Gå-hjem-møde: museets samlinger online

5. februar kl. 15 slår Statens Museum for Kunst dørene op for et gå-hjem-møde, hvor James Davis og Lizzy Jongma vil fortælle om deres arbejde med at formidle og tilgængeliggøre Tate og Rijksmuseums samlinger digitalt.

James Davis var en af hovedkræfterne bag søgningen i samlingerne på Tates hjemmeside, og han vil fortælle om både processen og resultaterne med at skabe en søgning, som gør det let og intuitivt at søge for mange forskellige brugere. James var tidligere Online Collection Editor hos Tate i London og arbejder i dag for Google Art Project.

Lizzy Jongma er Data Manager hos Rijksmuseum og har stået bag museets frigivelse af kunstværker under Creative Commons og har også været med til at lave museets nye og meget omtalte hjemmeside, som er blevet rost for sin måde at præsentere samlingerne på.

Mødet er gratis at deltage i og er rettet mod mennesker, der arbejder på og med museer.

Du tilmelder dig ved at sende en email til web@nullsmk.dk med navn og institution. Der er begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet. Send gerne invitationen videre, hvis du kender andre, der kunne være interesserede i at deltage.

Tidspunkt: 5. februar kl. 15-17
Sted: Statens Museum for Kunst

Invitation til Social Media Week på SMK

21. februar afholder Statens Museum for Kunst seminar om kunstmuseers tilstedeværelse på sociale medier. Det sker som en del af Social Media Week. Hør blandt andet Jesse Ringham fra Tate (London) og Allegra Burnette fra MoMA (New York) fortælle om, hvordan de arbejder med sociale medier.

Del 1: Museer på sociale medier – hør tre museer fortælle om deres arbejde

Kl. 10-11.30
Allegra Burnette (Creative Director, MoMA), Jesse Ringham (Digital Communications Manager, Tate) og Sarah Grøn (Digital Editor, SMK) præsenterer, hvordan de tre museer hver især bruger sociale medier. I deres præsentationer vil de berøre, hvad der skal til for at få succes på sociale medier, og hvordan de arbejder med strategi og planlægger hvilket indhold, der skal ud på hvilke kanaler.

Præsentationerne vil blandt andet handle om tone, timing, indholdsmarketing, organisering, branding, og hvordan man integrerer de mange forskellige kanaler, så brugerne møder en samlende kampagne, uanset platform.

Vær opmærksom på, at museet åbner kl. 10, og at første del starter præcis kl. 10.10. Hvis du har en stor taske med, skal den i garderoben. Vi har garderobeskabe, hvor du kan låse din taske inde.

Del 2: Debat: Er der en ’best practice’ for museer på sociale medier?

Kl. 11.40-12.10
Allegra Burnette, Jesse Ringham og Sarah Grøn debatterer, hvordan museer bedst kan bruge sociale medier. Hvilke ting bør man ikke gøre? Hvad skal man sørge for at gøre? Og hvad kan museer få ud af at være til stede på sociale medier?

Der bliver mulighed for at stille spørgsmål til de tre deltagere, og Linea Hansen (Head of Social Media, Nationalmuseet) styrer debatten.

Del 3: Tre cases på brugerinvolvering og co-creation

Kl. 12.10-13.05
Sofie Linde (Marketing Coordinator, SMK), Merete Sanderhoff (Researcher, SMK) og Frederik Henrik Knap (ULK Coordinator/Art Educator, SMK) præsenterer tre forskellige projekter, som museet i øjeblikket er involveret i:

  • Kunsthistorier: 11 danske museer er sammen i gang med at udvikle en ny app, der skal gøre det let for brugerne at interagere med museernes kunstværker. App’en er baseret på Twitter for at bruge en allerede succesfuld platform til at afprøve nye former for brugerinvolvering.
  • Kunsten ud til brugerne – og ud på Københavns byggepladser: Sammen med kunstpiloterne, som er en gruppe unge frivillige på SMK, og Metroselskabet vil vi have kunsten ud i byen. Sammen med mennesker fra lokalmiljøet vil vi udsmykke nogle af de mange byggepladser, som København i øjeblikket er fuld af på grund af arbejdet med at udbygge metroen.
  • Tales: App’en Tales blev lanceret i december 2012 og er skabt ved hjælp af co-creation. Kunstpiloterne, ansatte på SMK og både frivillige og ansatte på Biblioteket Frederiksberg har i tæt samarbejde med firmaet b14 udviklet app’en. Med Tales kan brugerne skabe nye visuelle fortællinger, bygge videre på andres og dele historier i Tales’ online univers og på Facebook og Twitter.

Det er gratis at deltage.
Tilmelding er nødvendig. Tilmeld dig her: http://socialmediaweek.org/copenhagen/schedule/?venue_id=61605

Du kan sagtens kun deltage i én af de tre dele, men hvis du vil deltage hele dagen, skal du sørge for at tilmelde dig alle tre.

Statens Museum for Kunst søger praktikant til at arbejde med det digitale område

Har du lyst til at få erfaring med digitalt arbejde på landets største kunstmuseum?
Vi søger en digital praktikant med tiltrædelse per 17. februar 2012 til et 3-6 måneders praktikophold i Kommunikationsafdelingen på SMK. Kommunikationsafdelingens ansvarsområder er markedsføring, PR, fundraising, sociale medier og web.

Arbejdsopgaver
Som praktikant på SMK kommer du primært til at arbejde med vores website smk.dk i tæt samarbejde med den digitale redaktør og den digitale projektleder. Du kommer til at indgå i den digitale redaktions daglige arbejde med at udvikle og vedligeholde Statens Museum for Kunsts digitale tilstedeværelse og bliver en del af en kreativ og dynamisk arbejdsplads. Du får stor indsigt i alt fra idéudvikling og planlægning til den praktiske udførelse.

Dine arbejdsopgaver bliver blandt andet:
•    SEO-optimering
•    Tekstredigering
•    Billedbehandling

Dine øvrige arbejdsopgaver aftaler vi i fællesskab, alt efter dine kvalifikationer og interesser. Du kan for eksempel være med til at udvikle vores tilstedeværelse på de sociale medier, indgå i udviklingen af udstillingssites eller noget helt tredje. Du skal som praktikant være indstillet på en del rutineopgaver. Som praktikant er du med til at implementere SMKs kommunikationsstrategi og komme med dine idéer til, hvordan vi gør det bedst.

Kvalifikationer
Vi ser gerne, at du kommer fra en IT- eller kommunikationsbaggrund.
Endvidere forventer vi at

•    Du er god til at koordinere og strukturere dine arbejdsopgaver
•    Du har gode skrivefærdigheder og er hjemmevant i dansk retskrivning
•    Du har tidligere arbejdet med CMS-systemer og har mod på at lære vores CMS-system Typo3 rigtig godt at kende
•    Du har teknisk flair
•    Du arbejder selvstændigt og er initiativrig
•    Du tænker kreativt og har samtidig sans for detaljen

SMK ønsker en medarbejdersammensætning, som afspejler det omgivende samfund, og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset køn, alder, religiøs og etnisk baggrund til at søge jobbet.

Hvis du bliver tilbudt praktikstillingen, skal du kunne fremvise en ren straffeattest.

Ansættelsesvilkår
Praktikstillingen er ulønnet. Derfor foretrækker vi ansøgere, som kan inkludere praktikopholdet i et igangværende studieforløb.

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt timer i udgangspunktet, men vi er opmærksomme på, at der kan være brug for at afsætte tid til studieaktiviteter. Timetallet og længden på praktikopholdet tilpasser vi derfor til din konkrete situation.
Tiltrædelse 17. februar 2012.

Arbejdsstedet er Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 3.

Ansøgning
Du søger jobbet via vores e-rekrutteringssystem på SMKs hjemmeside www.smk.dk, hvor du under “ledige stillinger” følger anvisningerne.

Ansøgning med CV evt. andre relevante bilag skal være SMK i hænde senest den 15. januar 2012.

Du modtager inden 24 timer en automatisk udsendt mail som kvittering for vores modtagelse af din ansøgning mv.

Om SMK
SMK er en statsinstitution under Kulturministeriet og er Danmarks hovedmuseum for billedkunst. Museets kerneopgaver er forskning, formidling og bevaring. Se mere på www.smk.dk.

Spørgsmål
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte digital redaktør Sarah Grøn på mail: sarah.g@nullsmk.dk

Statens Museum for Kunst blogger om forberedelserne til udstillingen Vilhelm Hammershøi

Vilhelm Hammershøi, Selvportræt. Spurveskjul, 1911
Vilhelm Hammershøi, Selvportræt. Spurveskjul, 1911

Følg med i forberedelserne til udstillingen Vilhelm Hammershøi, når blandt andre kunstformidler Annette Rosenvold Hvidt og overinspektør og seniorforsker Kasper Monrad blogger om, hvordan de arbejder med udstillingen.

Tjek bloggen ud her: http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/udstillinger/kommende-udstillinger/vilhelm-hammershoei/blog/.

Surrealistisk weekend på Statens Museum for Kunst

I anledning af den nye udstilling Wilhelm Freddie. Stik gaflen i øjet! byder museet på et intensivt program med bl.a. sjældne surrealistiske film, ballet, surreel spoken word, debatter, foredrag og ikke mindst urpremieren på kunstgruppen Ingen Frygts behårede hyldestværker til Freddie. Lørdag aften efter lukketid flytter surrealismen til Den Hvide Kødby, hvor Ingen Frygt har etableret en surrealistisk bar på Karrierebar. Se mere på museets hjemmeside:

http://www.smk.dk/smk.nsf/docs/ef32bcc1479af5eec12571e600392e00.