En mormon går ind på en bar…

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Tabloid (www.cphdox.dk)

Anmeldelse: Tabloid af mesterdokumentaristen Errol Morris er den sjoveste film på årets CPH:DOX.

Prøv lige at høre det her plot: En manisk californisk skønhedsprinsesse forelsker sig i en mormon. Mormonen tager til England, måske tvunget af sin kult, måske bare på flugt fra Joyce, som pigen hedder. Joyce hyrer sin ven, en bodyguard og en pilot, tager til England, bortfører sin mormon med en attrappistol, binder ham til sengen på et landsted i Devon, skiftevis voldtager ham og masserer ham med kanelolie, lige indtil mormonen slipper væk og melder Joyce til politiet.

Joyce bliver anholdt, bedyrer sin uskyld, bliver løsladt mod kaution, og flygter tilbage til U.S.A. udklædt som døvstum, får en masse ballade pga. nogle gamle nøgenfotos, bliver bidt af sin ene hund og reddet af en anden – Booger hedder kræet. Efter den dør af kræft, bliver Booget så klonet i fem eksemplarer i Seoul, Korea og Joyce er endnu engang i mediernes søgelys.

Eller også er det hele en misforståelse: Joyce og mormonen har en hel weekends hed elsskov, inden han, presset af sin kult, anklager Joyce for kidnapping. Hvorefter Joyce bliver forfulgt af den britiske tabloidpresse, som billedmanipulerer og spreder løgne om prostitution, S/M og en masse andre ting, som en uskyldig næsten-jomfru som Joyce aldrig kunne finde på. “Voldtage en mand?” siger Joyce, “er lige så svært som at stoppe en skumfidus ind i møntindkastet til en parkeringsautomat.”

Uanset sandheden er historien om Joyce – og Joyces udlægning af begivenhederne – helt utroligt underholdende. Tabloid er klippet sammen af interviews med Joyce og personerne omkring hende, krydret med Errol Morris’ forundrede spørgsmål. Filmen er klippet og redigeret med en professionalisme, som gør at hver eneste replik rammer plet, og i øvrigt suppleret med avisudklip, der dokumenterer den helt utrolige historie om Joyce.

Med Tabloid har Errol Morris formået at gøre virkeligheden en hel del sjovere.

Skriv et svar