VJ Nights i Nikolaj Kunsthal

VJ NIGHTS i Nikolaj Kunsthal d. 10, 17 og 24 februar kl. 19.30 – 21.30

VJs har i årevis været uomgængelige, når musikkunstnere har villet skabe totaloplevelser ud af koncerter og andre musikarrangementer. Men VJs og deres stadig mere avancerede værker har ofte stået i baggrunden. FOKUS trækker dem helt frem i forgrunden med tre spektakulære arrangementer, hvor VJ-grupperne Kings in the Sky II, Obscura og Max Beta på vidt forskellige måder gør videoen tredimensionel og inviterer publikum ind i en helt unik videooplevelse.

 

LIDT MERE INFO:

KINGS IN THE SKY II

Fredag 10. februar kl. 19.30 – 21.30

Kom og oplev et psykedelisk Disneyland, når Kings in the Sky II med farvede væsker og et hav af videoprojektorer får Nikolaj Kunsthals enestående rum til at bevæge sig i amorfe former og en eksplosion af farver. Kings in the Sky II er et rejseband, der udspringer af Klubb Kristallen i Malmö.

 

OBSCURA

Fredag 17. februar kl. 19.30 – 21.30

Obscura giver dig chancen for at bevæge dig ind i en installation af lys og former, som i løbet af aftenen udvikler sig i en vekselvirkning med den musik, som også fylder rummet. Bevæg dig frit omkring, ind og ud mellem abstrakte former og genkendelige silhuetter i en labyrint af lys – et spektakulært show iscenesat af et af de toneangivende navne på event-scenen.

 

MAX BETA: LINEAR FOTON ARRANGEMENTS

Fredag 24. februar kl. 19.30 – 21.30

Skarpe laserstråler skærer sig gennem æteren til dronede lydflader, når Max Beta folder sig ud denne aften. Illusioner af tredimensionelle rum dannes og brydes mod Nikolaj Kunsthals gamle kirkevægge, mens du som beskuer bevæger dig rundt og oplever de flygtige indtryk, der kun består i disse øjeblikke.

 

 

Skriv et svar