“Er taleren til stede?” Lydindspilningen som kilde – den 25. oktober

Forelæsning med diskussion ved George Brock-Nannestad, Historic Audio Consultant
.
Ved en udtalelse direkte fra en talers mund kan en erfaren person hurtigt analysere både det sagte som meddelelse og talerens sprogbrug, prosodi, dialektale tilhørsforhold mm. Lignende gælder, når man er til stede ved en koncert med klassisk musik, blot ud fra de regler, der gælder for klassisk musikudøvelse. Men, hvis man vil analysere i dybden, eller hvis man slet ikke var til stede, når det foregik, så er man afhængig af en indspilning med efterfølgende afspilning. Man har direkte indflydelse på afspilningen, men for det meste ikke på indspilningen. For at kunne bruge en indspilning som kilde, trods at man ikke selv har været ansvarlig for den, er man nødt til at underkaste den kildekritik. Det vil sige at identificere den indflydelse, som hvert led i kæden har haft på den lyd, som man vil arbejde med. Og hvis man ikke kender den præcist, så i det mindste de principielle forhold, som kan så tvivl om præcisionen.

Foredraget vil bringe en realistisk model for lydoptagelsen betragtet som en forsinkelse af en udtalelse eller anden lyd, som har været igennem en mikrofon og vil påvise, hvor de enkelte påvirkninger kan komme, som influerer på det lydindtryk og det signal, som man ønsker at analysere. På grund af besvær med adgang til de originale kommercielle indspilninger på forældede formater foregår megen fonetisk og musikvidenskabelig analyse ved hjælp af kommercielle CD-udgivelser, og her er særlig opmærksomhed nødvendig.

Tidspunkt: Den 25. oktober kl.13.00
Sted: Lokale 24.1.15, Københavns Universitet, Karen Blixens Vej 1, København S

 

 

Skriv et svar