Klub Kurz 21/3: Aftenens program byder på hele seks kortfilm

Programmet til visningen torsdag d. 21. marts er nu på plads, og denne gang har vi hele seks film på programmet. Dørene åbner kl. 19.00, og visningen starter kl. 20.00. Så kig forbi til en hyggelig aften på Husets Café med film, øl og popkorn i uanede mængder. Fri entré.

Tjek eventen på Facebook.
Læs mere om Klub Kurz.

ET LILLE VISIT (2013)
Den trætte Camilla kommer hjem fra en lang arbejdsdag og bliver mødt at selveste djævelen. Men Camilla har dog ingen planer om at dø, og hun nægter at følge med djævelen…

Instruktør: Benjamin Dahlerup
Længde: 5 min.

DET VAR FANDME DUMT  
Venneparret Kim og Jonas finder sig selv efter en alvorlig hybenbusk-ulykke på deres gamle folkeskole, mens de afventer ambulancen, men deres situation bliver forværret da skolens psykopatiske rengøringsdame opdager dem og jager dem med hendes nye våben.

Instruktør: David Jensen
Længde: 10 min.

Det var fandme dumt - blog

EN SKÅL FOR IDA (2011)
En dukkefilm om Ida, der har fødselsdag og får besøg af sine klassekammerater, men som eftermiddagen skrider frem, bliver Idas mors tiltagende rødvinsbrandert sværere og sværere at ignorere, og Ida drømmer sig væk til sin far, der er en rigtig indianer.

Instruktør: Amalie Næsby
Længde: 12 min.

Lille Panda

LILLE PANDA (2010)
Kulden er på vej, og dyrene planlægger at rejse ned i solen for at overleve vinteren, men Lille Panda forlader flokken for at lede efter sin far, der ikke er kommet med. Alle filmens skuespillere er i dyrekostumer, og den undersøger mulighederne for at skabe følelser og indlevelse hos publikum uden at bruge ansigtsmimik.

Instruktør: Kasper Skovsbøl
Længde: 15 min.

PAUSE

Trail of Broken Hearts

TRAIL OF BROKEN HEARTS (2012)
Trail of Broken Hearts er et virkeligt eventyr om en ung mand i hjertesorger, der slentrer rundt i en skov og venter på et afgørende opkald fra kæresten, idet han pludselig fanges i et net og stifter bekendtskab med en sælsom, mystisk pige…

En kortfilm med den danske skuespiller Allan Hyde og den amerikanske skuespillerinde Emma Bell.

Instruktør: Søren Grinderslev Hansen
Længde: 10 min.

Patienten - blog

PATIENTEN
Patienten handler om Kristoffer, som skal tage stilling til hvorvidt en fedmeoperation er den rigtige beslutning for ham. Filmen udspiller sig gennem et mareridt, hvor Kristoffer bliver elimineret fra et realityshow og dermed mister chancen for et luksus træningsophold. Nu står han overfor beslutningen om, hvorvidt en operation er den sidste udvej.

Instruktør: Cecilie McNair
Længde: 19 min.

Skriv et svar