Forfatter: Morten Helmstedt

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

I går blev der både vist, prist og spist mad i Grand Teatret i forbindelse med CPH:DOX. Årets DOX sætter med sektionen Food on Film fokus på så forskellige ting som fx krigskokke og biavl. I går var turen kommet til filmen Fresh, som handler om det industrielle landbrug i U.S.A. – og de mennesker og organisationer som forsøger at iværksætte bæredygtige alternativer.

Hvis man har set Food Inc., som blev vist på sidste års DOX, er der ikke meget nyt ved Fresh. Bevares, instruktøren Ana Sofia Joanes snakker ikke med de helt samme mennesker, som der blev snakket med i Food Inc., (selv om en af de bæredygtige bønder ligner en af dem, der var med i Food Inc. mistænkeligt meget), men budskabet er det samme: Det industrielle landbrug med dets pesticider og pissen på dyrs velfærd, holder ikke. Alternativet, (økologi, dyrevelfærd, lokalt produceret mad, kooperativer), gør til gengæld.

Fresh er altså en film med et budskab, og et sympatisk et af slagsen. Filmen har nye eksempler på hvordan det ser ud når dyr mishandles, og endnu flere på hvordan det ser ud, når de har det godt. Den gør også en del ud af at vise hvornår mad er dårligt (færdigretter fra supermarkedet) og hvornår det er godt (frugt og grønt). Enten er amerikanerne et helt andet sted end den almindelige dansker når det kommer til viden om fødevarer, eller også skyder Fresh lidt forbi engang imellem. Det ville overraske mig hvis der var nogen tilstede til visningen i går, som ikke ved hvordan en peberfrugt ser ud. Det gjorde det ikke mindre underholdende at se på nogle der ikke vidste det, men klippene, der “bare” viste god mad, var måske ikke det mest ophidsende eller relevante.

Efter filmen uddeltes Food on Film Prisen 2010, som CPH:DOX har indstiftet i samarbejde med Meyers Madhus. Prisen gives til gode danske fødevareinitiativer, og årets vinder var Københavns Byhonning Kooperation (www.bybi.dk). Og så var der kaffe, juice og andre lækkerier til gæsterne. Her er en video fra prisuddelingen:

Fresh vises igen lørdag den 13/11 kl. 12 i Teater Grob. Du kan købe billet her.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Skal du i biografen i dag? Se dagens anbefalinger på CPH:DOX’ hjemmeside.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: The Arbor havde – muligvis – været interessant som bog eller teaterstykke. Som film rammer fortællingen om den britiske manuskripforfatter Andrea Dunbars socialrealistiske liv helt ved siden af.

Det burde ikke kunne gå galt. Med en stolt tradition for film om de nederste sociale lag, skulle man ikke tro at en britisk film om fattigdom, nedbrudte familier, vold og stofmisbrug kunne ramme ved siden af. Tænk bare på Mike Leigh, Ken Loach, eller nyere skud på stammen som Andrea Arnold, hvis film Fish Tank har haft dansk premiere for ganske nylig. Clio Barnard har instrueret dokumentaren The Arbor, som er milevidt fra at kunne hamle op med konkurrencen.

Omtalen af The Arbor i kataloget til årets CPH:DOX virker da også lovende. Filmen handler om Andrea Dunbar, en ghettopige der allerede som 19-årig skrev teaterstykket The Arbor, inden hun 10 år senere døde af druk. Stykket handlede om det hårde kvarter, som Andrea voksede op i. I filmen hører vi Andrea, hendes familie, og især hendes børn fortælle om deres skæbner, bortset fra en lille detalje: De fortællende er allesammen skuespillere og ligner absolut ikke noget fra arbejderklassen.

Det er ikke så meget det, at “ægte” karakterer er erstattet med skuespillere, der er problemet. Faktisk er der noget interessant i den idé, især i de scener, hvor scener fra det oprindelige teaterstykke genopføres “on location” midt i det sociale boligbyggeri. De er flotte.

Det er ikke det, at der er elementer i filmen der virker kunstige. Det er det, at hele filmen gør det. De glatte skuespillere er for det meste placeret i indelukkede locations, (en dagligstue, et soveværelse), som er blottet for karakter. Det kunne da godt være arbejderklassehjem, men det ligner mere 10 minutters udsmykning af et studie. De eftersynkroniserede replikker er optaget med en klarhed, der gør dem utroværdige. Ingen baggrundsstøj her, ingen handling, ingen dramatik, kun en serie replikker.

Er det så en god historie, der leveres? Ja, måske, men når den leveres med en billedside der er komplet uinteressant, og med skuespilpræstationer der kun kan overbevise om, at der er tale om skuespil, så bliver en film som The Arbor en søvndyssende oplevelse. Den kunne ligeså godt have været en bog eller et radioprogram, men med mængden af god socialrealisme fra Storbritannien, er jeg ikke engang sikker på jeg synes om den idé. Allerhøjest formår filmen at være søvndyssende på en original måde. Gab.

The Arbor går i Posthus Teatret onsdag den 10/11 kl. 19 og igen i Grand lørdag den 13/11 kl. 21.30. The Arbor er en af konkurrencefilmene på årets CPH:DOX.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Den danske vinter virker både mindre deprimerende og mindre smuk, når den sammenlignes med vinteren i landsbyen Bakhtia, som ligger på polarcirklen midt i Sibirien. Werner Herzog fortæller godt i Happy People: A Year Of The Taiga, men den virkelige bedrift er instruktøren Dmitry Vasyukovs billeder af hvordan livet leves når termometeret viser minus 50, og der er mere end et halvt år til kontakt med omverdenen.

Vinteren i Bakhtia er så hård, at det meste af sommeren går med at forberede sig på den. Der hugges brænde, der bruges til både, fælder og jagthytter. Myggene sidder i lag på huden, med mindre man har smurt sig ind i en slags tjære, der udvindes ved at brænde birkebark. I floden, som kun er tøet op et par måneder om åren, fanges fisk, så der er et lager klar til når kulden sætter ind. En sjælden gang kommer en båd med turister forbi. Den lægger ikke til.

Når det begynder at blive rigtig koldt pakker mændene brød, snescooter og hunde, og sejler op af floden til hver sit jagtterritorium. Hver dag går turen til en ny hytte, på vejen dertil tjekkes fælderne for pelsdyr. Pels er den eneste eksportvare, motorsave den eneste import, i det så godt som selvforsynende og fuldstændigt isolerede samfund.

Filmens fokus er naturen, og det arbejde der skal til for at mennesket kan overleve i den. Med sin karakteristiske Schwarzenegger-accent beskriver Werner Herzog billederne. Der er sans for dramatikken: Når isen begynder at tø og blive mast ned ad floden. Når et træ smadrer taget på en jagthytte kort tid inden mørket falder på. Når en bjørn har kradset i ruden, der egentlig bare er et stykke udspændt plastic.

Det er med is i skægget, at mændene udsiger deres visdomsord: Sådan her skal du gøre, hvis du skal overleve her. Det er utroligt at en film som Happy People kan lade sig gøre. De eneste irritationsmomenter var voiceovers på engelsk i stedet for undertekster på filmens (ret få) replikker, og at lyden ved visningen i Grand i går ikke var helt synkroniseret med billederne, hvilket gjorde de mange scener med øksehug mod træ en smule mere uvirkelige end de havde behøvet at være.

Happy People er en film om et sted, man aldrig kommer til at besøge, men som man bør gøre sig den tjeneste at se.

Du kan se filmen i Grand tirsdag den 9/11 kl. 21.30 og igen samme sted lørdag den 13/11 kl. 19. Køb billetter her.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Det siger meget (og udelukkende positivt) om bredden af årets CPH:DOX, at der er plads til en film som And Everything is Going Fine i hovedkonkurrencen. Skuespilleren Spalding Gray, hovedpersonen i Steven Soderberghs portrætfilm, er værd at lære at kende.

Allerede i Sex, Lies, and Videotape, Soderberghs debutfilm, er videofilmen et intimt og ærligt medie. Da Spalding Gray dukker op på lærredet i instruktørens nye dokumentar er han filmet siddende bag i et bord med et manuskript i hånden. Baggrunden er sort, kameraets indstilling statisk og billedkvaliteten grynet. Det er milevidt fra Traffic, Oceans Eleven, og alle de andre spillefilm af Soderbergh. Men Grays altdominerende monolog er dragende. Jeg var ikke den eneste i salen der grinede med, da det usynlige publikum i det teater eller galleri, hvor monologen var optaget, begyndte. Fra da af fjernede min fokus sig fra den næsten amatøragtige karakter af optagelserne, jeg så på. I stedet så jeg på det menneske, som i roligt tempo blev sat sammen af de farvede prikker på lærredet.

Jeg tror nok man er lovligt undskyld hvis man som dansker ikke har hørt om Spalding Gray. Det håber jeg i hvert fald, for selvom Grays ansigt virker bekendt, tilhører han så absolut ikke den kategori af amerikanske skuespillere, hvis navne pryder fortovene på Broadway og Sunset Boulevard. Gray blev født i 1941 og døde tragisk tidligt i 2004. Han var faktisk med i flere store produktioner, bl.a. The Killing Fields (1984). Men det var ikke i selskab med andre skuespillere, at Gray stak ud som noget specielt. Først da han får ideen til at fortælle om sine egne erfaringer i monolog, finder Gray sin niche som skuespiller.

Uddrag fra Grays monologer fylder det meste af And Everything is Going Fine, og det er dem, der bærer filmen. Gray fortæller om barndom, forholdet til sin far, kærester, familieliv og skilsmisser, om sin skuespilkarriere, om hvad han spiste til morgenmad, og om hvem han mødte da han gik tur om morgenen. Detaljerigdommen og humoren i den måde Gray formidler sine erfaringer er overvældende. Det er sjovt, men bag det humoristiske kommer alvoren frem. Den alvor man mærker, når man mærker at den mand, der fortæller, fortæller om sig selv.

Ud over uddrag af monologerne består filmen af interview med Gray og af hjemmevideoer af Gray med sin far og resten af sin familie. Interviewene hjælper med at belyse hvordan det kan være, at Gray først finder sig selv som skuespiller når sidder alene på scenen og taler om sig selv, mens scenerne med familien bekræfter de ægte begivenheder og følelser, der ligger bag Grays fortællinger. Faren kan måske ikke huske hvordan han på den kommunale golfbanes fjerde hul forsøgte at advare Spalding mod at gå med piger, men som Spalding påpeger er det vigtige ikke om erindringen er sand. Det vigtige er, at han husker den, og at den betyder noget for ham.

I And Everything is Going Fine er det Gray selv, der begynder at betyde noget for publikum. I løbet af den halvanden time filmen varer, går Gray fra at være ukendt til en, hvis person man kender. Først bliver man ked af, at man ikke så ham i live, derefter glad over at hans eftermæle er bevaret. At en instruktør af Soderberghs format har sat sig ned og lavet en film, som ikke kun virker vedkommende. Den virker nødvendig.

And Everything is Going Fine kan ses søndag den 7/11 kl. 21 i Cinemateket og igen søndag den 14/11 kl. 16.30 i Dagmar. Du kan købe billetter her.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

På www.cphdox.dk er der daglige filmanbefalinger. Se highlights fra lørdagens program på http://www.cphdox.dk/d/a2.lasso?d=2009600&n=1270&e=0

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Waiting for Superman er vellavet og lige vel rørende. Så rørende, at man bliver mistænksom til sidst mens tårerne drypper ned i skriveblokken. For det er vist temmelig politisk alt det her med uddannelse, og hvad er det egentlig filmen argumenterer for?

Det står dårligt til med skolerne i U.S.A., især de offentlige af slagsen, den slags skoler som de fattige går i inden de dropper ud, og de rige undgår til fordel for privatskoler. Det står dårligt til med uddannelsesniveauet i U.S.A., selv når det gælder helt basale kundskaber som læsning og matematik. Virker billedet bekendt?

David Guggenheim, der har instrueret Waiting for Superman, er åbenbart en mand der kan lide at gøre opmærksom på de helt store problematikker. Problemerne i det danske uddannelsessystem blegner over for det nedbrudte amerikanske system, som David Guggenheim i en meget personlig stil fortæller om i filmen. Selv klimaforandringerne, som Guggenheim lod Al Gore fortælle om i An Inconvenient Truth, virker en lille smule ubetydelige, når der sættes ansigt, personlighed og drømme på de børn, der rammes af et system, hvor det at have penge er en forudsætning for at sikre sig vejen til en universitetsuddannelse. Er man fattig er den eneste chance lotterierne til de få offentlige skoler, der faktisk formår at holde undervisningen på niveau med det nationale curriculum. Chancerne er selvsagt ikke særligt store.

Genistregen i Waiting for Superman er, at de hårde socioøkonomiske uddannelsfacts suppleres med historien om børn og deres forældre, der ved at børnenes skæbne er afhængig af et heldigt lod i tombolaen. Genistregen er, at man ser dem sidde i auditorier og gymnastiksale og få deres skæbner afgjort, og at man ser – og her kan den amerikanske dokumentar tydeligvis noget andet end Hollywoodfilmen – at for de fleste af de upriviligerede børn, der ender det, som statistikken tilskriver, ikke spor lykkeligt. Det gør filmen vedkommende, ægte og rørende på en måde som en “happy end” umuligt kan være.

Til gengæld følte jeg mig som europæer til dels hægtet af filmens argumentation, og selvom det kunne være fordi filmen beskriver et uddannelsessystem, som er væsentligt anderledes end fx det danske, er min mistanke at filmens argumentation simpelthen ikke er særlig god.

Filmens hovedpåstand er, at gode undervisere er altafgørende for god undervisning. Den pointe er svær at argumentere imod, men hvad er det så for en undervisning, der er god? Mere problematisk end den manglende dybde i argumentationen er, at Waiting for Superman argumenterer for, at den primære forhindring for god undervisning, er at skolelærere i offentlige skolelærer (åbenbart) ansættes på livstidskontrakter, hvilket gør det svært at rydde ud i rådne æbler og sure citroner.

Jo jo, det kan da godt være, at der er lærere der falder af på den i løbet af en ghettoskolekarriere, men den måde lærernes fagforeninger kritiseres uden at hverken lærerne på livstidskontrakt eller fagforeningerne får lov at komme til orde, er så utvetydig unuanceret, at jeg kortvarigt blev mindet om de komisk-korrupte fagforeningsmænd i den 60 år gamle On the Waterfront med Marlon Brando. Det havde jeg ikke behøvet i en film med et så alvorligt emne.

Waiting for Superman udpeger som sagt dårlige lærerkræfter som hovedårsagen til skolernes forfald. De såkaldte “charter schools” – offentlige skoler som er undtaget for de onde livstidskontrakter – fremstilles som den gyldne løsning.

Den argumenterende del af filmen mangler, som det er set i andre amerikanske dokumentarfilm, nuancer, men hvad argumentationen mangler, har Waiting for Superman på følelser og på følsomme interviews med børn, hvis hedeste drøm er at få en ordentlig uddannelse. Det er hårdt at se deres skuffelse i mødet med de barske realiteter, men for helvede hvor bliver man rørt.

Waiting for Superman kan ses den 9. november kl. 19.30 i Grand. Køb billetter her.

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Anmeldelse: Det erotiske menneske er en skuffelse. Hvor De fem benspænd var en vellykket og reflekteret film om at lykkes med at lave film under svære omstændigheder, er Det erotiske menneske en mislykket film, der viser hvordan Leth ikke lykkes med at omsætte en en banal fascination af Kvinden til filmkunst.

Jørgen kigger på fotos af kvinder. Jørgen kigger på kvinders røve og bryster. Jørgen oplæser et digt. Jørgen er gammeldags: For ham er kvinden helst brun, cigaretrygende og mere interesseret i at lægge make-up end at give Jørgen intellektuelt mod- og medspil.

Jørgen er også den eneste karakter i Det erotiske menneske, som har et efternavn. Leth, hedder han. De øvrige skuespillere præsenteres kun ved intetsigende fornavne. Hvis de er mere og andet end deres fysiske fremtoning, er de i hvert fald ikke meget andet. I Leths optik søger kvinden til manden i sin jagt på identitet. Som Dorothie, kokkens berømte datter, siger på et tidspunkt: Jeg ville være Madame Leth. Og som Monsieur Leth uden yderligere begrundelse siger: Det er trist, du ikke kunne blive det. For kvindernes vedkommende bliver det ved fornavnet – og den tomme overflade.

Leth selv har heller ikke meget udover sit navn at byde på i Det erotiske menneske. Filmen indledes med nogle pseudoantropologiske betragtninger om at “studere” kvinden, men hvorfor nu det? Og er det motivation nok til en dokumentar i spillefilmslængde? Leths reflektioner omkring sit projekt er underligt fraværende, og det gør hele den del af Det erotiske menneske som handler om at lave en film, der måske hedder Det erotiske menneske, (men måske også “The imperfect man” som der står på et klaptræ under filmen), uvedkommende. I hvert fald når Leths talende ansigt tager så meget skærmtid, som det gør. Når han stiller spørgsmålet “Hvad tænker hun på”, mens kameraet dvæler i hvad der føles som minutter ved en brystvorte, er det svært at overbevise sig selv om at han virkelig er interesseret i et svar.

Det, som der er rester af i Det erotiske menneske, er en serie dvælende, højæstetiske klip med smukke kvinder, der fx ligger på en seng eller i en pool med det dér direkte blik, som Leth er så fascineret af. En anden rest er en bagvedliggende historie – en europæisk forfatters erotiske minder fra sexuelle akter på eksotiske steder – der til castings i fx Sao Paulo agerer hjemmel for standardspørgsmålet til de håbefulde amatørskuespillere: Er du OK med nøgenscener, bare rolig, no sex – hvilket kvinderne heldigvis altid er. I klippene leder kvindernes blik dog typisk tankerne hen på parfumereklamer og den slags, og det tynde plot udspiller sig hverken i eller uden for billedet. Hvor er erotikken i det?

Men den æstetiske film med nøgne kvinder kunne i det mindste have været blot en æstetiskfilm. Det er i sammenblandingen med hjemmevideoagtige klip i modlys af Leth på hotelværelset, Leth der knepper kokkens datter, Leth der sidder i en bil, at selv den rent billedmæssige fascination forsvinder, den erotik man kunne have mødt i mødet med en velkomponeret film.

Jørgen har brugt 12 år på at overveje om han skulle lave en kunstfilm, en dokumentarfilm eller en spillefilm og er endt med en blanding som for en instruktør af Leths format virker pinligt ubevidst om hvad det er, den gerne vil være.

“Kan de sige et par ord, så er det også meget godt” siger Jørgen et sted i filmen. Jørgen dog, hvad har du selv på hjerte?

Den 4. til 14. november 2010 er den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX på programmet i København for 8. gang. I år dækker kukua festivalen.

Weekenden indledes i morgen med masser af interessante dokumentarer og events på CPH:DOX. Her er et lille udpluk af fredagens program.

Den mexicanske Battle in Heaven (2005, IMDb) er en af de Harmony Korine-kuraterede film på CPH:DOX. Filmen, der var nomineredet til De Gyldne Palmer i Cannes, er en af Korines yndlingsfilm fra det sidste årti.

Bag filmen står instruktøren Carlos Reygadas, som, ifølge pressematerialet, har skabt et både hyperrealistisk og drømmeagtigt univers. Filmens plot kredser om en chauffør, der, efter at have indledt et seksuelt forhold til en rig generals datter, bliver lokket ud i alt muligt snavs.

Battle in Heaven vises fredag den 5/11 kl. 16.45 i Cinemateket og igen samme sted mandag den 8/11 kl. 21.30. Du kan købe billetter til filmen på www.cphdox.dk.

Shout (2010) er en hollandsk produktion om de to drenge Ezat og Bayan, der, skønt de betragter sig selv som Syrere, er vokset op som statsløse i de israelsk besatte Golan-højder.

Da de bliver 18 opstår muligheden for at studere i Damascus, en by der, set fra Ezats og Bayans perspektiv, er en ren festcentral. Til gengæld betyder rejsen til Damascus også et farvel til familierne derhjemme.

Shout er en film om frihed, men også om de umenneskelige følger af den hårde konflikt mellem Israel og de omkringliggende lande. Begge dele set og oplevet gennem Ezats og Bayans sympatiske øjne.

Shout kan ses i Empire fredag den 5/11 kl. 17.30, i Dagmar torsdag den 11/11 kl. 19 og sidste gang søndag den 14/11 i Posthus Teatret. Du kan købe billetter til filmen her.

I Enjoy Poverty (2009, IMDb) følger vi den hollandske kunstner Renzo Martens på mission i Congo. Her spreder han det provokerende budskab: Enjoy Poverty – et budskab der iscenesætter fattigdom som et kapitalistisk produkt på linje med Coca Cola og Britney Spears, hvor det er dem, der sælger “produktet”, der løber med profitten.

Enjoy Poverty er en del af CPH:DOX’ filmserie om fattigdom og kan ses fredag den 5/11 kl. 19 i Dagmar, mandag den 8/11 kl. 19 på Borups Højskole (med efterfølgende paneldebat) og lørdag den 13/11 kl. 16.30 på Teater Grob.

Fredagen byder også på bl.a. Lemmy, den hårdtslående frontfigur i Motörhead, og to timers gyldne tv-øjeblikke udvalgt af Brügger & Bertelsen fra Den 11. time. Du kan se hele fredagens program på www.cphdox.dk.