…Og vinderne er:

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

I går aftes var der afslutningsgalla på årets CPH:DOX, der dog løber både lørdag, søndag og mandagen med. Her blev vinderne af årets priser afsløret. Vinderne blev:

untitledI hovedkonkurrencen DOX:AWARD blev Michelangelo Frammartinos Le Quattro Volte præmieret for dens evne til at skildre de små tings store betydning med sort humor og et poetisk nærvær. Juryen beskriver Le Quattro Volte som en humoristisk fabel, der repræsenterer en helt ny type film, den mytiske dokumentar. Kukua.dk har tidligere anmeldt Le Quattro Volte i forbindelse med årets filmfestival i Karlovy Vary. Som du kan læse af anmeldelsen er filmen utrolig helstøbt og kunstfærdig, men måske også en lille smule kedelig. I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, at årets hovedpris går til en film, som ved flere andre konkurrencer har deltaget som spillefilm, og altså ikke i dokumentarkategorien. Det er ret gået både af CPH:DOX og Le Quattro Volte.

I kategorien DANISH:DOX AWARD var der hele to vindere af prisen, nemlig Empire North af Jakob Boeskov og The Naked of St. Petersburg af Ada Bliigaard Soby. I Empire North lagde juryen særlig vægt på, at denne film havde gjort et stort indtryk på hele juryen. Ikke mindst på grund af filmens stærke personlige og æstetiske udtryk. For filmen The Naked of St. Petersburg lagde juryen især vægt på Ada Bliigaard Sobys kreative udtryk og evnen til vedholdende at vare i stand til at imponere sit publikum med et imponerende visuelt udtryk. 

I kategorien AMNESTY:AWARD faldt juryens valg på filmen Pink Saris af Kim Logninotto, hvor juryen især lagde vægt på hendes evne til at skildre Indiens store sociale problemer gennem en personlig historie. Filmen er et intimt portræt, der frygtløst og emotionelt skildrer en kvindes kamp for det indiske folk.

Prisen NEW:VISION AWARD, som har til formål at fremme den eksperimentelle dokumentar, der arbejder pa grænsen mellem dokumentar og kunst, blev tildelt til instruktøren Hito Steyerl for filmen In Free Fall. Her lagde juryen særlig vægt på filmens innovative bevægelse mellem en kritisk, dokumentarisk og en personlig tilgang.

I programserien SOUND & VISION AWARD valgte juryen at tildele Dylan Goch og Super Furry Animals-forsangeren Gruff Rhys prisen for deres film Separado! Juryen lagde vægt på filmens varme og frigørende måde at fortælle en absurd historie på. Særlig filmens humoristiske tilgang, som ifølge juryen i den grad lykkes, fungerer fantastisk som bærende element i filmen.

I øvrigt gik POLITIKENS PUBLIKUMSPRIS til Lost Inside a Dream: The Story of Dizzy Mizz Lizzy og SHORT:DOX AWARD til filmen Irma.

Du har mulighed for at se vinderfilmene på mandag den 15/11 ved ekstravisninger i Cinemateket. Her er programmet for dagen:

16.30: In Free Fall + Out + Irma
16.45: Empire North + The Naked of St. Petersburg
19.00: Pink Saris
19.15: Separado!
21.30: Lost Inside a Dream: The Story of Dizzy Mizz Lizzy
21.45: Le Quattro Volte

Billetter kan købes på www.cphdox.dk.

Skriv et svar