Frivillige søges

Frivillige søges til opsætning af soloudstilling med den danske billedkunstner Mette Winckelmann i Den Frie Udstillingsbygning

Den Frie Udstillingsbygning er Kunstnernes Hus, og har som formål at vise udstillinger, der er produceret, initieret eller udvalgt af kunstnere. Herved adskiller huset sig fra andre nutidige udstillingssteder. I kraft af sin kunstnerdrevne struktur fungerer Den Frie Udstillingsbygning som en eksperimenterende ramme om udstillinger og tilknyttede aktiviteter.

Den Frie Udstillingsbygning søger frivillige til at hjælpe med opsætningen af soloudstilling med Mette Winckelmann i uge 48, med start mandag den 28. november.
Det abstrakte har en central rolle i Mette Winckelmanns praksis. Abstraktionen er både en konkret og poetisk måde at åbne og opløse faste definerede kategorier og former. Winckelmanns kunstneriske praksis spænder over en række billedmedier og materialer, og det er kendetegnende for kunstnerens værker, at de fremstår med en på én gang taktil og spirituel karakter. Mette Winckelmann vil med udstillingen i Den Frie Udstillingsbygning forholde sig til bygningens unikke arkitektur, og præsentere en installation, der indgår i dialog med den formmæssighed, der giver bygningen sin karakter.

Som frivillig i Den Frie Udstillingsbygning kommer du til at arbejde tæt sammen med kunstneren, den daglige ledelse samt husets øvrige medarbejderne. Vi er et velfungerende team, der har en sjov, men også travl hverdag. Vi søger derfor assistenter der kan se det spændende i en til tider hektisk arbejdsdag med mange forskelligartede arbejdsopgaver. Den Frie Udstillingsbygning kan desværre ikke afse lønudgifter i forbindelse med jobbet, men vi kan tilbyde dig at komme helt tæt på nogle af de arbejdsopgaver, der eksisterer i forbindelse med opbygningen af en udstilling samt tilhørende aktiviteter. Vi forestiller os at dit ophold er struktureret således, at arbejdsskemaet passer dig. Skulle dette have vagt din interesse, så send os en mail til: info@nulldenfrie.dk (Mærket “Frivillig”).

Skriv et svar