livsstilen og finder sig hurtigt en ekstra kæreste.

Livet i kollektivet er både meget spændende og meget forvirrende for Karo. Hun prøver, så godt hun kan, at finde sig tilpas. My Queen Karo er et barndomsportræt og et tidsportræt. Tidsportrættet med diskussioner i kollektivet og sammenstød med udlejer og politi er fint men også lidt fortærsket. Det er set mange gange før. Det som gør My Queen Karo værd at se er skildringen af Karos møde med de voksnes kaotiske verden. Det er måske heller ikke særligt unikt, men Anna Franziska Jäger spiller rollen som Karo charmerende og barnligt. My Queen Karo er både en sød film og i sin implicitte kritik af 70’ernes hippieidealer også en lille smule alvorlig. Men mest sød, og det er fint nok.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Des hommes et de des deux / Of Gods and Men (IMDb) er en fremragende, dyb og rørende film. Filmen var topfavorit til guldpalmerne i Cannes i år men blev slået på målstregen. Jeg har endnu ikke set vinderen, Uncle Boonme Who Can Recall His Past Lives, men den må være god hvis den virkelig er bedre end Of Gods and Men. Of Gods and Men løb dog af med andenpræmien, juryens pris, og bliver heldigvis vist i de danske biografer på et eller andet tidspunkt.

Filmens handling foregår i en landsby i Nordafrika hvor en lille gruppe kristne, franske munke har slået sig ned. Med base i klostret gør de hvad de kan for at hjælpe de fattige landsbyboere med lægehjælp og madvarer, som de dyrker på klostrets grund. Det er altsammen meget harmonisk. Resten af tiden passer de gamle og halvgamle mænd dem selv og deres tro, ligesom landsbyboerne passer deres.

Men: En gruppe islamister henretter nogle kroatiske byggearbejdere i nærheden og en ikke-hijabklædt pige i hovedstaden. De, islamisterne, er i det hele taget på konfrontationskurs med landets korrupte regering og militær. Hverken islamister eller militær har umiddelbart plads til munkenes neutrale tilgang til omgivelserne, og derfor kommer munkene i et dilemma: Enten skal de blive på klostret og risikere at få skåret halsen over eller også skal de opløse broderskabet og vende hjem til det Frankrig, som de ellers allesammen har lagt bag sig.

Dilemmaet rammer forskelligt og filmen skildrer med en utrolig dybde dybden af de enkelte munkes følelser og reaktioner. Konfrontationerne – munke og militær, munke og islamister, munke og landsbyboere og munkene imellem – er intense og rørende. Munkenes liv er på spil både i bogstavelig og overført forstand. At forlade klostret er ligeså meget en død som at blive og blive dræbt er det.

At filmen mestendels er stille gør at ellers ikke specielt dramatiske scener rammer med stor vægt. Når munkene synger sammen mens en militærhelikopter flyver forbi. Når munkene for en enkelt gangs skyld drikker rødvin til maden og lader musikken flyde fra en til lejligheden opstillet båndoptager.

Uroen, dramatikken, fremkommer ikke ved dramatiske virkemidler, men gennem overbevisende skuespil og roligt komponerede billeder. Munkenes ansigter og de panoramiske landskaber omkring klostret, deres kirkerum og deres køkkenhave. Man drages ind, og dermed formår filmen at få mit forhold til munkene til at ligne munkenes forhold til omgivelserne: En uforbeholden empati for og accept af et liv- og et livssyn, som er radikalt anderledes end mit eget. Det er (bl.a.) det som film kan. Men kun en sjælden gang, når film er så gode som Of Gods and Men er, hvilket film desværre sjældent er.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Instruktoeren Jörgen Bergmark praesenterer Det enda rationella.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Jeff Bridges fik en Oscar for bedste mandlige skuespiller for Crazy Heart (IMDb). I den ærkeamerikanske nu-går-den-ikke-længere-og-jeg-er-nødt-til-at-rette-op-på-mit-liv-film spiller Bridges den ikke spor succes- men meget talentfulde countrysanger Bad Blake, som kører rundt i sin truck i sydstaterne fra koncert til koncert, kvinde til kvinde og whiskyflaske til whiskyflaske. Men bag facaden gemmer Bad Blake på et hjerte af guld, selvfølgelig gør han det.

Men hvordan skal det komme frem til overfladen, det hjerte? I Santa Fe støder Bad Blake på Jean (Maggie Gyllenhaal), enlig mor (med et hjerte af guld) som falder for den forkerte slags mænd. Og hvem ved, måske kan Tommy Sweet (Colin Farrell), den unge megastjerne (med et hjerte af guld), som Bad Blake tidligere har været mentor for, gøre noget for Blakes skrantende karriere?

Ja! Ja! Jean kan hjælpe og Tommy kan hjælpe, men først skal Bad Blake indse at han har et alkoholproblem (Jeans søn bliver væk i et indkøbscenter), afvænnes (“Jeg er alkoholiker”-replikken), og skrive nogle dybfølte sange oven på den oplevelse. Sangene kan Tommy gøre populære, og Bad Blake ender med det lidt mere ordinære navn Otis og erfaringerne så meget rigere, at det næsten gør ondt at se på.

Det er tydeligt (især set i bakspejlet), at Jeff Bridges’ skuespil i filmen har Oscarpotentiale. Og at Crazy Heart er metervare af den værste skuffe.

Kukua.dk er på filmfestival i Tjekkiet. Læs alle indlæggene her.

Armadillo (IMDb), Janus Metz’ dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan er en film som mange har set og alle taler om. Mig er det først lykkedes at se filmen på KV IFF 2010. Filmen er en del af dokumentarfilmkonkurrencen på festivalen så visningen i går var med både jury, deltagelse af holdet bag filmen og et begejstret, primært tjekkisk publikum.

Armadillo er en dokumentar der ikke virker særlig dokumentarisk. Især filmens indledning – helikopterscene a lá Apocalypse Now, stripshow inden rejsen til Afghanistan, afskedsscene i lufthavnen – er stærkt krigsfilmsinspireret. Senere bliver Armadillo mindre stiliseret. Da de danske soldater endelig kommer i ildkamp bliver kameraarbejdet af gode grunde mere hektisk og tilfældigt, og det giver faktisk en kampscene der er mere intens end jeg nogensinde har set i en hollywoodfilm.

Den scene, hvor soldaterne sårer og så (måske? måske ikke?) ligefrem likviderer en gruppe talibanfolk, er filmens dramatiske højdepunkt og filmens scoop. Det er den som på godt og ondt gør Armadillo til mere end en spillefilmspastiche. Og også den hvor dens karakterer, de danske soldater, træder ud af deres roller.

Det er nemlig ikke kun Metz, der iscenesætter Armadillo som krigsfilm. Soldaterne udfylder også, så godt de kan, deres rolle som soldater. De ser strip sammen, de ser porno sammen, de spiller voldelige computerspil, de sammenligner afghanerne med dyr, de ringer hjem til den familie derhjemme, som (kliché!) er ude af stand til at forstå hvilken virkelighed, soldaterne befinder sig i.

Armadillos “filmiskhed” findes altså allerede i dens materiale, og derfor er det ikke nogen overraskelse, at også dens måde at vise det på bliver filmisk. Det fungerer, men det er først når iscenesættelsen glemmes – både hos soldater og filmskaber – at der sker noget særligt. Bortset fra den famøse likvideringsscene kunne man godt ønske at Armadillo tog dokumentargenren lidt mere alvorligt og forsøgte at gå bag facaden på den meget iscenesatte soldatertilværelse. Hvis vi skylder de danske soldater noget kunne det måske være at forsøge at forstå dem som mere og andet end blot karakterer i en krigsfilm?