Kategori: CPH:DOX

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

I dag, søndag, kan du se 5 af filmene fra årets CPH:DOX gratis på http://www.docalliancefilms.com/. Det drejer sig bl.a. om Michael Noers nye Son of God, The Extraordinary Ordinary Life of José González og Waste Land, som kombinerer verdens største losseplads med kunst.

Der er også mange andre spændende dokumentarer på siden, og en ganske almindelig pris for at se en kvalitetsdokumentar er 1€. Det er ikke så galt.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Into Eternity af Michael Madsen er et strålende eksempel på hvor gode danske instruktører er til at lave dokumentarer. Filmen handler om udgravningen af et hul i jorden, der skal sikre atomaffald i Finland mod nysgerrige (og omvendt) de næste 100.000 års tid. Onkalo, som hullet hedder, er omkranset af hård, finsk granit, der i modsætning til verden oven på ikke påvirkes nævneværdigt af krige og naturkatastrofer.

Det er dog ikke uden udfordringer at planlægge 100.000 år frem i tiden. Skal man, fx, vælge at markere Onkalo med dødninge-piktogrammer, med alverdens sprog, eller helt undlade nogen form for advarsel i håbet om at ingen i fremtiden vil opdage stedet? Hvem siger at “nix pille” hedder “nix pille” i fremtiden, og kan man overhovedet forhindre at det første indfald man får når man hører “nix pille” er: pil!?

De mange spørgsmål er svære at besvare, men Michael Madsen får nogle af hovedmændende (og -kvinderne) bag projektet til at give deres bud. Det er spændende, tankevækkende, og yderst dygtigt skruet sammen. I filmen ser vi også billeder fra selve Onkalo. Mørke, grå gange, minearbejdere med høreværn, der sætter sprængninger i gang. Onkalo er et rationelt projekt, men Madsen formår at vise at det 21. århundredes menneske også indeholder andet, fx når en minearbejder tørrer snavs af kinden på en anden. Et ømt øjeblik.

Into Eternity er flot, stemningsfuld og indholdsmættet. Ved visningen af filmen i Teater Grob den 9/11, gav Michael Madsen en Q&A efter filmen, som du kan se nedeunder. Jeg havde lyst til at spørge om han syntes, der var nogle problemer med filmen? Et klip han gerne ville have taget om? Et mindre heldigt interview? Noget med kompositionen eller timingen? Men hvad skulle det have været? Into Eternity er noget nær den perfekte dokumentar.

Der er ekstravisning af Into Eternity mandag den 15/11 kl. 17.30 i Teater Grob. Du kan købe billetter her.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

I går aftes var der afslutningsgalla på årets CPH:DOX, der dog løber både lørdag, søndag og mandagen med. Her blev vinderne af årets priser afsløret. Vinderne blev:

I hovedkonkurrencen DOX:AWARD blev Michelangelo Frammartinos Le Quattro Volte præmieret for dens evne til at skildre de små tings store betydning med sort humor og et poetisk nærvær. Juryen beskriver Le Quattro Volte som en humoristisk fabel, der repræsenterer en helt ny type film, den mytiske dokumentar. Kukua.dk har tidligere anmeldt Le Quattro Volte i forbindelse med årets filmfestival i Karlovy Vary. Som du kan læse af anmeldelsen er filmen utrolig helstøbt og kunstfærdig, men måske også en lille smule kedelig. I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, at årets hovedpris går til en film, som ved flere andre konkurrencer har deltaget som spillefilm, og altså ikke i dokumentarkategorien. Det er ret gået både af CPH:DOX og Le Quattro Volte.

I kategorien DANISH:DOX AWARD var der hele to vindere af prisen, nemlig Empire North af Jakob Boeskov og The Naked of St. Petersburg af Ada Bliigaard Soby. I Empire North lagde juryen særlig vægt på, at denne film havde gjort et stort indtryk på hele juryen. Ikke mindst på grund af filmens stærke personlige og æstetiske udtryk. For filmen The Naked of St. Petersburg lagde juryen især vægt på Ada Bliigaard Sobys kreative udtryk og evnen til vedholdende at vare i stand til at imponere sit publikum med et imponerende visuelt udtryk. 

I kategorien AMNESTY:AWARD faldt juryens valg på filmen Pink Saris af Kim Logninotto, hvor juryen især lagde vægt på hendes evne til at skildre Indiens store sociale problemer gennem en personlig historie. Filmen er et intimt portræt, der frygtløst og emotionelt skildrer en kvindes kamp for det indiske folk.

Prisen NEW:VISION AWARD, som har til formål at fremme den eksperimentelle dokumentar, der arbejder pa grænsen mellem dokumentar og kunst, blev tildelt til instruktøren Hito Steyerl for filmen In Free Fall. Her lagde juryen særlig vægt på filmens innovative bevægelse mellem en kritisk, dokumentarisk og en personlig tilgang.

I programserien SOUND & VISION AWARD valgte juryen at tildele Dylan Goch og Super Furry Animals-forsangeren Gruff Rhys prisen for deres film Separado! Juryen lagde vægt på filmens varme og frigørende måde at fortælle en absurd historie på. Særlig filmens humoristiske tilgang, som ifølge juryen i den grad lykkes, fungerer fantastisk som bærende element i filmen.

I øvrigt gik POLITIKENS PUBLIKUMSPRIS til Lost Inside a Dream: The Story of Dizzy Mizz Lizzy og SHORT:DOX AWARD til filmen Irma.

Du har mulighed for at se vinderfilmene på mandag den 15/11 ved ekstravisninger i Cinemateket. Her er programmet for dagen:

16.30: In Free Fall + Out + Irma
16.45: Empire North + The Naked of St. Petersburg
19.00: Pink Saris
19.15: Separado!
21.30: Lost Inside a Dream: The Story of Dizzy Mizz Lizzy
21.45: Le Quattro Volte

Billetter kan købes på www.cphdox.dk.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Tabloid af mesterdokumentaristen Errol Morris er den sjoveste film på årets CPH:DOX.

Prøv lige at høre det her plot: En manisk californisk skønhedsprinsesse forelsker sig i en mormon. Mormonen tager til England, måske tvunget af sin kult, måske bare på flugt fra Joyce, som pigen hedder. Joyce hyrer sin ven, en bodyguard og en pilot, tager til England, bortfører sin mormon med en attrappistol, binder ham til sengen på et landsted i Devon, skiftevis voldtager ham og masserer ham med kanelolie, lige indtil mormonen slipper væk og melder Joyce til politiet.

Joyce bliver anholdt, bedyrer sin uskyld, bliver løsladt mod kaution, og flygter tilbage til U.S.A. udklædt som døvstum, får en masse ballade pga. nogle gamle nøgenfotos, bliver bidt af sin ene hund og reddet af en anden – Booger hedder kræet. Efter den dør af kræft, bliver Booget så klonet i fem eksemplarer i Seoul, Korea og Joyce er endnu engang i mediernes søgelys.

Eller også er det hele en misforståelse: Joyce og mormonen har en hel weekends hed elsskov, inden han, presset af sin kult, anklager Joyce for kidnapping. Hvorefter Joyce bliver forfulgt af den britiske tabloidpresse, som billedmanipulerer og spreder løgne om prostitution, S/M og en masse andre ting, som en uskyldig næsten-jomfru som Joyce aldrig kunne finde på. “Voldtage en mand?” siger Joyce, “er lige så svært som at stoppe en skumfidus ind i møntindkastet til en parkeringsautomat.”

Uanset sandheden er historien om Joyce – og Joyces udlægning af begivenhederne – helt utroligt underholdende. Tabloid er klippet sammen af interviews med Joyce og personerne omkring hende, krydret med Errol Morris’ forundrede spørgsmål. Filmen er klippet og redigeret med en professionalisme, som gør at hver eneste replik rammer plet, og i øvrigt suppleret med avisudklip, der dokumenterer den helt utrolige historie om Joyce.

Med Tabloid har Errol Morris formået at gøre virkeligheden en hel del sjovere.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

I går blev der både vist, prist og spist mad i Grand Teatret i forbindelse med CPH:DOX. Årets DOX sætter med sektionen Food on Film fokus på så forskellige ting som fx krigskokke og biavl. I går var turen kommet til filmen Fresh, som handler om det industrielle landbrug i U.S.A. – og de mennesker og organisationer som forsøger at iværksætte bæredygtige alternativer.

Hvis man har set Food Inc., som blev vist på sidste års DOX, er der ikke meget nyt ved Fresh. Bevares, instruktøren Ana Sofia Joanes snakker ikke med de helt samme mennesker, som der blev snakket med i Food Inc., (selv om en af de bæredygtige bønder ligner en af dem, der var med i Food Inc. mistænkeligt meget), men budskabet er det samme: Det industrielle landbrug med dets pesticider og pissen på dyrs velfærd, holder ikke. Alternativet, (økologi, dyrevelfærd, lokalt produceret mad, kooperativer), gør til gengæld.

Fresh er altså en film med et budskab, og et sympatisk et af slagsen. Filmen har nye eksempler på hvordan det ser ud når dyr mishandles, og endnu flere på hvordan det ser ud, når de har det godt. Den gør også en del ud af at vise hvornår mad er dårligt (færdigretter fra supermarkedet) og hvornår det er godt (frugt og grønt). Enten er amerikanerne et helt andet sted end den almindelige dansker når det kommer til viden om fødevarer, eller også skyder Fresh lidt forbi engang imellem. Det ville overraske mig hvis der var nogen tilstede til visningen i går, som ikke ved hvordan en peberfrugt ser ud. Det gjorde det ikke mindre underholdende at se på nogle der ikke vidste det, men klippene, der “bare” viste god mad, var måske ikke det mest ophidsende eller relevante.

Efter filmen uddeltes Food on Film Prisen 2010, som CPH:DOX har indstiftet i samarbejde med Meyers Madhus. Prisen gives til gode danske fødevareinitiativer, og årets vinder var Københavns Byhonning Kooperation (www.bybi.dk). Og så var der kaffe, juice og andre lækkerier til gæsterne. Her er en video fra prisuddelingen:

Fresh vises igen lørdag den 13/11 kl. 12 i Teater Grob. Du kan købe billet her.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Skal du i biografen i dag? Se dagens anbefalinger på CPH:DOX’ hjemmeside.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: The Arbor havde – muligvis – været interessant som bog eller teaterstykke. Som film rammer fortællingen om den britiske manuskripforfatter Andrea Dunbars socialrealistiske liv helt ved siden af.

Det burde ikke kunne gå galt. Med en stolt tradition for film om de nederste sociale lag, skulle man ikke tro at en britisk film om fattigdom, nedbrudte familier, vold og stofmisbrug kunne ramme ved siden af. Tænk bare på Mike Leigh, Ken Loach, eller nyere skud på stammen som Andrea Arnold, hvis film Fish Tank har haft dansk premiere for ganske nylig. Clio Barnard har instrueret dokumentaren The Arbor, som er milevidt fra at kunne hamle op med konkurrencen.

Omtalen af The Arbor i kataloget til årets CPH:DOX virker da også lovende. Filmen handler om Andrea Dunbar, en ghettopige der allerede som 19-årig skrev teaterstykket The Arbor, inden hun 10 år senere døde af druk. Stykket handlede om det hårde kvarter, som Andrea voksede op i. I filmen hører vi Andrea, hendes familie, og især hendes børn fortælle om deres skæbner, bortset fra en lille detalje: De fortællende er allesammen skuespillere og ligner absolut ikke noget fra arbejderklassen.

Det er ikke så meget det, at “ægte” karakterer er erstattet med skuespillere, der er problemet. Faktisk er der noget interessant i den idé, især i de scener, hvor scener fra det oprindelige teaterstykke genopføres “on location” midt i det sociale boligbyggeri. De er flotte.

Det er ikke det, at der er elementer i filmen der virker kunstige. Det er det, at hele filmen gør det. De glatte skuespillere er for det meste placeret i indelukkede locations, (en dagligstue, et soveværelse), som er blottet for karakter. Det kunne da godt være arbejderklassehjem, men det ligner mere 10 minutters udsmykning af et studie. De eftersynkroniserede replikker er optaget med en klarhed, der gør dem utroværdige. Ingen baggrundsstøj her, ingen handling, ingen dramatik, kun en serie replikker.

Er det så en god historie, der leveres? Ja, måske, men når den leveres med en billedside der er komplet uinteressant, og med skuespilpræstationer der kun kan overbevise om, at der er tale om skuespil, så bliver en film som The Arbor en søvndyssende oplevelse. Den kunne ligeså godt have været en bog eller et radioprogram, men med mængden af god socialrealisme fra Storbritannien, er jeg ikke engang sikker på jeg synes om den idé. Allerhøjest formår filmen at være søvndyssende på en original måde. Gab.

The Arbor går i Posthus Teatret onsdag den 10/11 kl. 19 og igen i Grand lørdag den 13/11 kl. 21.30. The Arbor er en af konkurrencefilmene på årets CPH:DOX.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Den danske vinter virker både mindre deprimerende og mindre smuk, når den sammenlignes med vinteren i landsbyen Bakhtia, som ligger på polarcirklen midt i Sibirien. Werner Herzog fortæller godt i Happy People: A Year Of The Taiga, men den virkelige bedrift er instruktøren Dmitry Vasyukovs billeder af hvordan livet leves når termometeret viser minus 50, og der er mere end et halvt år til kontakt med omverdenen.

Vinteren i Bakhtia er så hård, at det meste af sommeren går med at forberede sig på den. Der hugges brænde, der bruges til både, fælder og jagthytter. Myggene sidder i lag på huden, med mindre man har smurt sig ind i en slags tjære, der udvindes ved at brænde birkebark. I floden, som kun er tøet op et par måneder om åren, fanges fisk, så der er et lager klar til når kulden sætter ind. En sjælden gang kommer en båd med turister forbi. Den lægger ikke til.

Når det begynder at blive rigtig koldt pakker mændene brød, snescooter og hunde, og sejler op af floden til hver sit jagtterritorium. Hver dag går turen til en ny hytte, på vejen dertil tjekkes fælderne for pelsdyr. Pels er den eneste eksportvare, motorsave den eneste import, i det så godt som selvforsynende og fuldstændigt isolerede samfund.

Filmens fokus er naturen, og det arbejde der skal til for at mennesket kan overleve i den. Med sin karakteristiske Schwarzenegger-accent beskriver Werner Herzog billederne. Der er sans for dramatikken: Når isen begynder at tø og blive mast ned ad floden. Når et træ smadrer taget på en jagthytte kort tid inden mørket falder på. Når en bjørn har kradset i ruden, der egentlig bare er et stykke udspændt plastic.

Det er med is i skægget, at mændene udsiger deres visdomsord: Sådan her skal du gøre, hvis du skal overleve her. Det er utroligt at en film som Happy People kan lade sig gøre. De eneste irritationsmomenter var voiceovers på engelsk i stedet for undertekster på filmens (ret få) replikker, og at lyden ved visningen i Grand i går ikke var helt synkroniseret med billederne, hvilket gjorde de mange scener med øksehug mod træ en smule mere uvirkelige end de havde behøvet at være.

Happy People er en film om et sted, man aldrig kommer til at besøge, men som man bør gøre sig den tjeneste at se.

Du kan se filmen i Grand tirsdag den 9/11 kl. 21.30 og igen samme sted lørdag den 13/11 kl. 19. Køb billetter her.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Det siger meget (og udelukkende positivt) om bredden af årets CPH:DOX, at der er plads til en film som And Everything is Going Fine i hovedkonkurrencen. Skuespilleren Spalding Gray, hovedpersonen i Steven Soderberghs portrætfilm, er værd at lære at kende.

Allerede i Sex, Lies, and Videotape, Soderberghs debutfilm, er videofilmen et intimt og ærligt medie. Da Spalding Gray dukker op på lærredet i instruktørens nye dokumentar er han filmet siddende bag i et bord med et manuskript i hånden. Baggrunden er sort, kameraets indstilling statisk og billedkvaliteten grynet. Det er milevidt fra Traffic, Oceans Eleven, og alle de andre spillefilm af Soderbergh. Men Grays altdominerende monolog er dragende. Jeg var ikke den eneste i salen der grinede med, da det usynlige publikum i det teater eller galleri, hvor monologen var optaget, begyndte. Fra da af fjernede min fokus sig fra den næsten amatøragtige karakter af optagelserne, jeg så på. I stedet så jeg på det menneske, som i roligt tempo blev sat sammen af de farvede prikker på lærredet.

Jeg tror nok man er lovligt undskyld hvis man som dansker ikke har hørt om Spalding Gray. Det håber jeg i hvert fald, for selvom Grays ansigt virker bekendt, tilhører han så absolut ikke den kategori af amerikanske skuespillere, hvis navne pryder fortovene på Broadway og Sunset Boulevard. Gray blev født i 1941 og døde tragisk tidligt i 2004. Han var faktisk med i flere store produktioner, bl.a. The Killing Fields (1984). Men det var ikke i selskab med andre skuespillere, at Gray stak ud som noget specielt. Først da han får ideen til at fortælle om sine egne erfaringer i monolog, finder Gray sin niche som skuespiller.

Uddrag fra Grays monologer fylder det meste af And Everything is Going Fine, og det er dem, der bærer filmen. Gray fortæller om barndom, forholdet til sin far, kærester, familieliv og skilsmisser, om sin skuespilkarriere, om hvad han spiste til morgenmad, og om hvem han mødte da han gik tur om morgenen. Detaljerigdommen og humoren i den måde Gray formidler sine erfaringer er overvældende. Det er sjovt, men bag det humoristiske kommer alvoren frem. Den alvor man mærker, når man mærker at den mand, der fortæller, fortæller om sig selv.

Ud over uddrag af monologerne består filmen af interview med Gray og af hjemmevideoer af Gray med sin far og resten af sin familie. Interviewene hjælper med at belyse hvordan det kan være, at Gray først finder sig selv som skuespiller når sidder alene på scenen og taler om sig selv, mens scenerne med familien bekræfter de ægte begivenheder og følelser, der ligger bag Grays fortællinger. Faren kan måske ikke huske hvordan han på den kommunale golfbanes fjerde hul forsøgte at advare Spalding mod at gå med piger, men som Spalding påpeger er det vigtige ikke om erindringen er sand. Det vigtige er, at han husker den, og at den betyder noget for ham.

I And Everything is Going Fine er det Gray selv, der begynder at betyde noget for publikum. I løbet af den halvanden time filmen varer, går Gray fra at være ukendt til en, hvis person man kender. Først bliver man ked af, at man ikke så ham i live, derefter glad over at hans eftermæle er bevaret. At en instruktør af Soderberghs format har sat sig ned og lavet en film, som ikke kun virker vedkommende. Den virker nødvendig.

And Everything is Going Fine kan ses søndag den 7/11 kl. 21 i Cinemateket og igen søndag den 14/11 kl. 16.30 i Dagmar. Du kan købe billetter her.